Piet Hein tog wc-ruller med hjem fra toilettet på redaktionsgangen«, mindes Lise Nørgaard, der i en periode delte kontor med ham på Politiken. Men denne lille sparsommelige handling kunne lige så godt have været et gruk leveret af ophavsmanden til op mod 10.000 af disse under pseudonymet Kumbel Kumbell, hvoraf mere end halvdelen landede på avisens bagside, et terræn, der i 20 år prægedes – for ikke at sige domineredes – af digteren og tegnerens genialske udfoldelser.
14. april 1940 havde Piet Hein fået optaget et lille urimet digt i Politiken, som i avisens At Tænke Sig-spalte fremstod i en helt særlig opsætning:



























