Lyt til artiklen
I verdenspressen bliver det omtalt som entydigt fremskridt, hver gang Myanmar (tidl. Burma) de seneste år har slækket på censuren af landets medier. Der er umiddelbar enighed om, at ytrings- og pressefrihed er nødvendige for, at medierne kan udføre deres rolle som samfundets vagthund og afsløre magtmisbrug og korruption.
Disse entydigt positive vurderinger havde jeg læst og godtaget, men efter at være flyttet til Myanmar erfarer jeg bagsiden af medaljen; journalisterne gør brug af deres friheder, men mangler nok formel træning og uddannelse i at tænke over det medfølgende ansvar. Og i et land, hvor etniske og religiøse uenigheder tit flammer op og koster menneskeliv, kan konsekvenserne af uansvarlig journalistik være særligt alvorlige.
