Foran mig ligger en stor, nøgen kvinde. Hun har lukkede øjne. Jeg tænker, at det ville jeg også have, hvis et vildfremmed menneske skulle vaske mig forneden. Og det er ikke gjort med det. Jeg skal prøve at skifte hendes kateter. Uden at væmmes synligt. Det er mig en gåde, hvordan jeg skal få sat den nye slange på tutten uden at komme til at hælde tis fra nattens fyldte pose ud i hele sengen. »Så skal du altid huske at vaske indefra og ud, og slangen skal også have en tur med sæben«. Ja, men hvordan fanden kommer man ind mellem hendes lår? Sådan var det på min anden dag i plejeboligerne, og jeg havde lyst til at spørge, om de egentlig godt var klar over, jeg er bibliotekaruddannet, og at jeg altså ikke egner mig til det her. Men de syntes, det gik fint. Kunne se, at jeg har børn og er vant til at vaske numser. Ja tak, på babyer! Det eneste, der er nemmere her, er, at damen ligger stille. Alt for stille, for hun er lam i halvdelen af kroppen, og jeg gruer allerede for, hvordan jeg skal få hevet den gamle ble ud og puttet en ny ind under de 90 kilo. Jeg søgte jobbet uvidende. For ellers var jeg her ikke. Der manglede penge i kassen, så hvorfor ikke stikke over i de nærliggende plejeboliger og hygge lidt om de sikkert velfungerende ældre hver anden weekend? Købe lidt ind og sådan. Først ved jobsamtalen gik det op for mig, at der ville være noget med bleer involveret. »Men lortebleerne er altså virkelig det mindste - det er faktisk et meget kulturelt job«, lokkede den søde iranske afdelingsleder. Jeg fik aldrig lejlighed til at spørge, hvad han mente, for han gik ned med stress kort efter. Havde alt for mange gode visioner til systemets smag. (Efter ham endnu en, og nu er vi på den tredje på to år). Nå, men man er vel ikke en kylling, så da de ringede og tilbød mig jobbet, takkede jeg ja. Det har været forfærdeligt. Og lærerigt. Og rørende. Jeg vil gerne invitere med på en helt almindelig lørdagsvagt i en af Danmarks rigeste kommuner. Sarte sjæle kan stå af her - tak for nu! Klokken er lidt over halv otte. Dagens fem hjælpere har spist morgenmad, tjekket rapport fra natten og fordelt beboere. Der er som regel også en vikar udefra, der skal have nogle forklaringer. Vi får 4-7 beboere hver, og det store regnestykke går ud på, at alle gerne vil op inden for de samme to timer. De første fem har allerede kimet siden 7.15. Jeg begynder hos Elvira med kateteret, for hun skal i kirke. Hun har haft et uheld i bleen, så slangen er smurt godt ind, og hvis ikke den bliver helt ren, får hun én af de blærebetændelser, som gør hende så hundesyg. Men allerførst sætter jeg høreapparatet ind, så vi kan råbe lidt til hinanden. Kan fandeme aldrig huske, hvad vej det skal vende og tager handsker på inden, for sådan ét kan være ret fedtet. Kateteret er jeg blevet supertjekket til. Med et svuptag får jeg byttet de to slanger uden at spilde en dråbe. Men får et chok, da Elvira pludselig råber, fordi jeg kommer til at trække i slangen. Nå, jeg er da aldrig kommet til at hive kateteret ud. Så kommer turen til de superstramme støttestrømper - et helvede at få på. Første gang lød et brøl fra hende, da jeg rørte højre fod. Hold kæft, jeg troede da ikke, man havde følelser i en lammet kropsdel! Efter to år sveder jeg stadig tran, når noget gør ondt på folk. Med hjælp fra en kollega har jeg nu fået liftet Elvira over på en bækkenstol og kører hende på toilettet. Midt i døren tipper hele stolen pludselig for mig og hun dunker hovedet ind i dørkarmen, mens jeg med alle mine kræfter holder igen, så hun ikke vælter helt ud. Kollegaen kommer styrtende tilbage og vi får stolen på højkant. Et hjul er faldet af. Det kommer på igen og vi kigger på Elviras hoved. Der er heldigvis ikke sket skade. »Husk altid at køre bækkenstole baglæns«, oplyser kollegaen. Selv om jeg er lært op, føles det ofte skrøbeligt at stå med andre folks liv i hænderne, og mine ben ryster bagefter. Oppe hos Egon går jeg direkte i gang med kaffen. »Det lyder dejligt«, siger han ovre fra sengen, hvor han ligger fuldt påklædt under dynen og fægter i luften med fremmede fjender. »De kommer ud af væggen og stjæler mit kød, kan du ikke se dem«, spørger han? Hans demens er hurtigt tiltagende, og man har kun kontakt til ham i sekunder ad gangen. Hele hans samling af sværd er blevet fjernet, da han stod og svingede med ét en dag, og snart bliver cigarkassen også lukket. Det hedder sig godt nok, at beboeren selv bestemmer i sin bolig, men mange er så dårlige, når de flytter ind, at der må være visse sikkerhedshensyn. På gulvet ligger to lamper og overalt har han tabt cigarskod. Jeg finder hans gulnede, hullede gebis i smørbøtten, der har stået fremme fra i går. Vi sørger altid for at efterlade boligerne i pæn stand til den næste kollega, men her kæmper man forgæves. Jeg får samlet madrester op fra gulvet, tørret smør og sukker af glasbordpladen og skiftet hans sengetøj, men om en time ser her lige så slemt ud igen. Jeg taler til ham, som om vi var gamle venner, men den store hurdle er at få ham til at skifte tøj og få lov at vaske ham forneden, (som om man ikke helst ville slippe). Kompromiset bliver, at han beholder skjorten, han har sovet i på, og jeg får lov at kassere lortebleen. Det synes han er spild og bliver lidt vred, men sådan bliver det. På vejen videre har jeg et tilsyn. Det er, når beboeren kan klare sig selv, men lige skal ses til. Jeg har ikke mødt Ellen før, men ringer på, lukker mig ind og siger godmorgen. Da jeg præsenterer mig, stikker et vredt ansigt med vilde øjne op fra dynen og råber: »Hvem er du, hvorfor er det ikke Lone, der kommer, øv, det er noget møg«. Hele rummet emmer af psykisk ustabilitet. Jeg trækker hånden til mig og forklarer forsigtigt, at Lone ikke er her i dag, og at jeg godt forstår, det er irriterende med nye ansigter hele tiden. Samtidig kan jeg se, at der går et kald ind på den evigt bippende personsøger. Denne gang til mig. Den - af nogle - frygtede fhv. direktør, som bliver rasende, hvis man kommer to minutter efter ni. Den er 10 minutter over. Men Ellen er ved at tø op og vil gerne lige holde i hånd, mens hun undskylder, at hun har det så skidt. Vi ender næsten som venner, og jeg får lov at tage hendes skraldepose med ned. Nu småløber jeg til Carl, selv om jeg ved, det er for sent. »Men ssshh nu, hvad er det for en tid at komme på, jeg kan da ikke ligge her hele dagen«, hvisler han hidsigt. Og fuck da også, nu ringer Anna, og jeg ved, der går næsten en time, før jeg er færdig her. Jeg håber, en af de andre går forbi og forklarer hende det. Mens jeg finder rent tøj, svarer jeg, at hvis jeg overhovedet havde kunnet, var jeg kommet før. Åååårh sludder, De underlægger Dem systemet, De ...«. »STOP!«, råber jeg, selv overrasket over, hvor min autoritet kommer fra. Måske fra netop at have hørt, at han dagen før har kaldt en kær kenyansk kollega »slave«. Det virker i hvert fald. Han ligger helt tavs, mens jeg drypper øjne. Og brokker sig ikke over at skulle i ståliften. Han har været lam i højre side i årevis efter en blodprop. Og bitter. Da han står helt udstrakt over bækkenstolen, trækker jeg nattens våde ble af og har stadig ikke selv vænnet mig til det ydmygende øjeblik. Efter brusebadet tør han lidt op. »Hvad er det nu, De hedder? Pænt navn!«. Mens jeg skænker kaffe, kæmper han med at få uret på den lamme hånd. »Det er noget kludder«. Da jeg - vel vidende at han elsker modspil - svarer: »Du kan selv være noget kludder«, kommer der glimt i øjnene, og han griber resolut min hånd, holder den hårdt mod sin kind et øjeblik og planter et ordentligt trutkys på den. Jeg er lige ved at gispe højt af overraskelse, og selv om det er helt, helt urimeligt, går det endnu mere i hjertet end søde, lille Claras evige: »Åh, det er så rart, når det er dig, der kommer«. Glad spæner jeg videre: »Nu er jeg her, Anna!«. Hun sidder i sengen med badekåben halvt om sig og ser forvildet ud. »Kom her hen!«, siger hun vredt. Da jeg når hen til hende, griber hun min hånd og slår mig over den. Igen når mit ellers fredelige sind prompte en grænse og jeg skælder ud, så taget er ved at blæse af. »Hjælp mig!«, siger hun nu med hovedet på skrå og ynkelig stemme, og jeg må i den grad minde mig selv om, at de andre siger, hun er delvist dement. Noget der for en ufaglært kan være svært at gennemskue. Det ene øjeblik vrisser hun: »Du har vist ikke prøvet det før«, det næste smisker hun: »Åh, hvad skulle jeg gøre uden dig?«. Vi hjælpes ad til toilettet, hvor jeg lader hende sidde i fred, mens jeg vasker op og reder seng. Da jeg kommer tilbage, har hun skidt op og ned ad siderne på kummen - og på det bageste stykke af brættet. (Hvem ville ikke komme til det, hvis man åd 16 piller til morgenmaden?). Men det værste er, at da jeg skal vaske hende, ser jeg noget blodigt hænge ud af enden på hende. Jeg har hørt de andre sige noget om at skubbe Annas tarm på plads. (Det er sådan noget, fastansatte taler om under frokosten - uden den kommer op igen). Klokken er over ti, og jeg er bagud. Der er ikke tid til at ringe assistance. Uden at tænke eller føle skubber jeg hurtigt det røde opad. Vupti, endnu en udfordring er klaret! Jeg klæder hende nænsomt på - de tynde arme er blå og lilla af faldmærker og dårligt blodomløb. Da brysterne også er hejst på plads i den 98-årige kvindes meget vigtige bodystocking, er vi venner. Man ved bare aldrig hvor længe. Dagens sidste morgenopgave er søde Parkinson-ramte Eva, som har ejet et kendt konditori. Hun bor så fint, har pænt tøj og altid lækkert brød og kager. Man kan tydeligt se, hvor engagerede folks familie er. I sidste time har jeg alle mine beboere klar til frokost, og så skal der serveres. Serveringspersonalet er sparet væk i weekenderne. Ligesom vi er fem på en weekendvagt og ikke længere seks, som da jeg begyndte. Pludselig lyder et brag. Henny, som drikker, er kommet slingrende og går durk i gulvet. Med hovedet først. Der bliver nogen uro, men heldigvis kommer ambulancen hurtigt. Et par dage efter opnår hun det, hun og mange andre beboere længes efter. At dø. Efter frokost rydder vi spisestuen og serverer kaffe. En del vil på toilettet og nogle op og hvile. Bagefter sætter vi os og slapper lidt af. Trænger til et øjeblik, hvor nogen ikke råber, at de skal på toilettet (selv om de både har stomi og kateterpose) eller vil have mere kaffe (selv om de selv kan gå) eller beder én hente deres sorte labrador ind fra bilen (selv om den har været død i 25 år). Jeg skylder at nævne alle de gode grin, badeværelsesduetter og søde, små demente damer, der pludselig rækker en finger frem og stryger hår væk fra ens kind, mens man ser ind i et par afgrundsdybe blå øjne af levet liv. Med tiden har jeg endda erfaret 'det kulturelle' i jobbet. Her er mennesker af enhver slags. Som engang har været husmødre, museumsledere, balletdansere, sygeplejersker, ingeniører, fattigrøve eller millionærer. Nu er de fysisk og psykisk svækkede, men klar til et vågent øjeblik, hvis man nævner deres bogværker, børn (døde som levende) eller billeder på væggen. Det kræver empati, humor, intelligens, varme, høj stresstærskel, praktisk sans og tålmodighed at mestre det her job ordentligt. Og helst også uddannelse, så man ved, hvordan man taler med demente. Og om armene skal inden i eller uden på sejlet, når man lifter en 100 kilo tung person. Nogle har det, nogle har ikke. Selv er jeg ved at køre træt. Det er det mest meningsfyldte arbejde, jeg nogensinde har udført, men lønnen er latterlig i forhold til de kræfter, man lægger. Og jeg tager SÅ meget hatten af for de omsorgsfulde kolleger, som for cirka 120 kroner i timen giver deres arm for god ældrepleje hver eneste dag. Side om side med højtlønnede vikarer, som må hidkaldes, fordi de faste er syge eller søger væk. For det er også et 'lortearbejde', som belønnes med 'lorteløn'. Og hvis ikke den fluks får et velfortjent drøn opad, så er det bare, jeg spørger: Hvem mon skifter dit og mit kateter, når den tid kommer? Navnene er ændret af hensyn til personerne.