Så længe jeg kan huske, har jeg elsket bøger. Ikke bare indholdet, også selve produktet. Papiret, vægten, duften, coveret – for mig er der få ting, der slår at holde en god, gerne lidt tung bog i hånden med dens løfter om ny viden, spændende skæbner eller minder om gode stunder. Trygt, opstemmende og løfterigt på én og samme gang. Er jeg et fremmed sted, sidder alene på en restaurant, eller er jeg i det hele taget blot lidt urolig, er der intet, der kan berolige mig som en bog. Så snart den er fremme og slået op, har man selskab, et sted at søge hen og kan så fra denne sikre post fra tid til anden se op og observere verden. Den berømte franske kok Auguste Escoffier sagde, at man aldrig keder sig den første time ved et veldækket bord. Sande ord, og kombineres det gode bord med en bog, kan man uden problemer holde kedsomheden fra døren hele dagen. Men man skal naturligvis have den rette bog, og her er det, at den anden store kærlighed i min tilværelse kommer ind: Boghandlerne, disse ubesungne helte, der i generationer har bistået og vejledt kunderne og derved spillet en mindst lige så vigtig rolle som de forfattere, der har skrevet bøgerne. Få steder føler jeg mig så meget hjemme som i en boghandel. Alene lugten – en svært definerbar duft af papir og støv og viden og tryksværte, der i vore dage desværre ofte er skjult under den allestedsnærværende kaffes aroma, gør mig automatisk glad og frister mig til at vandre og kigge nærmere på de farvestrålende hylder og diske, hvor covernes palet af farver og skrifttyper skaber et herligt hele, foran hvilket minutter bliver til timer, og det altid ender med at koste penge. Ironisk nok startede hverken min kærlighed til bøger eller boghandlere med bøger, men med deres ofte ringeagtede slægtning: tegneserien. Som så mange andre var og er jeg umådelig glad for Anders And, og efter i lang tid hårdnakket at have nægtet at lære at læse – hvorfor gøre det selv, når mor kunne læse højt, og man så samtidigt kunne få varm kakao? – var det løftet om et Anders And-abonnement, der i midten af anden klasse fik mig overtalt og motiveret til at indhente det tabte. Og ved skæbnens spil blev det et lille årti senere også tegneserierne, der for alvor introducerede mig til boghandlernes forjættede verden. Det første sted, jeg for alvor blev bidt af bogbillen, var nemlig i en tegneseriebutik. Eller rettere, tegneseriebutikk en, i al fald dengang i midten af 80’erne i København. Det var Fantask, der ligger på hjørnet af Teglgårdstræde og Sankt Peders Stræde i det, bystyret så smukt kalder ’Middelalderbyens latinerkvarter’, og som vi andre dødelige kalder Pisserenden. Det var der, om eftermiddagene, efter at min uinspirerende dansklærer henne om hjørnet på Zahles gymnasieskole havde gjort endnu et helhjertet forsøg på at skræmme – eller rettere kede – mig fra al litteratur, at jeg fandt et alternativt hjem i bøgernes verden. Det var i Fantask, at Rolf, Søren og naturligvis Morten – Marvel Morten – førte mig ind i den amerikanske tegneserieverden, der dengang havde en sjælden opblomstring. Det var her, Frank Miller genopfandt Batman som The Dark Knight, hvor Alan Moore bragte sin britiske kynisme, sit hårde menneskesyn og sin betagende pen til obskure superhelte som Swampthing og skabte The Watchmen. Hvor X-Mens hårdt prøvede mutanter nåede nye højder under Chris Claremont, Neil Gaiman gjorde forbløffende ting i Sandman, og selv den ellers så meningsløse helt Hulk en kort stund skiftede farve og faktisk var læseværdig. Navnene siger næppe de fleste det store, men det er på sin vis netop pointen. Træder og trådte man ind i Fantask, gjaldt der andre regler end udenfor. Her var stjernerne den slags ellers lidet kendte tegneserieforfattere. Alle kendte til Marvel-legenden Stan Lee og vidste som en selvfølgelig ting, hvordan og hvorfor Dæmonen havde mistet synet, og når der var kommet særligt sjældne gamle tegneserier, lå de under disken til særligt udvalgte. Et vidunderligt sted at vokse op og drømme sig væk til andre verdner, og stedet, hvor en indtil videre umættelig kærlighed til fiktion og boghandlere opstod. En kærlighed, som lige siden har ført mig til boghandlere over hele verden, og meget mere end billeder og fotografier har formet mit mentale rejsekort igennem både tid og sted. Efter at gymnasietiden og eftermiddagene hos Fantask sluttede, tilbragte jeg de næste fire år i København, hvor jeg langsomt flyttede fokus fra tegneserier til ’rigtige’ bøger – selv om jeg den dag i dag har svært ved at se, hvorfor bøger pr. automatik skulle være ’finere’ end tegneserier, det burde efter min mening alene være kvaliteten, som tæller (startede selve skriftsproget for resten ikke med tegninger?). Jeg rykkede dermed ud af Pisserenden og videre til Atheneum på Nørregade og Arnold Busck på Købmagergade, hvor jeg kunne fornøje mig med ultraintellektuelle bøger af forfattere som André Gide til William S. Burroughs videre til digre værker om den jødiske diaspora og Hitlers villige mordere og – i det omfang min beskedne pengepung tillod – fylde reolerne hjemme med kloge og tunge værker. Ofte for tunge, trods kærligheden til bøger var fokus ofte andre steder i begyndelsen af 20’erne, og som de fleste andre bogjunkier kan jeg ikke sige mig fri for at have købt nogle bøger mere for at imponere og pynte på hylden end egentlig at læse. Men intet varer som bekendt evigt, og efter tre år på universitetet i København drog jeg videre til London. Formelt for at studere, men reelt viste det sig hurtigt at blive en vidunderlig tid i bøgernes verden. Nu er jeg ikke religiøs, men første gang, jeg gik ind i den Waterstones-boghandel, der ligger i Bloomsbury, et kort stykke fra det kollegium, hvor jeg boede, var det næsten en åbenbaring. I al fald et overvældende øjeblik, som jeg stadig kan huske. Dette var et bøgernes tempel. Her var ganske enkelt alt. De danske boghandlere fortonede sig med et som de rene provinshuller, her kunne en studerende bogorm som jeg bruge hele dage på bare at vandre rundt og snuse til det hele. Og med snuse mener jeg vitterlig snuse, indhalere duften af bøger og på næsten osmotisk vis føle sig klogere bare af at være til stede. Med opdagelsen af Waterstones – og siden mange andre vidunderlige og mere specialiserede boghandlere i London – åbnede der sig bogstaveligt talt en helt ny verden af bøger for mig. Ikke bare var udvalget så uendeligt meget større og rigere (og billigere), end jeg var vant til. Det var også i London, at jeg for alvor opdagede charmen ved udenlandske boghandlere, og knap er jeg siden da kommet til en by uden i løbet af de første par dage at opsøge de lokale boghandlere. Bedre måde at nyde en ferie på kender jeg ikke. Mens min kæreste kigger på sko eller tasker, er jeg først for alvor lykkelig, når jeg sniger mig ind i en boghandel, og som årene er gået, er talrige boghandlere i udlandet blevet velkendte som gamle venner. Nogle steder er helt naturlige bogmekkaer. I New York er der en overflod af boghandlere, man næppe nogensinde bliver træt af. Der er naturligvis superstjernerne den legendariske Barnes & Nobles på 66th St. ved Lincoln Center eller The Strand, antikvariatet over dem alle, hvor man kan købe sig fattig til den halve pris og fare vild i bogstakkene. Men jo bedre man kender den overvældende by, jo mere bliver det de små, personlige boghandlere, man – jeg – søger hen mod. Labyrinth Books på 112 St. ved Broadway eksempelvis, en herlig ultraakademisk butik, jeg har haft en forkærlighed for, siden jeg studerede i området. Eller McNally Robinson på Prince St., som jeg opdagede for et par år siden, og som nu er blevet noget nær min yndling. Ikke overvældende stor, men rammer bare perfekt min smag i udvalget – og har en vidunderlig lille café tilknyttet. Men bøgernes verden er heldigvis meget større og rigere end New York og London, og med lidt tålmodighed kan man finde mindeværdige bogpushere stort set alle steder. Tag Mellemøsten, en region, hvor det, som UNDP’s Human Development-rapporter til overmål illustrerer, står skralt til med bøgerne. Hvert eneste år bliver der oversat cirka lige så mange bøger til spansk, som der i alt er oversat til arabisk. Men selv her er der litterære oaser. I Kairo og Beirut er byernes amerikanske universiteter leveringsdygtige i vidunderlige og umådeligt velforsynede boghandlere, hvor man kan finde bøger om ikke bare Mellemøsten, men så eksotiske ting som rejseguides til Østtimor og biografier om H.C. Andersen. I Jordans hovedstad Amman har hotel Intercontinental overraskende gode sager gemt i deres lille boghandlerkiosk, og i Tel Aviv er der indtil flere glimrende Steimatzky. Men for den litterære rejsende ligger Mellemøstens virkelige litterære gral i det besatte Øst-Jerusalem, nærmere bestemt på det legendariske hotel American Colony. Det er i disse betagende smukke bygninger, at en stor del af handlingen i Selma Lagerlöfs vidunderlige ’Jerusalem’ udspiller sig, og hvor amerikanske og svenske kristne i 1800-tallets virkelige verden kæmpede en brav kamp for verdens – og ikke mindst Jerusalems – frelse. Lige på den anden side af hotellet finder man en boghandel, der ganske enkelt går under navnet The Bookstore. Selve butikken er ganske lille – selv efter den seneste udvidelse – men hvad der mangler i plads, kompenserer ejeren for i service og viden. Her finder man bøger om fredsprocessen på alverdens sprog – selv norsk – og den personlige betjening er intet mindre end formidabel: Da jeg sidste sommer mødte ejeren i lufthavnen i Zürich – han var på vej til Nice, jeg til København – kunne han ikke bare genkende mig og huske mit navn; han kunne minsæl huske, hvad jeg sidst havde købt og komme med et par tip til næste besøg. Det er den slags, som tæller, og så gør det mindre, at boghandlen – ligesom hotellet – er hundedyr, og der endda går ondsindede rygter om, at nogle af bøgerne er piratkopier. Men forandring fryder, også i den hellige stad, og derfor nyder jeg fra tid til anden også at gå lidt længere ind i den arabiske del af byen, til Salaheddin St., hvor man finder den endnu mindre, men mindst lige så velforsynede og langt billigere Educational Bookstore. I en mikroskopisk butik, der udefra mest af alt ligner en lillebitte kiosk, formår ejeren at presse stort set alle de relevante bøger om regionens mange konflikter ind sammen med papirvarer, tidsskrifter og en glimrende samling arabisk musik. Lykkeligvis behøver man dog ikke tage hele vejen til Mellemøsten for at finde sjæl, begejstring og viden. I snart mange år har et af mine faste holdepunkter i København ligget så centralt som Rådhuspladsen. Nærmere bestemt i Politikens Boghal, en klassisk boghandel, som jeg i mange år fandt forvirrende og uoverskuelig, men som siden jeg mødte min ven Finn, der arbejder der, og kunne nyde godt af hans umådelige overblik og viden om de nyeste internationale udgivelser, er blevet et herligt sted at undslippe hverdagens stress og det omskiftelige danske vejr. Nede i kælderen hos Finn er der altid lys og litterære godter. Når det gælder de udenlandske bogeventyr, kan sproget naturligvis være en hæmsko, men selv det behøver ikke afholde en fra boghandlernes glæder. Kombinationen af min dovenskab og mit franske holder mig generelt langt fra fransksprogede bøger, men intet besøg i Byernes By er fuldendt uden en lille tur langs Seinen for at kigge i skamløst højt prissatte bogkasser, og i nostalgiens navn kigger jeg også altid indenfor hos Shakespeare & Co. lige over for Notre Dame. Det var her, jeg første gang opdagede Martin Amis – og siden hans far Kingsley – så jeg har et meget blødt punkt for stedet. Men selv om bøgerne er på engelsk og stemningen stadig optimal, er både betjeningen og udvalget desværre sløjet meget af på den i de senere år, hvor stedet ofte virker mere som et mødested for amerikanske studerende og rygsækrejsende end som en boghandel. Men for de gamle, som faldt, er der, som sangen siger, ny overalt, og det gælder også boghandlere, som man ofte finder de særeste steder. I et støvet hotel i Kabul fandt jeg ved et tilfælde Jason Eliots vidunderligt poetiske rejseskildring ’An Unexpected Light’, en bog, der får alle ens egne rejseeventyr til at blegne i sammenligning. Ganske som blomster, der skyder op gennem asfalten, synes intet sted at være for sælsomt eller fjernt, til at en lille boghandler kan finde et ståsted, selv i ludfattige Sierra Leone dukkede der til min overraskelse en morgen en lille mand op i den lokale lufthavn med et glimrende og imponerende opdateret udvalg af rejselitteratur. Den slags fjerne steder er min helt store frygt altid at strande uden en bog og – gru over gru – at skulle beskæftige mig selv. Men de gange, det rent faktisk er sket, har der dog altid vist sig en frelsende engel i form af andre rejsende, som derved på uventet vis har udvidet min litterære horisont. Var det ikke for en nu glemt finne, jeg for en halv snes år siden mødte i en vietnamesisk landsby på vej til Dien Bien Phu, ville jeg næppe nogensinde have fået læst D.H. Lawrences fabelagtige ’Sons and Lovers’, og havde det ikke været for OSCE-kontoret i Tasjkent ville jeg formentlig aldrig have lært ’Anna Karenina’ at kende. Endelig er der selvsagt også de elektroniske boghandler. Som de fleste andre er en stor del af mit bogbudget i de senere år gået i Amazon og andre internetbaserede boghandlers lommer. Og keder man sig en gemen tirsdag formiddag foran computeren, er der ikke meget, som slår at surfe lidt rundt på Amazon, komme nogle gode sager i den virtuelle indkøbskurv og efter et ubekymret klik på ’place your order’-knappen se frem til inden for overraskende få dage at modtage godterne i posten. Men lidt ligesom Nescafé smager glimrende, men ikke er kaffe, er Amazon udmærket, men det er ikke en rigtig boghandel. Trods talrige forsøg rammer anbefalingerne typisk meget skævt, man kan ikke rigtigt bladre i bøgerne og – hvad meget værre er: Der er ingen duft af bøger. Som er det, det hele i sidste instans handler om.