Dramatikeren Kjeld Abells sidste stykke 'Skriget' er i virkeligheden en komedie og en ætsende kritik af den danske stalinisme. Det er på tide, at det opsættes som sådant, skriver kronikøren, der er forfatter og mag.art. Kjeld Abells dramatik er mig bekendt aldrig blevet underkastet nogen stor samlet analyse. Hans tidlige død (som 59-årig i 1961), hans placering som sympatiserende kommunistisk intellektuel samt hans tidlige popularitet med 'Melodien der blev væk' har tydeligvis forvirret teater- og litteraturhistorikerne så meget, at de har valgt at citere hinanden i en ofte gentaget kanon om vidunder- og multi-teatermennesket, der fornyede dansk dramatik og revy i 30erne, som tog tyskerne ved hornene i 40erne, og som siden i 50erne fortabte sig i kommunistisk-eksistentialistiske tåger. Abell har overlevet til skolebrug med 'Melodien ...' fra 1935 og 'Anna Sophie Hedvig' fra 1939. Især det sidste stykke er med sin opfordring til at myrde tyrannen blevet en gymnasieklassiker. Men om resten af Abells forfatterskab har der været tavshed. Jens Kistrup kæmper bravt i Politikens Dansk Litteratur Historie (1966) for at gøre en dansk Sartre ud af ham: 'Vetsera blomstrer ikke for enhver' (1950) og 'Den blå Pekingeser' (1954) udtrykker ifølge Kistrup »en konflikt på liv og død«, mens 'Dage paa en Sky' fra 1947 betegnes som Abells »mest problematiske stykke«. Abells sidste stykke 'Skriget' bliver hos Kistrup til »et uigennemskueligt opgør med kristendommen, den gammel-testamentlige frygtens gud, anti-livet« - og Abell til en dramatiker, der i stigende grad søgte at realisere sig selv. Forfatterne af Gyldendals Dansk Litteratur Historie (1985) sætter derimod 'Dage paa en Sky' og 'Den blå Pekingeser' grundigt ind i den politiske koldkrigskontekst med citater fra Land og Folk og Information. Gyldendal-litteratur-historien har ligeledes godt fat i Abells opblødning i 'Pekingeseren' i 1954, hans begyndende erkendelse af, at »det lange Løb« fører lige lukt ud i diktaturet, og den citerer præcist fra den efterfølgende debat, hvor hans modstandere åler ham for det, de opfatter som manglende stillingtagen. Om Abells sidste stykke 'Skriget' skriver Litteraturhistorien ikke et ord. Det er synd og skam, når litteratur- og teaterhistorikere giver op på halvvejen - og oven i købet begrunder deres opgiven med tåge og usigtbarhed i den dramatiske tekst. Den første åbning af Abells tilsyneladende hermetiske teaterrum skete sidste år, hvor Hans Hertel i sin forelæsning 'Da kulturradikalismen gik under jorden' (i rækken 'Den kulturradikale udfordring') satte fokus på det intellektuelle og litterære miljø i efterkrigsårene, hvor ikke mindst Kjeld Abell bag kulisserne tog kampen op med kommunistpartiets koryfæer - blot for selv at blive offer for den såkaldte Dracula-effekt: »Den, der bliver bidt af vampyren, må sætte tænderne i en anden. Dracula i Kreml bider Partiet i Dronningens Tværgade, der bider Aksel Larsen, der bider Mogens Fog, der bider Kjeld Abell, der bider og så videre«. Hertel peger direkte på de psykiske mekanismer i denne proces, der helt eller delvis lammede flere af de venstreintellektuelle forfattere - H.C. Branner, Knud Sønderby, Paul la Cour. Og altså også Kjeld Abell. Efter læsningen af Hans Hertels forelæsning kan man dårligt forlige sig med teaterhistorikernes karakteristik af 'Skriget' - skrevet umiddelbart efter udmeldelsen af DKP - som et uigennemskueligt stykke. Noget må manden dog have haft på hjerte, siden han midt i sit personligt-politiske opgør med gamle venner får det påfund at skrive en komedie ikke blot i Aristofanisk stil, men tilmed kalkerer idé, scenografi og kostumering direkte af. På samme måde som den græske komediedigter placerer sine fugle i en befæstet by midtvejs mellem de regerende guders Elysium og de plagede menneskers klode, anbringer Abell sine i et solidt kirketårn, ligeledes mellem himmel og jord. Alle Aristofanes' komediefigurer kunne, let gennemskueligt for publikum, findes i Athens bybillede som politikere, embedsmænd, officerer, købmænd, filosoffer og digtere. Der var sjældent noget at tage fejl af. At man tog så grueligt fejl af Abells sidste Skrig, skyldes i første omgang instruktøren Søren Melson, der satte stykket op som en tragedie. Måske er han blevet presset af de kongelige skuespillere, der ønskede at videreføre spillestilen fra 'Pekingeseren', 'Vetsera' og 'Dage paa en Sky' og dermed udtrykke deres respekt for den nyligt afdøde dramatiker. Under alle omstændigheder opførtes 'Skriget' som udstyrstung tragedie i stedet for som den lårklaskende komedie, der skulle have givet DKP-toppen, chefideologerne og de intellektuelle medløbere ris til halefjerene. Man kan næppe fortænke anmelderne og det borgerlige publikum i ikke at fange stykkets pointe. Og DKP-ideologerne holdt klogelig kæft. 'Skriget' foregår som nævnt i et kirketårn. To ugler er vendt tilbage efter år i fangenskab i Zoologisk Have, hjulpet ud i det fri af en handlekraftig grib med store internationale erfaringer (og skånsk/bornholmsk sprogtone). Fra tårnet kan de kikke ned til 'skolelærerens' - smagfuldt karakteriseret af gribben: »de to därinde i upplyste rummet, hon som sat meh cigaret sin ok et han- darbéte, han meh sin evike vandring upp golvet og ner, mens händerne hans sökte i luften äfter ord, det uttrykket som evnede nåh över den avgrunn av tvivel som stod imellon -«. 'Skolelærerens' fremstilles som et par vakkelvorne jammerhoveder - han som viljesvag tvivler, hun som regulær hystade - og de har da også allerede inden stykkets begyndelse stukket halen mellem benene og overladt lærerboligen til 'orgelvikaren', der anderledes viljefast forstår at orkestrere den gudstjeneste, der - radiotransmitteret - skal finde sted i kirken. Indlæst i Abells politiske samtidsunivers er der ikke tvivl om, at 'skolelærerens' er Peter P. og Ina Rohde, hvis udmeldelse/eksklusion af DKP og kritik af Abell havde udspillet sig i fuld offentlighed. 'Orgelvikaren' kan udmærket være Land og Folk-redaktøren Martin Nielsen eller en anden af partiets håndgangne 'stedfortrædere'. 'Skolelærerens' har for år tilbage reddet en krageunge fra døden. Dens mor blev hakket ihjel af uglerne. Men lærerparret tog sig i et anfald af pladderhumanisme af det lille krapyl, opdrog ungen, stækkede dens vinger og gjorde den tam og lydig. Var der solsorte i jordbærrene, sladrede den øjeblikkelig; og det var også den, der angav uglerne i kirketårnet, med det resultat, at to blev skudt og udstoppet og to andre som nævnt spærret inde i Zoologisk Have. En fin lille orwellsk 'Kammerat Napoleon'-historie. Kragen er nu selvbestaltet opsynsmand i landsbysamfundet. Orgelvikaren, der har travlt med at forberede transmissionen (læs: partikongressen), glemmer at stække kragens vinger, og den benytter sig af muligheden for at svinge sig op i tårnet for at foretage et længe ønsket ugle-check. Her finder den de to undslupne og sparker straks den ene ud i dagslyset til de skræppende småfugle - for derefter at unde sig selv en lang passiar med den anden om de evige værdier i det kommunistiske tankesæt: »Kragen: »Hører jeg en stemme, kender jeg nøjagtig den person jeg staar overfor, véd i hvilket lag af tilværelsen han befinder sig, hva' slags billeder han har paa sin væg«. Uglen: »Kort og godt, om han er en af dine egne«. Kragen: »Om han tilhører den verden hvor et ja er et ja«. Uglen: »Jah ja, og et nej et nej - men hvis man nu kommer til at gribe forkert i farten?«. Kragen: »Det er det man ikke gør, aldrig kommer til. Forkert eller ikke, det er slet ikke sagen, noget som i øvrigt kendes fra enhver fornuftig opdragelsesmetode. Er jaet faldet, eller dit nej, staar det klippefast som guldreserven i en statsbanks kælder. Begynder man at pille, sprede tvivl, ramler hele bygningen om den saa er baaret af de tykkeste søjler. De der har lyst til at la tingene ramle, dem er der nok a' - næh, de andre««. Under samtalen opfordrer kragen flabet uglen til at se realiteterne lige i øjnene; hvortil den syrligt svarer: »Ja, kan vi ugler ikke andet, saa ka' vi da det - vi behøver ikke lægge hovedet paa siden fordi næbet er i vejen«. Kragen er stykkets skurk. Men hvem er han, denne slambert og super-strateg - den tilsyneladende tamme og stækkede spradebasse, der både kan sende uglerne i Zoologisk Have (til Sibirien?), lade dem udstoppe og drive sine plejeforældre til vanvid samt fra hus og hjem? Som i flere andre af Abells stykker har personerne en fortid i eller relation til Bibelens Gamle Testamente. Således også i 'Skriget', hvor ofringen af Jeftas datter i hurtige flashbacks giver menneskeroller til fuglene. I det gammeltestamentlige sceneri indtager kragen rollen som ypperstepræsten Pinehas, der udfører den blodige ofring af pigen. I bibelhistorisk tid ofres hun til Gud, i kommunistisk tid til den nævnte 'stenkrop': »Uglen: »Og til den stenkrop ofres de, døtrene?«. Kragen: »Ja, eller sønnerne - men kun hvis der er givet et løfte«. Uglen: »Til hvem?«. Kragen: »Til saa mangt og saa meget, ofte uudtalt, bare tænkt i det stille sind - men et løfte er det, et løfte der binder. Den det gaar ud over eller gavner, jeg mener i det lange løb, aner dog som regel ikke ret meget, efterhaanden slet intet, fordriver tiden og væbner sig med taalmod indtil han eller hun opdager at også de for længst har afgiet et løfte««. Kjeld Abell kunne sin bibelhistorie. Og inden for den kommunistisk-intellektuelle vennekreds blev han kun overgået af én i bibelstyrke. Nemlig af Hans Kirk, der i kraft af sin opvækst i det gudfrygtige Hadsund og sine markstudier til romanen om 'Fiskerne' i fiskerlejet Gjøl ved Limfjorden kunne sine testamenter forfra og bagfra. Som medredaktør og skribent i det populære kommunistiske tidsskrift Plan 1932-35 foretog han små gavflabede ritualmord på det danske embeds-, præste- og borgerskab under pseudonymet Pinehas. Og Hans Kirk er det da også i Abells optik, denne tilforladelige alfader med hovedet på sned og på skrømt stækkede vinger. Fra krigen og til sin død i 1962 var Kirk DKPs betydeligste kulturideolog, og fra Ungarnsopstanden i 1956 bestred han den vanskelige opgave at fastholde de intellektuelle i partiet eller få dem hældt ud med maner - til de skræppende småfugle (den borgerlige og socialdemokratiske presse). Kragen rummer imidlertid endnu en af Abells gamle venner, nemlig dobbelttænkeren og dobbeltstrategen Mogens Fog. Han er ikke så fysisk synlig i kragens attituder og formuleringer som Kirk, snarere i dens taktiske overvejelser. Abell følte sig bedraget af Fog, og det personlige opgør mellem dem var så stærkt, at det rullede hen over dannelsen af SF (med Fog som medstifter) i 1958 og frem til Abells død. 'Skriget' er tydeligt nok Abells sidste øretæve til en gammel ven, der havde afsløret sig som manipulator. Månederne op til DKPs 20. partikongres havde været en farce uden sidestykke i partiets historie. Hvert eneste mødereferat, dokument og intern meddelelse kunne så at sige læses i Dagbladet Information, før de nåede ud til centralkomitéens medlemmer. Og som for at sætte trumf på lod Aksel Larsen sig fotografere i Aveny Teatrets 'Laser og Pjalter'-scenografi - i galgen sammen med Osvald Helmuth. Centralkomitéen havde det ikke let. Heller ikke hos Abell. Her bliver den til »De gamle i raadet« i stykkets gammeltestamentlige del, eller »de ældste«, som er slået af stumhed over for »Frygtens Gud! - som mennesket skabte, den store paragraf, den største af alle, ingensinde stilles han tilfreds med en hund, en kat, en énøjet hane, frygten for hám skal staa som evige ringe over vandspejlet i menneskets sind, eller hans tempel slaar revner, styrter i grus«. - Altså DKP som bovlamt halehæng til Stalin og alt hans væsen. Andetsteds i komedien kalder Abell partiet for »rammefabrikanter«, fordi de kun er i stand til at se tilværelsen gennem en ovenfra dikteret ramme. Men også her er kragen med. Nu i rollen som den ypperstepræst, der foretager ofringerne - eller med uglens ord: »Phineás me' sit kragefjæs«. Salvelsesfuldt »stoltserende og gravitetisk« spankulerer den rundt og befaler: »Knivene er slebne. Gør offerstenen rede«. Men den frihedselskende gribp er atter på pletten, humanismen sejrer over rammefabrikanterne, kærligheden over myterne, og kragen må gå planken ud. Den styrter sig ud fra tårnet for at blive hakket i småstykker af en flok vilde krager. Måske de unge SFere, som jo var kommet stærkt på banen omkring 1960? Abell sætter tydeligvis sin lid til næste generation, der ikke har taget turen gennem det ideologiske morads af dobbelttænkning og strategisk fiksfakseri. Men hvem er så gribben Arthur med det ejendommelige sprog og de store internationale erfaringer? - Poul Henningsen er ét bud, Broby-Johansen et andet. Med den første bevarede Abell venskabet livet ud, den anden tilbragte han et par måneder sammen med på Svendborgkanten, hvor de var gået under jorden i det sidste krigsår. Her kan han have fået førstehåndsviden om kommunisternes udhængning, isolering og latterliggørelse af partiafvigere som f.eks. Broby selv og gruppen af clartéister, der 30erne igennem var blevet taget under kærlig behandling i artikler og føljetoner. Kyndige i DKPs historie vil utvivlsomt kunne justere, ændre og føje flere navne til komediens nøglegalleri. Og lad os bare få dem på bordet, selv om det naturligvis er vanskeligt at skabe humor med tilbagevirkende kraft. Men én ting står fast: 'Skriget' er stadig det bedste bud på en præcis, ærlig og ætsende kritik af den danske stalinisme. Stykket fortjener at blive genopført. Og denne gang som komedie. Her er da endelig en fornuftig sag at fremme for vore dages koldkrigere - Ulrik Høy, Bent Jensen, Henrik Gade Jensen, Bertel Haarder, Jørgen Røjel, Henning Tjørnehøj, og hvad de nu alle sammen hedder.