Med skriftsproget kom opfattelsen af en fremadskridende historie. Men skriftsproget står i et vadested med Internettet. Kronikøren, der er cand.mag. og tegneserieforfatter, tegner her fire billeder af en rådvild mellemtid. En af de første forårsdage kom jeg cyklende ind langs vandet. Jeg havde været hos frisøren at blive klippet, Gud mildnede luften. Så fik jeg øje på det: træet. Hundredvis af børn havde sagt farvel til deres sutter og hængt dem op i træets grene, røde, gule, grønne, blå, pink, lilla, prikkede, stribede, flerfarvede, med bånd og sløjfer og små søde kort. Synet var vildt og overvældende. Jeg lider af sammenlignende billeddannelse i ubevogtede øjeblikke. Straks meldte der sig et billede, det kom fra Nationalmuseet i Brede. Billedet af en hestehud. Huden er hængt om en gren, træet med huden luder ud over offermosen. På enden af grenen griner dyrets hovedskal. Det er jernalder. Museumsfolkene har genskabt dette billede af en rå og hårdfør tid. Sådan ordnede vi os med tilværelsens store magter for to tusinde år siden. Vi ofrede en hest, undertiden et menneske, for at komme videre. I dag hænger vi sutter i et træ. Det var det første billede. Andet billede er fra et indkøbscenter i en forstad, det kunne være hvor som helst i Danmark. Eller i Vesten. En yngre kvinde træder ind, hun er velklædt og tiltrækkende. Kønnet er en pryd. En flok ældre mænd opholder sig i indgangen, de bærer jakke, slips og kasket, og slynger små kæder med perler frem og tilbage om fingrene. De mønstrer hende fra top til tå, ti spotske mandeblikke beskæftiger sig med hendes køn. Hun ser stolt tilbage, nægter at slå øjnene ned. Mødet er forbi. Foragten gensidig. Det er billedet af to verdener i sammenstød. To slags barndomme ligger bag, to forskellige opfattelser af vort fælles offentlige rum. Kvinden tænker: Der står de og glor, de er nok arbejdsløse og bestiller ingenting, ud over at hente penge på bistandskontoret. Mændene tænker: Hun klæder sig som en luder, udstiller sin skamløshed, hun er nem. Men kvinders ære er det modsatte, det ved de. Kvinden skal være utilgængelig. Hun ved til gengæld, at mænds ære ligger i deres arbejde og kvinders med. Ingen af dem opfatter den anden, som de hver for sig opfatter sig selv. Skammen og æren hænger sammen. Hver af dem lærte skammen at kende, fra de var små. Skammens sted, det var skolegården, det er hendes erfaring. Men engang var det gaden og torvet, det er ikke længe siden. Den åbne plads midt i byen. Gennem årtusinder. Gabestokkens sted, de offentlige henrettelsers sted, Europa kender det, Mellemøsten kender det. Her piskes den faldne kvinde, her halshugges forbryderne. Det er dommens og straffens sted, mens alle kigger på. Skammen pirrer og skræmmer os, den opbygger fællesskabet. Gaden har sine bestemmelser, man viser sig ikke uden for sit hus uden at lystre uskrevne vedtægter, bære hat eller gemme sit hår eller slå øjnene ned, ikke vise ankler. Ærbare kvinder ledsages af en mand eller går ikke ud. Det gælder Athen i Sokrates' dage, det gælder i Mellemøsten og i Indien og for Europas borgerskaber. Ære og skam udtrykker sig gennem den adfærd, vi udfolder på gaden. De andres øjne er sjælens spejl. Så kom skolegården. Skolen er en mærkværdighed. Nu er de andres øjne børns øjne. Man sidder i skolestuen, tredive børn på samme alder, og ære og skam udmåles fra lærerens kateder. Men afregningen sker i frikvarteret, livets første overlevelses-kamp. Sjælen går i stykker under alle disse blikke, men vi sætter den sammen igen, lærer os hårdførhed, bliver dygtige. Vi overlever ved at blive voksne. Uddannelses-samfundet belønner overleverne, straffer taberne. Vores anseelse siden hen bygger videre på skolegårdens ære og skam. Den enkelte mod de andre, og stor dreng græder ikke. Sådan kom vi til vejrs. Piger og drenge bliver til kvinder og mænd og klæder sig på og tiltrækker sig blikke på gaden. Æren er denne selvsikkerhed, i tøjvalget, i gangen og blikket, svagt udfordrende, kvindekøn fra top til tå, man er sin egen succes. Sådan træder hun ind i indkøbscenteret. Men taberne står og fumler med deres fingerkæder dagen lang. Centeret er byens torv, det nærmeste, de kommer et torv, det var stedet, hvor kun mænd havde adgang. Stedet, hvor de ældre kan vise sig frem, vise verden, hvor vidt de har bragt det: at de ikke længere skal bestille noget. Det er deres stolthed. Den viser de frem. Mens de mønstrer kvinden, der går forbi, nøgne arme, nøgne ben, udslået hår. Sove-kammerhår. Gården og gaden. To verdener. Byen kender dem begge, hver af os rummer dem begge. Vejen er lang, fra hestehud til suttetræ. Vi tog den i to skridt. De to skridt er fortællingen om det offentlige rum. Det begyndte i slægtssamfundet. Slægten tog vare på sine børn, drengen efterfulgte faderen, videreførte husets ry. Men pigen skulle giftes, knytte ærefuld forbindelse til en anden slægt, et andet hus, til glæde for de to huses venner, til ærgrelse for fjenderne. Drengene lod sig se i gadebilledet, mønstret af kyndige blikke, gav gode løfter. Respekt. Pigerne blev holdt hjemme. Til dagen kom. Gifter-mål, børnefødsler, dødefester, sådan kunne det være blevet ved. Verdensbilledet lukker sig om nuet, fortiden er slægtens døde, fremtiden er i den unge kvindes skød. Manden sikrer æren. Verden er genkendelig. Men så tog vi det første skridt. Det er skriveren, der viser sig i billedet. Vi ser ham, det er en bleg tyndarmet mandsling, øjnene er to kulsorte huller af nattesæde og årelang oplæring, lutter blækfingre og hjælpeløshed. En vis nytte gør han, sange til husets ære kan nedskrives og huskes og siden gentages; breve til fjerne pårørende kan han også besørge. Har vi glemt noget? Nå jo, der er én lille farlig ting ved ham: Han formerer sig. Ikke kønnet formering, det kunne man nok holde styr på. Han formerer sig ved knopskydning. Der bliver flere og flere af ham. Som tiden går. Skriverne havde en anden opfattelse af tid end slægten. Skriften kunne noget nyt, den målte tiden. Slægtssamfundet tænkte tiden som den alder, kroppen har, døde kroppe og levende, spæde og gamle, kvinder og mænd, barnet blev voksen og den voksne blev gammel, nye kom til. Mennesket kunne fødes og dø, for slægten bestod, og tiden gik i kreds. Men skrivernes tid gik ret ud. Når den var gået, kom den aldrig igen. Skriverne kaldte denne tidsopfattelse historie. Og de blev flere og flere. Det fødte menneske viger pladsen for det kunstige menneske: læseren. Det offentlige rum tilhørte ikke længere slægten. Det tilhørte historien. Skriverne overtog verdensbilledet. De holdt op med at skrive for slægtsoverhovederne. De begyndte at skrive for hinanden, de blev kæphøje og fandt på deres egne opgaver, vandt nye tilhængere; unge adelssønner kom ud af deres fædres huse og ville hellere læse end slås. Det er to et halvt årtusinde siden, og det var som et virusangreb: Slægtssamfundet bukkede under. Embedssamfundet kom i stedet. Skriverne vandt, det tog et halvt tusinde år, fra grækerne til romerne. Så var den offentlige skrift færdigudviklet og det romerske verdensrige skabt. Bygget på frembringelse, udveksling og oplagring af skrift. Dette var det første af de to skridt. I udkanten af verdensriget hænger hestehuden over en mose i det flade land. Det kommer vi tilbage til. Virusangrebet har endnu ikke bredt sig så langt. Andet skridt tog vi for kun fem hundrede år siden. En opfinder et sted i Tyskland udviklede den mekaniske skrift, og pludselig behøvede vi ikke længere blæk og papir og skrivepulte og møjsommelige timer krumbøjet over håndskrifterne, der skulle sikres mod nedslidning og skrives af i tide, for at indholdet kunne bevares og historien fortsætte. Med bogtrykket kunne man nu mangfoldiggøre en bog, udbrede tusindvis af aftryk på ingen tid. Også læserne kunne man mangfoldiggøre. Læsningen blev en massebevægelse. Skriverne lod sig ikke længere standse. Klosterlærdommen blev afskaffet, videnskaben kom i stedet. Det var en samfundsomvæltning, snart besteg fornemme mænd og kvinder skafottet og blev et hoved kortere, den franske revolution skabte historie, guillotinen arbejdede over: Mekanisk aflivning og mekanisk skrift fulgtes ad, vi fik også mekaniske vævestole og mekaniske køretøjer og lærte at måle tiden på klokkeslæt. Jorden er rund, hørte vi, og Gud er stor, men ikke ret meget længere, for nu sidder vi i skolestuen: Videnskaben er større. Det er skriverens bedrift. Virusangrebet har nået det flade land højt mod nord. Efter det første blodbad satte vi farten lidt ned. Der måtte være måde med det. Vi aftalte grænser og retstavning og fyrstemagt, og det ene land fik en verdenshistorie på sit eget sprog og egne skolebøger, hvor der ikke stod helt det samme som i nabolandets skolebøger. Men videnskab var det i alle tilfælde, for højtlønnede skrivere tilbragte deres liv i læsesalene med at udforske forgængernes skrifter og fik navn af professorer og små runde blikskilte med forgyldning hæftet på brystet, det var fyrstemagtens belønning. Magthaverne forstod det skrevne ords værdi. Skriveren er en ny art i verden. Læseren er skriverens afkom, en kunstighed gennem århundreder, med voksende bevidsthed, verden er ikke længere genkendelig, den må læres udenad. Tre tusinde års oplagret skrift er det blevet til. Bøgerne ender med at udgøre deres egen verden, et anderledes slægtssamfund med ærefulde forbund og giftermål og magtkampe, de blodigste udkæmpes nederst på bogsiden, i fodnoterne. Dette er det tredje billede. Billedet af skriftmennesket. Det er det sværeste af alle billeder for os at få mening i. For det er billedet af os selv. Vi ser det hele tiden, derfor kan vi ikke få øje på det. »Sådan ser jeg ikke ud«, siger læseren. »Jeg bryder mig ikke om dine billeder, jeg vil have videnskab. Videnskaben tænkte for mig, jeg fik noget at vide, sådan er jeg oplært«. »Det er det, der gør dig til læser«, svarer jeg: »Nu får du endelig øje på det«. »Nu får jeg hovedpine«, siger læseren. Sidste billede: Sommeren før denne var jeg på Balkan, vi kom til vores overnatning et sted midt inde i de bulgarske bjerge. Solen var på vej ned, og vi stod med udsigt til resterne af den gamle kongeborg ved Tarnovo under os. Synskredsen var skovklædte tinder hele vejen rundt. Heroppe havde den sidste kommunistiske magthaver bygget sin betonresidens, i tryg afstand af verdens tummel. De sidste ansatte gik rundt mellem husets tunge møbler og anstrengte sig med herlighederne; et hotel skulle det være nu, et hotel i verdensklasse. Man havde trykt et spisekort. »Dernede stod jeg som skoledreng«, sagde min bulgarske ven og pegede mod Tarnovo, mens jeg kiggede op mod det hvide monstrum og tænkte: Hvilken idiot bor deroppe? »Nu er du idioten«, sagde jeg. Vi stod på balkonen, på verdens top, og jeg fik lyst til at drille ham. »Du har et problem nu«, sagde jeg: »På den ene side vil du gerne hjem til vennerne i Sofia og prale med, at du har overnattet her, i Zivkovs eget bjergslot; på den anden side hader I alle sammen dette byggeri, og du burde slet ikke være her. Hvad stiller du op?«. »Jetzt will ich die Macht«, svarede han. Vi havde samme fornemmelse: Magten var sluppet op, vi stod i magtens tomrum; det var blevet tiden efter. Det fine hus havde ingen mening, far var gået sin vej. Samfunds-opskriften var gået tabt. Tilbage var spisekortet. Skriverne har betjent magten i to omgange, først var det Imperium Romanum, siden blev det os. De europæiske industristater, med aflæggere og kolonier og militære sejre kloden rundt, byggede på oplagring, indlæring og udbredelse af trykte bøger, dokumenter, arkivskabe, handelsaftaler, forsøg med nye Romunioner. Overanstrengelsen falder i øjnene. Tiden går fremad, det er historiens våde drøm. Læseren består, det gør hovedpinen også. Verden vil ikke makke ret, virusangrebet har sat sig fast. Vi lindrer smerten lidt, slæber en krigsforbryder for retten, siger pænt undskyld for oldeforældrenes ugerninger, samler ind til nødstedte. Prøver at få det til at ligne noget, som vi tør genkende. Misunder ofrene deres anstændighed og mister skæret af retfærdighed, når vi hævner os på taberne. Sejrherrerne skriver historien, taberne er uanstændige. På den måde går tiden frem. Nye læsere kan følge med herfra. Håndskriften skabte bystaten og overanstrengte sig med Romerriget; lever videre i kirken. Bogtrykket har skabt nationalstaten; overanstrengelsen er nu. Imens søger vi nye opskrifter. På spisekortet er anført en ret, som hedder Den Ny Verdensorden. Bestiller man den, får man de opvarmede rester fra i går. Men udsigten er storslået. Det tredje skridt tager vi i morgen. Computeren og Internettet, lyd og billede, grafik, bevægelse og bogstaver, oversættelser, filmklip, skriftbilledet ændrer sig. En dag gør verdens-billedet det også. Vi får brug for det. Skriverne må i gang igen. Verden er skrift. Homo swapiens er læseren. Et virusangreb. Imens bringer vore børn og børnebørn deres bævende ofre til magterne. Hænger deres små afskedshilsner og farvestrålende sutter op i træet til de andre og bliver voksne. Det fødte menneske er fortid. Hovedpinen er fremtiden.