’Hellere tage fejl med Sartre end få ret med Camus!’. Sådan lød slagordet blandt parisiske venstreintellektuelle i 1950’erne og såmænd længe efter den tid også.
Sartre var nemlig leveringsdygtig i de skråsikre rigtige meninger, hvad enten det drejede sig om Cuba, Sovjet eller den Algierkrig, der martrede Camus mere end de fleste. For Camus stillede sig ikke tilfreds med det politisk korrekte i en situation, der var til det yderste kompleks.



























