Min datter på ti år skrev for nogle uger siden en topti over de mest kedelige ting, som børn oplever.

Ud over at blive tvunget af sin mor og mormor til at opleve det historiske øjeblik på tv, hvor Barack Obama holdt sin indsættelsestale og tvunget til at nyde smukke udsigter på bilture, var det faktum, at hun skal gå i karbad mindst to gange om ugen en klar topper på hitlisten. Hun gad heller ikke tage glimmertøj på til discofesten på skolen sidste uge. Efter lange forhandlinger kom vi frem til et ekstraordinært karbad, en ren hættetrøje og slidte jeans. Men når jeg kigger mig om, bliver jeg bekymret. Hvad i alverden er det, vi byder vores piger? Måske vi skulle bruge lidt mindre energi på at begrænse andre kulturers brug af tørklæder og klædedragter og kigge mere på vores egen kulturelle tvang: den burka af skønhedskrav, som vores unge piger hylles ind i, så snart de træder det første skridt ud af barndommen. Wikipedia fortæller om burkaen, at det er en ikkegennemsigtig, altdækkende klædningsgenstand, båret af mange muslimske kvinder. En burka dækker hele kroppen og omfatter et lille netgardin til bærerens øjne. Muslimske kvinder, der bærer burka, gør det på grund af en streng fortolkning af hijab, det islamiske påbud om beskedenhed. Vores egen skønhedsburka er et lige så strengt påbud – et påbud om, at det perfekte er vejen til accept og selvværd. Skønhed er noget, man kan købe sig til, sulte sig til og blive opereret til. I dag er skønhed ikke et udslag af naturens tilfældige lune, som begunstiger de få. Det perfekte udseende er et påbud. Det gælder alle. Og man er selv ansvarlig for at skabe det. Hvis en afghansk kvinde smider burkaen, bliver hun udstødt af sit fællesskab. Hvis vores unge kvinder ikke gider se perfekte ud, sender forbillederne i medier, film og popkultur samme budskab: Hvis du vælger skønhed fra, er du dømt ud i yderkanten af fællesskabet. Vi skal naturligvis ikke til at flytte sympatien for den uhyggelige undertrykkelse af kvinder, der foregår nogle steder i den tredje verden. Blot blive bedre til at se vores egne tabuer. Vi kritiserer de andres restriktioner, og vi er nærmest blinde for vores egne og den form for ekstremisme, der langsomt har sneget sig ind i vores kultur. Bare stigningen i antallet af unge danske kvinder, der har spiseforstyrrelser, er blevet motionsafhængige og har selvskadende adfærd og selvmordstanker, giver stof til alvorlig eftertanke. Undersøgelser foretaget af Center for Selvmordsforskning blandt danske skoleelever viser, at knap 17 procent af pigerne har forsøgt at skade sig selv en eller flere gange. ’Selvskade’ er handlinger, hvor man med vilje skærer, snitter eller brænder sig eller indtager piller i forventning om at gøre skade på sig selv uden at dø. Flertallet af de unge, som har skadet sig selv, har gjort det hjemme, alene og uden at være påvirket af alkohol eller narkotika. Selvskade, og især gentagen selvskade, er forbundet med øget risiko for selvmordsforsøg. Siden 1991 er der registreret et stigende antal selvmordsforsøg blandt de 15-19-årige piger i Danmark. Selvmordsforsøg er således fire gange så hyppigt for piger som for drenge i gruppen af 15-19-årige. Desuden er hver femte pige i risikogruppen for at få en spiseforstyrrelse – en sygdom, der netop handler om perfektionisme og dårligt selvværd. En veninde med en helt almindelig sund og køn datter på 12 år fortalte mig følgende historie. Datteren kom glad hjem og berettede, at hun havde hørt om alle tiders slankekur fra nogle andre piger på skolen: »Mor, man går bare ud på toilettet og stikker fingeren i halsen, når man har spist, så tager man ikke på. Er det ikke smart?«. Pigen har fået hofter, lår og bryster. Det er hun bekymret over, fortæller hendes mor, der har samme skikkelse, dvs. et naturligt og sundt ottetal. »Men min datter vil i hvert fald ikke se ud som mig«. Senere var jeg sammen med en anden mor fra den veluddannede middelklasse. Hun beskrev, hvordan hendes datter bruger mange penge på dyre tasker, Burberryfrakker, mærketøj og barberer sine kønshår væk, fordi »det gør alle de andre på skolen«. Moderen fortalte, at hun – selv om hun var rystet – blot lyttede lige så stille til datterens betroelser. »For hvis jeg siger min mening, vil hun ikke komme til mig igen. Så lukker de bare af, og man får ikke noget at vide«. Da jeg et par uger efter tilfældigt mødte datteren, kunne jeg næsten ikke genkende hende. Det var et par år siden, vi sidst havde set hinanden. Pigen lignede en erfaren og sofistikeret voksen dame med tung øjenmakeup, sexet tøj og langt stylet hår. Hun er kun 14 år. Unge kvinder vokser op med kvindelige forbilleder, der er superlange, supertynde, har store bryster og langt hår – måske hjulpet af henholdsvis silikone og hair extentions. Sådan ser popsangerne, modellerne og skuespillerne ud. Og sådan vil pigerne også gerne se ud. Selv mange små pigers dukker har det udseende. F.eks. Barbie og Bratz, hvor de sidste ligner teenageprostituerede med minishorts, plateaustøvler, sorte sminkeøjne og dumme trutmunde. Vi står lige midt i en fedmeepidemi, der er en reel trussel mod sundheden i den vestlige verden. I dag bliver der f.eks. publiceret flere forskningsartikler om fedme end om kræft. Sådan var det ikke for få år siden. Epidemien betyder, at snak om at motionere og spise grønt og groft er yderst relevant for unge. Men fedmeepidemien har en bagside for pigerne. Det er blevet legitimt at kritisere kroppe og sammenkæde dårlige egenskaber med vægt. Skurke i film for ti og tyve år siden lignede datidens fjendebilleder. Under den kolde krig var det russere, og tidligere mennesker med mørk lød. I dag er skurke i film ofte identiske med tidens store trussel: De onde er blevet overvægtige. Se f.eks. på Harry Potters plejefamilie. De er usympatiske og småborgerlige, og så er de selvfølgelig for tykke. Signalet er tydeligt, de har bare ikke styr på livet. Det fornuftige fokus på sundhed og vægt har desværre gjort det tilladt at nedgøre naturlige kropstyper, der ikke lever op til det urealistiske ideal. Den mest eftertragtede kropsform for unge kvinder er at være supertynd kombineret med store bryster. Men prøv engang at tælle, hvor mange eliteløbere der har en stor barm! Da det meste af et naturligt bryst består af fedtvæv, er denne kombination ganske enkelt urealistisk. Den amerikanske psykolog Ann Kearney-Cooke fra Columbia University i USA udtrykker det sådan her: »Popkulturen glorificerer supertynde, storbarmede kvinder. Det er en unaturlig kropstype, som nærmest ikke er mulig uden kirurgiske indgreb«. Hun har i en årrække studeret piger og deres kropsopfattelse. I disse år er hun med i et ekspertpanel for sæbemærket Doves fond, der støtter forskning og tiltag, som kan forbedre unge kvinders selvværd. Dove er kendt for Campaign for Real Beauty, der gør op med det perfektionistiske ideal. Ann Kearney-Cooke er bekymret over det stigende antal unge kvinder, der får lavet fedtsugninger og brystimplantater. Da Washington Post interviewede hende i 2004, fik hun kastet lys på det eksistentielle dilemma i problemstillingen: »Børn bruger masser af tid i chatrooms på nettet, og de bliver bombarderet med de urealistiske billeder i medierne. Når du er en teenagepige, er der en hel myte om transformation, som er meget kraftfuld: at plastikkirurgi kan ændre dit udseende og dit liv. Det er, som om spørgsmålet ’hvem er jeg?’ er blevet skiftet ud med ’hvilket image vil jeg gerne vise omverdenen?’«. En række nye tv-show understøtter tendensen. Det er såkaldte makeovers som f.eks. ’The Swan’. De handler om, hvordan unge kvinder bliver smukkere – med tøj, makeup og sommetider kirurgi. Formanden for Danske Plastikkirurgers Organisation, Vibeke Breiting, fortalte for nylig til fagbladet Sygeplejersken, at hun opererer en hel del almindelige unge piger på SU. De betaler 30.000 kr. for at få brystimplantater på hendes klinik. »De unge i dag har en helt anden personlig økonomi end tidligere, og samfundet er sådan indrettet, at det er legalt for de unge at tænke meget på sig selv og være egoistiske, og derfor er det også blevet mere legalt at bruge penge på at ændre på sig selv«, forklarede hun. Men problemet er desværre større end ungdommelig egoisme og uhensigtsmæssig investering af SU-midler. Tidens skønhedsideal påvirker pigernes selvværd på en måde, der har alvorlige konsekvenser. Verdens største sammenslutning af psykologer, American Psychological Association, offentliggjorde for to år siden en rapport, hvor en række tidligere undersøgelser blev analyseret og sammenlignet. Konklusionen var alarmerende og klar: De unge kvinder får et urealistisk og forvrænget syn på kvindelig seksualitet, kvinders værd og kvindekroppen. Pigernes fokus på udseendet påvirker deres evne til at koncentrere sig om skolearbejdet, fordi kravene stjæler deres opmærksomhed. Tidens fremstilling af kvinder som sexobjekter blev af forfatterne kædet sammen med psykiske lidelser som spiseforstyrrelser, depression og lavt selvværd. En undersøgelse foretaget af Betty Merten og Peter Lewinsohn fra Oregon Research Intitute i 1990 viser desuden en direkte sammenhæng mellem pigers bekymring for deres udseende og sandsynligheden for, om de ville få en depression. I første halvdel af halvfemserne var jeg chefredaktør for damebladet Damernes Verden, der er en svensk publikation fra Bonniers med britisk Marie Claire som forbillede. Dvs. en slags blanding af Alt for Damerne og IN. I de år, der er gået, oplever jeg, hvordan fokus på skønhed er vokset ud over alle grænser. Men hvorfor er det blevet så ekstremt? Hvorfor er vi lige så stille holdt op med at glæde os over naturens forskellige udtryk for skønhed? Forklaringen kan man måske finde ved at se på billeder af unge kvinder for ti, tyve eller tredive år siden. De afslører den kolossale ændring, der langsomt har sneget sig ind. Prøv f.eks. selv at se filmklip med de mest kendte sangerinder fra 1970’erne og 1980’erne på websitet YouTube. Pigerne så simpelthen grimmere ud dengang. Selv de smukkeste, som f.eks. Joni Mitchell. Eller gjorde de? Måske har vi bare vænnet os til, at nutidens kvinder er så stylede, at det ustylede virker grimt og sjusket? Men skal forældre og samfund virkelig gribe ind over for, at moden lige nu dikterer ekstremskønhed? Får unge kvinder ikke bare større selvsikkerhed af at se ’godt ud’? Mange undersøgelser viser jo, at skønhed giver bedre jobmuligheder, et bredere udvalg af partnere og større chancer for – alt andet lige – at blive positivt bedømt af en jury. Jo, vi skal gribe ind, mener den anerkendte børnepsykolog Sylvia Rimm. Hun offentliggjorde for ti år siden en stor undersøgelse af tusind succesfulde kvinder i USA. I ’See Jane Win – The Rimm Report on how 1000 girls became successful women’ beskriver hun, hvilke faktorer i barndommen der havde været afgørende for deres karriere og udvikling i voksenlivet. Hendes konklusion er, at man skal styrke teenagepigernes selvfølelse. Det gør man ved at skabe balance mellem ønsket om at være populær og se godt ud og så glæden ved at lære og udvikle sig. Sylvia Rimm anbefaler, at man aktivt hjælper pigerne med at flytte fokus fra at være lækre sild og have succes i vennegruppen. I stedet skal man støtte dem i at få et bæredygtigt selvværd, der kan vare livet ud. Fundamentet består af at kunne noget bogligt, fagligt eller kreativt og at kunne arbejde sig hen mod et mål trods modgang. Selvværdet bliver styrket, hvis pigerne udvikler evnen til at udskyde behov og kunne klare en midlertidig tilbagegang i præstationerne. Et andet råd fra Rimm er at støtte pigerne i at tåle at være alene – at have kortere perioder, hvor de ikke deltager i kammeraternes fællesskab, men fordyber sig i noget – f.eks. læsning. Rimm beskriver overgangen fra barn til teenager som den mest sårbare for pigerne. Det er her, hvor fokus pludselig bliver flyttet fra skolearbejdet og fritidsinteresser over på at være tynd, smuk og populær blandt drengene. De oplever, at deres veninder får nye værdier, og at der sker radikale ændringer i, hvem der er populære, og hvem der ikke er det. Selvfølgelig skal der stadig være masser af plads til at glæde sig over livet med vennerne, gå på opdagelse i drengeland, købe tøj med veninderne og føle sig dejlig. Bare det sker i pigernes eget tempo og er båret af livslyst snarere end præstationer. Og så skal det være balanceret med alle de andre ting, der gør livet meningsfuldt. Måske endda at hjælpe andre, der har brug for det – f.eks. de afghanske kvinder. Men vi forældre kan ikke gøre det alene. Som Hillary Clinton skrev om det at opdrage børn til ansvarlige samfundsborgere: It takes a village – vi er nødt til at være mange om den opgave. USA og andre lande i Europa tager tilsyneladende problemet mere alvorligt. Sidste forår holdt Forbundsdagen i Berlin f.eks. en høring for at afklare, hvad man kan stille op med det eksplosivt stigende antal skønhedsoperationer på unge kvinder. Ifølge de tyske plastikkirurgers sammenslutning blev der på det tidspunkt årlig foretaget omkring 100.000 skønhedsoperationer på unge under 20 år. Det var den sundhedspolitiske ordfører i det tyske Socialdemokrati, Karl Lauterbach, der havde råbt vagt i gevær. Han er professor i medicin ved universitetet i Köln og var bekymret, fordi ønsket om en ny barm i studentergave ikke er en undtagelse mere i Tyskland, ligesom det ikke er det i USA. »De, der forstørrer børns bryster eller suger dem for fedt, er efter min mening useriøse. Det er et perverst erhverv, der foretager operative indgreb på kroppen for at style den, så den passer til modebranchens ideal. Men ikke kun kirurgerne, også samfundet er skyld i problemet, fordi det fremmer et grotesk skønhedsideal. Det skaber problemer ikke blot i skønhedskirurgien, men også inden for områder som spisevægring og anoreksi«, sagde han til Politiken. Vi skal turde blande os mere i Danmark – både lokalt og på landsplan. Vi skal vise pigerne, at der er andre muligheder end Vestens særlige form for ekstremisme i form af skønhedsburka og kravet om det perfekte. Hvad med at indføre undervisning om motion, kost og skønhed på den rummelige måde? Informere teenagere om bivirkningerne ved at få foretaget kosmetiske indgreb såsom brystimplantater? Eller kigge kritisk på udvælgelsen af public service-kanalernes tv-værtinder, der er forbilleder for så mange piger – er der mangfoldighed nok her med hensyn til forskellige typer af udseende, kroppe, etniske træk, aldre og personligheder? Jeg tror, jeg vil lade min tiårige datter springe karbadet over i dag. Hun gider ikke og vil hellere nyde søndagen med sin hund og sit computerspil. Og der er så kort tid tilbage i barndommens burkafrie land.