0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Cowboy-præsidenten

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Præsident Bushs opførsel efter terrorangrebet tyder på, at USA har overtaget terroristernes holdning, skriver kronikøren, der er filminstruktør og forfatter.

Der er noget, som skurrer ved den verdensomspændende bestyrtelse over terroraktionerne mod World Trade Center og Pentagon i USA. Det bliver især tydeligt, når politikere og tv-kommentatorer taler om det unikke ved angrebet og bruger vendinger som, at dette er en milepæl, noget hidtil uset, uhørt, utænkeligt, efter hvilket verden ikke længere er den samme. Katastrofens billeder vises igen og igen på tv, de efterladte bryder sammen foran kameraerne, der iagttages to minutters stilhed på torve og stræder, der holdes taler i parlamenterne, der bedes bønner i kirkerne, og der lægges blomster ved ambassaderne til minde om katastrofens 5.000 ofre.

Det kan alt sammen være meget berettiget, om end tv-reportagerne ofte er ved at slå over i ren følelsespornografi. Men der er noget langt vigtigere, der også skurrer. Da en endnu større tragedie udspillede sig for få år siden i den bosniske provinsby Srebrenica, fik massakren ikke nær den samme opmærksomhed i offentligheden. Og det til trods for, at vi dengang havde kunnet forhindre, at 8.000 civile mænd og drenge blev slagtet på få dage.

FN havde garanteret, at Srebrenica var en sikker zone, og NATO skulle bakke garantien op med våbenmagt. Men hverken da massakren kunne forudses, eller da den var i fuld gang, rørte vi en finger for at stoppe den, til trods for at massakren foregik i Europa, lige uden for vores dør.

Når tragedien i USA får denne voldsomme politiske og mediemæssige eksponering, skyldes det selvfølgelig, at de fleste omkomne er hvide amerikanere, der er ofre for muslimsk terror. I Bosnien var det omvendt: Her var fattige muslimer ofre for kristne fascisters terror, og en bosnisk muslims liv regnes ikke for nær så meget som en kristen amerikaners, ligesom de efterladtes sorg ikke er nær så tv-egnet. Det ville desuden føles anmassende, om vi aften efter aften skulle belemres med massakren i Bosnien, for det ville minde os om vort dybe medansvar, vor uafvaskelige skyld. Derfor blev Srebrenica ingen milepæl, men blot en fortrængt parentes i den kristne selvforståelse. Milepælen kom først forleden, da tusinder af kristne blev ofre for muslimske selvmordspiloter.

Det er også svært at tage alvorligt, at USA nu insisterer på at føre krig mod alverdens terrorister, for USA har de sidste 50 år støttet talrige antidemokratiske terrorbevægelser over hele verden - og støtter den dag i dag terroristen Sharon i Israel. Sharon indledte sin politiske karriere med i 1948 at foranstalte massakrer på civilbefolkningen i arabiske landsbyer, og i 1982 sendte han kristne libanesere ind i de palæstinensiske flygtningelejre Sabra og Shatila, for at de kunne massakrere flere hundrede muslimske mænd, kvinder og børn. I dag er Sharon garanten for de fascistiske bosætteres ret til at forblive på palæstinensisk grund, hvormed de udgør den alvorligste hindring for fredsprocessen.

Den første forudsætning for at tage USAs nyudråbte krig mod terrorismen alvorligt må være, at Bush opgiver støtten til lande, der som Israel har en terroristleder som regeringschef.

Gennem hele USAs nyere historie har landet konsekvent bakket op omkring terrorisme i den tredje verden. Det var med amerikansk støtte, at Congos første regeringsleder Patricia Lumumba blev myrdet i 1961, og det var ligeledes med amerikansk støtte, at general Pinochet i Chile kunne gennemføre den terroraktion, der i 1973 kostede den folkevalgte præsident Allende livet - hvorpå Pinochets terrorister henrettede i tusindvis af civile chilenere. USAs terrorbombning af Vietnams storbyer er det grelleste eksempel på, hvordan terrorisme har været en dybt integreret del af amerikansk udenrigspolitik de sidste 50 år.

Naturligvis har en nation lov at blive klogere, men er USA blevet det? Har landets politiske ledere gjort op med støtten til terrorister over hele verden og lagt en ny kurs for fremtiden? Det er der intet, som tyder på. Der har aldrig været et nationalt selvopgør i USA. De amerikanske krigsforbrydere i Vietnam er aldrig blevet straffet. Landet har aldrig udvist en forsonende gestus over for de millioner af uskyldige, som er blevet ofre for amerikansk terror. Og dette manglende selvopgør betyder, at USA nu er på nippet til at kaste sig ud i nye terroraktioner - som om man bekæmper terrorisme med terrormetoder.

Præsident Bushs udtalelser efter terroraktionen i New York vidner i foruroligende grad om, at den amerikanske regering tilsyneladende helt har overtaget terroristernes tankegang og endnu en gang er i færd med at videreføre deres praksis. Bush har på tv sagt, at USA nu er i krig, ikke blot mod terroristerne, men også mod de lande, »that harbour and feed them«. Han tilføjer, at skønt terroristerne gemmer
sig i klippehuler, vil USA være i stand til at gøre, »whatever it takes to smoke them out«.

Nu er Bush næppe et så poetisk gemyt, at han bare har valgt sig en barsk metafor. Der er al mulig grund til at frygte, at han med denne westernterminologi taler fuldstændig konkret: Osama bin Laden skal ryges ud af sin hule, koste hvad det koste vil - også om så hele Afghanistan skal sættes i brand.

Hvis Bush for alvor mener, hvad han siger, og altså vil gå efter de lande, der huser og brødføder terroristerne, måtte han vel i første omgang gå til angreb på sit eget land, hvor terroristerne ikke blot har fundet husly og er blevet brødfødt, men tilmed har fået den flyudannelse, der gjorde dem i stand til at foretage deres blodige aktioner. Hvis nogen så meget rimeligt vil indvende, at de vel strengt taget ikke på den lille flyskole i Florida kunne vide, at de var i færd med at uddanne terrorister, kan den afghanske regering med lige så stor ret sige, at den heller ingen anelse havde om, at Osama bin Laden forberedte et flyangreb på vitale bygninger i USA.

Hvis Osama bin Laden da gjorde det. Hvordan bærer man sig overhovedet ad med at bevise noget sådant? Ret beset kan selvmordspiloterne jo mageligt have handlet på egen hånd. Med den meget mangelfulde flysikkerhed i amerikanske lufthavne har det ikke krævet nogen større organisation at foretage aktionerne. Det vigtigste for terroristerne har været at studere fartplanerne og synkronisere deres ure, og det gør man ikke ret godt fra en afghansk klippehule. Man kan vel i det hele taget ikke fra en klippehule på den anden side af Jorden forpligte nogen til at begå selvmord i en terroraktion. Det er en drift, som helt og aldeles må komme indefra, og som næppe andre end de dræbte terrorister kan gøres ansvarlig for.

Hvad enten Osama bin Laden nu er en muslimsk udgave af Robin Hood, Pancho Villa eller Rasputin, så synes han først og fremmest at skulle tjene som syndebuk for den amerikanske hævnlyst. Det er nemlig ubærligt for en dødsstrafpræsident som Bush, at de umiddelbart ansvarlige ikke kan slås ihjel én gang til, fordi de er kommet præsidenten i forkøbet og har valgt at udslette sig selv sammen med de 5.000 øvrige ofre. For en så traditionelt tænkende præsident som Bush hører det enhver krig til, at fjenden har et ansigt. Men når fjenden nu er død, hvem skal man så føre krig imod for at sætte sig i respekt hos sit folk? Med sine cowboy-idealer er det svært for Bush at leve i en tid, hvor fjenden hverken er en konkret person eller en nation, men derimod et anonymt og ansigtsløst spøgelse, som uden varsel kan dukke op når som helst og hvor som helst - og som er uddannet i Florida og Hamburg snarere end i Afghanistan.

Tager man Bush på ordet, burde USA altså snarere iværksætte et angreb mod Florida og Hamburg end mod Afghanistan. Men for os andre er det nok, hvis landet virkelig vil iværksætte et langvarigt selvopgør. USA må igennem en alvorlig, langstrakt og selvkritisk proces, hvorunder både politikere og befolkning for alvor tager landets egen rolle op til revision og påtager sig et medansvar for, at verden uheldigvis ser ud, som den gør.

Denne selvransagelse vil gøre det umuligt for Bush at hævde med sin farisæiske selvgodhed, at USA nu er involveret i en krig 'mellem godt og ondt'. Det samme siger terroristerne, når de definerer USA som ondskabens imperium, og det samme sagde præsident Reagan i sin tid om Sovjetunionen. Men trods denne grasserende kødannelse i brugen af udtrykket har ingen af parterne naturligvis ret. At definere sig selv som god og sin modpart som ond er fatalt i den nuværende situation. Sådan hænger verden ikke sammen. En gammel humanist som filminstruktøren Jean Renoir har langt mere ret, når han i sit hovedværk 'Spillets regler' (1939) lader en af personerne konkludere:
»Det frygtelige er, at alle har deres grunde«.
I stedet tænker og taler Bush som en overlevende fra John Fords western 'The Searchers', der har forvildet sig ind i Stanley Kubricks fremtidsmareridt 'Dr. Strangelove'.
Og han er endda stolt af det. Han associerer fuldt bevidst til Det Vilde Vesten, når han om jagten på bin Laden siger, at den udføres efter de samme principper, som stod på plakaterne i Det Vilde Vesten: »Wanted - dead or alive!«.

Det er, som om han ingen anelse har om, at den western-ideologi, han viderefører, førte til en af historiens mest grusomme etniske udrensninger, nemlig folkemordet på de amerikanske indianere. De nationale traditioner, Bush knytter an til, er fascistiske og ikke demokratiske. Bush associerer også til et andet mørkt punkt i den vestlige civilisations grusomme historie, når han opfordrer alverdens demokratier til at slutte op bag hans 'crusade' mod terrorismen. Er hans historiske indsigt virkelig så ringe, at han ikke aner, at netop de korstogsriddere, som han dermed henviser til, hører til kristendommens største forbrydere: Deres blinde had til den muslimske verden førte til de frygteligste massakrer. Bush synes ubekymret i færd med at indskrive det moderne USA i den tradition, der udgår fra korstogene og indianerudryddelsen.

Hvis USA nu gør alvor af truslerne om at ryge bin Laden ud af sine klippehuler ved at sætte Afghanistan i brand, er det da ikke svært at forudse de næste terroraktioner i New York. Der vil komme bakteriologisk krigsførelse via drikkevandet, giftgasudslip i undergrundsbanen - og til slut en mini- atombombe over Manhattan. Disse terrormetoder er de eneste muligheder, som de fattigste lande i verden har mod verdens rigeste militærmagt, og ingredienserne kan erhverves i håndkøb. Mod dem hjælper ikke det stjernekrigssystem, som Bush fortsat fabler om. Det nytter heller ikke noget at fange bin Laden og likvidere ham, sådan som USA i 1967 var med til at likvidere den tredje verdens frihedshelt Che Guevara.

Det er vildt usandsynligt, at USAs cowboys skulle være i stand til at fange en indianer som bin Laden i Afghanistans vidtstrakte, øde bjergområder. Men skulle det alligevel lykkes dem at skyde ham ned uden rettergang, sådan som man gjorde i Det Vilde Vesten, vil terroren ikke dermed være afskaffet, men for alvor have fået et startskud: Der vil altid dukke en ny Che Guevara og en ny bin Laden op, og de vil blive stadigt vanskeligere at bekæmpe.

Den grumme undergangsspiral vil kun kunne brydes, hvis USA i et fundamentalt opgør med sin beskidte fortid og malplacerede selvgodhed åbner sig mod de fattigste i verden i stedet for at forskanse sig og gøre dem til fjender. En åbning kunne f.eks. være at skænke de milliarder, Pentagon vil investere i et nytteløst stjernekrigsprojekt, til de stater, USA forbereder en krig imod. Det ville være en konkret håndsrækning, som ville sikre USA en betydelig goodwill blandt de fattigste i verden. Det ville for alvor signalere, at vi i det 21. århundrede ikke vil gentage gamle fejltagelser, men lægge radikalt anderledes ud.
Men det er naturligvis utopisk at tro på. Langt mere sandsynligt er det, at USA med nederlaget i Vietnam på passende afstand er i færd med at kaste sig ud i et nyt asiatisk krigseventyr, denne gang i forståelse med gammelkommunister som Putin i Moskva og hans ligesindede i Beijing. De kender situationen fra Tjetjenien og Tibet og vil i deres mørke hjerte fryde sig over, at USA nu er ved at skaffe sig et tilsvarende problem på halsen i Afghanistan.

Også Poul Nyrup Rasmussen er i fuld gang med at støtte USAs nye krig, sådan som hans forgængere støttede terrorbombardementet af Vietnam. Af alle socialdemokratiske ledere var det dengang kun Olof Palme, der havde mod og menneskehjerte til arm i arm med nordvietnamesere at protestere mod den amerikanske terrorisme. Hvem besidder i dag Palmes mod? Det første tragiske tegn på, at Danmark er ved at genindtage sin plads som USAs underdanige marionet, kom, da justitsminister Frank Jensen forleden forsikrede, at vi naturligvis vil sende terrormistænkte til USA, også selv om de risikerer dødsstraf. Det er en gentagelse af situationen fra 30erne, da vi sendte terrormistænkte tyskere tilbage over grænsen til den visse død.

Regeringen skiftede først kurs i Vietnamspørgsmålet, da tusindvis af retsindige danskere i årevis havde demonstreret foran den amerikanske ambassade. I dag har danskere i naturlig medfølelse med terrorens ofre lagt blomster ved ambassaden, men hvis præsident Bush realiserer sine planer om en ny terror mod et af verdens fattigste lande, vil disse blomster hurtigt blive afløst af demonstrationer i medfølelse med de nye ofre.

Hvorfor var der i øvrigt ingen, der fandt anledning til at lægge en blomst for de 8.000 europæiske muslimer, der blev massakreret i Srebrenica?

  • Ældste