Lyt til artiklen
Billedet er bevægeligt og føres af sted med samme fart som den, man ser på en filmstrimmel i fast motion. Skyerne hænger lavt, og den ene afløser den anden, blomster springer ud og visner, solen står op og går ned, der er ingen ende på hastigheden, før billedet forsvinder, og skærmen er tom. Det er som livet, så er det sagt lige så banalt og firkantet, som det er.
Jeg sidder med et gammelt billede i hånden, som jeg havde glemt eller måske aldrig set. Det forestiller mig selv, jeg er ung, håret er helt sort, kroppen slank. Bag mig ses vejen ned til stranden fra huset i Kandestederne, og den er ganske anderledes end i dag. Jeg havde faktisk også glemt, at der var så meget af den.
