Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Mønsterbryder. »Jeg er et produkt af velfærdsstaten og et produkt af folkeskolens evne til at skabe mønsterbrydere blandt unge fra socialt udsatte familier« skriver dagens debattør, Siddik Lausten.
Foto: Martin Lehmann

Mønsterbryder. »Jeg er et produkt af velfærdsstaten og et produkt af folkeskolens evne til at skabe mønsterbrydere blandt unge fra socialt udsatte familier« skriver dagens debattør, Siddik Lausten.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Velfærdsstaten gjorde mig til mønsterbryder - pas godt på den!

Det sociale sikkerhedsnet er en langsigtet investering.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Den danske velfærdsstat er vigtig, og jeg er stolt af at bo i et land, der har ressourcer til at hjælpe samfundets udsatte. Jeg kan takke velfærdsstaten og en fantastisk lærer med overskud for, at jeg ikke længere selv tilhører bunden.

Men hvis vi skaber dårligere rammer og et lavere kontanthjælpsloft for de socialt udsatte og deres børn, som f.eks. Venstre og Liberal Alliance lægger op til, risikerer vi at fjerne grundlaget for, at de næste generationer bryder med den negative sociale arv, som jeg har gjort.

Mit bedste argument for velfærdsstaten er min egen historie.

Min mor voksede op på bunden. Hun gik ud af 7. klasse og har kun haft ganske få jobs i løbet af min barndom. Hun fik sit første barn som 16-årig og havde født fire børn, inden hun mødte min far og fik mig. Min far var fra Tyrkiet og havde hverken uddannelse eller job. Jeg voksede op i nogle af Aarhus’ mest udsatte boligområder og boede alene med min mor og mine storesøstre, til jeg var 10 år.

Min barndom i Aarhus var præget af frygt. Frygt for, at vi børn ville blive fjernet af kommunen. Jeg frygtede de andre børn og de bank, det var ganske normalt at få i de områder, jeg boede i. Jeg kom i hjem, hvor kammerater fik tæsk af deres forældre. Jeg kom i hjem med alkoholikere og misbrugere. Jeg nåede at gå på fire forskellige folkeskoler. Jeg passede ikke ind og blev to gange bedt om at finde en anden skole. Jeg hang ud med ungdomskriminelle, som senere blev meget kriminelle, jeg stjal lidt i kiosken og var med min søster på værtshus til alt for sent.

Alt pegede i retning af, at jeg ville gentage mine forældres liv med arbejdsløshed og fravær af uddannelse. Men da jeg var knap 13 år, kom forandringen. Kommunen hjalp min familie med at flytte fra Aarhus. Væk fra det socialt udsatte kvarter til Mols. Velfærdsstaten hjalp med fodboldkontingentet og rejser med fodboldklubben. Og min mors kontanthjælp hjalp til, at vi kunne opretholde en sparsom, men rimelig levestandard. Dermed fik jeg mulighed for at møde familier, som ikke lignede min egen.

Her fik jeg venner, som havde almindelige familier, og hvor det var normalt at læse lektier og gå på arbejde. Jeg oplevede, at der var andre måder at leve livet på – takket være velfærdsstaten. Den forandrede mit liv ved at investere i mig og min familie.

Jeg oplevede, at der var andre måder at leve livet på - takket være velfærdsstaten. Den forandrede mit liv ved at investere i mig og min familie

På Mols mødte jeg Rasmus. Han var lærer på Molsskolen. Selvom jeg var umulig i skolen, utilpasset og en rod, kom Rasmus mig i møde med respekt og udfordringer. Han åbnede mine øjne for, at det var vigtigt at lære noget i skolen og få en uddannelse. Og han fulgte og hjalp mig, indtil jeg var færdig på universitetet. Rasmus var og er en ildsjæl. En af de mange i folkeskolen. Han var en engageret lærer, som udfordrede mig i min forståelse af, hvordan livet skal leves.

I dag er jeg gymnasielærer, cand.mag. i historie med sidefag i statskundskab. Jeg tilhører gruppen af de bedst uddannede danskere. Det var der intet i min barndom, der pegede i retning af.

Min historie er ikke enestående. Velfærdsstaten har været med til at hjælpe mange af min slags. Jeg er et produkt af velfærdsstaten og et produkt af folkeskolens evne til at skabe mønsterbrydere blandt unge fra socialt udsatte familier.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Den sociale mobilitet i Danmark er stadig ikke god nok. Men hvem forestiller sig egentlig, at den sociale mobilitet bliver bedre, hvis vi nedsætter kontanthjælpen? Hvem forestiller sig egentlig, at toppen vil få det bedre, hvis bunden får endnu dårligere livsvilkår?

I de lande, som betaler endnu mindre til deres socialt udsatte og deres arbejdsløse, og i de lande, hvor uligheden er væsentligt større end i Danmark, er den sociale mobilitet meget ringere. Her er mere og værre kriminalitet. Og her er reproduktionen af dårlige livsmønstre væsentligt større.

Derfor er det faktisk en god forretning at investere i de arbejdsløse og deres børn. For vi kan få langt flere til at bryde med negativ social arv, hvis velfærdsstaten hjælper aktivt og sikrer et fornuftigt kontanthjælpsniveau. De socialt udsatte familier skal have råd til ordentlig mad, tøj og ikke mindst til at sende deres børn til børnefødselsdage og fritidsaktiviteter. Derved får de mulighed for at komme ud blandt andre børn, og de kan opleve, at livet kan leves på andre måder end dem, de kender hjemmefra.

Derfor er det faktisk en god forretning at investere i de arbejdsløse og deres børn - for vi kan få langt flere til at bryde med negativ social arv, hvis velfærdsstaten hjælper aktivt og sikrer et fornuftigt kontanthjælpsniveau

Selvom velfærdsstaten principielt giver os alle de samme muligheder, er der desværre stadig mange, som ikke reelt har disse muligheder. Og hvis vi bliver ved med at tale dem ned, give dem skylden for landets ulyksaligheder og give dem endnu dårligere mulighed for at opleve samme materielle goder som os andre, kommer de næppe til at bidrage yderligere til samfundet i fremtiden.

I min familie havde vi nemlig ikke de samme muligheder som en familie med stabil økonomi. Vi manglede penge til mad, tøj og ferier. Jeg husker, når vi gik sultne i seng. Jeg husker, at jeg var med på kommunen for at bede om flere penge, og at jeg hvert år var inde hos Frelsens Hær for at hente julepakker med min mor. Sådan var livet på bunden af samfundet dengang, og sådan er livet på bunden også i dag. Og det kan i fremtiden blive endnu værre, hvis kontanthjælpen sænkes yderligere.

Den danske velfærdsstat er stadig vigtig for rigtig mange danskere. Og kontanthjælpen og folkeskolen er for mange deres livline ud af social armod. For dem, som er på kontanthjælp i kortere eller længere tid i løbet af deres liv, er kontanthjælpen vigtig. Ikke bare mens de modtager hjælpen, men også på lang sigt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Velfærdsstaten og en fantastisk lærer hjalp mig på rette vej. Men skaber vi dårligere rammer og et lavere kontanthjælpsloft for de socialt udsatte og deres børn, risikerer vi at fjerne grundlaget for, at de næste generationer bryder med forældres livsmønster. Og det er i sidste ende en rigtig dårlig forretning for Danmark.

Så pas på velfærdsstaten!

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden