Invitationen fra redaktøren på en større dansk provinsavis lød sådan her for cirka to år siden: Kom et smut på landet og giv vores unge hold af skribenter noget kritik.

De skriver gode klummer – men de kan blive bedre. Ved mødet var der en kødrand af unge skribenter omkring bordet. På avisen havde man nemlig fået den idé at give markante grupperinger spalteplads på skiftende ugedage, så læserne kunne se, hvordan de unge går og har det. Der var en ung bøsse, der skrev om et promiskuøst sexmiljø. Der var en ung singlekvinde, der skrev om at gå i byen. Der var en ung fyr, der mest skrev om at være usikker i forhold til damerne. Ja, de var der alle sammen. Redaktøren havde sågar – efter at have ledt i ugevis – fundet to kvinder i starten af tyverne, som skrev om, hvordan unge muslimske kvinder lever. Valget af de to unge, selverklæret religiøse kvinder var egentlig slet ikke spor repræsentativt. De gik ikke med kniv, de brændte ikke biler af, de råbte ikke luder efter nogen, de passede ikke deres læreplads som mekanikere eller stod i en grønthandel dagen lang eller kørte taxa i weekenden eller gik hjemme og passede en stor børneflok. Nej, det var helt klart kun indvandrer-eliten, der kom til orde her. De var nemlig begge lægestuderende, langt inde i studiet, og de var begge både bevidste i deres påklædning og yderst velformulerede. Men finten var – og hatten af for redaktørens kvikke idé – at der faktisk var en forskel på de to muslimske kvinder. Den ene gik med tørklæde om hovedet og var iført den slags heldragter, kvinder bruger i Mellemøsten, den anden gik klædt som alle os andre rugbrødsdanskere. De to delte deres ugentlige klumme. Den ene uge hed den ’Med tørklæde’, mens den ugen efter blev kaldt ’Uden tørklæde’. Forskellen kunne man se på billederne. Men man kunne også læse det i teksten, skulle det vise sig. Da vi begyndte at gennemgå de konkrete tekster, stod det klart, at de alle sammen kunne blive bedre. Bøssen skrev for eksempel om bondeanger efter et sidespring. Men det virkede alligevel sært upersonligt, overfladisk – ja, paradoksalt nok faktisk lidt berøringsangst. Vi forklarede den unge fyr, at et sexdrama mellem tre mænd – dét kunne sgu da egentlig være ret interessant for den bonerte danske provins. For præcis – helt præcis – hvad tænker man så egentlig bagefter? Ikke de her overordnede vendinger og klicheer, nej, akkuratesse i iagttagelsen. Hvordan er det – helt ned i detaljen – at leve et minoritetsliv? Redaktøren og jeg var begejstrede ved udsigten til en ordentlig homoklumme. Så skriv det dog for helvede bare lige ud af posen: Hvordan er analsex på et lokum, hvor man ikke lige har noget glidecreme – gør det ondt? Falder begge mænd så i søvn bagefter, når man er kærester? Sluger du? Hvem sender hvem blomster? Er der uskrevne regler? Er utroskab o.k.? Den unge mand smilede, tydeligt inspireret. Han nikkede kort og skrev hurtige noter. Flere detaljer. Saftigere. Vir-ke-lig-hed-en. Klart nok, ingen problemer. Hvis ikke-homoseksuelle danskere skal have en chance for at lære bøssernes hverdag at kende, så må bøsserne jo åbne munden og sige, hvordan de egentlig går og har det. Sådan gik vi bordet rundt. Alle var med på kritikken, der gik på de samme ting næsten hver gang. I må gerne være skarpere, hårdere, mere ærlige, mere hudløse. Hver gang samme kritik. I hvert fald, indtil vi nåede til de to unge selverklærede muslimer. Kvinden med slør skrev sådan set bare om at være en ung kvindelig studine. Om veninder. Om studierne. Café-ture. Overvejelser omkring etnicitet. Klædedragtens genvordigheder. Kvinden uden slør skrev derimod knaldhårde, politiske klummer. Om Naser Khader. Om uretfærdigheder ved familiesammenføringer. Om sharia. Det var i begge tilfælde fine tekster. Indtil vi nærlæste dem – for så var problemet det samme som med de andres. De kunne blive bedre. Meget bedre. Meget mere levende, klarere, skarpere. »Snakker I aldrig om sex?« prøvede vi at spørge pigen med slør. »Altså fyre, flirt, lir i luften?«. Hun rødmede let. Jo, de gjorde da. »Så skriv dog om det. Vi skal jo have at vide, hvad der foregår omme bag det slør. Så det er bare ud med sproget! Har I kærester? Går I i seng sammen? Kan man score i en moske? Taler muslimske kvinder om fri abort?«. Men allerede her gik kvinden i baglås. Det kunne altså ikke lade sig gøre, forklarede hun. For der er jo visse ting, man ikke må skrive. For sin far. For ’sit bagland’. For familien. Der er noget – næsten hele ens privatliv, viste det sig hurtigt – som er tabu. Som man helt enkelt ikke som kvinde må tale om offentligt. »Det er jo heller ikke alt, danskerne må skrive i avisen«, sagde hun til sidst. Redaktøren og jeg kiggede på hinanden. Blikkene talte kort sammen: Okay, vi tager den fra bunden. »Hør engang her: I Danmark har vi ytringsfrihed. Og det vil sige total ytringsfrihed. Det betyder faktisk, at man må sige alt. Alt, alt, alt. Man må kalde alle alt muligt, man må vurdere ting fuldkommen subjektivt, man må udbrede sig om sin helt egen totalt personlige mening eller sine helt egne private oplevelser. Grænserne går faktisk alene ved regulære injurier. Det kan godt være, man har lyst til at kalde en person for en løgner, men det må man kun gøre offentligt, hvis man kan bevise, at han lyver helt konkret. Man må kun kalde folk mordere, hvis de har en dom for drab. Personligt har jeg engang kaldt Peter Lundin psykopat – det gjorde jeg i en leder i Information – men det skal man jo kun gøre, hvis man virkelig mener, at man kan bevise, at manden faktisk lider af en dyssocial personlighedsforstyrrelse. Og det var derfor, jeg ikke blev dømt i den ellers meget omtalte sag«. Kvinden med slør kiggede på os. Hun så lidt forvirret ud. »Men man må jo ikke sige ... Altså, man må jo ikke sige ... Altså alt, vel? Man siger jo ikke bare, hvad der passer én?«. »Jo, alt. Man må sige alt. Man skriver lige, hvad der passer én«. Så blandede kvinden, der skrev uden tørklæde sig. Vi smilede. Vi var klar. Hun måtte da være mere vestlig i sin tankegang. Hun skrev immervæk meget skarpere. Og næsten kun om samfundsforhold, politik, love. »Men jeg kan jo ikke skrive, at Naser Khader skader alle muslimerne i Danmark«, sagde hun. »Jo da. Men du skal måske fremlægge nogle argumenter for det«. »Men jo ikke ... Altså, man må jo ikke skrive, at han modarbejder dem, vel? Så kunne man måske også skrive, at Pia Kjærsgaard var ... Ja, et eller andet helt vildt!?« Kvinden lagde armene over kors og kiggede på os, som om hun lige havde lavet syv-nul på pointtavlen. Redaktøren og jeg kiggede opgivende på hinanden. De øvrige klummeskribenter kiggede bare lidt forlegne rundt. Det her var ved at blive en anelse pinligt for dem, kunne man se. Og det blev faktisk ikke et hak bedre i løbet af den næste times tid. Vi kom simpelthen ikke ud af stedet. Vi besluttede os for at tage ytringsfriheden i avisen fra en ende af. Lederen er avisens holdning. Den må gerne være skarp. Endog meget skarp. Og man må sige alt. I en klumme, som er det mest personlige sted i avisen – så personligt, at avisen ofte slet ikke vil tage ansvar for det, der bliver skrevet i en klumme – må man også skrive, hvad man har lyst til. Faktisk har det korte personlige essay, som en klumme jo egentlig er, lige siden den franske humanisme drejet sig netop om at udtrykke det inderste og mest personlige. Sådan her har jeg det med ost. Sådan her har jeg det med slips. Sådan her har jeg det med børn, kvinder, sex, medicin, politikere, døden, tv-værter og angst. Jo mere personligt vinklet, jo bedre. Det er faktisk kun i anmeldelsen, at ytringsfriheden er endnu en tand mere storslået. Her må man nemlig gerne decideret svine folk til. Genren er helt og aldeles fri, fordi skribenten netop er specifikt ansat til at ytre sin helt subjektive dom – gerne fagligt funderet, men jo også gerne så kulørt og velskrevet som muligt. I danske teateranmeldelser har der derfor stået, at skuespillerne gik på scenen, som om de havde skidt i bukserne. I danske litteraturanmeldelser er forfattere blevet sammenlignet med psykisk syge, udråbt som tågehorn eller simpelthen blevet kaldt røvhuller. I danske tv-anmeldelser er skærmtrolde blevet svinet til fra top til tå – på daglig basis. Selv injurielovgivningen kommer til kort, når det drejer sig om kunstkritik. Kvinden med slør skrev noter på livet løs. Kvinden uden slør kiggede med et intelligent, knivskarpt blik på os. Vi opmuntrede hende. Ja? Hvad? Skyd! Kom bare! Ud med det! Nu ville hun vide, hvor grænserne så gik, når det var politikere. Altså hvad kan man helt præcist sige om politikere, inden for lovens grænser. Aha! Jeg kiggede på redaktøren, der lyste op i et smil. Vi rettede os i stolene. »Politikere nyder den særlige ’ære’ i Danmark, at skribenter har en slags udvidet ytringsfrihed i forhold til dem. Man må normalt ikke kalde folk for svin i den offentlige debat i Danmark – medmindre, selvfølgelig, at man kan bevise, at de rent faktisk går på alle fire og har en krølle på halen. Derfor må man heller ikke kalde folk for rotter eller andre såkaldt dehumaniserende ting. Men skulle man komme til at fare i flint over en politiker, så der røg en finke af panden – man kan forestille sig, at nogen i et helt hypotetisk eksempel kaldte Pia Kjærsgaard for et racistisk svin – så er der formentlig ingen dommer her i landet, der vil dømme én for det. Årsag? Politikere stiller jo selv op til verbale tæv. De går frivilligt ind i arenaen. Og i Danmark er det faktisk ligefrem en del af hele det demokratiske spil, at politikere roligt kan regne med, at der er en virkelig skarp og konsekvent kritisk tone. Kvinden lyttede opmærksomt. Der bredte sig en god stemning med det samme. Nu var den der vist. Men nu var der så også gået halvanden time med at forklare bare én af grundlovens paragraffer. Men så var det, at hun sagde det. »Men man må vel ikke kalde Pia Kjærsgaard for ... « Jeg gloede på redaktøren. Vi sad over for en af de mest højtuddannede muslimske kvinder, der gerne skulle kunne fungere på lige fod med alle andre i det danske samfunds demokratiske virkelighed. Men i og med, at hun helt enkelt slet ikke forstod, hvad ytringsfrihed – eller måske bare frihed? – overhovedet er for et koncept, så forstod hun heller ikke, hvilken rolle, hun havde mulighed for at spille i en kritisk, satirisk, åben, fri, fræk, provokerende og levende debat. Og uden forståelse for dén frie debat, kunne hun jo umuligt forstå, hvad dansk demokrati i sin inderste kerne overhovedet går ud på. Jeg var dybt chokeret. Dette oplysningsunderskud betyder nemlig, at så almindelige koncepter som for eksempel fri forskning, pressefrihed, kunstnerisk frihed eller bare helt almindelig, dagligdags religionskritik falder til jorden med et brag. Ideer om tolerance, rummelighed, eftergivenhed og humor forsvinder som dug for solen og bliver erstattet af en ny islamisk censur baseret på ’provokationer’, ’krænkelser’, ’vanære’ eller en eller anden forurettelse af den helt særlige ’ære’, som muslimer åbenbart har meget mere af end kristne, kommunistiske eller ateistiske danskere. Ja, og hvad så, kunne man spørge. Er det ikke lige meget, om en mindre gruppe har en lidt anden måde at indrette sig på. Svaret er et både-og. For selvfølgelig må man indrette sig etnisk og religiøst som man selv vil, spise som man selv vil, bede som man selv vil, klæde sig som man selv vil og så videre. Men når ens forståelse af det moderne demokratis fundament – ytringsfriheden – er så beskeden, at man dybest set ikke fatter, hvordan man skal manøvrere i det samfund, man lever i, så bliver det ærligt talt meget problematisk at dele tilværelse med de danskere, der følger loven. Et klart eksempel på, hvor forskruet en virkelighed, ordentligt demokratisk skolede danskere kommer til at leve i, hvis de ikke deler samme juridiske og demokratiske virkelighed som eksempelvis halvdårligt integrerede muslimske kvinder, kan man se i argumentet om ’ildebranden i teatret’. Det er et argument, som både muslimske og konfliktsky danske debattører igen og igen har bragt på banen under Muhammed-hysteriet. Argumentet går sådan her: Man må sige lige, hvad man vil i Danmark, men der er trods alt grænser. Man må jo for eksempel ikke råbe ’BRAND!’ i et stopfyldt teater – medmindre det brænder – fordi der jo så opstår en livsfarlig situation, idet man må gå ud fra, at alle vil prøve at bisse ud af bygningen. Herfra slutter kommentatorerne så, at på samme måde bør man ikke tegne Muhammed for sjov i en avis, fordi så går muslimerne jo amok. Det siger jo sig selv. Altså er der på den måde en ’naturlig’ grænse for ytringsfriheden. Man må sige, hvad man vil, men man må jo så tage konsekvenserne af sine udsagn. Ytringsfriheden er dermed ikke længere total. Og hvis man bruger den i hele sin totalitet, så er man selv ude om det. Så bliver ens bil brændt af, man bliver truet på livet med en revolver eller en butterfly-kniv eller en bombe, ens virksomhed bliver kørt i sænk på grund af gadeoptøjer eller generelle boykotter, ens nationale symboler bliver brændt af på åben gade, ens diplomatiske udposter bliver jævnet med jorden. Det er lidt ligesom man gerne må sige til Jønke fra HA, at han er den vildeste taber. Men måske skal man lade være. Men alle de folk, der argumenterer sådan, har jo slet ikke fattet kernen i den danske grundlov. De er slet og ret uciviliserede – præcis som rockere, indvandrerbander, autonome og alle de andre, der sætter sig over, uden for eller ved siden af dette lands love. Uanset hvad der bliver sagt, skrevet eller tegnet i avisen, så må man ikke gå amok. Det er ikke en ’naturret’ at gå bersærk og smadre biler, stikke folk ned eller planlægge attentater. Vi besvarer ikke verbale ytringer med nogen som helst form for kriminel adfærd i Danmark. For så bliver vores måde at være sammen på uciviliseret. Måske er det på tide, at demokrati bliver et selvstændigt, obligatorisk fag i folkeskolen?