Hen ved 100.000 mennesker løste billet til ’Flammen & Citronen’, den første weekend filmen gik over lærredet, og alt tyder på, at filmen vil blive set af minimum 350.000. Succesen er hjemme – og pengene, det har kostet at lave denne hidtil dyreste danske film. Formtalen har også været enorm. Mon der på forhånd har været skrevet så meget om en ny dansk film? Frihedsmuseet ved Langelinie i København mærker også interessen. Tre søndage i april skal der nok være fulde huse ved rundvisninger på museet. Her holder man foredrag og viser genstande, som Citronen benyttede, da han i 1943 var med til at sprænge Forum i luften. Gad vide, hvor mange gamle modstandsfolk der ser filmen eller kommer i Frihedsmuseet? Da krigen sluttede, talte Flammen og Citronens modstandsorganisation, Holger Danske, cirka 350 mand. I dag er langt de fleste døde. Medlemslisten i Holger Danske Klubben for veteraner bliver stadig kortere. Kun ca. 25 er tilbage. Hvor mange af dem, der deltog aktivt i stikkerlikvideringer, vides mig bekendt ikke. Når klubbens medlemmer mødes, taler man sjældent om krigen og slet ikke om likvideringerne. Det var først, da Peter Øvig Knudsen tog emnet op, at en række medlemmer krøb ud af anonymiteten og fortalte om deres oplevelser. Selv var jeg med i en gruppe, der foretog seks likvideringer, men ingen af gruppens ca. ti medlemmer var med i dem alle. Jeg var et absolut menigt medlem, og var det ikke, fordi den dygtige journalist og forfatter Peter Øvig Knudsen vidste, hvor ung jeg var, og gættede på, at jeg måtte have gjort mig mine tanker, havde han næppe så energisk prøvet på at få mig med i sin meget omtalte bog ’Efter drabet’. Jeg har unægtelig gjort mig mine tanker om, hvad jeg var med i dengang. Når jeg sagde nej til at fortælle, var det, fordi jeg ikke mente, at det tjente noget sagligt formål at ribbe op i denne del af besættelsens historie. Det var ikke uden grund, at Frode Jakobsen havde lovet os anonymitet, med henvisning til at der var tale om krigsdeltagelse. Som bekendt fremholdt han atter og atter, at det drejede sig om »krig, ikke jura«, og at der var tale om nødværgedrab. Jeg fandt også, da Peter Øvig bad mig være med i hans bog, at det var forkert at fokusere så ensidigt på denne del af modstandsbevægelsens aktiviteter. Fremstillingen kunne let ende med at blive underholdning, på samme måde som når DR TV’s ’Rejseholdet’ tager gamle kriminalhistorier op. Men det var naivt at tro, at ret meget i dagens Danmark kan forblive skjult, ligegyldigt hvor gode grunde der kan være til at lade glemslens slør sænke sig. I Gruppe Lange, som min gruppe hed, skrev vi kort efter befrielsen i en såkaldt dagbog, før vi gik hver til sit – en lille bog, der fortalte stort og småt om, hvad vi havde lavet. Oplaget var kun 50 nummererede eksemplarer, og hver af gruppens medlemmer fik et eksemplar. Resten blev skjult. Det var absolut ikke meningen, at bogen skulle komme til offentlighedens kundskab, og kun vore illegale navne var nævnt. Men oh, hellige enfold. Bogen er kopieret indtil flere gange, de skjulte eksemplarer florerer, så ’Gruppe Lange’, som der stod i rød og hvidt på forsiden, er næppe svær at få fat på for den interesserede. Fraset at tonen i bogen er rå, fordi det var det sprog, vi betjente os af, og at den ikke egner sig for sarte ører og øjne, har vi ikke noget at skjule. Jeg er ked af, at jeg i så ung en alder – 16 år – skulle møde så stærke oplevelser, men jeg fortryder intet. Stikkerlikvideringer var et nødvendigt onde. Uden likvideringer havde der ikke været en modstandskamp. 58 af Holger Danskes 64 faldne satte livet til i det sidste krigsår. Alene fra 1. januar 1945 til befrielsen blev 27 dræbt. Sammenhold dette med, at vi ved kapitulationen i maj 1945 var ca. 350 mand. Af de ca. 400 stikkerlikvideringer blev de ca. 175, mener man, foretaget af Holger Danske. I en række tilfælde var det slet ikke stikkere, men mennesker, der udgjorde en sikkerhedsrisiko og havde bragt sig i farezonen ved at have tyske papirer, tyske våben og deres gang i nazihovedkvarterer. Det var ikke fejl, men nødvendige drab. Men naturligvis blev også dræbt nogen, som ikke skulle være dræbt. Der var jo krig. Det har der været talt meget om og i mange år. Når instruktøren Ole Christian Madsen, som står bag filmen om ’Flammen & Citronen’, siger, at filmen lægger op til en principiel debat om likvideringerne, har han på dette punkt ikke fulgt rigtigt med i timen. Debatten har været ført helt siden 1945 af så prominente navne som Hartvig Frisch, K.K. Steincke, Ditlev Tamm og i nyere tid også af en række historikere og journalister. Der er heller ikke grund til at genoptage den gamle diskussion. ’Flammen & Citronen’ er en spektakulær og i mange henseender flot film. Den er eminent fotograferet og har fremragende skuespilpræstationer, specielt Thure Lindhardts. Den er ikke polemisk, og både instruktørens, forfatterens og skuespillernes sympati er på Flammens og Citronens side. Det fremgår af personskildringen og af de mange interview i forbindelse med lanceringen. Filmens styrke er, at den giver et indtryk af, at der det sidste halvår af besættelsen herskede en borgerkrig i Danmark. Det var ikke tyske soldater, modstandsbevægelsen kæmpede med; der blev næppe skudt en eneste menig tysker af modstandsfolk. Det var danske nazistiske terrorgrupper, som var fjenden, fordi de i kraft af de mange stikkere, der var i Danmark – forholdsvis flere end i andre besatte lande – infiltrerede modstandsbevægelsen og trevlede den op, således som det skete gang på gang for Holger Danskes vedkommende. Det var virkelig dem eller os. Men netop fordi der var tale om krig, ikke et retsopgør, tjener det ikke noget formål at anlægge en efterkrigstids juridiske og moralske normer, når tiden vurderes. Det lægger filmen heller ikke op til, eller gør den alligevel? Filmen fortæller også levende om de dilemmaer, aktive modstandsfolk var ude for. For min gruppes vedkommende – på alles vegne kan ingen tale – var det specielt, om det nu også var de ’rigtige’, gruppen blev bedt om at likvidere. Ordren eller rettere: opfordringen, for ingen behøvede at adlyde, kom gennem Holger Danskes ledelse til gruppelederen og nåede os menige ved et af de morgenmøder, der blev holdt på villaveje i Københavns omegn. Herefter gik der dage, undertiden uger, før der kunne aktioneres, fordi den udsete skulle skygges og ofte ikke kom på de forventede tidspunkter. Ventetiden forekom både trættende og ulidelig, men værre var dog den ventetid, der kom, når aktionen var udført – og tyskerne ikke havde reageret ved en fordømmelse i bladene af ’udåden’. For først når den forelå, var der en til vished grænsende sandsynlighed for, at det var den rette, der var peget ud. Min gruppeleder, Gudrun Johansen med dæknavnet Frøken Lange (en af modstandsbevægelsens kvindelige helte), gav udtryk for følelser, jeg tror vi alle havde, da hun flere år efter krigen i et brev til mig skrev: »’Anders’ (Hans Edv. Teglers, en af HD’s ledere) overraskede mig ved at sige, at freden kom lige i rette øjeblik, han kunne simpelt hen ikke mere. Jeg måtte indrømme, at jeg faktisk også var ved at have fået nok. Det var mest ansvaret for, at det var ’de rigtige’, vi skød. Havde vi skudt en uskyldig, tror jeg, jeg ville være endt på Sct. Hans«. Stærkere kan det vel ikke siges, hvor belastende stikkerlikvideringerne var. Vi var hverken landsknægte eller eventyrere, men borgerskabets pæne sønner, som naturligvis alle var dybt berørte af på tæt hold at tage et andet menneskes liv. Det var belastende dengang. I filmen råber man hurra og drikker sig fuld. Det har man sikkert også gjort. Jeg erindrer mere den nævnte usikkerhed i dagene, indtil tyskerne kom med deres version – også at jeg engang opsøgte en præst, jeg havde tillid til. Det var belastende dengang, men også i de mange år, der er gået siden. Når Frode Jakobsen engang advarede imod at grave i likvideringerne med ordene: Hver gang likvideringerne trækkes frem, kastes de gamle modstandsfolk ud »i en krise af onde minder«, havde han ikke uret. To af Gruppe Langes medlemmer tog efter krigen deres eget liv, den ene umiddelbart før gruppen i 1976 for første gang efter krigen skulle mødes med Frøken Lange, der var emigreret til Brasilien. Naturligvis er det forskelligt, hvilke og hvor mange og hvor dybe ar den enkelte fik på sjælen. Jeg kendte ikke Flammen og Citronen personligt – vi skulle i sagens natur helst ikke vide for meget om hinanden. Men efter min mening var de som modstandsfolk ikke typiske. De var nok mere ensomme ulve end vi andre, en slags læderhalse, mens vi andre var amatører og de færreste heldagsbeskæftigede i modstandsarbejde. Udgangspunktet for os alle var det samme, tror jeg. Der var et stykke arbejde, der skulle gøres, og nogen måtte gøre det. Det var en æressag – ingen kunne drømme om at tage et sådant ord i sin mund dengang – selv at yde sit til bekæmpelsen af den nazistiske pest, hvis vi ellers skulle kunne se os selv i spejlet og verden i øjnene. Så enkelt var det. SVAGHEDEN ved filmen om Flammen og Citronen er, at stikkerlikvideringerne tages ud af sammenhængen med det øvrige illegale arbejde i de år. Det var en del af det illegale arbejde, men der var som bekendt mange andre sider: illegale blade, sabotage, modtagelse af våben, efterretningsvirksomhed f.eks. Nu er det likvideringerne, man samler sig om, udført af to idealistiske varulve, der ikke var repræsentative. Resultatet er blevet en ambitiøs film, men uden psykologiske dybder. Og så mange blodpøle, at man kan føle sig som tilskuer til en splatterfilm. Det sidste kan måske give nogen blod på tanden til igen at drøfte den fejlmargin, der knytter sig til likvideringerne. Frem for filmens for mange sikkert uforståelige diskussioner på stockholmske restauranter om kampens mål og midler havde det derfor været mere rimeligt at finde plads til at gengive de advarsler, Frihedsrådet kom med. I november 1944 erklærede rådet, at alle, der misbrugte situationen, ville blive udstødt af modstandsbevægelsen og frataget deres våben. I januar 1945 hed det, at selvtægt ville blive straffet med døden. Stærkere kan man vel ikke søge at holde orden i egne rækker.