Et er at læse om de uheldige virkninger, EU's landbrugspolitik har i ulandene. Noget helt andet er at se dem ved selvsyn. At opleve, hvordan verdens næstfattigste land forsøger sig i konkurrencen på et globalt marked, er ren David og Goliat - med den undtagelse, at David i dette tilfælde lige så godt kan give op på forhånd. I forbindelse med et længere studiebesøg i Niger har jeg været tilskuer til en tragikomisk forestilling, der viser, hvordan de lokale bønder forgæves prøver at sælge deres mælk på det lokale marked, samtidig med at en fransk producent af mælkepulver, med tusindvis af euro i støtte, sælger et billigere produkt. Niger er et land med mange udviklingsprojekter, hvor hvert donorland kommer med sin forestilling om, at netop deres firhjulstrækker kan gøre en forskel. Hver med sit mærke på siden af bilen med navnet på projektet og donorlandets flag: Her kommer den glade giver! At køre rundt i store biler højt hævet over de mennesker, vi skal prøve at hjælpe, giver os måske nok overblik, men vi kan umuligt sætte os ind i situationen. For hvem fra den vestlige verden kan nogensinde forestille sig at leve på et absolut eksistensminimum, som i Niger, hvor mange ikke ved, hvornår de får deres næste måltid. Niger er verdens næstfattigste land. Over 85 procent af befolkningen lever for under 2 dollar om dagen, Verdensbankens fattigdomsgrænse. I Niger er uddannelse ikke noget, alle har adgang til. Blot 17,1 procent af befolkningen over 15 år kan læse og skrive. Når man ikke kan få dækket selv sine mest basale behov, må det være frustrerende at se 'de hvide mænd' køre rundt som en anden flok turister. Især når man tænker på, at giverlandene - og også Danmark - trods alle de gode intentioner er ansvarlige for en stor del af fattigdommen på grund af en forældet og hamrende uretfærdig landbrugspolitik. Men for de lokale er problematikken aldeles fremmed. Hvordan skal de også kunne vide, at en flok europæiske landmænd og politikere i Bruxelles sidder med den gyldne nøgle til deres overlevelse? Det, de ser, er de fantastiske hjælpere, som kommer til dem, når det ser mest sort ud - i hvert fald for det meste. Det store problem er bare, at EU giver med den ene hånd og tager med den anden. Den hånd, EU giver med, er tydelig og ikke til at overse, mens den anden er gemt bag toldsatser, eksportstøtte m.m. Men konsekvenserne af EU's landbrugspolitik er ikke til at tage fejl af i Niger. Butikkerne er proppet med produkter fra Europa: sukker, tomatpuré, kiks, mælkepulver. Varer, som nabolandene eller Niger selv kan producere meget billigere. Hvor man i Danmark kan støtte bønder i udviklingslande ved at købe f.eks. sukkermærket med Fair Trade, så er det umuligt i Niger. Det findes simpelthen ikke. Det eneste sukker, man kan købe, er hvidt sukker importeret fra Frankrig. Når man ved, at produktionsomkostningerne for sukker er tre gange højere i EU end i visse ulande, er det da en kende grotesk. Uden massiv eksportstøtte ville fransk sukker aldrig nå Niger og ville for øvrigt heller aldrig blive produceret. Men alt dette ved befolkningen i Niger ikke noget om. De ser de glade givere med donordollar og firhjulstrækkere, der kan yde førstehjælp og måske redde dem fra sultedøden. Hvad de ikke ved, er, at det blandt andet er EU's landbrugspolitik, som kvæler dem og sørger for, at de lokale landmænd overhovedet har brug for respiratorhjælp. Én fabrik er mere end noget andet et rammende billede på bøndernes situation i Niger: Grande Laiterie de Zinder, en mælkefabrik, som udelukkende producerer mælk af mælkepulver dumpet fra EU. EU producerer mere mælk og flere mælkeprodukter, end vi selv kan forbruge på grund af for høje mælkekvoter. Overskuddet bliver solgt - eller dumpet - i udviklingslandene med støtte fra EU. I 2002 brugte EU 8,6 milliarder kroner på eksportstøtte til mælk og mælkeprodukter. Verdenshandelsorganisationen WTO er det organ, der bestemmer, hvor meget EU må bruge i eksportstøtte. EU har skullet reducere eksportstøtten markant de seneste år som følge af vores WTO-forpligtelser, men EU kan stadig lovligt anvende eksportstøtten som redskab for at komme af med sin overproduktion. Jeg har ellers aldrig set et land med så mange køer som i Niger. Eller et land, hvor en ko kan have så meget betydning for den enkelte familie. Koen producerer ikke kun mælk - den er familiens bankbog og dens sociale sikkerhedsnet. Bliver man alvorligt syg eller får akut brug for penge, kan man altid sælge sin ko. 50 meter fra mælkefabrikken går mange af disse køer rundt. De er så at sige blevet arbejdsløse - udkonkurrerede af mælk fra en fabrik, som med EU-støtte kan sælge mælken til halv pris. Fabrikken har godt nok produktionsanlæg til at bearbejde frisk mælk, men hvorfor investere i køleanlæg, tankbiler og kvalitetstjek, når man nemmere og billigere kan få mælkepulveret fra EU's overskudslagre? Således bruger mejerierne i hovedstaden Niamey kun 5 procent frisk mælk til deres produktion. Meget forståeligt, men med katastrofale konsekvenser for de lokale landmænd. Alt imens mejeriet har travlt med at pleje sit image blandt de lokale, er kvinderne, der passer køerne, ret frustrerede over ikke at kunne sælge deres mælk til mejeriet. »De vil gerne bruge vores køer til deres tv-reklamer, men de vil ikke købe vores mælk«, som en af kvinderne siger. De fleste tror da også, at mejeriet bruger frisk mælk til deres produktion, for der er billeder af lokale køer på mælkekartonerne og brølende køer i tv-reklamerne. Var det ikke for mælkepulveret fra EU, kunne de lokale komme af med deres friske mælk, og priserne ville stige. Så ville det kunne betale sig for kvinderne at fodre og pleje deres køer bedre, hvilket ville medføre større produktion og bedre kvalitet - alt sammen små, men livsnødvendige skridt, hvis der skal en økonomisk udvikling i gang i det fattige land. Men sådan er det ikke. Hvis koen fra Niger bare vidste, at hver af dens kusiner i Europa dagligt får 2 dollar i landbrugsstøtte til at blive passet og plejet for, så ville den nok være ret misundelig. Hvert år modtager Niger 45 millioner kroner i udviklingsbistand fra Danmark. Et af kravene for at få støtte er, at den går til bæredygtige projekter. Med bæredygtighed menes - ud over at man skal skåne naturen - at projektet også kan køre videre, når Danmark trækker sig tilbage. Landmændene skal altså lære at trække vejret selv, så behovet for respiratorhjælp bliver mindre. Men 45 millioner kroner rækker ikke langt i et land gennemsyret af fattigdom. Kunstigt åndedræt kan i længden ikke føre til bæredygtig udvikling. Niger har brug for sine egne stærke lunger, men muligheden for at få det er ikke stor uden en holdningsændring hos WTO og EU. Så længe WTO's regler og undtagelser tillader EU at dumpe produkter som sukker og mælk i ulandene, får ulandenes egne markeder meget, meget svært ved at udvikle sig. Da mellem 50 og 80 procent af befolkningen i ulandene er beskæftiget i landbruget, er problemets omfang kolossalt. Som en udviklingsarbejder, der havde været i landet i 20 år, sagde til mig, er det ikke med projekter, man skaber udvikling; udvikling skabes i Bruxelles. Netop i Bruxelles sidder vores tidligere landbrugsminister, Mariann Fischer Boel, med en stor del af ansvaret. Hun er EU's landbrugskommissær og sidder med næsten halvdelen af EU's budget mellem hænderne. Det er i høj grad op til hende, om produktionen i EU begrænses, så overproduktion undgås. Overproduktionen er skyld i, at EU ikke har brug for udviklingslandenes varer, og at EU er 'tvunget' til at dumpe sine varer på verdensmarkedet. Desuden presser overproduktionen priserne på landbrugsvarer i udviklingslandene i bund. Støtten i EU gives på en måde, der giver landmanden incitamenter til at overproducere. Man siger, at støtten er koblet til produktionen. Der er nu brug for en reel afkobling. Næste WTO-forhandlingsrunde finder sted i december 2005 i Hongkong. Inden da skal Mariann Fischer Boel være klar med de nye landbrugsreformer. Udviklingslandene forventer tydelige signaler fra EU på landbrugsområdet. Det, udviklingslandene først og fremmest har brug for, er økonomiske incitamenter til at producere. Dem får de kun ved en markant ændring af den europæiske landbrugspolitik. Så snart bonden har fundet ud af, at der rent faktisk er penge at tjene, så skal hun eller han nok omstille produktionen. Når det er sket, har de brug for mere og bedre bistand, for at få deres produktionsapparat op at køre. Ser man nøgternt på det, er det ikke alverden, Nigers mælkebønder beder om. De vil blot kunne sælge de tre liter mælk, som hver ko på nuværende tidspunkt er i stand til at producere om dagen, til en fornuftig pris. Med fornuftig pris menes en reel markedspris, der tillader dem at give deres køer nok at drikke og nok at spise, for at de kan være sunde og producere mælk. Men så længe priserne er kunstigt holdt nede, vil intet ske. Og så længe de europæiske producenter af mælkepulver ikke er konkurrencedygtige uden at have modtaget massiv eksportstøtte, har de intet at gøre på Nigers marked. De sørger blot for, at det er urentabelt for de lokale bønder at opretholde en produktion og dermed opbygge et anstændigt levegrundlag. De sidste WTO-forhandlinger brød sammen i Cancún i september 2003. EU havde i høj grad et medansvar for sammenbruddet, i og med at man på det tidspunkt ikke havde mandat til at komme med seriøse indrømmelser til udviklingslandene på landbrugsområdet. I Cancún mødte EU nemlig nye kræfter, den såkaldt G20-gruppe, en sammenslutning af ulande ledet af Brasilien og med lande som Kina, Indien, Sydafrika som store støtter. G20-gruppen lagde hårdt ud i forhandlingerne ved at trykke på EU's ømme punkt, landbrugsområdet. Al eksportstøtte skulle væk hurtigst muligt, men det var EU ikke indstillet på dengang. Siden da har EU dog måttet flytte sig en smule og er i dag enige om, at eksportstøtten skal afvikles. Der er dog ikke sat dato på, og så længe den ikke er på plads, vil de fattige bønder i ulandene fortsat være ofre for det konkurrenceforvridende system. G20 er ikke de eneste, der sætter pres på EU. Det globale civilsamfund har også mobiliseret sig for at markere utilfredshed med den måde, forhandlingerne i WTO forløber på. De rige lande har gang på gang lovet de fattige lande, at nu skulle forhandlingerne i WTO tilgodese de fattiges interesser. Selv besluttede jeg at tilslutte mig Mellemfolkeligt Samvirkes Stop Handelsrøveriet-kampagne. Noget måtte gøres. Nu går det så løs igen. Vi er ved at afslutte en fælles aktionsuge for retfærdig verdenshandel, hvor arrangementer i mere end 70 lande har skullet minde politikerne om, at det er alvor. Også i Danmark har et stort netværk med Mellemfolkeligt Samvirke, Ibis, 3F, Attac, AIF, Fair Trade Import, Max Havelaar Fonden, Folkekirkens Nødhjælp m.fl. afholdt en række aktiviteter. Blandt andet en fodboldkamp på Rådhuspladsen, hvor et dansk hold spillede mod et ulands hold. Det danske hold bestod af politikere fra alle partier samt en repræsentant fra Landbrugsraadet, en fra Dansk Industri, en fra Arla og en fra Danisco. Denne gang var det Goliat, der var udsat for uretfærdige regler for at mærke, hvordan det føles.