0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Stolthed står for fald

Den havde ligget på lur længe, døden. Min mor havde røget, siden hun var 9 år. Jeg troede, jeg var velforberedt, at jeg kunne møde døden med min fornuft og bevare min stolthed til det sidste, men følelserne fik det sidste ord. #Med mig SELV i centrum

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

JEG KAN IKKE engang huske, hvornår hun fortalte mig, at det var kræft.

Måske fordi jeg i flere år havde gået og ventet på at få lige netop den besked. Fordi jeg vidste, at det var sådan, det måtte ende. Sådan må det nødvendigvis ende, når man begynder at ryge som 9-årig og man ikke kan holde op, selv om man senere får konstateret rygerlunger og ikke engang kan gå op til tredje sal uden at holde pauser undervejs.

Måske var det på turen til København, hvor vi gik op ad Nørre Voldgade for at finde et sted at sidde. Det var efterår, og vi endte på Café au Lait. Hun fik kaffe, jeg fik te. Og chokoladekage.

Jeg kan huske, at jeg tænkte, det var en af de første gange, jeg var alene på café med min mor.

Jeg var 44, hun var 62. Vi var lidt fremmede for hinanden.

I STARTEN ville jeg ikke kendes ved sorgen.

Jeg mødte kræften stolt og uden tårer, uden at vise svaghed. Som kvinderne imin familie har gjort det i generationer.

Som min egen mor mødte sin mors død.

Stolt, uden tårer og uden svaghed, ligesom dengang min far ringede til mig fra Sverige og fortalte, at han havde fået kræft i leveren, og at der ikke var nogen behandlingsmuligheder. »Selvfølgelig er der da det!«, sagde jeg, men tre måneder senere var han død.

HUN BLEV ret hurtigt dårligere, og jeg anede ikke, hvordan jeg skulle bære mig ad med at have en mor, der var dødsens syg. Jeg spurgte, om der var noget, jeg kunne hjælpe med. Hun sagde, at jeg da gerne måtte hjælpe med at sælge nogle af hendes ting på QXL, så jeg solgte nogle knapper fra hendes bugnende systue.

»Skønne vintageknapper fra 1960' erne, pris: 15 kroner for 6 stk«. Hun elskede de knapper. Jeg solgte dem på QXL for 15 kroner.

Til en dame fra Nordjylland.

Hun havde også en marskandiserforretning på Englandsvej. 6' eren. Navnet havde medført nogle lumre telefonopringninger i tidens løb. Fra mænd. Ligesom dengang mor indrykkede en annonce i lokalavisen med tilbud om børnepasning, og der var en mand, der ringede og spurgte, hvor gamle børnene måtte være.

»Bare indtil de kan passe sig selv, vel...?«, svarede hun.

»Skifter du også ble?«, ville manden vide, og da mor bekræftede, kvitterede han med at spørge: »Også på meget store børn? Som mig?«.

MOR VILLE gerne have været ude i 6' eren en sidste gang, men hendes krop nægtede at samarbejde. Kompromiset blev, at jeg passede butikken hver anden lørdag, mens kræften langsomt åd min mor indefra.

Gennem kunderne lærte jeg hende lidt bedre at kende.

»Din mor er et godt menneske«, sagde Eva, mens hun fortalte om mors indsamling til det lille børnehjem i Indien. Eva var bistandsklient og kiggede altid forbi butikken den 1., når hun lige havde fået penge. Så gav hun en dans og en femmer og fik lov til at tage noget fra 10-kronersbordet.

»Jeg har altid holdt meget af at komme her i butikken«, fortalte den nydelige ældre herre med charmeklud og frakke over armen, som samlede på nøgleringe med dyr.

Han havde også engang samlet på isbjørnebamser, og mor havde lagt isbjørne til side til ham i flere år og bidraget med over tyve eksemplarer til hans samling.

»Hun er så smuk!«, sagde Chyou, en kinesisk kvinde, der samlede på messinglysestager og altid håbede, at dem henne i hjørnet var faldet lidt i pris siden sidst.

Hun pegede på en halskæde med et yinyang-symbol, som mor havde foræret hende engang, da Chyou havde haft det svært.

»Det er altid de forkerte, det går ud over«, sagde drankeren, som skulle bruge en fødselsdagsgave til sin kæreste. En kold vinterdag lige før jul havde mor givet ham en vinterfrakke i bytte for en tynd vindjakke. Jeg begyndte at se min mor med andres øjne, og vi var ikke længere så fremmede.

»Hvad er det for en mand«, spurgte hun en dag, da mine børn og jeg var på sygebesøg.

»Hvor? Hvem?«, spurgte vi.

»Ham, der lige gik gennem stuen med cottoncoat på...?«. Vi kiggede desoriente ret på hinanden og ind i stuen og på hinanden igen. »Nå, det var måske bare en hallu...«, smilede hun med munden, men hendes øjne var kede af det. Medicinen gav hende hallucinationer, og hun faldt hele tiden ind og ud af bevidsthed.

»Din far er her også«, sagde hun og lagde hånden på min arm, »han har været her længe, og han vil ikke gå«. Hun så pludselig alvorlig ud.

»Det var da hyggeligt«, svarede jeg, fordi jeg ikke vidste, hvad jeg ellers skulle sige.

Min mor havde aldrig rigtig brudt sig om min far, og de blev skilt, før jeg fyldte 2år.

»Nu vil jeg gerne lidt ud i haven«, sagde hun så, og vi sprang op alle tre for at hjælpe hende, give hende sko på, støtte hende, bære hendes kaffekop, hente hendes strikketøj. Minuttet efter ville hun gerne ind i seng. Vi turde ikke cykle hjem, før hendes kæreste var kommet tilbage fra indkøb.

»Ja, det går hurtigt ned ad bakke her«, sagde han.

VI SLAP IKKE for telefonopringningerne.

Dem, man ser på film: »I må nok hellere skynde jer ud på hospitalet. Hun har det ikke så godt«. Første gang jeg fik den besked, skyndte jeg mig ud til Herlev, hvor min mor havde fået enestue. Der blev jeg mødt af hele familien.

Min mors søskende, deres koner og ekskoner, børn og svigerbørn, mine søstre, svogre og deres børn. Vi kunne næsten ikke være der. Midt i det hele lå hun, lille og bleg, og jeg brød sammen for øjnene af hele familien.

»Kom herhen, skat«, trøstede hun og rakte sine tynde arme i vejret. »Du skal ikke græde, vi skal jo alle sammen dø«. Jeg hulkede. Til helvede med stoltheden.

Mine onkler vendte ryggen til. Jeg hørte snøft.

Nogle gik ud på gangen. Min mors hospitalstøj blev vædet af mine tårer.

mig og ledte efter en at holde i. En levende.

Arme rakte ud efter mig, og jeg lod mig omfavne. Men hun døde ikke den dag.

MIN MOR ønskede sig at dø derhjemme.

Om foråret. I starten så det ud til, at hun kunne få opfyldt begge sine ønsker, men så begyndte hun at stå op midt om natten og tænde cigaretter, som hun lagde fra sig igen, og gå rundt i huset og sætte sig steder, som hun siden ikke kunne rejse sig fra. En morgen fandt hendes kæreste hende på toilettet, kold og udmattet.

Hun havde prøvet at rejse sig, men hun kunne ikke, og han havde ikke hørt hendes nødråb. Til sidst turde han ikke tage ansvaret for hende længere, og han var ved at knække sammen af træthed.

Vi kunne ikke gøre meget for at aflaste ham; han turde ikke forlade hende mere end en time ad gangen, og han turde dårligt lægge sig til at sove om aftenen.

Vi blev enige om, at tiden var inde til at finde nummeret til hospice, og jeg var der, da han ringede. Min mor sad forstenet på en stol. Jeg holdt hende i hånden og aede hende på kinden.

Jeg tog et billede af hende; det er et af de smukkeste billeder, jeg nogensinde har taget. På billedet hviler hun ansigtet i sin højre hånd, og hendes øjne er lukkede.

Bag hende hænger et stort maleri af en sovende kvinde. Hun ligger afslappet og nøgen på en seng med sin venstre arm over hovedet. For fodenden er en buttet engel i færd med at dække hende til med et lagen.

»Fru Johansen, jeg har ringet til hospice«, sagde han bevæget, da han kom tilbage fra telefonsamtalen. Han havde sat sig på hug foran hende, så de var i øjenhøjde.

Hun rystede på hovedet og kiggede på mig.

»Vil du ikke på hospice, mor«, spurgte jeg. »Nej«, sagde hun. »Jeg ved det godt«, sukkede jeg og sank, selv om jeg var helt tør i svælget, »men du har brug for, at der er nogle, der kan passe ordentligt på dig hele døgnet. Vi er jo bange for, at der skal ske dig noget, mens vi sover. At du kommer til at sidde fast på toilettet, ligesom forleden nat...«. Hun følte sig svigtet, det lyste ud af hende, men vi kunne ikke gøre mere. »De kommer og henter dig i morgen tidlig«, sagde han med en stemme, der var mørk og grødet af medfølelse.

HUN KOM PÅ hospice fredag morgen, og jeg besøgte hende sidst på eftermiddagen.

Det var en smuk, varm forårsdag i begyndelsen af maj, og mor ville gerne ud på svalegangen. Jeg kørte hende derud i hospitalssengen. Hun sov det meste af tiden, og jeg sad og læste.

»Keder du dig«, spurgte hun, da vi havde siddet der nogle timer. »Nej, nej, jeg sidder og læser«, bedyrede jeg og kiggede på uret. Så faldt hun i søvn igen. Jeg besluttede mig for at tage hjem og spurgte, om hun ville ind, eller om hun ville blive liggende udenfor.

»Ind«, hviskede hun, og jeg kørte hende tilbage på stuen. Så var hun pludselig sulten, og jeg nænnede ikke at gå. Hun fik vaniljeis og halve udstenede grønne vindruer. Jeg madede hende.

Hendes mund var et stort, betændt sår, og jeg kunne se, det gjorde ondt på hende at spise. Hun spiste en halv vindrue og en teskefuld is. Så skulle hun tisse, og jeg bar hende ud på toilettet.

EN SYGEPLEJERSKE kiggede tilfældigt ind og spurgte, om hun skulle tage over. »Ja«, svarede min mor og viftede mig væk.

Stolt. Jeg satte mig på hendes seng og loggede på Facebook. En af min mors gamle veninder fra Sverige bad mig hilse og spille ' The Rose' med Bette Midler for hende, den havde de tit hørt sammen.

Det var det sidste, jeg gjorde, inden jeg tog af sted. Hun sad stille ved siden af mig på sengen og lyttede. Tårerne strømmede ned ad mine kinder, og da sangen var slut, kiggede hun på mig og sagde: »Smuk«. Jeg vidste ikke, om det var mig eller sangen, hun mente. Jeg kyssede hende på kinden og gik ud i den lune forårsaften.

Udenfor mødte jeg hendes kæreste, og jeg var glad for, at hun ikke skulle være alene.

JEG VILLE ud og besøge hende igen om søndagen, men ville først lige høre, hvornår de andre kom, så vi ikke alle sammen kom samtidig. Jeg ringede til min mors kæreste klokken 13.00. Hans stemme lød underligt fjern. »Det er nu«, hviskede han. Jeg forstod ikke, hvad han mente.

»Det er nu. I skal komme nu«, gentog han.

I nøjagtig det sekund døde hun. På mors dag, søndag 8. maj 2011. Da jeg kom derud, lå hun i sin hospitalsseng. Nogen havde givet hende en lyslilla pyjamas på og anbragt tre røde roser på hendes bryst.

Hendes mund var renset for betændelse, hendes rynker var glattet ud, og hendes ansigt var fredfyldt. Vinduerne stod åbne, og et fyrfadslys brændte i vindueskarmen.

»Farvel mor«, hviskede jeg. Mine søstre græd sammen med mig. Rend os i traditionerne, mor! Til helvede med stoltheden.

63 år, 2 måneder og 15 dage må være nok.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Podcasts