Danskernes materialisme kommer let til at skygge for livsglæden. Kronikøren, der er født i Mauretanien og har boet de sidste otte år i Danmark, tegner et portræt af Danmark, som det tager sig ud for en nytilkommen. Det første, som faldt mig ind, da jeg skulle skrive om danskhed, var, at Danmark er et lille, fladt, brugervenligt land med velfungerende demokratiske institutioner, en stærk økonomi og gavmilde velfærdsydelser. Ikke alene er landet så fladt, at gamle mennesker kan cykle næsten lige så længe, som de kan gå. Det er også så sikkert, at unge kvinder kan cykle hjem midt om natten. Endvidere er danskhed homogenitet, ensartethed, et hårdt sprog, tvungen skolegang og dannebrog til tops, når private begivenheder skal fejres. Og så er danskhed liberale holdninger til livet og abstrakte menneskerettigheder og humanitære, universelle værdier. Måske er den individualistiske del af danskheden ved at underminere fællesskabet i det danske samfund. Af samme grund er der nærmest ingen nationale begivenheder, som kan samle danskerne på tværs af generationerne. Det sker kun, når fodboldlandsholdet spiller, når håndboldpigerne vinder en kamp, på Roskilde Festival, 1. maj og til Sankthans. Danskerne er mest sammen med hinanden i forbindelse med arbejde, skole eller foreninger. Og ud af sådanne fællesskaber kan det være, at der opstår venskaber, der gør, at danskerne begynder at ses privat for at hygge sig med mad og drikke. Ellers er danskerne sammen med deres familier til jul, til konfirmation og ved andre familiebegivenheder. Stemningen ved sådanne familiesammenkomster er ofte trykket, da generationskløften er svær at overskride, når man mødes så sjældent. Det er nemt at fornemme den trykkede stemning, når en yngre person sidder ved siden af et ældre familiemedlem, og man skal spise, drikke og tale sammen i timevis. På trods af manglen på fællesskabsfølelse, så har danskerne en fælles national stolthed og en positiv opfattelse af deres eget land: Se vores lille Danmark, mindre, men bedre end andre lande. Vi er effektive, vores humor og ironi er den skarpeste i verden. Denne opfattelse forklarer også modviljen mod større integration i EU. Danmark er formentlig det land, som har færrest fjender i udlandet, og det er hverken truet af natur- eller menneskeskabte katastrofer. Der er heller ingen nævneværdige nationale konflikter. Danskerne er gode til at få talt sig frem til kompromiser. Landet er så veludviklet og velfungerende, at det minder om en velholdt have på landet. En dansker kan rejse Jorden rundt uden at være bange for at blive afvist eller generet på grund af sin nationalitet. Danmark har et godt omdømme i udlandet som et fredeligt, humanitært land, hvor menneskerettighederne overholdes. Materielt og økonomisk er danskerne effektive og fremstiller kvalitetsprodukter. På trods af at kun to-tre procent af den fem millioner store befolkning er aktive landmænd, producerer danskerne mad nok til at brødføde 20-25 millioner mennesker. Statens massive tilstedeværelse har gjort det muligt at udvikle det formentlig mest omfattende velfærdssystem i verden. Takket været velfærdsstaten er danskerne sikret materielt hele livet. Det offentlige yder stor service og giver borgerne mange muligheder. Danske statsborgere og indbyggere har tilbud om gratis god undervisning gennem hele livet med en bred vifte af muligheder. Den deltagerorienterede undervisning - som så fornemt praktiseres på folkehøjskolerne - giver alle danskere mulighed for at uddanne sig uden stort pres og eksamensangst. Den økonomiske sikring har skabt en situation, hvor folk tager det for givet, at de har til det daglige brød. Det er svært for en dansker at forestille sig, hvordan det er at stå op om morgenen uden rindende vand, elektricitet, den fornødne mad og uden penge til de mest basale ting. Det er heldigt for danskerne, at de så længe har levet i fred og fremgang, at det er svært for en almindelig dansker at forestille sig et liv som nødstedt. Det er måske derfor, at danskerne har svært ved forstå og vise empati for flygtninge og indvandrere, som det er lykkedes at komme til Danmark. Den materielle velstand i Danmark er kun sammenlignelig med den åndelige fattigdom. Som et postmoderne samfund lider danskerne af kronisk mangel på tid og af at have for meget at lave. Det betyder, at jo mere og bedre moderne udstyr og maskineri danskerne får, desto mindre tid får de. Tid er penge, og Danmark har et af de største bruttonationalprodukter, men formentlig den mindste bruttonationalglæde. For mange materielle goder har på en eller anden måde ført til, at andre essentielle aspekter af livet er gået tabt. For eksempel at føle, at der er brug for én, at man er vigtig og betydningsfuld for andre, og at andre ser én som et individ uafhængig af sin profession. Der, hvor jeg kommer fra, er man betydningsfuld, når man er sidst i tyverne. Man kan opføre sig som chef og få yngre mennesker til at hente ting for sig. Forældre kan altid få deres børn og børnebørn til at gøre ting for sig. Yngre mennesker skal ære, respektere, betjene og adlyde ældre mennesker. I Danmark lader det til at være omvendt. Arbejdet er ikke kun et levebrød for danskerne. Det udgør fundamentet for en persons identitet. Arbejdet er ikke blot et middel, men et mål. I Danmark arbejder man ikke for at leve, men lever for at arbejde. Det er derfor, at det første spørgsmål, man får, når man møder nye mennesker, er: Hvad laver du?. Hvis du er arbejdsløs, svarer det til at sige, at du er værdiløs. Når danskerne præsenterer sig selv, så fortæller de, hvad de hedder, og hvad de laver. Det er gennem arbejde, at man får venner, og det er der, man skaber sit sociale netværk. Det er gennem dette netværk, at man får den nødvendige information om samfundet og en niche, hvor man skaber sit liv. Uden et arbejde bliver man nemt et socialt udskud. Takket være denne sociale programmering er danskerne så stressede, at det er svært for dem at sætte sig ned og slappe af uden at have travlt med at arbejde, se tv, læse, spise eller drikke. Da der er så store værdier knyttet til arbejdet, føler danskerne sig ofte nedbrudt, når de skal pensioneres. Pensionister er et problem og en byrde for samfundet og familien. Små børn er en anden problematisk socialgruppe, fordi de konkurrerer med forældrenes arbejde. De privilegerede grupper er teenagerne, som går i en skole, hvor der er tid og rum til leg, de får lommepenge og har sjældent pligter derhjemme. Både hver for sig og kollektivt er danskerne så afhængige af ydelser fra staten, at det er svært for dem at tage initiativ til noget uden at forvente, at de får et offentligt tilskud. Det lader til, at man bare skal tage et initiativ, så er staten parat til at hjælpe. Folk tager det for givet, at de får gratis uddannelse, bistandshjælp, sygesikring osv. På en eller anden måde er staten ansvarlig for at markedsføre og udvikle kulturen. Det er derfor, at kunstnere, forfattere og journalister forventer, at staten støtter deres projekter. Offentlige tilskud til kulturelle formål er ikke kun for voksne, men også for børn. Hvis man gransker systemet nøje, så vil man se, at det er en fornuftig investering, staten påtager sig. Det, de gør, er, at dem tager skattepengene fra borgerne og giver dem ud igen til uddannelsesformål. På den måde kan danskerne lære meget om andre kulturer. Danskerne er så stille, at man knap nok hører dem tale, diskutere, skændes eller grine offentligt. Folk kan sidde lige over for hinanden i bussen eller toget i timevis uden at veksle et ord med hinanden. I sådanne pinlige situationer tyr danskeren til avisen for at skabe en mur, så han kan spise sin madpakke i fred. Det er upassende at se folk lige i øjnene, medmindre man kender dem. Det overskrider folks grænser. Det største udfordring for forældre med børn er at få dem til at tie stille på offentlige steder. De skal ses, men ikke høres. Uden for de formelle institutioner som familie, skole, arbejde og militær er danskerne meget lidt sammen. De har ikke meget med naboerne at gøre for slet ikke at tale om fremmede. Danskerne værdsætter deres frihed så meget, at de nødigt vil være forpligtet over for andre end sig selv. Danskerne er dygtige til at adskille det private fra det professionelle. Du kan have gode kolleger i årevis uden at have noget at gøre med dem privat. I min kultur inviterer man folk med hjem, når man møder dem. Noget af det mest slående ved en gammel nation som Danmark er manglen på hellige personer, steder og objekter. Der er hverken gamle legender eller helte, som danskerne ser op til med ærbødighed. Der er heller ingen hellige steder, hvor folk tager hen for at vise deres respekt. De fleste regler er sekulariserede og praktiske og har til formål at beskytte den enkeltes frihed. Selve nationalhelten Holger Danske er forvist til en kasemat under Kronborg. I andre lande ville han være anbragt sådan, at han var til skue for hele verden, men i Danmark skal han ikke stikke næsen for langt frem. Før jeg kom til Danmark, troede jeg, at Den Lille Havfrue var hellig, men jeg fandt hurtigt ud af, at det kun var for turisterne. Danskerne er så sekulariserede, at de om sommeren smider tøjet for at slikke sol blandt de døde på de københavnske kirkegårde som Assistens Kirkegård, hvor der ligger berømte danskere begravet, som for eksempel Søren Kierkegaard. Måske er det også derfor, at danskerne ikke respekterer ældre mennesker, heriblandt deres forældre og bedsteforældre. Jeg fik endnu et kulturchok, da jeg hørte unge mennesker fortælle, at de ikke elskede deres mor, og at deres far var alkoholiker. I min kultur er forældre og bedsteforældre ufejlbarlige, også selvom de er kriminelle. I Danmark er det de ældre, der står til rådighed for de yngre. Det forventes, at forældrene tager sig af deres børn og køber ting til dem, og bedsteforældre køber huse til deres børnebørn og giver dem penge uden at forvente noget til gengæld. Hygge er så dansk, at det er svært at oversætte ordet til andre sprog. Da det ofte er dårligt vejr i Danmark, og landskabet er ensformigt, så har danskerne udviklet en særlig evne til at hygge sig indendørs. Deres huse er ofte lave og rummelige, klinisk rene med mange stearinlys og duft af hjemmebag. Med masser af mad og drikke og en udvalgt skare af de nærmeste venner kan danskerne spise og drikke i timevis og snakke uafbrudt uden at tale om noget. Det er så godt som umuligt for en ikkedansker at deltage i en sådan hyggeaften uden at kede sig, især når der hverken er musik eller dans. Desuden ville en dansker også føle sig lidt skidt tilpas ved at skulle tale et fremmedsprog til en hyggeaften. Takket været sådan nogle fester kan danskerne slappe af og føle sig lykkelige en gang imellem. En dansker spiser og drikker ikke kun for overlevelse og nydelse. Hvis man har det lidt skidt, kan man også spise og drikke sig væk fra det. Når en dansker er lidt deprimeret, trist eller vred, så kan hun spise, drikke eller købe sig fra det. I andre kulturer, som for eksempel min egen, ville man skamme sig over at drikke eller spise, når man er trist eller vred. Jeg har boet syv år i Norge, før jeg kom til Danmark. Når jeg hørte nogen tale dansk, lød det derfor som en med halsbetændelse, der talte dårligt norsk. Så troede jeg, at det var på grund af geografien - med det flade landskab, det begrænsede område, ingen bjerge til at skjule sig bag eller dale til at være nede i var der ingen grund til at tale klart og tydeligt. Det er måske den danske homogenitet, det danske uddannelsessystem og den kolde vind, der gør, at man som regel kan gætte, hvad folk taler om - oftest vejret. Rent faktisk synes jeg ikke, at den tekniske side af sproget er så svær. Den største udfordring ligger i at forstå ironien og de uskrevne regler - den kulturelle barriere. Danskerne taler bedre og mere funktionelt engelsk end englændere. Det kan give udlændinge det fejlagtige indtryk, at de ikke behøver at lære at tale dansk. Danskerne er med til forstærke dette indtryk, da de har en fast overbevisning om, at kun indfødte danskere kan lære at tale dansk flydende. Danskerne bruger engelsk til at kommunikere med udlændinge, men det danske sprog fungerer som et værn til at holde udlændinge på afstand. For nylig holdt jeg et foredrag om danskhed for en gruppe internationale elever på Den Internationale Højskole. Efter en time med livlig diskussion bad jeg eleverne om at arbejde parvis. Hvert par skulle komme med fem forslag til, hvad de synes, der skulle til for at gøre Danmark til paradis på jord. En sydafrikansk elev sagde, at Danmark allerede var paradis. Da eleverne præsenterede deres arbejde, anbefalede de, at der skulle være plads til mangfoldighed, at man skulle have lov til at føle sig betydningsfuld, at man skulle have lov til at føle sig som den bedste, at man skulle føle sig som en del af et fællesskab, at man skulle have lov til at værdsætte sig selv og sine omgivelser, at der skulle danses mere, at man skulle folde sige mere ud, have store familier, at man skulle værdsætte gæstfrihed og gavmildhed, at man skulle deles om tingene, og at man skulle være mindre selvoptaget. Med den voksende globale integration er der håb for, at danskheden også kan rumme en gensidig integration, således at den danske kultur kan udveksle erfaringer med og lære noget af de kulturer, som allerede er i Danmark. På den måde ville danskhed være mindre og eksklusiv, men mere udforskende og udvekslende. Det ville være med til at bringe bruttunationalglæden på niveau med bruttonationalproduktet - måske højere endda.