Jerusalem er en omstridt by.
En hellig by, som mennesker har kæmpet om, døet for og drømt om i tre-fire årtusinder, og som den dag i dag er et af de afgørende omdrejningspunkter i en af nutidens mest indædte konflikter. Det er her, det jødiske tempel stod, det er her, at Jesus blev henrettet og begravet, og det er herfra, at profeten Muhammed tog afsæt til himlen på sin natterejse. Og som om tre verdensreligioner samlet på et par afsvedne ufrugtbare mellemøstlige bakkedrag ikke var nok, er det også her både israelerne og palæstinenserne insisterer på at have deres hovedstad. Med alle disse opildnede bejlere er det ikke mærkeligt, at der er kamp om Jerusalem, og at langt det meste, man hører om og fra den hellige stad, handler om krig og konflikt. Og medierne lyver ikke, der er vitterlig masser af knytnæver og kugler. Men som jeg til min overraskelse har opdaget i de sidste tre år, hvor jeg har boet og haft min regelmæssige gang i byen, er Jerusalem uendeligt meget mere og bedre end det.
