Begreberne ’os og ’dem’ har skruet sig ned i den almindelige opfattelse; blege danskere er ’os’, og indvandrere, muslimer, etniske minoriteter er ’dem’. Mens der tales og kritiseres vældig meget, når det handler om ’dem’, så sættes der sjældent spot på ’os’. Nogle gange får man det indtryk, at ’vi’ har siddet på en paradisø uden forbindelse til resten af verden, indtil ’dem’ begyndte at komme og forstyrre ’os’ for omkring 30 år siden. Men sådan er det jo ikke. Bare inden for de sidste 100-150 år har Danmark været karakteriseret af indvandring, udvandring og blandet ind i kolonisering og slavehandel på højde med andre europæiske lande. Omkring 500.000 danskere udvandrede til Nordamerika. Fra Kvæsthusbroen i Københavns Havn gik ruterne bl.a. til New York. Ikke alle blev lukket ind; mentalt syge, handikappede, blinde, folk med smitsomme sygdomme og de fattigste, som blev anset som en belastning for systemet, blev afvist. ’Vi’ emigrerede og nogle af ’os’ blev afvist og udvist, og nogle gange blev ’vores’ familier splittet ad på ’Tårernes ø’, Ellis Island. Arbejdsindvandringen er heller ikke et nyt fænomen. Imellem 1860-1920 vandrede tre bølger af økonomiske indvandrere til Danmark: Første bølge kom fra de lande, der tilsammen udgjorde Det Tyske Forbund. 100.000 mennesker kom for at søge arbejde. Oftest var der tale om yngre håndværkersvende, og de søgte til købstæderne i Danmarks sydvestlige dele og til København. Anden bølge bestod af et mindst lige så stort antal ufaglærte sydsvenskere, som både søgte arbejde og ophold i byen og på landet i Østdanmark. I denne bølge var der lige så mange kvinder som mænd, og mange af kvinderne arbejdede i de københavnske borgerhjem. Den tredje bølge var polakkerne – hvoraf mange i virkeligheden var hviderussere og ukrainere og de fleste kvinder, som især rekrutteredes til roemarkerne på Sydsjælland, Lolland-Falster og Fyn. Jøder fra Rusland og politiske flygtninge indvandrede omkring 1900 og frem. Den russisk-ortodokse kirke i Bredgade ikke langt fra Skuespilhuset var samlingssted for mange russisktalende indvandrere. Og indvandringen fortsatte i skiftende omfang op igennem det 20. århundrede.
Så ’vores’ forfædre og slægter rummer sandsynligvis alle både indvandrere og udvandrere. Den vestlige kolonisering af resten af verden var ’vi’ også aktive deltagere i. Nogle af de indvandrede svenske tjenestefolk arbejde måske i de rige huse i Frederiksstaden omkring Amalienborg. Hotel Admiral ved siden af Skuespilhuset er bygget af en rig dansk slavehandler, og Det Vestindiske Pakhus lidt længere henne var det ene ben i trekantshandlen med slaver, våben og sukker. Danmark var den sjettestørste slavehandlernation og deltog i en af verdenshistoriens største tvangsflytninger, hvor mere end 15 mio. afrikanere over trehundrede år blev tvunget til primært Syd- og Nordamerika og Caribien. Koloniherredømmet i Vestindien indebar senere bl.a., at små børn blev skilt fra deres forældre og sendt til Danmark for at blive integreret og uddannet, og at koloniserede mennesker i Vestindien ikke havde stemmeret og ikke kunne deltage i afstemningen om, hvorvidt de og kolonien skulle sælges. Og Grønland har også en kolonihistorie, der ikke rigtig er fortalt endnu, hvor bl.a. blege majoritetsdanskere i mange år fik højere løn for at arbejde i Grønland end grønlændere – for samme arbejde. ’Vi’ har også deltaget frejdigt i racetænkningen i samme periode med udstillinger omkring år 1900 i Tivoli af mennesker – indere, kinesere, grønlændere, afrikanere og bl.a. to børn fra de vestindiske øer. En udstillingsrække, der sjovt nok er ’faldet ud’ af de officielle beskrivelser af Tivolis historie. ’Vi’ har i 30’erne udvist både begejstring og foragt for nazismen. ’Vi’ afviste op til Anden Verdenskrig jødiske asylansøgere ved grænsen, men menneskesmuglede også under krigen jøder til Sverige. Det, at etniske forskelle er blevet givet politisk og social betydning i et magthierarki – og at der konstant er foregået etniske integrationsprocesser – er ikke noget nyt. En historiker har engang sagt, at en nation skabes ikke mindst gennem et kollektivt hukommelsestab – og i den danske nationale fortælling er der en masse udeladelser, som ’vi’ må undersøge og anerkende, hvis vi vil forsøge at forstå ’os selv’. ’Vi’ er – måske i stigende grad – et ekskluderende ’vi’, som man som ikke-bleg etnisk minoritet i praksis i hverdagslivet er udelukket fra – man bliver aldrig helt rigtig en del af den blege nationale danske ’vi’, og det understøttes af en lovgivning, som bliver stadig mere og mere indrettet på praktisk forskelsbehandling med en juridisk fernis af formel ligebehandling. Og når ’vi’ siger, at ’vi’ gerne vil inkludere ’dem’, så taler vi sjældent om, at det stadig er ’os’, der er chefer og direktører, sidder i udvalg, der deler penge ud, skriver de stykker, der vises på teatrene, instruerer forestillingerne, køber billetterne, er kulturpolitikere, er kulturjournalister, er chefredaktører og ... Fortsæt selv listen ... Det er måske, fordi ’vi’ er de normale, og der findes ikke en større magt end at være normal – eller rettere at være menneske.
