I dag for hundrede år siden døde C.F. Tietgen. Herman Bang skrev hans nekrolog i Politiken og bekræftede myten om ham som nationalhelt, liberalist og mester i konkurrencebegrænsningens ædle kunst. I tankegang og metoder helt moderne, skriver kronikøren, der er forskningsprofessor. »C.F. Tietgen er død. Landets førstemand er død. Han ragede højt op over os alle; over alle dem, der klatter farve på et lærred med en pensel; som bliver grå om fingrene ved at fuske med ler; som puger og handler; som driver politik fra kro til kro og snakker sig en magtstilling sammen eller skriver sig den sammen, linje for linje; der sætter bogstav ved bogstav for at skrive bøger, hvori der intet står - han ragede op over dem alle. Og efter Dalgas' død er der vel kun en eneste tilbage, hvis navn tør nævnes i samme åndedrag som hans. Thi Tietgen, Dalgas og Brandes genoprettede fædrelandet«. Sådan lød de store ord i Politikens nekrolog over Tietgen et par dage efter hans død 19. oktober 1901. Herman Bang havde skrevet den - store ord i et mesterligt sprog og endnu et stykke new journalism, årtier før dette begreb var opfundet. For at sætte trumf på sluttede Bang: »Han skabte vort samfunds udvikling i mere end et halvt århundrede«. Punktum og bang! Så var myten på papiret. Helt uret havde Herman Bang ikke. Derom vidner Tietgens indsats og hans virksomheder endnu i dag. De fleste eksisterer stadig i en eller anden form tilpasset tidens og udviklingens vilkår. Privatbanken - basis for hele hans indsats - er en del af Unibank, der indgår i den skandinaviske finanskoncern Nordea. De Danske Sukkerfabrikker og De Danske Spritfabrikker er forenet i Danisco, Tuborg og De Forenede Bryggerier i Carlsbergkoncernen. Tietgens internationale mesterstykke Store Nordiske Telegraf Selskab lever som selvstændig koncern inden for kommunikation i skikkelse af GN Store Nord. DFDS er stadig et selvstændigt rederi, Svitzers Bjergnings Entreprise en del af A.P. Møller Gruppen. Telefonselskabet KTAS indgår i Tele Danmark, mens Kryolitselskabet og B&W er forsvundet inden for de seneste år. Så har vi ikke medtaget Tietgens indsats i opbygningen af det danske jernbanenet og Esbjerg Havn. Plus endnu nogle virksomheder. Men Marmorkirken - tænkt som Tietgens grundtvigske katedral i hovedstaden - står stadig sammen med det monumentale boligbyggeri, han lod opføre omkring kirken og ved Søerne gennem Det Københavnske Byggeselskab. Dansk erhvervslivs fornemste pris er stadig Tietgenprisen, indstiftet i 1929 ved 100- års dagen for hans fødsel og uddelt med uregelmæssige mellemrum. Manden har sat sig spor og er af en ellers kritisk historiker som nu afdøde dr.phil. Richard Willerslew kaldt »den eneste finansmand af internationalt format, som Danmark har fostret«. Ikke med urette - først og fremmest på grund af de helt moderne metoder, han tog i brug fra omkring 1870 og de næste 25 år, da det moderne Erhvervsdanmark blev grundlagt. Tietgens modernitet bestod først og fremmest i hans tankegang, i udnyttelsen af ny naturvidenskabelig viden og i anvendelsen af nye metoder i organisation og finansiering. Begrebet strategi i virksomheder og erhvervsliv - et modebegreb i disse år - var ikke kendt i sidste halvdel af 1800-tallet. Men strategi som praksis var. Det forudsatte evnen til at tænke i helheder, at se sammenhænge og at handle derefter i praksis. Det formåede Tietgen, og det var den evne, Herman Bang i sin nekrolog havde øje for hos denne børsens 'stormogul', som uvenlige tunger kaldte 'landets førstemand'. Tiden var naturvidenskabens fortsatte gennembrud. Dens praktiske anvendelse inden for kommunikation, i industri og landbrug var grundlaget for den rekordstore økonomiske vækst og globalisering i årene 1850-1914. Globalisering er ikke et nyt fænomen. Ny indsigt i fysikken, især i magnetismens og elektricitetens mysterier via H.C. Ørsted, Faraday og Wm. Thomson, blev basis for en blomstrende telegraf-, kabel- og telefonindustri, der igen blev forløberen for de endnu større elektriske og elektroniske industrier. Fra kemien som videnskab - den organiske og den uorganiske - voksede en ny industri med nye produkter frem i Tyskland, Storbritannien og USA. Til nye markeder. I biologien førte Louis Pasteurs studier af mikroorganismer og eksperimentelt laboratoriearbejde til ny produktion i fødevarefremstilling, ølbrygning og vinproduktion. Ny viden spredtes til lægevidenskaben. I tilslutning til disse videnskabelige fremskridt opstod ingeniørerne - de praktiske mænd med en teoretisk indsigt, der forstod at udnytte naturvidenskabsfolkenes resultater. Disse videnskabelige og tekniske fremskridt havde ikke mange muligheder for at blive spredt og udnyttet og dermed ændre produktion og samfundsøkonomi, hvis ikke de blev sat i forbindelse med den nødvendige kapital til finansiering af anvendelsen af disse fremskridt. Denne systematiske forbindelse mellem naturvidenskab, ingeniører og industri - mellem forskning og erhvervsliv - blev herhjemme introduceret af C.F. Tietgen fra 1860'erne. Internationalt var kapital det nødvendige grundlag for dette partnerskab mellem forskning og erhvervsliv. Lykkeligvis var perioden en hidtil uset økonomisk opgangstid med masser af penge i omløb, bortset fra kortvarige økonomiske tilbageslag. Tilmed udvikledes nye finansielle institutioner og redskaber til formidling af den rigelige kapital. Blandt dem var investeringsbanken, på tysk Gründerbanken, på fransk Credit Mobilier, og investeringsselskaber samt Fondsbørsen. Lige så vigtig var genoplivelsen af aktieselskabet med det begrænsede ansvar og ubegrænset stemmeret. Aktieselskaberne voksede i antal med mange aktier af begrænset pålydende værdi. Sammen med Fondsbørsen blev det grundlaget for, hvad man kunne kalde en vulgarisering af penge- og aktiemar- kedet. Børsspekulation blev næsten en international folkesport med deltagere fra millionærer til daglejere. Herhjemme var Tietgen og Privatbanken pionerer i aktiespekulationen via de aktieselskaber, de dannede og beherskede. De mobiliserede kapital, som hidtil havde været mere passiv. I 1871 beskrev Dagbladet denne ny aktivitet: »Spekulanterne findes så at sige i alle samfundsklasser. Konferensråden og bryggerkarlen, spækhøkeren og kammerråden, herrer og damer, enker og gamle jomfruer, der har nogle tusinde daler til bedste, vover sig ud på børsens glatis og på spekulationens vildsomme hav, hvor de i virkeligheden driver om uden ror og kompas ...«. Som i dag. Børsspillet blev videre beskrevet som en af tidens største demoraliserende farer. Artiklen sluttede med at »bede de stormænd, som fører scepteret på Fondsbørsen at standse, mens legen endnu ikke er alt for slet; vi appellerer tillige til vore småkapitalisters selvopholdelsesdrift, idet vi beder dem erindre det gamle og sande ord, at man helst skal lade være at spise kirsebær med de store; man får som bekendt for det meste stenene i øjnene ...«. Først og fremmest gik Tietgen og Privatbanken ind og etablerede eller omdannede virksomheder på områder, der krævede ny viden og teknologi. Det var tilfældet med kryolitten, sodafabrikation, sukker-, øl-, sprit-, glas- og gødningsfremstilling, byggematerialer samt investeringerne i telegrafi, telefon, jernbaner, dampskibe og skibsbygning. Det samme gjaldt de systematiske investeringer i udbygningen af landets infrastruktur i selskaber som Store Nord (det victorianske internet, der revolutionerede den internationale kommunikation), KTAS, DFDS med de mange indenrigsruter plus faste sejladser til udlandet samt Esbjerg Havn og dele af jernbanenettet. Alt til gavn for den tertiære sektor (handel og service), der som landbruget var af afgørende betydning for den økonomiske udvikling og den hurtigst ekspanderende. Som i dag. Det tredje væsentlige aktivitetsfelt for Tietgen var de nye organisationsformer, institutioner (i bred forstand) og metoder, han introducerede. De omfattede som nævnt aktieselskabsformen, den nye banktype og aktiebørsen, men også checksystemet. Dertil kom fusioner af eksisterende virksomheder til større og stærkere enheder med mulighed for stordrift. Det var virksomheder med 'de danske' eller 'de forenede' i deres navn. Men formålet med dannelsen af de store enheder via fusioner og opkøb - helt moderne metoder - var også at praktisere konkurrencebegrænsningens ædle kunst. Det kunne ske ved dannelsen af monopoler eller 'ringe', som Tietgen selv foretrak at kalde dem. Men også gennem hemmelige underhåndsaftaler og deling af markeder, som nutidens konkurrencetilsyn ude og hjemme er på jagt efter. Allerede dengang indgik sådanne metoder i Tietgens og Privatbankens bestræbelser på at sikre større markedsmagt og profit. De var ikke forbudt. For vi er i liberalismens blomstringsperiode uden lovgivning og tilsyn. Alt var tilladt - bare det lykkedes. Og det gjorde det som regel. Det fjerde og sidste felt, hvor Tietgen satte systematisk ind, var på dannelsen af strategisk forbundne virksomheder - komplekser af virksomheder, der kunne understøtte hinanden. Det mest iøjnefaldende er det transportindustrielle kompleks, som Tietgen opbygger fra 1866, først med Det Københavnske Sporvejsselskab og Det Forenede Dampskibs-Selskab, begge resultat af fusioner af en række mindre, konkurrerende virksomheder. Efterhånden som DFDS vokser, er det praktisk at have eget skibsværft til reparation af flåden og nybygninger. I 1872 omdanner Tietgen og Privatbanken Burmeister & Wain til A/S, tilfører ny kapital og udvider værftet. Når man efterhånden har mere end et halvt hundrede skibe i drift, sker der havarier og grundstødninger. Derfor overtages og udvides Svitzers Bjergnings Entreprise og bliver A/S. Da den nye Esbjerg Havn, udset som hjemsted for DFDS' Englandsfart, ikke kan bygges færdig af entreprenøren, overtager Tietgen og banken arbejdet i 1874 og fuldfører det. I 1879 bygger Tietgen tværbanen Kolding- Esbjerg for at sikre en lettere tilførsel af landbrugsvarer fra de fede østjyske jorder til markedet i England med DFDS-bådene. Alt i alt en række virksomheder og aktiviteter, der gensidigt støttede hinanden - og udtryk for en langsigtet, helt moderne strategisk tankegang. En lignende tankegang findes bag telegraf-telefon-komplekset med Store Nord og KTAS - en fusion af en række mindre selskaber med beslægtet teknologi. Og desuden i dannelsen af Tuborgs Fabrikker i 1873, der oprindelig var tænkt primært som et eksportbryggeri af øl på flaske. Derfor blev foruden bryggeriet et glasværk etableret, og Tuborg Havn blev bygget samt en gødningsfabrik, der skulle genbruge restproduktet fra brygningen - masken fra den spirede byg - som gødning til landbruget. Det gik dog mindre godt. På lignende vis anlagde Tietgen jernbaner på Lolland-Falster i forbindelse med etableringen af sukkerfabrikkerne og dyrkningen af sukkerroer og Østsjællands Jernbane ved overtagelsen af Fakse Kalkbrud, der leverede materialer til bl.a. bygningen af Marmorkirken og Det Københavnske Byggeselskab. Der blev tænkt stort, strategisk og meget moderne med Privatbanken som økonomisk basis - som pengekasse. Tietgen var formand for bestyrelsen i alle aktieselskaberne, og Privatbankens folk sad som bestyrelsesmedlemmer. Så var der kontrol på sagerne i det uformelle imperium. Og store stiftergevinster. Systemer og strategier er ikke så meget værd, medmindre man - foruden pengene til at finansiere dem - har kompetente folk til at bemande dem. Human resources - hedder det på moderne erhvervs- og managementdansk. Dem skaffede Tietgen sig ved konstant at rekruttere de bedste hjemlige folk. På bestyrelsesniveau en række fremtrædende og kapitalstærke personer fra det københavnske storborgerskab. Desuden enkelte folk fra godsejeraristokratiet, politikere og embedsmænd, der kunne tjene som vinduespynt og signalere soliditet. De blev også sat ind i bestyrelserne. Nok så vigtige var dog specialisterne med en teknisk-videnskabelig eller organisatorisk-ledelsesmæssig kompetence. Det var folk som professorerne Julius Thomsen og Ferdinand Meldahl, ingeniøren og kemikeren G.A. Hagemann, farmaceuten C.A. Olesen, teleteknikeren C. Madsen, diplomaten J.F. Sick og officerer med en militær lederuddannelse bag sig som f.eks. kaptajn Edouard Suenson fra marinen, oberst O.V. Hoskier og en række andre. En særlig stilling i Tietgens professionelle netværk og støtter indtog general W.R. Raasløff, krigs- og marineminister i ministeriet Frijs 1866-70 og samtidig på Tietgens hemmelige lønningsliste. Raasløff modtog årligt 6.000 rigsdaler (svarende til hans ministerløn) for at holde Tietgen informeret om regeringens planer, der kunne være af interesse for ham og Privatbanken. Det eneste dokumenterede eksempel i Danmark på korruption på øverste niveau. Et særligt forhold havde Tietgen til kongen, den ikke alt for kloge Christian IX. Tietgen organiserede afhentningen af dronning Louises arv efter faderen, landgreve Wilhelm af Hessen, ved udbruddet af den fransk-tyske krig i 1870. Desuden fungerede Tietgen som finansiel rådgiver for kongen, når denne skulle investere 'de hessenske millioner'. Det skete bl.a. i de tietgenske virksomheder. Gennem Christian IX og hans datter Dagmar, gift med den russiske tronfølger, den senere tsar Aleksandr III, sikrede Tietgen favorable betingelser i Rusland for Store Nordiske. Reelt opbyggede Tietgen et uformelt forretningsimperium med sig selv som formand for alle selskaberne og den kapitalstærke Privatbanken i centrum. Det uformelle imperium blev holdt sammen og styrket af den finansielle binding til banken og personrelationerne. Tietgen havde allerede da et helt moderne blik for strategisk tankegang og planlægning, for udnyttelsen af uformelle netværk og human resources - eksperter - med professionalisering af virksomhedernes ledelse og adskillelse af ledelse og ejerskab. Viggo Hørup sendte allerede i 1882 - ved Tietgens og Privatbankens 25- års jubilæum - denne tvetydige salut på forsiden af Morgenbladet 5. november: »I kundskaber og forstand har hr. Tietgen mange ligemænd og ikke få overmænd, skønt næppe i den danske handelsverden. Men hvad han har forud for de andre, det er moralsk mod - en sjælden egenskab her til lands, og blandt de blinde er jo allerede den enøjede konge - et moralsk mod, for hvilket intet, ikke blot intet pengebeløb, ligger for højt: mod til at tage ansvaret, mod til først at vove andres, så også sit eget, mod til at gå frem og mod til at fjerne, hvad der stiller sig i vejen. De andre har også noget af alt dette, men i det mindre, i det små«. Som Bang havde heller ikke Hørup uret.