EU har gang i forhandlinger om 12 forskellige handelsaftaler, heriblandt TTIP, som er den mest omfattende. Hvis EU afslutter alle de igangværende frihandelsforhandlinger i morgen, så øger det EU’s bnp med 2,2 procent eller 275 mia. euro. Det svarer til at føje et land som Østrig eller Danmark til EU’s økonomi – siger kommissionen! Aftalerne kan skabe 2,2 mio. nye jobs, eller 1 pct. oven i EU’s samlede arbejdsstyrke – siger kommissionen! Reelt handler TTIP om at gøre nogle få hundrede koncerner endnu mægtigere. Det kan ske på mange måder, for TTIP er et omfattende kompleks, men big data er et af de centrale områder. Derom senere.
Det lyder flot at kalde det frihandel – det har en positiv klang, men hovedsagen er ikke toldsatser og varehandel. TTIP drejer sig f.eks. om retten til at levere tjenesteydelser, om kommercialiseringen af big data og om at gøre big pharmas patenter endnu mere indbringende. Mest af alt handler det om at erobre reguleringskompetencen. Det er bedre at tale om kontrolleret handel eller tvangshandel, hvor koncernerne gennem de nye handelsaftaler kan intensivere deres angreb på de offentlige reguleringsregimer og sætte sig på retten til at fastsætte reglerne. Så kan koncernerne i endnu højere grad tvinge handlen ind i de ønskede rammer. Aftalerne fremmer monopoldannelse og udhuler de svage landes politiske, økonomiske og tekniske suverænitet.



























