For 16 år siden underviste jeg i nogle år på Vallekilde Højskole i filosofi.
På et af mine første hold sad der en ung pige, som hed Dorthe. Hun var på højskole for at få point nok til senere at kunne søge ind på netop filosofistudiet ved universitetet. Hun var en usædvanlig klarhjernet elev, som med en insisterende energi og alvor forfulgte de filosofiske problemstillinger, også når de blev vanskelige at give ord, fordi de kom tæt på alt det, der er svært at finde ud af i tilværelsen. Som noget helt naturligt begyndte hun at komme i vores hjem, der lå lige ved siden af højskolen, for vi blev aldrig færdige med diskussionerne til undervisningen. Men det var jo også livet og døden, der var på tapetet – faktisk ofte med eksempler fra det emne, som i de seneste uger har fejet ind over forsiderne på de danske medier: ja eller nej til organdonation – hvornår er man død, hvordan kan man finde afklaring i disse vanskelige spørgsmål, og hvad siger etikken, når det gælder ansvar og forpligtelse i forhold til disse problemer?
