0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Vækkelse og velstand

Religiøse vækkelser er en kæp i fornuftens hjul.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Religiøse vækkelser er en kæp i fornuftens hjul. Såvel gamle danskere som indvandrerbørn kan let tænkes at køre deres tro ind i centrum og anskue verden herfra. Så er det slut med ironien og letheden, så er parolen hellig 'respekt' og 'ære', skriver kronikøren, der er lic.scient.pol.

'Alt er sex!' - sådan har det i al fald heddet sig i mange år, når menneskets dybeste drivkræfter var på tapetet. Spørg gymnasiasten om verdenslitteratur eller forskeren, der biograferer et martret geni, og du vil høre samme monotone sang. Nærmere overfladen suppleres der måske med begæret efter ting og penge - men så var der heller ikke mere, ifølge den herskende 'realisme' med dens lomme-Freud og lomme- Marx.

Men der findes faktisk andre ting, der kan motivere folk. Og som vi åbenbart er blevet blinde og dumme over for. Religion, f.eks. Hvor mange gange har vi nu ikke måttet høre på kloge hoveders 'uforklarligt, ufatteligt'. F.eks. da det kom frem, at selvmordspiloterne var både højtuddannede og slet ikke fattige. Det faldt ikke mange ind, at de simpelthen var frelste, hellige mænd . At de havde stillet deres liv i noget langt højeres tjeneste, og at hele operationen fra deres synspunkt derfor var fuldkommen rationelt forklarlig og en vidunderlig succes.

Selvfølgelig høres der megen snak om 'fundamentalisme'. Men det begribes stort set ikke anderledes end som en slags ondartet fnat. For bare én generation siden ville vi slet ikke have haft brug for dette amerikanske låneord. Så ville folk have haft begrebet parat: de hellige . Indtil 1960'erne sad 'de missionske' eller 'de frelste', som de hed i folkemunde, stadig tungt på store dele af det danske samfundsliv. Alle kendte dem. Ganske almindelige mennesker var i en religiøs skruestik.

Ukvemsord var uhørt i radioen, ellers sprang pastor Bartholdy op af sin æske. I store dele af Jylland kunne man stadig ikke få sig en sølle pilsner, hvor sogneafstemninger havde 'tørlagt' købmand og kro.

Missionsbisper nægtede at præstevie kvindelige teologer. 'Uægte' børn måtte bortadopteres. Og så videre på kryds og tværs. Religionen var i centrum af tilværelsen, og rygende varm.

Men den blev altså kølet af og kørt ud i periferien, i næsten hele samfundet. Vi kom til at se den 'fjerne kirke' som det rigtige og det danske. Og religion i det hele taget som noget, der kun mobiliseres, når vi er ude af os selv. Når det hele bliver for stort - i sorg eller glæde. Det passede fint med hele den nye, ubekymrede livsstil, der af mange andre grunde gik sin sejrsgang. Men prisen var, at vi mistede fornemmelsen for, at der kunne være nogen, der levede helt på tværs af vores veje.

Med religionen - hvilken som helst - i centrum er livet nemlig en anderledes alvorlig sag. Her kan man ikke trække vejret to gange uden at tænke på sin gud. De mest dagligdags ting kobles til det høje; den troende er sikker på, at alt overvåges og tæller. Selv henvender man sig flere gange om dagen: morgen- og aftenbøn, bordbøn og så videre.

Guden er håndgribeligt til stede som ens nærmeste følgesvend. Fritiden er, ud over den store ugentlige kultdag, typisk beslaglagt med ting som aftenmøder og velgørende arbejde. Tilværelsen roterer simpelthen om troen, intet verdsligt kan nogensinde være første prioritet. Intet under, man næsten altid kan lugte lunten, når man møder en frelst. Også fordi vi 'moderne, oplyste mennesker' nødvendigvis har svært ved at snuppe dem.

Det ville ikke desto mindre være klogt, hvis vi tvang os til at anerkende, at religionen i periferien og religionen i centrum simpelthen er lige mulige positioner. I vores naive klogskab har vi nemlig bildt os ind, at der var en slags naturlov, en uafvendelighed i svækkelsen af religionens greb. Men i væsentlige situationer er det faktisk lige omvendt. Hvilket vi kan overbevise os om ved et blik på vores egen historie. Igen og igen vil man kunne finde eksempler på det, man kunne kalde det sociologiske vækkelsespres. Det er det fænomen, at en begyndende dynamik i et samfund giver sig udslag i religiøs opstramning, i en 'vækkelse' - altså at almindelige mennesker begynder at føle stærkt, at religionen direkte angår dem. Amerikanske historikere har kortlagt det for USA: Næsten enhver større social omvæltning ledsagedes af en revival.

Og herhjemme var Indre Missions gennembrud samtidigt med helt store skred i samfundet. Det er meget tydeligt, at overgangen fra landsbyalmue til moderne industrisamfund stort set overalt har været tolket og fremmet af vækkelser, tænk bare på Sveriges unikke blanding af de benhårde 'frikirker' og Socialdemokratiets ikke så lidt religiøse tilbud. På sin side er selve velstandsstigningen så også betingelsen for, at folk overhovedet har tid og råd til at gå ind på, hvad religionen egentlig påbyder. I fattigdom og sløvhed kører man bare videre på traditionerne, der gerne har bevæget sig et godt stykke væk fra Skriften. Men i takt med at der kommer lidt overskud, og folk lærer at læse, så opdages typisk alle de krav om retfærdighed og strambuks, som den foreskrevne udgave af troen indebærer. Og det er dét, man så går efter - at droppe religionen kræver meget mere. Mod den autoriserede visdom må det altså slås fast:
Opbrud og velstandsstigning afføder i første omgang typisk mere og strammere religion.

Og som om det ikke var nok, viser det sig ved nærmere eftersyn også, at selve de første skridt mod materiel udvikling tit har en religiøs baggrund. En af de mest gennemdiskuterede teorier i de sidste hundrede års historie og samfundsvidenskab siger i al fald, at uden de tidlige protestanters religiøst indøvede, benhårde disciplin og målrettethed var den moderne vestlige kapitalisme slet ikke kommet på sporet. Senere gentagelser af denne historie, som Indre Missions, tyder på, at der er meget om det. Hvordan skulle fattige landboere ellers, evigt fristet af druk og hor og spil som de var, bogstaveligt talt have kunnet trække sig selv op ved hårene? (Nej, IM handler ikke kun om stovte fiskere - faktisk var hver tredje til fjerde dansker anfægtet!).

Først på et højt velstandsniveau falder et samfund normalt til ro og får parkeret religionen i udkanten. Og først da kan man begynde at analysere folks adfærd som rational choice , som indlysende 'rationelle valg'. Dette besnærende løsen lyder ellers overalt i dagens samfundsvidenskab og forsøges anvendt på alt og alle. Men hvor religionen er i centrum, styres adfærdsvalgene tydeligvis af andet end den småforkølede materielle egennytte, som underforstås som rational hos alverdens 'djøf'ere'. At den fanatisme, vi ser nu, skulle forsvinde, hvis vi 'gav dem del i vores velstand', er i al fald helt i skoven.

Det typiske for de benhårdt religiøse er faktisk, at de - altså temmelig irrationelt - direkte forkaster verden, som den leves umiddelbart og ubekymret, med dens materielle og kødelige fristelser. Mange af de store religionsstiftere har netop levet et solidt lystigt liv med alverdens fornøjelser - indtil lynet en dag slår ned, og de ryger ind i de altopslugende religiøse stadier. Stadier, som alle senere proselytter må gentage: vækkelse - omvendelse - genfødelse - frelse. Nået hertil kan man hånligt se tilbage på den tidligere tilværelse og gennemskue den som værdiløs og tom, selvom man måske havde svømmet i succes og velstand. I bogstavelig forstand er man genfødt, et helt nyt menneske, der kan sole sig i den ene fornødne sandheds lys.

Men det er paradoksalt nok netop, når forkastelsen af det verdslige er hidsigst, at konsekvenserne af religionen bliver de mest gennemgribende: politisk, økonomisk, socialt. Den arabiske ekspansion, der få årtier efter Muhameds optræden havde opslugt Mellemøsten og det meste af middelhavsområdet, red direkte på en bølge af vækkelse og omvendelse. Men i stedet for den forkastede tilværelse fik man jo ikke gudsriget, men blot verdens dengang mest effektive dennesidige system.

Og de ultrafromme englændere, der for 300-400 år siden nægtede at adlyde konge, kirke og adel og drog over Atlanten for at bygge gudsstaten i vildnisset, ja, de kom uafvidende til at lægge fundamentet til historiens største økonomiske succes: USA.

Også vores Indre Mission havde sine konsekvenser. Det gik ikke sporløst hen over de hundredetusinder, der, umageligt bænket i uskønne missionshuse, uge efter uge måtte bæve over svovlprædikener og ligblegt bekende deres stadige synder blot for dette evige trøstensord: 'Bed og arbejd!'.

Drik og dans var selvfølgelig udelukket for dem, mænd bar sort, tilknappet tøj og kvinder tækkelige hovedtørklæder, for al tant var Satans lokkemad, bortset, fra det ene fornødne. Barskt var det, men der skete andet og mere end den massive opbygning af psykologiske hæmninger og fortrængninger, som forfattere og psykologer har svælget i siden. Nøjsomheden og disciplineringen, der var en 'tilfældig' bivirkning, blev nemlig uden tvivl en af grundpillerne under dagens velstandssamfund; et foretagende som Lego er et ægte missionsbarn.

Troskyldighed, alvor og 'at man gør, hvad man skal' er jo nødvendige i et vist mål, for at et samfund kan fungere. Her har Missionen sikkert ansvaret for en pæn del af den kapital, vi tærer på endnu.

Hvor dybt arbejdsomhedens evangelium er nedlagt i det danske, viser Tvindfænomenet i hvert fald med al tydelighed. Det begyndte som en del af den foreløbig sidste store vækkelse, der er bruset op i Danmark, fra 1968 og frem. Her var der ingen gud øverst, men ellers alle ingredienser: forkastelse, omvendelse, frelsthed.

Og baggrunden var den sædvanlige: en samfundsomvæltning, nu til en velstand og frihed, som ingen havde kunnet forberede de opvoksende på, med påfølgende higen efter orientering og mening. Men hvor de bløde 68'ere snart flød ind i samfundets hovedstrøm, stod Tvind tilbage med en benhård sektorganisation, der kunne fastholde de vakte i den totale forkastelse af 'det bestående' og deres egen fortid. Her stod den klassiske omvendelse og genfødelse i fuldt flor, syndsbevidstheden og offerviljen var enorm, og sakramentet, dét, der dagligt holdt folk til ilden, ganske enkelt: godt gammeldags fysisk knokleri til udmattelsens grænse.
Lige bortset fra at Tvinds gud endnu ikke bor i himlen, er det et missionsk munkevæsen i renkultur. Inklusive alle asketiske arbejdstilbederes paradoksproblem: ophobningen af rigdom, da forbrug er tabu ...

Hvis man nu ville være venlig, kunne man sige, at bare vækkelserne holdt sig til de 'frelste', så måtte det hele vel stå dem frit for. Men det store problem ved de hårdt-religiøse er netop alt det, de trækker ned over hovedet på dem, de får i deres magt: den farisæisme, meningsterror og sociale tvang, de belemrer egne børn eller sagesløse medborgere med.

De, der ikke selv har gennemgået genfødelsen, tvinges herved til at mime frelsen, herunder synligt efterleve en lang række trælse påbud og forbud. Og hvor nogle børn vitterlig tager den hellige spændetrøje på sig, får de fleste andre problemer, i takt med at religionen glider ud på sin normale, perifere plads. Alene skyldfølelsen, som bruddet afføder, og bearbejdelsen heraf, kan snildt komme til at udfylde resten af tilværelsen for det ulykkelige offer.

Det er nu ikke kun de psykiske skader, der taler for, at 'religionen i udkanten' klart må foretrækkes. I en verden med intenst samkvem på kryds og tværs af gamle homogeniserende grænser, med folkevandringer og indbyrdes afhængighed, er religiøs tolerance en indlysende overlevelsesbetingelse. Men ægte tolerance er simpelthen ikke mulig, hvor troen er i centrum, for de frelste 'har jo ret' og vil evigt omvende lunkne og vantro. Kun med religionen på standby kan man lave kompromiser om alt det, der ikke skiller, drive handel og politik.

Enhver vækkelse ligner altså i vores situation et problem.
For næsten uvægerligt vil de nu om dage føre til ondsindede 'etniske' grænsedragninger. Religion er enormt effektivt til at skabe kløfter med, på mange måder mere effektivt end hudfarve. Dén kan højst mobilisere en dum racist hist og her, mens troen, når den er sat i centrum, presser til at tænke i helheder og kræver alt eller intet - det bedst tænkelige byggemateriale til 'etnisk' konfrontation og had.

Vi har allerede set lidt af spiralen, med Pia-folkets forsøg på at trække 'danskhed' og 'kristendom' ind fra periferien, desværre med et vist held. Men det, der er brug for, når en broget flok af farver, religioner og traditioner skal leve sammen, er selvfølgelig koncentration om det, der er fælles, ikke dyrkelse af forskellene.

Og her bliver det store problem utvivlsomt, at børn af indvandrere, der vokser op i Vesteuropa, er godt på vej til at fyre op til den næste store vækkelse. Alle gammelkendte betingelser er parat: helt nye vilkår, der gør de overleverede livsmønstre ubrugelige, men samtidig en række forhindringer, der gør, at de unge ikke uden videre hopper ind i de nye roller og muligheder.

Vi ser derfor allerede nu noget, der på vigtige punkter ligner 68-vækkelsen. Som dengang vælter man pludselig ind på gymnasier og videre uddannelser, hvor alt ånder en ny verden og frihed. Og disse unge er lige så uforberedte, hjemmefra er der ingen erfaringer at trække på, hvad er op og ned? 68'erne blev politisk-religiøse i det ubehagelige limbo, disse begavede indvandrerbørn bliver religiøst-politiske. Over for det ubønhørlige 'bestående' sættes helligskrifternes løfte om, at der findes noget helt anderledes og uendeligt meget bedre andetsteds, noget, man fortrøstningsfuldt kan vente på og ofre sig for. Men hele ungdommen risikerer at gå, før man indser, at socialismens eller islamisk 'retfærdighed' er et gøglebillede, blot et skrabsammen af alt godt, man kan drømme om. Og selvfølgelig ikke har noget med virkeligheden at gøre.

Parallellerne til '1968' er mange. Når vi ser, hvordan alverdens almuekoners forkuelsessymbol, hovedtørklædet, antages som moderne banner for rettroenhed - så må man sende en tanke til lilla bleers og baskerhuers identifikationsfunktion for 25 år siden. Og når Naser Khader beskriver, hvordan han, på besøg i en perfekt dansktalende gymnasieklasse, blev mødt med en farisæisk pegefinger: »Hvor vover du at drikke et glas vand midt i fasten?« - hvilket resulterede i jublende klapsalver fra de omkringsiddende - så svarer det jo præcis til den modbydelige meningsterror, der grasserede i 70'ernes studenterforsamlinger, hvor det mindste tungeslip kunne brændemærke en som 'fascist', 'lakaj' og så videre. Enhver diskussion umuliggøres, når frelsthedens damptromle kører.

Altså: 'Af sig selv' går udviklingen slet ikke entydigt mod 'religionen i udkanten', med folk optaget af noget jordnært og fornuftigt. Måske løber den snarere mod fanatisme, 'etniske' kløfter, gensidigt had? Da Tøger Seidenfaden i sommer luftede sin grundlæggende præmis, sin drøm om, at »det store flertal« af danskerne ville blive »i stand til at møde noget nyt uden frygt i den multikulturelle fremtid«, var få af hans læsere vel uenige - man er vel åben og nysgerrig, selvkritisk og måske endda selvironisk.

Men religiøse vækkelser - som nævnte mennesketype sjældent fatter et muk af - kan risikere at stikke en kæp i fornuftens hjul. Såvel gamle danske som indvandrerbørn kan let tænkes at køre deres tro ind i centrum og anskue hele verden herfra. Så er det slut med ironien og letheden, så er parolen hellig 'respekt' og 'ære'.

Og demagogiske politikere vil hurtigt bygge karrierer på afgrænsning og had.

Hvis vi vil kæmpe på den moralske front for en munter og mangfoldig fremtid, er det nok her, vi burde koncentrere vores indsats, i stedet for for 117. gang at løfte pegefingeren mod Maren i Kæret, fordi hun ikke for længst er jublende 'multikulturel'.

Etisk svarer religionsspørgsmålet til tobaksrygningen. Som jo også snart er fortrængt fra det offentlige rum, så sagesløse ikke generes. Privat kan man selvfølgelig gøre, hvad man vil, og frit vælge afhængighedens form og mærke. Men vækkelsesreligion er totalt ødelæggende for et afslappet samfundsliv. Midlerne mod den er de velkendte: oplysning, satire - og bedre alternativer!