SF er kommet langt, når det gælder om at tage medansvar på den indenrigspolitiske front, men når det gælder EU, står det skralt til, skriver kronikørerne, der er henholdsvis folketingskandidat for Socialdemokratiet og landsformand for Europabevægelsen. Vi savner SF. Vi savner klare SF-svar på den altafgørende udfordring for vores velfærdssamfund: globaliseringen - og udformningen af en dansk Europapolitik som svar herpå. Det kan være, vi tager fejl. Men vi hører tøvende og famlende svar. Et parti med en siksakpolitik uden sammenhæng mellem ord og handling. Det er brandærgerligt. I 1990erne har vi oplevet et SF, der indenrigspolitisk er kommet ud af den berømte hængekøje, som er blevet mere økonomisk ansvarligt og har taget medansvar for en række perspektivrige reformer, når det gælder arbejdsmarkeds- og socialpolitik. I Europa- og EU-politikken er den helt gal. Her er Holger og Co. højst nået over i liggestolen. EUs dagsorden er skiftet. Væk er 1980ernes entydige fokus på markedsliberalismen. I dag arbejder centrum-venstre-kræfter på hele kontinentet for 'Det sociale Europa', hvor EU er centrum for udviklingen, og hvor grundlaget er solidaritet og nu hensynet til en bæredygtig udvikling. Vi mener, at det traktatgrundlag, EU anno 2001 bygger på, repræsenterer den hidtil største globale solidariske håndfæstning og historiens største løft til miljøet. Intet mindre. På mange måder har vi fælles visioner med SF: Vi tager afstand fra den rå, primitive liberalisme og lægger vægt på sociale, miljømæssige og menneskelige hensyn. Og vores politiske visioner bygger - hver og én - på solidaritet herhjemme og uden for landets grænser. Vi er enige med SFs kritik af, at præsident Bush har svigtet, når det gælder et tættere internationalt samarbejde til fordel for miljø og social retfærdighed. For ikke at nævne hans syn på dødsstraf, våbenkontrol eller kvinders adgang til abort. Men sætter SF handling bag kritikken? Nej. Igen oplever vi desværre et SF, hvor der er langt fra ord til handling. Vores svar på Bush' politik er et endnu tættere EU- samarbejde, en styrkelse af den europæiske samfundsmodel, der er helt unik, når det gælder velfærd, social lighed og aktiv fremadrettet miljøpolitik. Derfor er der behov for et mere forpligtende EU-samarbejde, med flere flertalsafgørelser, tættere samarbejde om bl.a. sociale- og skattepolitiske spørgsmål til sikringen af en mere ligelig fordelt velstand i EU. Lukker SF øjnene for dette? Behovet for en styrkelse af EUs optræden på den globale scene understreger vores anden hoved pointe. Nødvendigheden af at sikre et tættere globalt politisk samarbejde er ikke pludseligt blevet mindre, efter at Bush fik magten. Og når USA i dag - helt åbenlyst - foretrækker en ureguleret global markedsøkonomi, må EU være modvægten og kæmpe for en mere retfærdig social, økonomisk og miljømæssig udvikling. EUs indsats for at redde den internationale klimaaftale er ét eksempel på, at EU kan, hvis vi vil. Indsatsen for at styrke miljø- og lønmodtagerrettigheder i WTO-samarbejdet et andet. Og både i Mellemøsten og på Balkan er behovet for et stærkere EU-engagement stort. I en åbenhjertig Kronik i Politiken den 26. juli 2001 med titlen 'Ud af skyttegravene', skrev Holger K. Nielsen bl.a.: »Det er hårdt for en gammel EU-modstander at indrømme det, men på de punkter er EU faktisk det eneste organ, som kan gå i dybden med en løsning af de mange problemer på Balkan«. Igen sympatiske ord - blot uden handling. Holger K. viger igen tilbage fra den naturlige konsekvens: At droppe det danske EU-forbehold på forsvarsområdet, så Danmark kan give sit solidariske bidrag til fred og sikkerhed i Europa. Vi er enige med SF i, at den mest perspektivrige sikkerhedspolitik ligger på det civile område, hvor det gennem social og økonomisk udvikling gælder om at forebygge konflikter; f.eks. på Balkan. Men verden kan være ond. Og som vi har set det i Kosovo, og nu igen i Makedonien, kan der være behov for en mere kontant og militær tilstedeværelse for at sikre fred og stabilitet. Hvis sådanne aktiviteter fremover skal organiseres i EU-regi, er Danmark udelukket fra at deltage. Det er absurd. 1990ernes internationalisering af dansk forsvar har gjort det muligt for os, som det relativt lille land vi er, at tage et stort internationalt ansvar. Men da forbeholdet har udviklet sig på en helt anden måde end forudset, blokeres vi i fremtiden fra at tage dette ansvar. På Nice-topmødet i december sidste år blev det bekræftet, at EU- samarbejdet i de kommende år skal udvikle en forsvarsdimension. Ikke en EU-hær, som mange troede, da vi tog forbeholdet i sin tid. Men en udrykningsenhed på 60.000 mand, der skal bidrage til primært europæisk sikkerhed og stabilitet gennem krisestyring og fredsbevarende indsatser. Baggrunden er, at FN - desværre - ikke som verden ser ud i dag, er i stand til at påtage sig en troværdig fredsbevarende rolle. Hertil kommer - desværre - at vi heller ikke i fremtiden tror på, at USA vil engagere sig i langvarige fredsbevarende indsatser. Sporene fra Somalia skræmmer. I stedet vil amerikanerne formentlig satse på de kortvarige, højteknologiske militære operationer. Men er det egentlig ikke naturligt, at EU i højere grad bidrager til sikkerheden i Europa. Det er jo vort eget kontinent, det handler om? I Europa har vi en stærk tradition for 'blød' sikkerhedspolitik, hvor vi gennem støtte til økonomisk og social udvikling og politisk dialog forebygger konflikter og krige. Vi står derfor i en unik position: Vi har mulighed for at skabe den rette kombination af forskellige fredsskabende instrumenter; sociale, økonomiske og militære - alt afhængigt af krisens alvor. I øjeblikket er en styrkelse af EUs udenrigs- og sikkerhedspolitik topprioritet for mange EU-lande. Imidlertid mangler EU meget i at udvikle en forsvarsdimension: Transport og forsyning, kommando og kontrol samt efterretningsvirksomhed. Men netop arbejdet med at udvikle disse sider af forsvaret kan blive en vigtig motor i EU-samarbejdet i de kommende år. Og formentlig vil forsvaret blive en central komponent i den fælles sikkerheds- og udenrigspolitik. Her har Danmark deltaget helhjertet i en længere årrække med bred politisk opbakning. Men når Danmark har valgt ikke at bidrage til det fælles forsvar, når vi ikke vil dele risikoen ved engagementet med vore europæiske venner, risikerer vi at blive kørt ud på et sidespor - også i det øvrige udenrigspolitiske samarbejde. Sådan er politik. På en række konkrete områder er der eksempler på, at forbeholdet svækker vor internationale stilling. I fremtiden kan man forestille sig fredsbevarende indsatser, hvor alle europæiske lande medvirker, herunder eventuelt også Norge, Rusland og Ukraine. Som det eneste af de europæiske lande kan Danmark ikke være med. Vi kan heller ikke deltage, når det gælder evakuering af EU-borgere fra kriseområder, minerydning og støtte til fredsbevarende indsatser i Afrika. Det sidste skal ses i et bredere udviklingsperspektiv, hvor der er planer om, at EU skal uddanne afrikanske soldater til at udføre fredsbevarende opgaver. Heller ikke dette kan verdens største bidragyder af udviklingshjælp til u-landene detage i. Hidtil har Danmark ført en aktiv udenrigspolitik til at værne om danske værdier. Vi har eksempelvis bidraget til at forhindre eller begrænse etnisk udrensning og folkedrab, som vi så det i Kosovo. På den måde er vi med til at fremme en ny international retsorden, hvor den nationale suverænitet ikke længere er hævet over respekten for menneskerettighederne. Forsvarsforbeholdet svækker vore muligheder for at forfølge denne indsats. Vi har mildest talt svært ved at forstå, at SF ikke deler vores opfattelse, når nu formanden mener, at »EU faktisk er det eneste organ, som kan gå i dybden med en løsning af de mange problemer på Balkan«. Vi vil ikke lægge skjul på, at vi mener, at vores forbehold over for deltagelse i EUs forsvarssamarbejde strider mod vitale danske udenrigspolitiske interesser. Vi ser også en fremtid, hvor forbeholdet i stigende grad bliver en klods om benet på Danmark. Hvis vores spådom holder stik, mener vi, at danskerne bør sendes til stemmeurnerne om forsvarsforbeholdets fremtid. Lad os tage et andet eksempel: Det danske forbehold over for samarbejdet om retlige og indre anliggender - bl.a. flygtningestrømme, narkokriminalitet, handel med kvinder og børn og svindel med EU-midler. Kort sagt spørgsmål, der af mange mennesker opleves som de mest presserende. Her står Danmark i den paradoksale situation, at vi gerne vil samarbejde om disse emner, men kun hvis samarbejdet er mellemstatsligt. Problemet er blot, at de andre medlemslande synes, at det er en meget dårlig ide. De finder den mellemstatslige procedure alt for omstændelig. De ønsker en effektivisering af samarbejdet, mere demokratisk og retlig kontrol og en styrket rolle til EF-domstolen og Europaparlamentet. Følger man SFs generelle kritik af EUs påståede lukkethed, burde Holger K. slå til her. Et tættere - overnationalt - samarbejde vil styrke åbenheden. Lader du ord følge af handling, Holger K.? Forbeholdet er rent kuk. Vi kan blot tilslutte os den politik, de andre lande er blevet enige om. Vi har ikke ét ord at skulle have sagt, når forslagene udformes. Men konsekvenserne er tydelige for os. En aktuel opgørelse viser, at i 28 tilfælde har Danmark anvendt, eller kan forudses inden for det næste års tid at ville anvende, sit retlige forbehold. Tallet vil yderligere stige, efterhånden som gennemførelsen af området for 'frihed, sikkerhed og retfærdighed' vil være på plads i løbet af 2004. I løbet af foråret vil der bliver fremsat et forslag om udvekslingsordninger for unge mennesker med henblik på studier eller praktikophold. Danmark er stået af. Der er allerede fremsat forslag om en fælles politik over for menneskesmuglere. Danmark er stået af. Der er endelig fremsat et forslag om samværsret, som vil lette forældrenes ret til at være sammen med børnene i tilfælde af skilsmisse eller separation, hvis f.eks. moderen er dansk og faderen tysk. Igen er vi ikke med. Kort sagt: Det er et område, hvor det danske forbehold koster massiv indflydelse. Den danske trailer-politik giver efterhånden absurde og utilsigtede konsekvenser. Man må spørge SF: Er dette virkelig, hvad I ønsker? Er dette i dansk interesse? Og er der noget, der specielt støder SF, hvis Danmark eksempelvis skulle få indflydelse på en fælles europæisk politik over for menneskesmuglere? Vi er enige med SF i, at der eksisterer et demokratisk underskud i EU. Men SFs svar på denne udfordring er fattigt: styrkelse af de nationale parlamenter. Det er fint nok at forbedre de nationale parlamenters arbejde med EU- politikken. Men vi må ikke svække EU-kommissionen, som historisk er de små landes 'beskytter' og den upartiske part i EU-samarbejdet. Det vil også være en fejl ikke at styrke Europaparlamentet. Europaparlamentet bør, med dets demokratiske legitimitet, have fuld medbestemmelsesret - også når det gælder budget og landbrug - samt ret til at stille forslag til EU-lovgivning (her har kommissionen i dag monopol). Det er ikke SFs livret, her tror man ikke på demokrati på europæisk plan. Hvorfor i grunden ikke? Vi er ved at se konturerne af en europæisk offentlighed. Organisationer med fælles interesser organiserer sig i stigende grad på tværs af grænserne. I praksis er engelsk ved at blive det fælles europæiske sprog. Og vi debatterer i stigende grad de samme spørgsmål i de europæiske lande: Kogalskab og udleveringen af Milosevic til Krigsforbrydertribunalet i Haag er et par eksempler. At afstanden til Europaparlamentet skulle være en uovervindelig hindring for et levedygtigt demokrati på europæisk plan er ikke et overbevisende argument. Mange mennesker i Danmark er mere optaget af, hvad der sker i Folketinget end i amtsrådene, uagtet at det er længere væk. Kort sagt: En europæisk offentlighed er på vej - mange i den yngre generation er allerede steget på. Vi savner som sagt SF. Vi savner, at Holger K. omsætter sine mange fine ord i konkret handling og derved vil bidrage til udformningen af det eneste rigtige centrum-venstre-svar på globaliseringens udfordringer for vores velfærdssamfund; et tættere samarbejdende, mere socialt og grønt Europa. Hvornår kommer SF op af skyttegraven?