0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Det private er en historisk undtagelse

Den kristne modernitets civilisatoriske fortrin er kærlighedsgerningernes betydning: Loven kan bøjes af kærlighed til andre, skriver idéhistorikeren, dr.phil. Hans Jørgen Thomsen i dagens Kronik.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Moderne mennesker forstår umiddelbart noget ved ordene det private rum . Selv om de jo egentlig ikke betegner noget rum. Faktisk i mindre grad end udtrykket det offentlige rum betegner noget rum. De tre ord peger på noget, moderne mennesker sætter pris på. Hvis grænser, de ønsker overholdt og ikke overskredet. Historisk er det noget nyt: Det er moderne.

I det gamle Grækenland var det private overvejende noget negativt; modsat det gode, som var fælles. På såvel latin som græsk er der en modsætning mellem det offentlige, fælles gode og det enkelte menneskes gode. Enkeltmennesket bør her rette sig ind efter det fælles gode.

I moderne tid er det private blevet noget positivt. Også selv om det strider mod ordets latinske betydning, der stadig opbevares i fremmedordet privativ . Privativ ligger her tæt på ordet negativ.

At det er blevet sådan nu med ordet privats betydning, kan moderniteten takke liberalismen og kristendommen for. Den moderne frihed er ud fra et liberalt og kristent synspunkt mere og andet end konkurrence på markedet. Den er et rige for sig, frihedens rige. Dens tema kan bedst oplyses ved at relatere den til loven og lovoverholdelse.

Forholdene mellem frihed, lov og magt peger på en filosofisk diskussion, som stadig er af allerhøjeste relevans. I antikken kunne det skrøbelige demokrati sættes ud af kraft, såfremt friheden ville det. Og sådan er det stadig. Diktatur, totalitarisme og tyranni har været lige så hyppige i løbet af det sidste århundredes vesterlandske historie, som de har været i hele menneskehedens historie.
Demokrati er undtagelsen snarere end reglen.

Problemet hænger sammen med den menneskelige frihed. Eftersom mennesket er et frit væsen, er samfundets love aldrig naturlove. De kan sættes ud af kraft eller i perspektiv. Sådan er det menneskelige vilkår. Religionshistorisk føjer kristendommen imidlertid noget afgørende til dette vilkår. I og med den som noget historisk nyt og enestående sætter friheden i relation til kærlighed. Dén kærlighed, mennesker i kraft af den kristne forkyndelse har fået tilføjet sammen med kærlighedens sted. Det private rum.

I det private rum bliver det menneskets opgave at opbevare, pleje og styrke kærligheden, der i form af et civilisatorisk kvantespring pludselig er blevet tilføjet med kristendommen. Tilføjet i Jesus af Nazarets særprægede og revolutionerende forkyndelse.

Med denne forkyndelse bliver det nødvendigt at nybestemme forholdet mellem lov og frihed. Der skal sikres kærligheden plads og gyldighed i forhold til loven. Menneskenes og Guds. Eftersom frihedens forhold til loven stadig ikke er givet som nogen naturlov. Den er alene givet som noget, de mennesker, loven underlægger sig, accepterer i frihed at være underlagt.

Når kristendommen taler til mennesket, som om det havde en vilje og en samvittighed, viser det sig pludselig, at det faktisk besidder disse evner. Kristen er et menneske og en civilisation, som religionshistorisk er blevet tiltalt, som det sker i den kristne forkyndelse.

I en sådan ny historisk konjunktur bliver lovoverholdelsen nybestemt. Jesus af Nazaret og hans apostel Paulus bestemmer det nye derved, at loven til enhver tid bør perspektiveres i forhold til buddet om at elske Gud og næsten. Kærligheden er for det første dermed blevet anbragt i et - nyt - privat rum for moderne følsomhed. Dernæst og i konsekvens heraf bliver den endvidere til kærlighedsgerning, med Søren Kierkegaards ord fra titlen på værket 'Kjerlighedens Gjerninger' fra 1847.

De frie handlinger, den kristne forkyndelse kalder frem i mennesket og på den historiske scene, er kærlighedens gerninger. Gerninger, der får deres perspektiv fra muligheden af at sætte loven ud af kraft, såfremt næstekærligheden gør det nødvendigt.

Det er revolutionerende for vores civilisation, at loven fra nu af er betinget af et muligt lovbrud, som friheden i det menneskelige vilkår gør mulig. En mulighed, som aktualiseres og udvides gevaldigt af kravet om at blive set, i lyset af hvad kærligheden tilføjer.

Nye og aldrig før kendte kvaliteter er dermed blevet tilføjet det menneskelige vilkår. For eksempel tilgivelse. Loven er ikke kristen lov, det vil sige lov i en kristen civilisation, hvis den ikke også administrerer dén mulighed for tilgivelse, som forkyndelsen tilføjer. Hvormed dødsstraf bliver umuligt, da den ikke kan skelnes fra drab som sådan.

Som opvokset i en kristen kultur - som tiltalte i den nævnte forstand - ved moderne mennesker umiddelbart og intuitivt dette. Det er slet og ret en del af deres civilisatoriske bagage. Når vi har med vore børn at gøre, gælder loven kun på kærlighedens betingelse. Ligesom loven kun gælder på kærlighedens betingelse i forhold til den elskede i myndige personers kærlighedsliv. Inden for rammerne af det nye private rum.

Der er måde med den nihilisme, der udfordrede antikke tænkere som Platon og Sokrates, inden for det kristne og demokratiske samfunds horisont. Dét mulige lovbrud, som kærlighedsgerningerne benævner, sikrer vore livsindhold en alvor, de ikke ville have uden dette kristent tilføjede perspektiv. Dyrkes meningstab og meningsløshed, kan det kun ske ved at sætte parentes om den specifikt kristne og demokratiske måde, vi har vore livsindhold, vore tilvalg og fravalg på.

Fordi lov ikke mere gælder autoritært, men kun betinget og i hver enkelt tilfælde sanktioneret af kærlighed, bliver vore liv med os selv og hinanden nøjagtig så alvorlige, som de også forekommer os at være.

Det gælder i vore liv hele tiden, og det er kærligheden som fordring og gerning, der sørger derfor. Livet som scene for kærlighedens fuldbyrdelse folder sig ud i frie valg, der - med et gammeldags udtryk - er og bør være lutret i kærlighed. Bliver livet tragisk, bliver det komisk eller bliver det noget helt tredje - det er forholdet til kærligheden, dens fordring og dens gerninger, der kommer til at afgøre det.

I andre kulturer og religioner end den kristne er kærlighed og frihed i deres altid intrikate og interessante sam- og modspil ikke mennesketilværelsens alfa og omega.

Er frihed ikke med ved fastlæggelsen af kærligheden, er der slet ikke tale om kærlighed i moderne og kristen forstand. Men om tvang, som kærlighed ikke kan holde til, men ødelægges af. Idet det vigtige netop er, at kærlighedstemaer og kærlighedsvalg bestemmes som noget, der vedrører og er afhængigt af frihed. Vores demokratiske modernitet ville ikke være, hvad den er, hvis det ikke havde været for den kristne kulturarv.

Om ikke andre erfarer de, der står over for at skulle integreres i en kristen kultur, at det forholder sig som nævnt. Det er et kulturelement, som består og bevarer sin gyldighed for moderne mennesker, også selv om kristentroen måtte falde væk.

Én gang talt kan den kristne forkyndelse ikke for en civilisatorisk betragtning bringes til tavshed. Eftersom den vedrører et fremskridt, der ikke kan tilbagerulles.

Spørgsmålet er ikke et spørgsmål om tro, men om civilisering og civilisation. Som friheden er et vilkår for moderne mennesker, er den kristne civilisation det også. Den er et historisk vilkår.

Det Ny Testamente præciserer som bekendt igen og igen over for f.eks. farisæerne, at næstekærlighedsbuddet sammen med buddet om at elske Gud er instanser, enhver anden lovs gyldighed skal ses i lyset af.

Kærligheden har som forkyndt fordring i og med forkyndelsen i Det Ny Testamente fået grønt lys til at relativere loven som sådan. Såfremt kærlighed og retfærdighedssans måtte kræve det. Som f.eks. under den tyske besættelse af Danmark.

Kærlighedsfordringener derfor uundgåeligt noget, der provokerer og må provokere mennesker med en lovtro som dén, der gjorde sig gældende hos loven og profeterne. Og som stadig gør sig aktuelt gældende hos f.eks. ortodokse muslimer.

At bøje loven i kærlighed til næsten, til medmenneskene og til den elskede i det erotiske og libertære forhold til denne, er den kristne civilisations afgørende civilisatoriske fortrin. Muligt lovbrud er dermed blevet del af lovbevidstheden selv. Noget, der selvsagt udfordrer og må udfordre hele tilværelsesforståelsen. Hvordan?

Ja, for eksempel ved, at det moderne menneske har fået sin frihed til at relativere loven, hvilket vil vise sig, såfremt loven bliver autoritær og irrationel. Som under diktatur.

Derved kan modstandsbevægelse mod samme diktatur opstå og dets love negligeres.

Kærlighedsbuddet kan nødvendiggøre, at andre bud som f.eks. buddene om, at der ikke må lyves, stjæles eller slås ihjel, sættes ud af kraft. Hvis retfærdighedssansen og kærligheden til næsten tilsiger noget sådant i situationen. Hvad de som bekendt ofte gjorde i modstandsbevægelserne imod kommunisme eller fascisme i løbet af det 20. århundredes nationale kampe for frihed og demokrati.

Når det virkelig gælder og er alvor i vore demokratier og vore liv med hinanden, skyldes det, at enhver lov potentielt kan og bør brydes. Såfremt bøjningen af den i kærlighed tilsiger den enkelte privatperson dette.

Vi ved det spontant, da det er en del af vores givne historiske og civilisatoriske bagage. Vi bør derfor også sætte pris på det. Om nødvendigt forsvare det med næb og kløer. Over for eksempelvis fundamentalistisk islam.

Bevidstheden herom har siden Romeo og Julie givet moderne kærlighed, som har patent på en sådan mekanisme, dens civilisatoriske fortrin. Og dens patos. Noget, der garanterer, at vore liv er alvor for os, samt at vi ikke kan leve dem uden at tage denne alvor - alvorligt. Ligesom det er en alvor, der viser sig for muslimer, når de som deltagere i en kristen civilisation uvægerligt kommer til at forelske sig med ryggen til tradition og forældre.

Den kristne modernitets civilisatoriske fortrin er kærlighedsgerningernes betydning. Deres scenarium er det private rum og dén frihed, som findes her. Med baggrund heri kan der tages stilling til, om livet er og var det værd.

Med baggrund i det private rum kan der endvidere gives plads til et offentligt rum, hvori skærmydslerne fra livsdramaerne i det private kan diskuteres i åbenhed.

Og hvor de eventuelt kan iscenesættes kunstnerisk i den gode kunst.

Med alvoren er det givet, at konflikter mellem første- og andengenerationsmuslimer i kærlighedsanliggender er retten på den kristne og moderne kulturs side. Det er vitalt for vores identitet som moderne, at vi aldrig giver køb her. Det kan lyde af lidt, men er det jo ikke. Set i lyset af alle de totalitære tendenser, som historie og samtid fostrer ustandseligt.

Moderne menneskers ophold og erfaringer i det private rums gemakker er nok til at muliggøre de kritiske perspektiver på samfund og samtid, som et liberalt samfund ikke kan undvære. Perspektiver på vores historiske vilkår, som er og bør være uopgivelige. En opgivelse her vil undergrave vores identitet som moderne. Erfaringer og perspektiver fra det private rum er samtidig pinedød nødvendige betingelser for, at et moderne samfund kan forny sig.

I det private rum tager man stilling til, om livet er og var det værd. Ikke bare for sit eget vedkommende, men også i forhold til de andre folk og kulturer, vi deler klode med. Samtidig med at det private altså historisk har givet anledning til opkomsten af et offentligt rum med plads til kritik. Herunder moderne kunst. Samt kritikken og diskussionen af den. Som del af en civiliseret diskussion af, hvori vort moderne vilkår består og bør bestå.

Med basis i det private rums kærlighedserfaringer får det offentlige rum en eksistentiel horisont forærende.
I form af kulturelle spørgsmål, der giver moderne mennesker noget at orientere sig i forhold til. Menneskelighed kan gøres til dyd med tilhørende rettigheder.

Rettighedernes natur kan gøres til genstand for en offentlig diskussion om den fælles fremtid i medier og presse. Eksempler på umenneskelighed ude som hjemme kan kritiseres i et således nydefineret offentligt rum, der flankeres på den nævnte måde af det private rum.

Vi har som moderne mennesker i en kristen kultur ret, lov og pligt til at elske og hade trods lov og jura.

Når det private rum bliver kampzone som i skilsmissekriserne, viser erfaringen, at selve den moderne identitet som menneske kan trues. I privatsfæren er og bør markedslovene være på udebane.

Spørgsmålet kan stilles, om det moderne menneske i det lange løb virkelig kan have sit liv alene i karrierer, systemer og konkurrence? Effektivitet på markedet og i institutioner kan være nødvendigt for fornyelse. Kravene fra marked og institutioner repræsenterer stadig udfordringer og krav til det moderne menneske.

Alligevel bør kravene ses i lyset af, hvad vores kærlighedsevne kan holde til. Den kan næppe holde til en total underlæggelse under system- og konkurrencevilkår.

Vi kan så let som ingenting miste den nødvendige orienteringsevne, hvis vi sælger ud her. Demokrati og frihed samt deres betydning for moderne menneskers kærlighedschancer - deres mulige lykke - er faktisk historiske undtagelser og ingen regel.

Tilbage står, at der med kærlighedsgerningerne, med deres vilkår, vækstbetingelser og fordringer til det moderne menneske, er sat grænser for, hvor effektiviseret det private rum kan holde til at blive uden at gå i stykker. Går det i stykker, kan den nødvendige kritik af fundamentalisme og totalitarisme miste fodfæste og retning.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce

Læs mere