JEG KAN IKKE engang huske, hvornår hun fortalte mig, at det var kræft.
Måske fordi jeg i flere år havde gået og ventet på at få lige netop den besked. Fordi jeg vidste, at det var sådan, det måtte ende. Sådan må det nødvendigvis ende, når man begynder at ryge som 9-årig og man ikke kan holde op, selv om man senere får konstateret rygerlunger og ikke engang kan gå op til tredje sal uden at holde pauser undervejs.
Måske var det på turen til København, hvor vi gik op ad Nørre Voldgade for at finde et sted at sidde. Det var efterår, og vi endte på Café au Lait. Hun fik kaffe, jeg fik te. Og chokoladekage.
Jeg kan huske, at jeg tænkte, det var en af de første gange, jeg var alene på café med min mor.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Få det store overblik for 1 kr.
Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.
Læs mereEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind
Skriv kommentar