»Jamen, søde venner, I kan vel godt se, at der ikke er så hyggeligt herhjemme mere«, sagde moderen træt.
Midt i vasketøjet prøvede hun at forklare sine to døtre på syv og ni år, hvorfor forældrene havde valgt at gå fra hinanden. Pigerne kiggede tænksomt på deres mor et øjeblik og gik så ud af bryggerset. Lidt senere kom de derud igen. Deres mor skulle følge med ind i køkkenet. De var pyntet fint op, ligesom sidste gang, de havde fejret moderens fødselsdag sammen. Med flag, balloner og stearinlys. »Se mor, nu er her da hyggeligt!« Og så satte pigernes mor sig ned og græd. Hvordan skulle hun dog forklare sine døtre på en skånsom måde, at de to mennesker, de elskede højst i hele verden, ikke længere elskede hinanden? At det nok skulle gå fint alt sammen, når hun slet ikke havde overskud eller overblik til selv at tro på det? Smerten ved at vide, at hun havde medansvar for en beslutning, der gjorde så ondt på hendes børn, gjorde hende ikke blot endnu mere stresset, end hun var i forvejen. Den føltes nærmest ubærlig. Ja, denne mor har selv et ansvar, men det gør ikke smerten mindre eller overskuddet større. Og fordi hun i Danmark ikke naturligt får tilbudt en håndsrækning til at tackle bruddet – hjælp til at holde sammen på sig selv, hjælp til at forstå sine børns naturlige reaktionsmønstre, hjælp til at forklare dem tingenes sammenhæng og hjælp til at styrke forældresamarbejdet med faderen i denne svære krise – er det i sidste ende børnene, der risikerer at betale mest.
