I Danmark tror vi ikke rigtig på noget. Vi er ikke for alvor religiøse. Religionen er næsten uddød. Den slags udsagn hører man tit i medierne. Men der er noget, der ikke helt stemmer. For når 80 procent af befolkningen hårdnakket er medlemmer af folkekirken, så betyder det, at otte ud af ti danskere år efter år vælger ikke at melde sig ud af folkekirken - selv om man faktisk kan spare en del penge ved det. For tiden bor jeg selv i Sønderjylland. Og jeg kan oplyse, at mine naboer hjertens gerne kører de cirka 65 kilometer ned til æ grenze for at spare et par basseøre, når de køber en ramme Slots-pilsner på dåse. Den slags mennesker løber man ikke om hjørner med. En udmeldelse af folkekirken ville i Kolding Kommune give en person med en årsindkomst på 250.000 kroner en årlig besparelse på 2.350 kroner. Med andre ord kunne man droppe den danske folkekirke og så i stedet fise ned til Fleggaard og hente 47 kasser øl - om året. Men jyderne melder sig ikke ud. Tendensen er den samme i København. I København er over 20 procent af befolkningen indvandrere, primært muslimer, som af gode grunde ikke går i kirke. I København finder man samtidig landets højeste koncentration af folk fra den kreative klasse og af akademikere - i alt ca. 35 procent af hovedstadens befolkning stemmer således på Enhedslisten, SF og de radikale og er dermed traditionelt set modstandere af organiseret religion. Men det er stadig cirka 50 procent af de nyfødte, der bliver døbt. Kort sagt: Danskerne vil have en folkekirke. For mange afrikanske medlemmer af pinsekirken forekommer folkekirken decideret ikke-religiøs. Folk sidder bare dér og hænger i deres almindelige hverdagstøj, uden så meget som et guldsmykke på, og de synger ikke engang ordentligt med, når de en sjælden gang er i kirke, fordi en eller anden nevø skal døbes. For muslimerne ser det ud, som om vi end ikke prøver at forstå, hvad det vil sige at have en religion. Vi klæder os ikke religiøst, vi beder ikke på arbejdspladsen - ikke engang en bordbøn - og vi spiser, lige hvad der passer os, 7-Eleven, året rundt. For katolikkerne virker den danske folkekirke som en virkelig tynd udgave af den sande tro på Herren. For én ting er, at de synes, vi har misforstået nadveren totalt, fordi den for os ikke handler om hellighed, men om at spise og drikke sammen, en anden er, at de fleste danskere - nærmest i protest - ofte bliver siddende i stedet for at deltage. For der er denondelynemig ingen, der skal bestemme, om de skal op og ligge dér på knæ og ligne en farisæer. Det sidste er i grunden sagens kerne. Protesten. For danskerne er protestanter. Og Danmark er et protestantisk land. Tro det eller lad være - men hele det danske samfunds tilsyneladende mangel på religion er faktisk med vilje. Danmark er ikke sekulært eller ugudeligt. Danmark er ikke areligiøst. Vores fravær af synlig religion er vores religion. Det er ikke en fejl.

Det er ikke en kirke i opløsning. Faktisk hedder vores måde ikke at gå i kirke på noget - fænomenet kaldes den fjerne kirke. En kirke, vi bærer i sjælen, lige så meget som vi opsøger den fysisk netop om søndagen eller lige akkurat ovre i den og den bygning. Danskerne er ikke et folk uden en fælles bagvedliggende fortolkning af verden. Danmark er et protestantisk land - hvilket vil sige et land med et af de mest specifikke teologiske standpunkter i hele verden. Hvis man f.eks. tror, at Danmark er en sekulær stat, som altså intet erklæret forhold har til religion, så må man virkelig tro om igen. Danmark har en officiel folkekirke, som er dybt forankret i samfundet - og har været det i over 1.000 år. Kirke og stat er ikke adskilt. Og alle andre religioner er ikke sidestillet med den protestantiske kristendom. Buddhister og muslimer og rastafari-tilhængere må gerne bo her. De må også gerne praktisere deres religion. Men Danmark er et protestantisk land - ikke en sekulær stat - så de troende fra andre religioner må indordne sig under protestantismens normer. I Afrika er Sydafrika, hvor nobelprismodtageren ærkebiskop Desmond Tutu bor, et godt eksempel på en sekulær stat. Her er kirken et privat foretagende. I Sydamerika er Brasilien, der er mest kendt for de kristne katolikkers seksuelt æggende og hoftevrikkende karneval, som afslutter fastens trummerum, et andet godt eksempel. I Asien kan man pege på Japan, hvor folk er spirituelle helt ned i den måde, de bruger sushiknivene på, som et godt eksempel på en sekulær stat. Et endnu større paradoks er Indien. Alle østlige religioners kulørte og spraglede moder … har været sekulært siden det 5. århundrede efter Kristus. I Europa er det katolske Østrig, Norge - som holdt et hav af mindegudstjenester, da det gjaldt, efter Anders Breiviks forbandede massemord - og Holland, der omtrent har opfundet religionsfrihed og tolerance i oplysningstiden, alle sammen gode eksempler på sekulære stater. I Tyskland betragter man, måske ikke så overraskende, forholdet imellem stat og kirke som et 'samarbejde', og kirken ses juridisk som et 'firma', dog med ret til at indsamle skat. Sådan er det slet ikke i Danmark. Danmark er et protestantisk land. Helt ind i grundloven. Nærmere bestemt paragraf 4. Men hvorfor er der så ingen religion i Danmark? Eller rettere: Hvorfor kan man ikke se den? Svaret er, at man kan se den ved, at man ikke kan se den. Religionen er i Danmark, at religion er et privat anliggende. Så da en kvinde under Politikens nylige debat om omskæring skulle argumentere for, at hendes søn, hvis far var muslim, ikke var blevet omskåret, brugte hun netop dét protestantiske argument: Hun ville ikke 'pådutte' sønnen en religion. Hans tro var, skrev hun, noget dybt 'privat'. Men sådan behøver det jo slet ikke at være. Ja, netop omskæringen i sig selv er jo et ret godt eksempel på det modsatte - at nogle individer indlemmer andre individer i en religion, uden deres samtykke, og at det tilmed markeres fysisk, så det aldrig kan gøres om. Det lyder helt grotesk i de fleste danskeres ører. For som den ene af de store tænkere i den danske protestantisme, Søren Kierkegaard, engang skrev, så foregår religionens store slag i hin enkelte. Det er inde i os selv, at vi løbende bakser med tvivlen, fortvivlelsen og troen. Den rager ikke nogen som helst andre. Af samme grund sidder de fleste danskere måbende tilbage, når de debatterer med muslimer og siger, at tørklæder egentlig ikke hører hjemme i det danske samfund, f.eks. på en dommer i en retssal. De er ligesom bare ikke relevante. »Jamen, så må I heller altså ikke bære kors!!«, himler muslimerne. Og danskernes svar er, at det havde de nu heller ikke tænkt sig.