Børn er blevet hensynsløse støjmagere i det offentlige rum. Forældre udliciterer ansvaret for deres afkom til psykologer, og nu skal børnehaverne omdannes til forskerfabrikker. Kan det undre, at nogle søger tryghed hos pædofile, spørger kronikøren, der er cand.mag. i retorik. »Aaaauuiiii!!!«, hvinede de og spænede ned ad flyets midtergang. Jeg var på vej hjem fra USA i en tætpakket DC 10'er, og mange passagerer skar tænder over to små piger, hvis leg stjal al opmærksomhed og hæmmede stewardessernes færden i flyet. Blikke spurgte om det, alle sad og tænkte: Hvornår gør moren dog noget? Intet skete. Indtil en ældre schweizer rakte armen ud og blokerede for pigernes hundredmetersprint. Én blev forskrækket og begyndte at græde. Ak ja. Omsider reagerede den unge, tyske mor; men ikke ved at føre sine børn tilbage til deres sæder, nej; hun var rasende på schweizeren: »Hvor vover De! Pigerne har ingen andre steder at lege!«, skreg hun. Scenen udartede til et masseskænderi. Man taler meget om seksualitetens erobring af det offentlige rum; den skader børn og unge, hedder det. Men hvad med børnenes erobring af det offentlige rum? Den skader voksne og gamle! Og på længere sigt: børnene selv. Lad os dog tale noget mere om den. For efterhånden er alle samfundets bastioner faldet for lilleputterne; de skal have lov til alt, over alt. Fætter BR og Pokémon har besat DSB's togkupéer, apatisk ligeglade forældre ignorerer klagerne over barnehvin på restauranter, og unge mødre tager spædbørn med til forelæsninger på universitetet. F.eks. var der forrige år en underviser på Panum Instituttet, der besværede sig over at blive forstyrret af barnegråd under sin forelæsning. Moren gik grassat. I stedet for at tænke på sine hundrede medstuderende, der prøvede at tage eksamensnoter, indsendte hun en klage over diskrimination til medicinsk fakultet. Selv ikke samfundets hellige haller skånes; præstens prædikener overdøves af babyhyl, og salmesangen drukner i barnevræl. Hvorfor er det blevet sådan? Tre vigtige grunde tror jeg, man finder i vor tids individualistiske kultur: 1) tanken om individets ukrænkelighed, 2) det voldsomme fokus på egne behov og rettigheder, 3) og relativeringen af alle værdier og meninger som lige gode. Den første er vigtigst; den er grundlaget for de to sidste, og for vores samfund. Menneskerettigheden om individets ukrænkelighed mener vi danskere dog - til forskel fra alle andre vestlige folkeslag - ikke kan praktiseres uden afskaffelsen af al form for autoritet. Ulykkeligvis. 1) Individet er ukrænkeligt; alle må gøre, hvad de vil. Når børn vokser op i et samfund præget af denne 'der er ingen, der skal komme og fortælle mig'-mentalitet, bliver opdragelse i gammeldags forstand til en krænkelse af deres personlige beslutningsdygtighed. Børn vænnes af deres forældre, omgivelser, af samfundet til at se sig selv som små voksne. Selv oplever jeg da også tit yngre forældre proklamere, at deres børn da »skal ha' lov at gøre, hva' de vil«. Udsagnet skal forstås som en indirekte bebrejdelse af 'gammeldags' forældre, der »bestemmer for meget over børns liv«. Et indicium på, at man står over for et sådant 'frigjort' forældrepar, kan være, at en høflig henstilling om, at de dæmper deres barn på et museum, mødes med et mistænkeliggørende: »Manden er sur! La' lige vær' med at skrig' så meget, Frederik«. Hvorefter larmen fortsætter uhindret. Denne komplet misforståede 'respekt' for børnenes individualitet medfører et fænomen, man møder overalt i samfundet: forældre, der parlamenterer med deres børn. F.eks.: »Du får ikke mere lakrids, for mor har ikke råd til det, Sofus«. »Jamen, mor, jeg vil !« (jævnfør mit punkt 2: optagetheden af egne behov). »Niks, du må forstå, mor ikke tjener nok til at flotte sig sådan«. Moren antager altså, at et femårs barn forstår dialektikken mellem udgifter og indtægter. Som om dets intellekt er fuldt udviklet! Værst er dog, at når alt på den måde lægges ud til debat, indbydes barnet til protester. Mors nej synes ikke længere at være en endelig afgørelse. Jævnført med, at den sunde, gamle barnelærdom 'Du må ikke svare igen!' er forsvundet, og at børnehaverne vrimler med 'forhandlerbørn', der vil belønnes for at samarbejde med pædagogerne. Noget for noget. Flad struktur. Denne nedbrydning af forældrenes autoritet fremmes af psykologibølgen. Mange psykologer prøver at nødvendiggøre deres egen funktion - og tjener fedt på håndbøger i opdragelse - ved at overintellektualisere børns adfærd; altså ved at antyde, at det er dem, der som fagfolk sidder med nøglen til barnesindet. Og i forfejlede forsøg på at blive gode forældre sluger man råt psykologernes ofte unødvendigt komplicerede teorier. Mange forældre indbyder dog selv til overflødig belæring ved at være latterligt overforsigtige; som parret i TV-Avisen 4. april i år, der søgte psykologbistand i valget af farver til deres barns vugge. Tilbage til hovedsporet: opfattelsen af børn som færdigstøbte, voksne individer. Den spores også på beklædningsområdet: Tøjannoncer viser gerne fem-seks-årige klædt 'tjekket' på, som om de var tre gange så gamle, som de er. Piger og drenge står sammen i kærestepositurer med erotiske undertoner, skønt interessen for det modsatte køn reelt først vågner flere år senere. Hvad er der galt med at være barn? Hvorfor skal det pludselig være 'sejere' for en seksårig dreng at gå i 'street wear' og kysse piger end at ligge i et par tilsvinede overalls og lege med mudderkager? Her bærer mode- og tekstilbranchen et stort ansvar: Reklamer, der avancerer, ja erotiserer børns verden, forvirrer dem ved at bilde dem ind, at de skal leve op til voksne idealer. Og desværre er der mange forældre, der ikke gennemskuer kampagnerne, men troligt køber tøjet til deres børn, de krævende små voksne. Dette syn på børn er farligt, fordi det, ubevidst, fører til omsorgssvigt: Fforældre, der af frygt for at være autoritære erstatter opdragerens retledende myndighed med kammeratlig jævnbyrdighed, berøver derved børnene deres orienteringsmuligheder i en verden, de endnu ikke kan overskue. I stedet for at blive opdraget må børnene tilegne sig erfaringer i fællesskab med kammerater; men jævnaldrende kan kun påvirke, ikke vejlede. Og når mange samtidig overlader deres børn til sig selv, til computerspil og pædagoger, fordi arbejdsmarkedet kalder, så er det ligefrem diskvalificerende at forsvare sig med, at 'pædagogerne jo er uddannede til at støtte børnene'. For hvad en offentligt ansat kan yde af 'nærværsminutter', konkurrerer dårligt med mor og far. Ikke mindst, når børn allerede fra vuggestuen er vant til, at forældrevikaren skiftes ud så ofte som lagenet i deres vugge og har tredive andre spædbarnsklienter at levere nærværservice til. »Vi udsætter børn for et utal af brud allerede i alderen nul til to år«, siger psykologen Ole Schouenborg i et forstandigt interview bragt i Kristeligt Dagblad (30.3.); »og når man er så lille, oplever man det som meget alvorligt at blive forladt«. »Rædslen for at blive efterladt hos en vild fremmed« sætter sig varige spor i børns sociale udvikling og får dem i mange år frem til at tvivle på, at de er elskede bedyrer Schouenborg, der kalder moderne mødre for omsorgsimpotente. En undersøgelse af 46 daginstitutionsbørn foretaget af børneforsker Søren Smidt viste da også, at en betragtelig del huskede deres børnehavetid med en følelse af savn efter deres mor. På denne baggrund kan det ikke overraske, at Radioavisen sidste efterår meldte om hidtil uhørte eksempler på børnehavebørn, der banker deres legekammerater af ren frustration. Afsavn avler sorg, siden vrede. Forbløffende er derfor næppe heller de tiltagende problemer med kriminelle ungdomsbander. For det er jo bare det næste skridt i en udvikling, forældrene selv har igangsat ved at behandle deres børn, som var de færdigudviklede individer, der kan klare sig selv. Det kan de ikke, og derfor søger de tryghed uden for hjemmet i grupper af andre fravalgte unge. Samme årsager ligger bag den omdiskuterede pædofili. Mange debattører misforstår helt dette problem ved at koncentrere sig om børnemisbrugernes seksualitet; ved at blive klogere på gerningsmændenes motiver gennem forskning og behandling mener man at kunne reducere forbrydelsernes omfang på længere sigt. Sludder og vrøvl! Pædofili-driften bremser man ikke. Det er børnenes motiver, det gælder. Skal man tro Kristian Ditlev Jensen, der for nylig udgav bogen 'Det bliver sagt' om sin barndom som offer for pædofili, øger forældre risikoen for, at børn finder på at gå hjem med fremmede, ved ikke at bruge tid nok på dem; føler et barn sig ikke elsket, stiger fristelsen for at tage imod tilbud udefra. Et helt andet tegn på, at denne essentielle, inderlige forbindelse mellem forældre og deres børn mangler i mange familier, kan iagttages i den føromtalte psykologibølge. Så snart der opstår et problem, forældrene ikke umiddelbart forstår, ryger børnene til psykolog. Dette skyldes ikke kun, at psykologer er enestående dygtige til at markedsføre deres faglige kompetencer, men også, at mange moderne forældre har tabt forståelsen for, at de alene er ansvarlige for deres børns følelsesmæssige trivsel - og for børnenes handlinger, når trivslen udebliver. Illusionen om, at børn er små voksne individer, legitimerer for nogle, at man udliciterer sine forældrepligter til fagfolk. Det er utilgiveligt; børn har ikke brug for fremmede psykologers handlingsplaner; de har brug for mors skørter og fars godnathistorier. Udliciteringen af forældreansvaret gælder også opdragelsens sociale dele. Jeg har allerede vist eksempler på, hvor ulideligt børn opfører sig i det offentlige rum, fordi deres forældre ikke lærer dem at respektere andre. Det må de altså lære uden for hjemmet. Og det er derfor, folkeskolen har udviklet sig fra oplæringsanstalt til opdragelsesanstalt. Lærerne har ikke tid til at undervise, fordi timerne går med at skaffe ro i klassen. Så beklager forældrene sig over, at deres børn ikke lærer nok; de burde i stedet betale, hvad det koster at sende opgivende folkeskolelærere i psykoterapi. For igen er det forældrene, der er ansvarlige. Nogle tal fra Arbejdstilsynet understreger situationens alvor: Antallet af læreres 'arbejdsbetingede lidelser' afledt af belastende 'psykosociale forhold' i folkeskolen er mere end fordoblet alene fra 1993 til 1998. Og hvor antallet af voldsulykker anmeldt fra folkeskolen i 1993 var 50, var det i 1998 steget til 86. Arbejdstilsynet anbefaler i en konklusion af sine undersøgelser (af 23.5.), at lærerne i grundskolen efteruddannes, »f.eks. i konflikthåndtering og retningslinier i forbindelse med trusler om vold«. Konklusionen bekræfter ligeledes, at »forventningerne til skolen er øget (...) fra forældrene«, og at dette »skaber usikkerhed blandt lærerne om, hvilke mål de skal nå«. Det stigende pres har medført, at Danmarks Lærerforening må tilbyde terapeuthjælp til belastede folkeskolelærere. Politikerne er for længst hoppet med på den om, at børn ikke lærer nok. Og OECD konkluderer i en ny rapport, at der er gevinster at hente, hvis de små begynder at skrive, allerede mens de går med ble. Gevinster for hvem? For børnene? Nej da; for arbejdsmarkedet; det er jo samfundsøkonomien, det handler om. De progressive svenskere taler således ikke mere om vuggestuer, men om 'förskola'. Barndommen er afskaffet, børn er små voksne. Hjerneforskeren Kjeld Fredens mener f.eks. ikke, det er nok, at børn tegner, synger og leger i institutionerne; nu bør de også »diskutere, finde vej på et kort, lege sproglege, trykke på en lommeregner, filosofere og løse hovedbrud« (citeret i Weekendavisen 10.-16.8.). Det er betegnende, at Fredens er hjerne- og ikke hjerteforsker; her handler det om forstanden, ikke følelserne. Sidstnævntes indflydelse på bruttonationalproduktet er jo også vanskelig at påvise. På linie med Kjeld Fredens lovpriser formanden for Danske Daginstitutioner (radioudsendelse 10.8.) børns vænnen sig til social gruppeadfærd ved at blive passet sammen med andre børn. Daginstitutionerne er fantastiske, hedder det, fordi de således tilpasser børnene til arbejdsmarkedets krav. Man mindes Maos Kina, hvor samfundskollektivet havde krav på børnene, fra de blev født, og arbejdet var livets eneste mening. Jeg finder det fuldstændig diskvalificerende, at daginstitutionernes formand ikke en eneste gang nævnte ordene 'kærlig omsorg' og 'tryghed' som væsentlige forhold i børnenes første år. Barndommen med sine bløde behov anskues åbenbart som et parentetisk forstadium til vigtigere sager. Vi er inde i en farlig udvikling. Det lader nemlig til, at disse evindelige effektiviseringsbestræbelser er ved at medføre afviklingen af essentielle værdier i europæisk kultur. Glemt er således klogskaben i Rousseaus antirationalistiske pædagogik: »Jeg føler, før jeg tænker. Og det er menneskehedens fælles lod«. Glemt er vismanden Sokrates, der som reaktion på begejstrede beskrivelser af de sindrige samfundsinstitutioner i Athen nøjedes med et tørt: »Og hvor kan man så lære at blive et ordentligt menneske?«. Glemt er Italiens (højaktuelle) filosof Giambattista Vico, der i 1709 dadlede sin samtids abstrakt tænkende videnskabsmænd for at skole de unge i logikkens sandheder »for tidligt; mens de endnu er umodne. For som alderdommen udmærker sig ved fornuften, udmærker ungdommen sig ved fantasien, der altid er blevet betragtet som et lykkeligt forvarsel om fremtidig begavelse. Og på ingen måde må man sløve et talent inden for de kunstarter, der virker gennem fantasi, erindring eller begge; såsom maler-, digte- og talekunsten«. Med andre ord: Lad børn være børn. Moderne undervisningsplanlæggere burde skele mere til den gamle humanistiske dannelsestradition end til OECD-rapporter og hjerneforskere. Til sidst en påmindelse til forældrene: Husk, at børn, der aldrig har følt sig påskønnet af deres forældre, vedbliver at søge anerkendelse som voksne. Det er derfor, spanierne om en storpralende person siger: »Han har ingen bedstemor«. Med andre ord: Al den ros, personen ikke fik af sin nærmeste familie som barn, den må han give sig selv som voksen. Den slags (meget anstrengende!) mennesker bliver der mange af. Om nogle år, når den forsømte generation modnes. Og så får OECD og hele arbejdsmarkedet at se, hvad den forstandsforhippede og følelsesforglemmende minusopdragelse har gavnet. Til den tid vil psykologerne passende kunne genoverveje, hvad det gavner med 'sociale kompetencer' uden kærlighed. Det kan godt være, børnene er blevet dygtigere og mere voksne, men nytter det, hvis de aldrig har følt sig elskede og derfor hverken elsker sig selv eller hinanden? Vi får se. Indtil da må man vel døje med deres støjende bøn om opmærksomhed - i togene, auditorierne og kirkerne.