»Folkeskolereformen er konkurrencestatens skole«. Sådan lyder det fra nogle af debattørerne i den offentlige debat og med trumfen, at dannelsen fuldstændig er forsvundet ud af skolen til fordel for resultater, der kan måles og vejes. Nu har jeg svært ved at forstå forargelsen over, at man følger, om eleverne bliver så dygtige som muligt og som noget nyt også følger elevernes trivsel, fordi vi ved, at faglighed og trivsel går hånd i hånd. Men det kan selvfølgelig ikke stå alene.
Modstanden mod ’konkurrencestatens skole’ udtales med stor energi igen og igen, men indsatsen for at uddybe argumentationen er nærmest fraværende, fordi konkurrencestaten i disse kredse per definition er ond. Det er skidt for skoledebatten. For er der noget, vi har brug for en analyse af, så er det lige præcis, hvilket samfund vi er en del af, og hvad børn og unge skal have med sig af både uddannelse og dannelse i fremtidens samfund. Det handler om indholdet af skolen og ikke prædikater på hinanden.
