I løbet af efteråret og vinteren er tv-serien 'Husker du' løbet over skærmen på DR 2. Ti afsnit i alt med et for hvert af årene i det forkætrede årti 1980'erne. Serien er udformet som en billedrevy med enkelte tilbageskuende kommentarer og interview af og med personer, der spillede en rolle dengang. Formen er kalejdoskopisk, og målet er at indfange alle farver og faser i det brogede årti: politik, kultur, musik, økonomi og så videre. Tv er næppe nuancernes og den dybe indsigts medie, og hvad serien giver os, er da også mest overblik og et stik af genkendelse. Det er billeder fra den store fælles erindring, vi sidder og ser på, og vi er sikkert mange, der var unge i 80'erne, som sidder klinet til skærmen og griner og græder over os selv, som vi var dengang - kald det bare nostalgi. Selv om serien ikke er et generationsportræt som sådan, er der en følelse af, at vi, for alvor, er blevet indskrevet i historien, med alt hvad dertil hører af forenklinger og generaliseringer. Det interessante ved serien er blandt andet dens klare præg af at være et tidsfænomen, for 80'erne er 'in' nu. Årtiet er kommet i fokus og på afstand på en og samme gang, hvilket betyder, at man dels kan bruge det som et stiltræk i den nyeste mode inden for tøj og boligindretning, dels kan se tiden klarere i et historisk perspektiv. Det sker for alle generationer, men når det sker for den generation, man selv føler sig forbundet med, udvider perspektivet sig og rammer centrale punkter i ens personlige identitetsskabelser. Ifølge populærmytologien var vi enten ligeglade, depressive og narcissistiske eller politisk uengagerede, overfladiske, pengefikserede karrierefræsere i min generation; det vil sige de i dag cirka 35-45-årige. Nå-generation eller yuppie var de to store grupperinger af unge; man var enten punker eller børsmægler - selv om de fleste var et sted midtimellem, men det må man vælge at se bort fra i historieskrivningens navn, for det var de to andre grupper, der tegnede tiden. 68'erne havde været så venlige at sætte et par etiketter på os, og på dem stod der 'duer ikke', i hvert fald i forhold til deres værdier og holdninger. Debatten mellem 60'er-generationen og 80'er-generationen flammede en smule op i slutningen af 70'erne, men døde hurtigt hen, medens de søde 68'ere yderligere befæstede deres positioner i samfundets magtcentre og vi kæmpede med arbejdsløshed, usikkerhed og en følelse af ubrugelighed. For et par år siden var der en temmelig langstrakt debat i Politiken mellem Kjeld Koplev og to repræsentanter fra 80'er-generationen, som desværre var meget lidt konstruktiv, og som endte i den rene mudderkastning om, hvem der rent økonomisk havde og har det vanskeligst (I får SU, hvor vi skulle arbejde - ja, men I fik ... og så videre i det uendelige). Det er alligevel overraskende, at vi også bliver kastet på historiens losseplads af den yngre generation, in casu folketingsmedlem for Enhedslisten Pernille Rosenkrantz-Theil, der påstår, at vi ikke har haft nogen betydning i politisk henseende og godt kan gå hjem og lægge os. Atter undres man over de grove, uforsonlige beskyldninger, som her tages op igen. Kan man ikke selv finde på noget originalt, kan man altid gentage, hvad andre sagde for 25 år siden. Vi er åbenbart en generation, som det er tilladt at nedgøre uhæmmet, og bare fordi vi befinder os i en klemt position mellem to mere privilegerede generationer. I mange år gik jeg og forestillede mig, at en dag meget snart ville den store roman om min generation se dagens lys. Romanen, der knyttede alle trådene og alle faserne på mikro- såvel som makroplanet i generationens facetterede livserfaringer i perioden 1975-1995, hvilket vil sige fra tidlig ungdom til absolut slut ungdom for de ældste generationsmedlemmer. Sådan cirka en mellemproportional mellem 'Jørgen Stein', 'Den kroniske uskyld' og 'Martin og Victoria'. Hvor svært kan det være? Den bog har aldrig set dagens lys, og det påstås af og til, at den ikke kan skrives. Vi har dog fået nogle fiktive fremstillinger af generationens problemer, og typisk for dem er, at de kun indfanger et lille udsnit af generationens erfaringer. En ting er sikker; de har slet ikke den samme betydning og gennemslagskraft som tidligere tiders generationsportrætter, hvilket dels kan skyldes, at de ikke besidder de samme litterære kvaliteter som Sønderby eller Jacob Paludan, men har sikkert også noget med selve tiden at gøre, der på den ene side er præget af de visuelle medier og på den anden af postmodernismen, der i sin essens skyr det absolutte og entydige. Jesper Uhrup Jensens roman 'Atlantic City' (1996) vækker sikkert genkendelse hos den bedrestillede del af 80'er-ungdommen. Med udgangspunkt i Københavns nordlige forstæder præsenteres vi for en klassisk problematik omkring tilpasning og oprør, som den inkarneres af bogens hovedperson og fortæller (den tilpassede) og dennes ven (den oprørske). Her er spildt ungdom med tristesse og melankoli, hvor institutioner er uvedkommende (universitetet), kunstnere er opblæste narrehatte, og hvor boliger i København stadig er petroleumsopvarmede slumlejligheder. De rigtige steder er nævnt (U-matic var virkelig stedet i 80'erne), og de rigtige navne inden for tidens musik og litteratur er nævnt: U2, Springsteen (begge signalerer i den grad 80'ere), Hemingway, Joyce. Skabelonen med to modsatte karakterer, der i sidste ende komplementerer hinanden, er set mange gange. Den oprørske, der viser vejen ud af det konforme, og den fascinerede og charmerede påhængsvogn, der står for normaliteten og bærer igennem. Ved slutningen er alt det samme som i begyndelsen, og man sidder tilbage med en oplevelse af en generation, der ikke rigtig har nogen mulighed for at gøre oprør - de eneste, der er værre end dem selv, er en ligeglad og selvoptaget forældregeneration. Og her er Uhrup Jensen i tråd med for eksempel Henrik Dahl, når han påpeger 60'er-børnenes manglende evne til at give deres børn retning, fordi det lå i den tids pædagogik og opfattelse af barnet som et selvstændigt og selvforvaltende individ. Mange børn og unge i min generation lider under fraværet af forældre, fordi de nægtede at opføre og påtage sig rollen som forældre og fraskriver sig ansvaret i et misforstået forsøg, dels på at gøre børn og voksne lige og dels derved har en bekvem undskyldning for at opfylde deres egne egoistiske behov for selvrealisering og karrierepleje. Benn Q. Holms 'Flugtens tid' (1997) er også et generationsportræt med identitetsdannelse og ungdommelig forvirring i centrum. På overfladen er Benn Q. Holms roman blandt andet en kriminalroman, men i de dybere lag er den en fortælling om tabt uskyld i en specifik periode - 80'erne i København. Krimiplottet er et alibi for, at vores hovedperson kan komme rundt i forskellige københavnske politiske og kulturelle miljøer. Udgangspunktet er denne gang en speciel oprørsk og utilpasset del af KU i København, hvor vores hovedpersoner dingler rundt som punkere i et konservativt miljø, hvilket er både morsomt og ramt på kornet, for derved hæves en tidsbestemt problematik op på det eviggyldige plan. Både hos Uhrup Jensen og Holm er generationsportrættet præget af eksistentiel tvivl, som både er tidstypisk og eviggyldig, og vi får de forskellige 80'er-typer: punk, yuppie, kunstnerboheme. Typisk er hovedpersonen Michael Carlsens to bedste venner sat op som de muligheder, vores helt kan vælge imellem: den smarte, nyrige advokattype, der i løbet af tiåret udviklede sig til selskabstømmer, og den helt misforståede kunstner og boheme, der ikke er i stand til at administrere sit talent og må gå til grunde. Disse to modsatte typer skal i sidste ende finde fred med hinanden i hovedpersonen, for derved kan han blive hel, og identitetsdannelsen er fuldbragt, og hvad får vi: en forfatter. Således er slutfacit for både 'Atlantic City' og 'Flugtens tid', at de også tilhører den særlige afart af bildungsromanen, der benævnes künstlerroman, som er en klar konvention i genren. I de senere år er der kommet gang i historieskrivningen omkring generationen og det endog så meget, at der tegner sig et klart eller flere, mere eller mindre sandfærdige, billeder af os og vores betydning. Vi har efterhånden fået en pæn stabel bøger, der tager sit udgangspunkt andre steder end i fiktionen. Der er den kalejdoskopiske og omfattende bog af journalisterne Henrik Vesterberg og Martin Kongstad 'Dengang i 80'erne' (2003), der forsøger at indfange vigtige tendenser i tiåret og faktisk sætter mange ting på plads. »80'erne var et årti præget af brud. Uanset hvilket miljø man tilhørte, var man optaget af at bryde med gældende konventioner. Man provokerede og aktionerede på et utal af måder. Nogle nægtede helt at forholde sig til det bestående, andre tog slips på«, skriver Kongstad og Vesterberg i forordet. Det er en af de 'sandheder', som bogen bringer til torvs, men som med lige stor ret kunne siges om 1960'erne og 1970'erne. Den slags flotheder skal tages med et gran salt, for det er altid en elite, der bliver toneangivende og kommer til at inkarnere tidsånden. Men var der tale om brud, når yuppierne iklædte sig slips og jakkesæt og førte sig frem med de nyriges vulgære hensynsløshed? Når man kigger lidt nærmere efter, er det til gengæld slående, at man ikke længere kan tale om ungdommen som en homogen enhed. I stedet tegnes der et billede af en splittet og rådvild ungdom, der ikke kun ser sig i opposition til de ældre generationer, men også til de indbyrdes forskellige grupperinger, som der er meget skarpe skel mellem. Det er en af de karakteristiske ting ved 80'er-generationen, at man her for første gang aner de klare konturer af den individualisme, som vi i disse år ser fuldt udfoldet. Tanken om det store fællesskab er gået til grunde og erstattet af mindre, vidt forskellige grupper. I Kongstad og Vesterbergs optik var 80'erne præget af medierne, selviscenesættelsen og fascinationen i en grad, som ingen ville kunne forestille sig i de uskyldige 60'ere. Man efterlades med det indtryk, at vi her for første gang bevæger os ind i en tid, hvor medierne ikke længere blot formidler virkeligheden/begivenheden til modtagerne, men også på meget væsentlige punkter er med til at skabe vores virkelighed og forståelsen af den. Det er karakteristisk, at den første væsentlige bog om os ikke var en skønlitterær bog, men en bog, der udspringer af sociologien (ironisk nok en typisk 68'er-diskurs, hvilket muligvis har narret fjenden og fået listet budskabet ind ad bagvejen). Henrik Dahls 'Den kronologiske uskyld' (1998) var befriende, først og fremmest fordi den var skrevet af en fra vores egen generation, en, der var solidarisk med vores oplevelse af at vokse op i 70'erne og være unge i 80'erne. Den gjorde sig faktisk umage med at analysere og dermed forstå, hvem vi var, og hvorfor vi er blevet, som vi er. Indeholdt i analysen var en kritik og et opgør med 60'er-generationen, som altid har pakket sin magtudøvelse ind i empatiske pædagogiske floskler, og den tog til genmæle over for de mængder af nedgørende og patroniserende tale, som 68'erne har skyllet ud over os. De begik den fejl, at de gerne ville have, at vi skulle være ligesom dem. Det var vi, naturligvis, ikke, og kan man drage en vigtig erfaring af denne debat, så er det, at hver generation skal og må gøre sine egne erfaringer og skabe sin identitet ved at afgrænse sig fra den foregående generation. Tegner der sig et billede af en meget udskældt, forsagt og skræmt generation, der ikke vil tage politisk stilling? Så er det måske i orden, for det er, som så meget andet, både en styrke og en svaghed og kan umuligt være anderledes. Få har gjort et forsøg på at forstå os og de vilkår, vi voksede op under og blev voksne under. Jeg klappede i mine små hænder, da jeg hørte Tine Bryld, i en temaaften om 80'ernes unge, sige, at vi var den generation af alle i nyere tid, der var blevet behandlet dårligst. Dette ikke for at klynke eller få medlidenhed, men simpelthen for at opleve, at nogen fra den ældre generation dog prøvede at forstå os. På den baggrund kunne man måske opfordre til mere tolerance og mindre mudderkastning, når man diskuterer generationsforskelle. De forskellige og mangeartede vidnesbyrd om min generation synes at danne en mosaik i mange farver, men først og fremmest af en generation, der udefra set er klemt mellem to meget privilegerede ungdomsgenerationer: den før og efter os. Det er vilkårene, der har skabt en meget tilpasningsdygtig og høflig generation. Det kan godt være, at vi ikke er oprørske, men overflødige giver det ingen mening at kalde os, selv om vi ofte nok er blevet kaldt og behandlet som så.