Enhver, der har vovet sig ud i brændingen ved den jyske vestkyst, har på sin egen krop med ærefrygt mærket de imponerende kræfter, som bølgerne rummer. Og mon ikke vi alle med Henrik Pontoppidans Lykke-Per (1) har drømt om, at disse kræfter kunne udnyttes? Bølgeenergien findes jo tilsyneladende i enorme mængder, den er vedvarende, så længe solen skaber blæst over havene, den er CO2-neutral og forureningsfri, så hvorfor har vi ikke for længst tæmmet denne energikilde til gavn for klima, økonomi og forsyningssikkerhed? Hvad er problemet? Den første energikrise i 1973 satte gang i en ganske intens forskning i både vind - og bølgeenergi. Ideen om billig energiforsyning fra havet fængede hos mange begavede mennesker, lige fra amatøropfindere til universitetsforskere. Der er gennem årene ydet store millionbeløb til denne forskning fra offentlige fonde, ligesom en række private firmaer har investeret tid og penge i udviklingen af bølgemaskiner. Tilsyneladende er det derfor et paradoks, at man næsten ingen vegne er kommet med bølgeenergien, samtidig med at vindmølleindustrien har udviklet sig til en global industri af væsentlig betydning for Danmark. Hvad er forklaringen? Forklaringen er den simple, at bølgeenergien faktisk er en meget svag og ustabil energikilde, selv om de ansvarlige opfindere, forskere og virksomheder hævder det stik modsatte. Optimistisk har man i årevis fortsat med at opfinde, afprøve og bygge bølgemaskiner i håb om at nå frem til en maskine, der virker. Og nogle af de opfundne bølgemaskiner virker da også, selv om kun få har kunnet klare en reel afprøvning til søs og endnu færre nogensinde har leveret strøm til nettet. Men det er ikke nok, at en bølgemaskine virker. Bølgeenergien skal også være nogenlunde konkurrencedygtig, ikke nødvendigvis i forhold til fossile brændstoffer og atomenergi, men dog i forhold til andre vedvarende energikilder. En bølgemaskine skaber ikke selv energi. I lighed med andre energimaskiner, dieselmotorer, vindmøller eller vandturbiner, omsætter den en eksisterende energiform til en anden, der er mere anvendelig. En bølgemaskine omsætter bølgeenergi til elektrisk energi. Bølgeenergien består af beliggenhedsenergi, som skyldes højdeforskellen mellem bølgetop og bølgedal, samt af bevægelsesenergi, som skyldes vandets hastighed nede i bølgen.
De fleste bølgemaskiner udnytter beliggenhedsenergien, som de høster ved hjælp af flydere, der bevæger sig op og ned med vandoverfladen, eller de opsamler bølgeopskyllet i et reservoir, hvorfra vandet ledes til en vandturbine. Visse typer af bølgemaskiner lader bølgerne arbejde imod et trykkammer, hvori en indespærret luftmasse kan drive en luftturbine. Bølgeenergi Som nævnt indeholder havene enorme mængder af bølgeenergi, men denne energi er også spredt over enorme havområder, og energitætheden er derfor temmelig lav. Men ikke alene er energitætheden lav, når der er bølger på havet. Problemet er, at der meget ofte ikke er nogen bølger af betydning. Selv midt ude i Nordsøen, som er vores mest barske havområde, er bølgehøjden mindre end en meter i halvdelen af årets dage. Dertil kommer, at hvis en bølgemaskine ikke skal have urimeligt lange og kostbare ledningsforbindelser til land, må den nødvendigvis placeres ret tæt på kysten, hvilket betyder, at der kun er høje bølger i pålandsvind. Fralandsvind giver som bekendt ingen bølger. De mange dage med lav bølgehøjde opvejes desværre ikke af, at der i stormvejr kan opstå meget høje bølger. For det første eksisterer de høje stormbølger kun i få dage ad gangen, og for det andet kan bølgemaskinerne normalt ikke udnytte stormbølgerne. Opskylningsanlæg bliver helt enkelt overskyllet af de højeste bølger, og andre typer af maskiner må sættes ud af drift, når bølgerne bliver for høje. Men bærende konstruktioner og fortøjninger skal alligevel kunne klare kræfterne fra de højeste stormbølger, og derfor bliver byggeprisen meget høj. Olieplatformene i Nordsøen giver en idé om, hvilke voldsomme dimensioner der er nødvendige på det åbne hav. Bølgeperioden, dvs. tiden mellem passage af to bølgetoppe, er et grundlæggende problem. Al bølgeenergi findes i et periodeinterval på 5-25 sekunder med et toppunkt omkring 6-8 sekunder i Nordsøen. En bølgemaskine møder altså ca. 10 af de mest energirige bølger per minut, dens opskyls- eller omløbsfrekvens er med andre ord ca. 10 o/min., hvilket er utrolig lavt for en energimaskine. Jo langsommere en maskine kører, jo større må den bygges for at kunne levere en given effekt. Derfor bliver bølgemaskiner nødvendigvis meget store og meget kostbare. Til sammenligning kan man tænke på en almindelig bilmotors 3.000 o/min. Hvis en bilmotor skulle køre med 10 o/min., ville den være så stor som et hus. I modsætning til vindmøller og vandturbiner, der høster energien fra store mængder strømmende luft og vand med høj hastighed, er bølgemaskiner bundet til svingende vand, der svinger meget langsomt og med udsving på nogle få meter. Bølgernes langsomhed er bølgeenergiens egentlige akilleshæl. Verdens største knallertmotor Hvor langt er man så kommet efter mere end 30 års bølgeenergiforskning? Dette spørgsmål kan belyses ved et af de mest seriøse bølgeenergiprojekter, der er sat i søen, nemlig den såkaldte Wave Star. Denne bølgemaskine er opfundet af Niels og Keld Hansen, videreudviklet af civilingeniør Per Resen Steenstrup og gennemtestet af Aalborg Universitet både i laboratoriet og i felten. Firmaet Wave Star Energy A/S er blevet støttet med op mod 100 mio. kr. fra Danfoss-familien og andre investorer, og man modtager fortsat støtte fra staten på omkring 20 mio. kr. årligt. I tre år har man haft en funktionsdygtig model i skala 1:10 under afprøvning i Nissum Bredning. Modellen er 24 meter lang og har 40 bevægelige flydere med en diameter på hver en meter, og den har kostet et stort millionbeløb at bygge. Men selv denne velvoksne og uden tvivl velkonstruerede bølgemaskine kan i en halv meter høje bølger, som er konstruktionsgrundlaget, i bedste fald levere 1,8 kilowatt strøm lig med 2,4 hestekræfter, altså det samme som en knallertmotor. Det ideelle samarbejde mellem opfindere, ingeniører, forskere, erhvervskapital og staten, som her faktisk er blevet realiseret, har altså kun kunnet frembringe – verdens største knallertmotor! Firmaet hævder, at alt bliver meget mere gunstigt i fuld skala, når bølgemaskinen nærmer sig en supertanker i både størrelse og pris, men det er desværre ikke korrekt, for bølgerne vokser ikke med maskinen. Modellens halve meter bølgehøjde svarer i fuld skala til fem meter, og så høje bølger er der sammenlagt i mindre end fjorten dage om året i Nordsøen. De nedslående resultater for dette projekt, som vel at mærke er et af de mest gennemarbejdede på verdensplan nogensinde, viser, at selve idégrundlaget er forfejlet. Blevet en trossag Hvordan kan man forklare den store folkelige og politiske støtte til bølgeenergien på trods af, at den vitterlig aldrig har leveret strøm af nogen som helst betydning? Forklaringen er muligvis, at en bølgemaskine er så let at forstå, mens ingen mennesker uden for specialisternes lille kreds har noget begreb om, hvilke enorme energimængder der sendes ud fra vores elværker døgnet rundt, året rundt for at holde vores samfund i gang. Hvor mange mennesker er helt sikre på, hvad kraft (newton), effekt (kilowatt, hestekraft) og energi (kilowatt-timer, joule, kalorier) er for størrelser? Selv vores nyudnævnte klimakommissær Connie Hedegaard løber sur i energien, når hun i sin bog ’Da klimaet blev hot’ skriver, at årsforbruget for hendes familie er på 4.100 kilowatt. Det svarer til at sige, at hendes bil har et årsforbrug på 120 hestekræfter. Mange hævder, at også vindmøller havde brug for mange års udvikling, førend de fungerede. Men det er ikke korrekt. For egen regning har private møllere siden middelalderen bygget vindmøller, der fra starten har leveret energi til kværne og vandpumper, for ellers ville mølleren være gået fallit. Vindmøller har malet korn i århundreder, vindmøller har tørlagt vores store inddæmmede landbrugsarealer, og verdens første moderne vindmølle, Gedsermøllen fra 1957, har leveret strøm til nettet fra den allerførste dag. Den egentlige forklaring på den folkelige støtte er måske snarere, at bølgeenergien i takt med de nedslående resultater er blevet til en trossag, og når troen er stærk nok, behøver man ikke at forholde sig til virkeligheden. Der er en påfaldende parallelitet mellem bølgeenergi og religion i Danmark. For de troende er ordet bølgeenergi dog alt for profant; man taler helst om bølgekraft. Man har en profet (Henrik Pontoppidan), som skrev det gamle testamente om den hovmodige polytekniker (Lykke-Per), der troede, at han kunne besejre Vesterhavet (Gud) og til straf måtte ende sine dage som en ydmyg vejmand i Thy. Ganske profetisk er Thy nu blevet stedet, hvor alle bølgemaskiner møder havets barske virkelighed og med deres opfindere gennemgår en række prøvelser (Nissum Bredning Prøvestation for Bølgeenergi). Man har nogle apostle (Niels I. Meyer m.fl.), som har skrevet det nye testamente (Fakta om Bølgeenergi), der som Bibelen indeholder en hel del sandheder, men også selvmodsigelser, som ingen dog ønsker at diskutere. Man har sin indre mission (Bølgekraftforeningen), der mødes hvert år til åndelig opbyggelse og fælles nadverbord (Efterårstræffet »med det sædvanlige fine smørrebrød«). Man har et valfartssted med en lille kirke (Nissum Bredning), hvor man år efter år venter på, at miraklerne skal ske. Drømmere og fantaster Med en kendt politiker i spidsen (Poul Nyrup Rasmussen) er man nu i gang med at skaffe statspenge til en stor katedral (Lindøværftet), der skal blive verdens bølgekraftcentrum. Man har en mæcen (Jørgen Mads Clausen), der for tiden bygger sin egen private kirke ude i Vesterhavet (Wave Star skala 1:2), og som også støtter katedralen på Fyn. Ligesom folkekirken modtager man en betragtelig støtte fra staten (Energistyrelsen, Videnskabsministeriet m.fl.), og ligesom folkekirken har man sit teologiske fakultet (Aalborg Universitet). Der har man i 30 år med massiv statsstøtte forsket i bølgeenergi.
