Undskyld mig, men hvornår var det lige, at vi underskrev den puritanske samfundskontrakt?
Den med vægt på evigt liv her og nu og syndsbevidsthed lurende i samtlige kroge og hjørner? Fordømmelse og stigmatisering af de anderledes tænkende? De usunde? Rygerne? Dem, der spiser det urene dyr, svinet? Dem, der besudler deres hellige legeme med synd og last og falder for alskens fristelser? Jeg kan nemlig ikke erindre at have skrevet under noget sted. Og hele cirkusset undrer mig såre. Hvornår var det, at vi besluttede os for, at viden, indsigt og kunnen er ligegyldige, aristokratiske værdier for støvede åndssnobber, mens en døgnet-rundt-opmærksomhed på kolesteroltal, blodtryk og fedtprocenter er uomgængeligt pensum for alle danske statsborgere? Hvornår var det, at vi besluttede, at vores fælles skattekroner skulle gå til at fylde vores eneste fælles public service-kanal, DR, med endeløse livsstilsprogrammer, helseoplysning, underholdning og damebladsstof? Og hvorfor er der tilsyneladende så få, der synes, at det er et problem? Er jeg den eneste, der er ved at kaste op, når jeg aften efter aften pligtskyldigst bænker mig foran nyhederne for at blive en oplyst borger i en komplekst, moderne demokrati, blot for at blive mødt med endeløse banaliteter og vox pop? Er der ikke andre, der undrer sig over det stort set komplette fravær af nuanceret belyste, udenrigspolitiske nyheder, økonomisk stof og egentlig oplysning? Vores samfund har udviklet sig fra et grundtvigiansk værdimæssigt ståsted, hvor kristentro og oplysning var i højsædet, til en snigende, men efterhånden allestedsnærværende sekulær helligholdelse af kroppen som altings endemål. Kroppen har overtaget stort set alle de ideologiske værdiinvesteringer, som engang var forbeholdt ånden. Vi frygter for dens evige liv her i det jordiske paradis. Vi våger nøje over vore egne og hinandens synder, fordømmer de lastefulde, gør vores bodsøvelser over gårsdagens udskejelser i form af endeløse løbeture for at rense os. Fadervor er udskiftet med Fitness. Jeg skal være den første til at græde tørre tårer over, at den gammeldags syndsbevidsthed er på retur, men hvorfor dette behov for at udskifte den med en ny? Hvad er det, vi forestiller os? At vi alle sammen skal blive tussegamle og senildemente og inkontinente? Hvorfor er det, at vi tror, at der er en fantastisk samfundsmæssig gevinst ved at forøge ældrebyrden? Tror vi virkelig, at der er en økonomisk gevinst at hente? Jamen, herregud! I gamle dage var der langt færre, der døde af kræft. Men det skyldtes jo først og fremmest, at folk døde tidligere af andre grunde. For hver gang vi rykker målstregen lidt frem, vil der stå andre onder og lidelser parat til at overtage, hvor de gamle slap.
