Jeg har altid taget det som en selvfølge at have et solidt velfærdssamfund i ryggen. Men jeg har også altid – og med en slet stolthed i stemmen – fortalt mig selv, at velfærdsstaten i hvert fald ikke har hjulpet mig.
Nu hvor jeg står på tærsklen til et langt arbejdsliv, må regnskabet gøres op. Er det virkelig besværet værd at bidrage med halvdelen af sin indtægt til en fælles sag, som man ikke rigtig føler sig som en del af?



























