0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Venner i Herren

Var Vilhelm Beck virkelig en livsfjendsk, magtsyg og pengegrisk satan?

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Var han virkelig en livsfjendsk, magtsyg og pengegrisk satan, dén Vilhelm Beck, der kaldte sig Guds Knaldepisk? Nej, dét udbredte eftermæle er komplet misforstået, skriver professoren i nationaløkonomi på 100-års dagen for den livsglade, vittige og myreflittige missionshøvdings død.

I dag er det 100 år siden, at Vilhelm Beck, Indre Missions høvding gennem 40 år, døde i Ørslev Præstegård nord for Slagelse. Ved begravelsen talte følget 6.000 mennesker, deriblandt 200 præster, flere biskopper samt Kultur-ministeriets departementschef, og der blev holdt mindefest i samtlige 400 missionshuse. Kirkelig Forening for den Indre Mission i Danmark havde da 150 ansatte indre-missionærer og omfattede desuden bogkolportering, skoler og seminarier med Haslev som højborg, hoteller, KFUM og K, børnehjem m.v. samt tidsskrifter og Kristeligt Dagblad.

I vor tid er det vanskeligt at forstå, hvordan det gik til, og hvordan det kunne gå til, at tusindvis af mennesker under indflydelse af blandt andre Vilh. Beck afstod fra drikkeri og andre tankeløse fornøjelser og i stedet mødtes med deres venner i Herren til salmesang og åndelig samtale. Hvordan skal disse udtryk for overvældende religiøs følelse og vækkelse forstås? Og hvad var drivkraften for en mand som Vilh. Beck?

I det omfang, Vilh. Beck overhovedet huskes, er det som en mørk og livsfjendsk skygge, der despotisk og hovmodigt kostede rundt med Indre Mission drevet af jag efter ære og magt samt pengegriskhed, en værre satan, som Ebbe Reich siger (Pol. 28.4.01), og som det også kommer til udtryk i Egon Clausens nye biografi, 'Guds knaldepisk'. Dog er der udbredt enighed om, at man kan sige det gode om Vilh. Beck, at han elskede sin kone, Nina.

Bortset fra det sidste er dette eftermæle en komplet misforståelse. Vilh. Beck var en munter og livsglad mand, som elskede sin familie, sine venner, sine gæster (der var 8 gæsteværelser i Ørslev og ofte op til 30 overnattende gæster), sit landbrug (han drev selv præstegårdsjorden), og først og sidst sin gerning som præst og som formand for Indre Mission, hvor han udfoldede en ganske usædvanlig energisk aktivitet, der kronedes med ene- stående fremgang og med venskabet blandt de hellige, som var hans Arbejdes kjæreste Løn.

Han redigerede tre blade, blandt andet Indre Missions Tidende, som hver uge blev udsendt til 18.000 abonnenter. Han skrev en række bøger, deriblandt store prædiken-samlinger, der udkom i oplag på oplag og tilmed blev læst. Og det strømmede ind med opfordringer til Vilh. Beck om at afholde møder, hvoraf han sagde ja til flest muligt, op mod 100 om året, og store skarer samledes under hans prædike-stol, i kirker, i missionshuse og under åben himmel.

I alt dette var han drevet af sin »enfoldige og klippefaste Barnetro på Guds Naade i den korsfæstede og opstandne Jesus Kristus«, og målet i al hans stræben var »Livets Vækkelse og det vakte Livs Bevarelse«, selv i landbruget, der gav mulighed for at tale fornuftigt med sognebørnene og, som han selv sagde, »begynde med Grisen og ende med Kristus«.

I sin tro var han dødsens alvorlig; det gjaldt jo ikke liv eller død, men derimod evigt liv eller evig fortabelse. Hvad han troede, var, at mennesker er syndige og kan frelses, men kun gennem troen på deres frelser. »Kun af Naade! Det er Summen af hele Kristendommen i Stort og Smaat«.

Han havde ikke meget tilovers for grundtvigianernes talen om frelse gennem omvendelse efter døden. På spørgsmålet, om der slet ikke fandtes nogen grundtvigianere i hans sogn, svarede han: »Jeg har to - mine tørveæltema- skiner nede i mosen«. Han accepterede kun én autoritet, Bibelen, for sig selv såvel som for andre. Deraf hans sentens 'Paa Knæ for Biblen, I Professorer!', idet han ikke mente, at Frelseren »trænger til at høre Forelæsninger ved Universitetet«.

I sin form var han overdådigt veltalende og kunne tillige være livsbekræftende lun og slagfærdig. Han mestrede den kunst at samle det hele i én og samme replik, f.eks. da en beruset mand på Fredericia Banegård ville gøre grin med ham med bemærkningen: »Du Vilhelm Beck, har du hørt, at Djævelen er død?«. Nej, det havde Vilh. Beck ikke, men han tog roligt sin pung frem. »Værs'go, min gode mand, her har du to kroner til de efterladte«.

Disse egenskaber i forening gjorde det svært at diskutere med Vilh. Beck. Ved et møde i Studenterforeningen i 1899, hvor Vilh. Beck holdt foredrag, vakte Mylius Erichsen forsamlingens latter ved at håne missionsfolkenes evindelige spørgen: »Hvordan har du det med din Tro? - Saadan raaber de med Tro, som man raaber med Torsk paa Gaden«. Den kunne Vilh. Beck straks turnere: »Vi regner vor Tro for mere værd end en Torsk, saa naar vi møder hverandre, saa« - og her henvendte han sig direkte til Mylius Erichsen - »saa spørger vi ikke: hvordan har din Torsk det, men vi spørger: hvordan har din Tro det?«. Så var det pludselig Mylius Erichsen, som var til grin, og da latteren havde lagt sig, slog Vilh. Beck over i dyb alvor.

Også vennerne blandt de hellige kunne blive fortrydelige over den slags argumentation. Bevinget er replikken om lammestegen, som faldt, da nogle af de hellige fik skrupler over at få serveret en fornem middag, hvilket udløste gnisten hos Vilh. Beck: »Hvorfor skal de ugudelige have al Lammestegen?«. Den tillægges i hvert fald hårdnakket Vilh. Beck, selv om han selv erklærede, at »den Lammesteg ... ikke er fra mit Faarehus« (jævnfør Johannesevangeliet 10,16).

Som formand for Indre Mission opnåede Vilh. Beck magt og ære, men det var ikke drivkraften. Hans første møde med Indre Mission var ved den skelsættende generalforsamling i Stenlille den 13. september 1861. Fra denne dag blev Vilh. Beck Indre Missions høvding. Nu er det jo relativt sjældent, at magtelitens folk sætter hinanden stævne i Stenlille, og ens anelser bekræftes, når man ser på deltagerkredsen. Det var en beskeden, skrantende forening af beskedne mennesker. Det er ofte blevet beskrevet som et regulært kup med metoder, der minder stærkt om et totalitært statskup. Sandheden er, at der intet var at kuppe.

Magtmennesker er karakteriseret ved, at trangen til selvhævdelse overskygger alle saglige og ideelle interesser og motiver, og at de derfor bruger usaglige midler, først og fremmest alliancer og gensidige tjenester med dem, der har magten, altså opportunisme og hykleri. Quid pro quo er deres livsfilosofi. Vilh. Beck var helt anderledes; hans motto var 'Saa længe, jeg lever, vil jeg gale - som Morgenhanen, der vækker de Sovende til nyt Liv'. Det er faktisk muligt at være voldsomt uenige i en sag af ideelle grunde uden noget personligt nid, endsige magtslagsmål. Det eneste rimelige og sammenhængende perspektiv er, at Vilh. Beck arbejdede utrætteligt og idealistisk for sin sag.

Hvis magten var målet, må det kaldes en dristig satsning at vie sit liv til Indre Mission i 1861. Vilh. Beck havde jo også helt andre muligheder, f.eks. inden for politik, hvor der blev bejlet kraftigt til ham på grund af hans oratoriske gaver, både fra højre og venstre. Han kunne også have holdt sig til den slagne, kirkelige vej. Efterhånden modtog mange af de ledende i Indre Mission udnævnelser som provster og biskopper foruden talrige ordener, men ikke Vilh. Beck, som aldrig bar andet end en rose i knaphullet.

Det blev dog besluttet, at Vilh. Beck skulle dekoreres med kommandørkorset af kultusministeren i egen person på halvfjerdsårsdagen i 1899. Men det forpurrede Vilh. Beck selv ved som sædvanlig at gale op, denne gang med en voldsom anklage mod ministeriet og biskopperne blandt andet for at diskriminere mod missionske præster ved ansættelser.

Vilh. Becks magt og ære var af en særegen art og udelukkende knyttet til de helliges samfund. I Ørslev var gæstfriheden i 'Becks Kro' legendarisk. Foruden over-nattende gæster var der utallige søndagsgæster, som kom for at høre Vilh. Beck, og som alle blev trakteret i det mindste med kaffe. »Hver Sjæl skal være velkommen derinde, lige meget om du er Fattiglem eller Herremand, naar du bare har Hjertet med«. Kernetropperne udgjordes af folk som 'Skræder-Hans', der var fattig, invalid og havde alkoholproblemer, og andre sognebørn samt ofte for familien ganske ubekendte tilrejsende, inklusive mærkelige damer fra Jylland.

Selv om gæsterne ikke alle var standspersoner, var gæstfriheden bekostelig. Vilh. Beck havde også betydelige indtægter, ca. 10.000 kr. årligt fra embedet og lige så meget ved siden af. Men der blev ikke levet vellevned i Ørslev, hvor der spistes sjællandsk bondekost med øllebrød og spegesild til morgenmad, og der blev heller ikke puget kapital sammen. Vilh. Beck brugte alle sine penge foruden alle sine kræfter i missionens tjeneste.

Vilh. Beck styrede Indre Mission »som min Kusk; hans Tømme ligger som Silke på Hestenes Rygge, men de ligger faste i hans Haand«, dvs. Vilh. Becks, men han var samtidig selv spændt for som den mest udholdende af alle arbejdshestene, og han havde sin position i Indre Mission i kraft af sin begavelse og sit enorme arbejde, navnlig som prædikant.

Man kan stadig glæde sig over hans flydende og opfindsomme sprog, hans stilistiske træfsikkerhed og hans gennem-komponerede brug af billeder, f.eks. i en prædiken over Johannesevangeliet 2,1-12 om brylluppet i Kana, hvor den bedste vin jo blev stillet frem til sidst. Efter at have udlagt forvandlingen af vand til vin, det første mirakel, som et tegn på, at Jesus »er kommen for at forvandle Alting hernede«, formulerer Vilh. Beck sit tema: »Hvorledes Jesus forvandler Ægteskabet«. Først formanes de, som tror, at ægteskabet kan leve af det, de kalder den gode vin, hvad enten det er »Horeriets Vin, Utugtens Vin« eller »det, som i Verdens Sprog kaldes et godt Parti«. Derpå advares de, som mener, at den første kærlighed er den gode vin (foruden dem, som mener, at troende kan gifte sig helt uden kærlighed), for den kan slippe op.

»Da skulle vi sige til hverandre, hvad Maria sagde til Tjenerne ved Brylluppet i Kana: gjør, hvad Jesus siger!«; vi skal »lade Kristi Ord bo rigelig iblandt os« (Kolossenserbrevet 3,16). Derfor undsiges ægteskaber mellem troende og vantro som »Djævelens Fæstning«. Vilh. Beck nævner nogle relevante Jesus ord, blandt andet »saligt er det at give hellere end at tage« (Apostlenes Gerninger 20,35) som eksempel på det, »at vi tage Alting af Naade, tage Alt, hvad vi have i Livet, som en Naadegave fra Herren, som vi sige Tak for, og som vi ere glade ved«.

Og »det erfare alle troende Ægtefolk, at det er saadan, at det bliver til Kjærlighed og til en Kjærlig- hed, der er bedre end den første, vi begyndte med. Forklare det, Venner, det kan jeg ikke, men jeg kan beskrive lidt deraf ...«. Vilh. Beck var ikke nogen køligt intellektuel taler, var ikke kedelig at høre på og brugte ikke åndrige citater. Han var noget mere, nemlig en original ånd og en levende og varmhjertet fortæller med udpræget digterisk fantasi og tendens til sammenlignende billeddannelse i ubevogtede øjeblikke. Politikens nekrolog kaldte ham plat, men Politiken var i krig med Indre Mission; Vilh. Beck formåede at holde godt klar såvel af det platte som af det vamle og det senti- mentale og undgik også brug af skræmmemidler.

Han kunne vække lydhør- hed, både hos de dannede og hos dem uden forudsætninger, med sine egne ord i prædikener, der altid varede mindst én time, ofte to. Vilh. Beck var ikke socialist, og Indre Missions bestyrelse var og er selvsupplerende. Men af en præst at være var han faktisk særdeles demokratisk, idet hans kongstanke var samarbejdet mellem »troende Præster og troende Lægfolk« i forkyndelsen - vel at mærke med det formål »at bevare og belive Folkekirken« - hvilket betegner et demokratisk brud med den gamle kirkelige praksis, at lægfolk ikke offentligt må forkynde ordet.

Vilh. Becks religiøse og teologiske opfattelser er indgående og veldokumenteret beskrevet i Kurt E. Larsens nyudkomne bog, 'Vilhelm Beck - missionspræsten', der også giver nogle saglige, men kortfattede biografiske oplysninger. Vilh. Beck var både afholdt og umådelig respekteret. For indremissionærerne var han en stor inspirator og et stort forbillede, men han bestræbte sig på at undgå ensretning.

Der var stridigheder både inden for Indre Mission, hvor nogle indremissionærer ved et par lejligheder forsøgte at ændre på styreformen, og udadtil med myndigheder, teologer og præster, og Vilh. Beck var særdeles polemisk. Den værste trussel, Vilh. Beck kunne fremsætte, var, at han ville gå af som formand. Det var en alvorlig, men jo ikke nogen despotisk trussel. At der var konflikter i løbet af 40 år, er ikke så underligt. Det mærkelige er, at de var så få og relativt små og at det meste af tiden og kræfterne gik med selve arbejdet, dvs. forkyndelsen.

Ved begravelsen sagde stiftsprovst Fr. Zeuthen: »Verden troede, at Beck havde store Tanker om sig selv, men deri tog den Fejl«. Efter en gudstjeneste sagde en deltager engang til Vilh. Beck, at det havde været en vidunderlig prædiken, hvortil han svarede: »Jo, det har Satan allerede hvisket til mig«. Vilh. Beck var et af den slags mennesker - de er ikke så helt sjældne, f.eks. blandt kunstnere - som har fået et ganske usædvanligt talent, som har en realistisk opfattelse heraf og er lykkelige over det, men som også opfatter det som en nådegave og en forpligtelse og sig selv som et udvalgt redskab, og som er ret uberørte af omverdenens hyldest, idet de lever og ånder for sagen.

Det har intet med hovmod at gøre, og det bør holdes dem til gode, hvis der er strejf af menneskelig forfængelighed i deres glæde ved at optræde. Vilh. Becks skriftord var 1. Korintherbrev 15,10: »Af Guds Naade er jeg det, jeg er, og hans Naade imod mig har ikke været forgæves«. Den slags mennesker har vi andre lov til at beriges af og beundre.

Vilh. Becks forvrængede og forglemte eftermæle skyldes eftertidens sejrherrer, dels modstanderne i de religiøse bevægelser, dels alle dem, som har døjet ondt på grund af Indre Mission. Det er sandt, at Indre Mission med sit vedhol- dende krav om omvendelse og tro og »Hvordan har du det med Jesus, min dreng?« har forvoldt uendelig megen ulykke. Men det er også sandt, at Indre Mission har forvoldt uendelig meget godt.

Vilh. Beck var én blandt det 19. århundredes store skikkelser i dansk åndsliv. Han er den danske kirkes største prædikant og forkynder nogen sinde, med mund og med pen. Vilh. Beck kan man stadig møde i hans prædikener og øvrige forfatterskab, og man kan stadig se det tre meter høje monument af granit på Ørslev Kirkegård - 'rejst af taknemmelige Venner'.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Få det store overblik for 1 kr.

Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Læs mere

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts