Jeg ved ikke, om du nogensinde har lagt mærke til det. Men facerne – de flinke unge mennesker fra eksempelvis Amnesty og Unicef, som det vrimler med i de større byer – har det med at stille sig steder, hvor det nærmest er umuligt at undgå dem.
I min hjemby Aarhus er det mest på Frederiks Bro eller ved Lille Torv, og fælles for dem er, at det er steder, hvor man kanaliseres ind på et mindre område, og facerne derfor kan ’dække’ flere potentielle kunder på en gang.
Nu har jeg ikke noget imod facere personligt, da de for det meste arbejder for sager, som jeg egentlig har stor sympati for. At det er en markedsføringsstrategi, som mildt sagt er irriterende, er en anden sag.
Som de fleste andre danskere har jeg en naturlig og sund skepsis for fremmede mennesker, der drister sig til at forstyrre mig, når jeg går og passer mig selv i det offentlige rum.
På grund af mine egne erfaringer med trælse kunder, fra jeg som teenager arbejdede som flaskedreng i et supermarked, har jeg altid gjort mig umage for bare at smile og sige nej tak.
Den dag, jeg pludselig vågner op og indser, at jeg er blevet en af de perfide og sure kunder, der går og leder efter manglende fryseretter fra Findus, der ellers var blevet lovet i tilbudsavisen – og derefter finder den nærmeste ungarbejder at hælde lort ud over – så stopper jeg al menneskelig interaktion.
Jeg har dog lagt mærke til, at de smilende drenge og piger ved vejkryds og overgange i storbyjunglen i stigende grad irriterer mig. I starten tænkte jeg ikke over det og tilskrev det en generelt snigende gammmelmandssurhed ved livet. Den vej skal vi jo alle, tænkte jeg, og begyndte at sende Folkekirkens Nødhjælp 100 kroner om måneden, i stedet for de 50, jeg plejede – som for at opveje for min stigende kynisme.
Da jeg en varm sommerdag tidligere på året nærmede mig Lille Torv i Aarhus, og endnu en gang mærkede min opmærksomhed rette sig imod minefeltet, som jeg var på vej ind, slog det mig pludselig:
Jeg havde jo gjort det her utallige gange før. I halvtreds graders varme, der fik mit hoved til at føles som en andesteg juleaftensdag, der lystigt stegte under kevlarhjelmen, med ørkenstøv klumpet sammen som store bussemænd i næsen, og med mit gevær slynget om på ryggen, så hænderne var fri til at bruge minesøgeren, der med pludrende biplyde fortalte mig, om jorden foran mine fødder var giftig eller ej.
Jeg satte mig ned på en af bænkene foran domkirken, i god afstand til eventuelle strejfere fra gruppen af Amnesty-folk på torvet, og spekulerede over, om de var klar over, at deres marketingstrategi var baseret på de samme principper, som Taleban brugte, når de udlagde de nedgravede sprængladninger – i medierne kaldet vejsidebomber – der skulle ramme os i Afghanistan?
Uden at afsløre hele manualen til det skakspil, som kampen mod Talebans nedgravede sprængladninger var, kan jeg sige så meget, at en tommelfingerregel var, at der, hvor det gav god mening at grave sådan en fætter ned, der lå de også. Det var steder, hvor man ikke kunne undgå at skulle igennem; såkaldt kanaliserende terræn.
LÆS KRONIK
Krigens regler bliver ikke længere overholdtOvergange over vandløb. Vejkryds, pladser eller slugter mellem to bakker i landskabet. Steder, hvor få sprængladningen kunne dække flere kunder, da de vidste, at man skulle igennem her.
Hvis du stadig tror, at det her handler om facere, og hvis du allerede har sat dig til at skrive en vred kommentar på Facebook om, at jeg skal lade være med at svine folk til, der gør langt mere for en bedre verden end en lakaj for imperialismen og børnemorder som mig, så værsgo.
Du er enten typen, der kun læser halvdelen af noget, før du griber faklen og høtyven – eller også er du måske ligesom folkene fra Fredsvagten, der til Flagdagen i 2012 stod skulder ved skulder med den flok af salafister, der fra den anden side af Slotskanalen råbte, at vi soldater ville komme i helvede, og at islam ville overtage verden.
Der er ikke noget, der kan bringe folk sammen som en fælles fjende. Specielt hvis fjenden har uniform på og har kæmpet sammen med de onde amerikanere.
Men hvorfor er det vigtigt, at facerne ufrivilligt er en slags storbyens talebanere, der åbenbart placerer sig som vejsidebomber i storbyen? At de mange kilometer, som jeg har slidt mig igennem Afghanistan med en minesøger, har sat sig nogle mentale spor?
For at uddybe, hvor jeg vil hen, kan jeg fortælle om en lørdag aften for ikke så længe siden, hvor jeg lå i min seng og skulle sove. Natten forinden havde jeg siddet i en tåge af cigaretrøg på Søren Geds Garage og drukket øl til de lyse timer, og derfor forløb denne aften mere afdæmpet med et stykke rødt kød og et par afsnit af ’Archer’ på Netflix.
Jeg var i seng omkring midnatstid, og bedst som jeg lige så stille var på vej ind i drømmeland, begyndte der et sted i det fjerne at blive afskudt en betydelig mængde fyrværkeri.
Når jeg hører bragene fra fyrværkeri, plejer jeg, i hvert fald hvis det er uventet og tæt på, at skulle koncentrere mig om ikke at smide mig ned på maven. Nogle gange lykkes det, og andre gange når jeg at ligne en skamfuld idiot, som folk omkring glor forbløffet på. Dog er jeg nytårsaften efterhånden kommet så langt, at jeg faktisk næsten kan nyde showet ved midnat uden at kravle ind under bordet. Jeg er stolt af mig selv.
Denne nat var festfyrværkeriet også for langt væk til at bringe minder frem om »contact explosions« og venner, der blev evakueret med amerikanske Black Hawk-helikoptere påmalet røde kors. Det var i stedet en anden mental sindstilstand, som jeg blev mindet om, da jeg lå der og halvsov til lyden af fyrværkeri i det fjerne: baggrundskoncerten af krig.
Når vi gik og passede os selv under den kedsommelige tilværelse, som det at være soldat i Afghanistan af og til kunne være, så vænnede man sig til den baggrundsstøj, der som en surrealistisk klassisk symfoni kunne høres på patruljebaserne eller i de improviserede vognborge, man lå i på kanten af fjendeland:
Lyden af U.S. Marines, der med lette og tunge håndvåben lå i heftige ildkampe nogle kilometer borte, og brølene fra briternes 155 mm artillerikanoner i Camp Price, hvis granater et eller andet sted udslettede alt liv i et inferno af ild og stål.
Kamphelikopterne og jagerflyene, der som ørne krydsede over det hele: klar til enten at bidrage til lydbilledet med den dumpe bas fra deres 30 mm rullekanon, eller 1.000-punds bomberne, der ofte, ret bogstavelig talt, var koncertens klimaks. Jeg kan ikke lade være med at tænke på det, når jeg hører kanonerne og klokkerne i slutningen af ouverturen fra Tjajkovskijs ’1812’.
Amerikanske soldater har et udtryk, der hedder »SNAFU«, som er et akronym for ’Situation Normal All Fucked Up’. I bund og grund: det her er normalsituationen, men den er fuldstændig forskruet. En erkendelse af, at under krig har galskaben det med at blive normalt.
I Afghanistan var lyden af krig SNAFU.
I starten fløj folk op på patruljebasens hescomure for at kigge, når orkestret spillede op derude. Men efterhånden skulle koncerten nå en vis intensitet, før du gad kravle op for at kigge efter årsagen.
Og selv om lyden af 155’erne i Camp Price lød som en bombe, der eksploderede i naboteltet, så lærte du at sove igennem det, når de fyrede op under kanonerne ude ved Gunline midt om natten.
Mennesker har det med lynhurtigt at vænne sig til unormale ting, der bliver til en del af ens normalbillede. Krig er ingen undtagelse. Men selv om du kan vænne dig til Poul Krebs – måske endda overleve at høre det i bilen hele vejen til Sydfrankrig med dine forældre – så ved din underbevidsthed godt, at den er helt gal, selvom du ikke selv er klar over det.
De fleste passagerer på Titanic blev ikke vækket af den sagte skrabelyd fra isbjerget, men vågnede først, da den konstante, summende lyd fra skibets maskiner, som de i dagevis havde vænnet sig til, pludselig stoppede kort tid efter. Stilheden var larmende og urovækkende, sagde flere overlevende. Hvis krigen er lyden af maskinrummet, der brummer derudad, hvad sker der så, når der pludselig bliver helt stille?
Få styr på krigstraumer: Når det er umuligt at gå i NettoSom jeg lå der i min seng, halvvejs i drømmeland, så forvandledes lyden af festfyrværkeri, hvis ekko dansede rundt over de københavnske hustage, sig til den rasende lyd af håndvåben og tunge maskingeværer i det fjerne.
Bragene blev til eksplosioner fra artillerigranater og dysekanoner, og min madras blev til den feltseng, hvor jeg i dagevis havde ligget, svedig og uvasket, under et solsejl og kedet mig imellem de mange vagter i køretøjets tårn. Jeg lå der på kanten af den jungleagtige Green Zone og lyttede til en heftig ildkamp, der rasede nogle kilometer borte.
Hvis jeg havde været tættere på, var de feststemte menneskers høje udbrud ved fyrværkeriets eksplosioner nok blevet til skrig af smerte og råb om måludpegning. Jeg vågnede rent faktisk op og var på nippet til at tjekke, om mit M/10 gevær – hun hed Mary Jane – lå på min kampudrustning under sengen, inden det gik op for mig, at jeg befandt mig på et værelse i København.
Selv om jeg tager udgangspunkt i mig selv, vil jeg gerne bede dig om at kigge et skridt længere ud. For på trods af hvad du på baggrund af ovenstående måske tror, så har jeg det faktisk ganske glimrende i både krop og sind.
»In our youth our hearts were touched with fire«, som Oliver Wendell Holmes engang sagde foran en samling veteraner fra den Amerikanske Borgerkrig. Og brandsåret vil altid være der.
Men for mig er arvævet helet ganske pænt. For mig er krigens sindstilstand noget, jeg har accepteret som et tilbagevendende deja-vu, der ikke giver mig nævneværdige problemer. Jeg takler det igennem åbenhed på tale og skrift, og indtil videre virker det for mig. Kanon-koncerten forleden nat var mere en interessant oplevelse end et mareridt. Heldigvis er det sådan for de fleste af os.
Nej, jeg taler om dem, der vælger at afslutte livet, som det er sket for ikke mindre end tre danske krigsveteraner de sidste par måneder. Eller om ham, hvis psyke kollapsede og fik ham til at slå sine forældre ihjel, som det skete i Låsby i juli. Og så taler jeg om de mange, der går i en konstant koncert fra underbevidstheden, der truer med at overvælde dem. Konstant Poul Krebs.
Har man ikke oplevet det, så kan man ikke helt forstå det. Men det mener jeg, at I bliver nødt til at prøve på. For det er hele Danmarks sønner og døtre, der lider, hvad enten man er enig i beslutningen om at deltage i de krige, som de kæmpede i.
Og måler man et samfund ud fra, hvordan det behandler sine mest udsatte, så er der plads til forbedring på det her punkt. Og det kan ikke kureres med medaljer og parader. For Hr. og Fru Danmark er nysgerrighed og forståelse det bedste, I kan bidrage med.
De færreste af os har noget behov for hyldest – vi vil bare ikke glemmes og negligeres. Specielt ikke, når vi oplever kammerater, der bliver knækket af det samme system, som sendte dem ud.
Antallet af psykisk skadede soldater er steget meget på tre årFor nogle af os er normalbilledet vedblevet at være SNAFU. For dem er Lille Torv ikke bare et irritationsmoment, men en kilde til ufattelig stress.
Snigskytterne er en realitet, græsplænerne er fyldt med landminer og menneskemængder et perfekt mål for selvmordsbombere. De smalle gyder i Aarhus’ latinerkvarter er dødsensfarlige ildkorridorer. Når den sagte summen fra maskinrummet afløses af en tavshed, der efterhånden stiger til en overdøvende tinnitus, så er det, man skal være opmærksom.
Læser du med, så skal du vide, at et råb om hjælp aldrig kan ses som svaghed. Det skal ses som opbakning til at skabe ildoverlegenhed under en kampføling, hvor du er presset helt i bund.
Få støtten på plads, smid nogle håndgranater i hullet og hængsel så det fucking mål. Du kan godt.
Veteranstøttens døgntelefon: 80 60 80 30
fortsæt med at læse
