I Danmark kan man lovligt købe politiske partier til at forpligte sig til at stemme på en bestemt borgmesterkandidat. Det kaldes partistøtte, men en historie fra Høje Taastrup får kronikøren, der er cand.scient.pol., til at foreslå, at vi reviderer spillereglerne. SiD i Høje Taastrup sendte i efteråret et brev til den lokale SF-partiforening. Med brevet fulgte en check som partistøtte. Der fulgte også en henvisning til en forståelse af, at det var en betingelse for støtten, at SF pegede på den socialdemokratiske Anders Bak som borgmester ved konstitutionen efter valget. Er et sådant brev i strid med straffeloven? Svaret er lige for tiden nej. Men der er vel grund til at diskutere, om det bør blive ved med at være sådan. Vær så artig: I Danmark kan man lovligt købe politiske partier. For eksempel kan man købe et parti til at forpligte sig til et stemme på en bestemt kandidat som borgmester. Det hedder partistøtte. De fleste af os kender den almindelige partistøtte, hvor de politiske partier modtager penge fra banker, arbejdsgiverorganisationer eller fagforeninger. Sådanne midler kan modtages uden besvær. At der nok ligger nogle uudtalte forventninger nedenunder, er naturligvis én side af sagen. Når det ender i rene aftaler, hvor afgørende beslutninger er betingelsen for støtte, så minder det mere om forhold i Langtbortistan. Men i Danmark er det ikke forbudt. USA er jo velkendt for, at partierne finansieres af privat indsamlede midler, og at der ventes forskellige former for returkommission i form af indflydelse gennem ansættelser eller konkrete politiske initiativer til personer, der bidrager til kampagnen. Det sker vel som hovedregel uden skriftlig kontrakt. Amerikas Forenede Stater er i den konkrete sammenhæng her næppe noget forbillede - men jeg er ikke ekspert. Alligevel mener jeg, at der selv derovre har været sager om ulovlig partistøtte, for eksempel når præsidenten ville påvirke andre organer i beslutningsapparatet under 'Checks And Balances', altså ved støtte direkte til organerne og ikke nødvendigvis til enkeltpersoner. I den almindelige kamp mod korruption i Europa skrev EU i 1997: »Korruption defineres generelt som »enhver misbrug af magt eller usømmelighed i beslutningsprocessen, frembragt ved ethvert upassende overtalelses- eller lokkemiddel« (se http://europa.eu.int/scadplus/leg/en/lvb/133099.htm). Nøgleordene her er, at der ved korruption forstås anvendelse af lokkemidler i strid med almindelig moral, anvendt til at påvirke beslutningsprocessen. Der er grund til at hæfte sig ved, at man ikke her sondrer mellem forskellige typer af modtagere. Her slås det fast, at korruption og bestikkelse ikke handler om andet end en upassende metode, uanset om aktøren er et firma, en forening eller en fysisk person. Det skal for fuldstændighedens skyld her anføres, at EU i sin meddelelse oplyser, at hvad der konkret anses for bestikkelse eller korruption varierer fra land til land. At Danmark åbenbart ikke er med som foregangsland i kampen mod korruption, når det handler om støtte til politiske partier, kan måske give anledning til eftertænksomhed. Vi plejer jo på dette område at opfatte os selv med nogen skinhellighed som værende i førertrøjen på feltet. Grunden til min pludselige interesse for ulovlig partistøtte opstod, da jeg som SF'er i Høje-Taastrup Kommune erfarede, at SiD efter ansøgning fra os nu havde bevilget 6.000 kr. i partistøtte. SF modtog et brev fra SiD's lokale afdeling, hvorefter man citerede vores formand for på et møde at skulle have tilkendegivet, at SF ville pege på socialdemokraten Anders Bak som borgmester efter valget. Formanden, der var eneste SF'er ved mødet, bestred på noget tidspunkt at have udtalt sig sådan. Den form for støtte betakkede bestyrelsen for SF sig for og returnerede den vedhæftede check. Den politiske baggrund for den opståede situation var den klassiske diskussion i SF om at søge indflydelse og dermed blive et appendiks til Socialdemokratiet eller at indtage en mere selvstændig position. I Høje Taastrup havde den givet anledning til alvorlig splittelse i partiet i 2000 og foråret 2001. Ved et fuldt demokratisk gennemført opstillingsmøde opnåede det daværende SF-byrådsmedlem kun en placering som nummer fire og anså sig derfor for væltet. Hun var gennem årene blevet kritiseret for ikke at beskæftige sig med forholdet mellem forvaltning og borger i kommunen og for at have gjort SF til et socialdemokratisk ekko. Resultatet af opstillingsmødet spaltede partiet i to omtrent lige store lejre, og det meste af foråret og sommeren gik med intern sandkasse, der blandt andet endte med, at der blev valgt en ny bestyrelse domineret af personer fra den fløj, der havde tabt opstillingen. Denne bestyrelse arbejdede systematisk og konsekvent på etablering af en ny borgerliste, mens den obstruerede SF's interesser i mellemtiden. Blandt andet søgte denne kreds midler fra SiD til den nye endnu ikke etablerede lokalliste, mens den undlod at søge midler til SF. Sådanne spejderlege fortjener ikke yderligere omtale, de risikerer blot at miskreditere det politiske arbejde yderligere. Det skal dog anføres, at udbryderne havde snævre forbindelser til SiD i forløbet. Partistøtten er kun på et beskedent beløb på omkring 5.000-8.000 kroner. Men der er i det hele taget ikke så mange midler i partikasserne, så lidt har også ret, og her er det princippet, der gælder. Tilfældet svarer til, at en landbrugsorganisation tilbød Det Konservative Folkeparti i Københavns Kommune omkring 75.000 kroner under forudsætning af, at de ville pege på Søren Pind som overborgmester efter valget. Det forekommer forrykt. Man kan gætte på, at der er en veletableret, men formentlig ikke helt direkte sammenhæng mellem Socialdemokratiet i Høje Taastrup og dermed borgmester Anders Bak og SiD. I hvilken udstrækning man kan anse den betingede udlodning af støtte som styret fra Rådhuset, kan dermed overlades til den fri fantasi. Til gengæld tyder meget på, at sammenhængen med udbrydergruppen udfra den nye borgerliste har været ganske intens. Der havde allerede været flimmer med hensyn til, om SF ville pege på en socialdemokratisk borgmester eller ej. Før denne sag var tendensen formentlig, at man ville støtte en socialdemokratisk borgmester, hvis valget gjorde det muligt. Men valgresultatet er jo ukendt endnu, og blokkene i Høje-Taastrup Kommune står tæt på hinanden. I det lys er en løftepræget tilkendegivelse det rene galimatias, der risikerer at ende som en politisk boomerang. Kort sagt: Det virker anstødeligt, og de politiske konsekvenser af sagen er indtil videre kun, at nogle få må gå rundt med en underlig fornemmelse. Brevet fra SiD kan ikke forstås på anden måde end et forsøg på at overtale SF til at modtage støtte på de politiske betingelser, at partiet derved forpligter sig til at stemme på Anders Bak ved konstitutionen - uanset valgets udfald. Min opfattelse var med det samme, at tilfældet burde politianmeldes. Jeg troede som nævnt, at tilfældet måtte falde ind under bestikkelsesbestemmelsen i straffeloven. Den retsopfattelse blev bestyrket, da jeg ringede til en tidligere dommer i min bekendtskabskreds, der ureflekteret var enig og sagde: »Anmeld«. Han tilføjede, at om jeg ville anmelde, var en personlig sag, men det ville efter hans klare opfattelse være aldeles nosseløst at lade være. I Socialistisk Folkeparti i Høje Taastrup udtrykte et par stykker tvivl om, hvorvidt tilfældet i det hele taget var strafbart. På det tidspunkt fastholdt jeg, at hvis ikke de ville anmelde, så ville jeg gøre det for egen regning. Tilfældet er - efter mine 30 års deltagelse i partipolitik - helt uden sidestykke, og jeg troede mig faktisk ret sikker i min sag. Alligevel tog jeg fat i henholdsvis en forsvarsadvokat, en lektor og en professor i strafferet. Alle tre tilkendegav efter at have studeret de relevante lovbestemmelser, at partistøtte på betingelser som i tilfældet her er helt lovlig i Danmark. Bestikkelse i dansk sammenhæng kræver, at dusøren bliver en personlig tjeneste. Der skal være personlig vinding direkte forbundet med belønningen. Under de omstændigheder trak jeg min trussel om politianmeldelse tilbage: Der var simpelthen ikke nogen sag, og jeg måtte klø mig i nakken og vedstå, at jeg havde taget fejl. SiD's tilbud var lovlig partistøtte, uanset om den var forbundet med konkrete betingelser eller ej. Mit ærinde her er at spørge, om det virkelig skal være sådan fremover? Med den nuværende retstilstand risikerer vi ikke straffesager i tilfælde, hvor der opstår politiske tjenester i kølvandet på for eksempel store privatiseringer, så længe de afledte initiativer og vedtagelser blot ændrer på rent politiske beslutninger, og så længe der ikke foretages direkte udbetalinger til enkeltpersoner, eller indholdet støder mod for eksempel regler om inhabilitet. Retstilstanden er støttet på den tilsyneladende pluralistiske antagelse, at den fri meningsbrydning og demokratiets udøvelse af initiativer på en eller anden måde må være hævet over den almindelige saglighedsmaksime, som gælder i forvaltningen. Saglighed og hæderlighed hører efter den opfattelse til i en moralsk verden, og hvis politikere handler umoralsk, hvilket vi ved, de undertiden gør - så hører afstraffelsen til ved vælgernes domstol og kun der. Manipulationsretten er derfor totalt fri, og der skal ingen begrænsninger indføres i den politiske sfære, hverken når det angår handlinger eller ytringer. Partierne er som aktører hellige køer, hvor mennesker og aktieselskaber er underkastet mere almindelige retsregler. Tilfældet fra Taastrup bliver let til en sag, der minder om noget, vi moralsk ikke kan lide, men som åbenbart falder inden for det tilladtes grænser. Nogle vil sammenligne det med forholdet mellem demokrati og nazisme. Det er tilladt at være nazist, bare man ikke gør en kat fortræd, og bare man ikke udøver vold, kommer i strid med racismeparagraffen eller andre straffelovsbestemmelser. Da ingen har en moral, der objektivt set er bedre end andres, bliver konsekvensen: Retlig regulering af politikeres politiske dispositioner gives ikke. Men det handler ikke om pluralisme og ikke om politisk moralfrihed. Det handler altså om forbrydelser. Man kunne jo spørge med samme ret, hvorfor bestikkelse af politikere som personer skulle være tilladt? I Tyskland blev Kohl væltet på grund af ulovlig partistøtte. Ingen har beskyldt ham for at bruge midler ud fra personlig vinding. At bruge lokkemidler i form af belønninger til at få ændret politiske beslutnings-processer bør efter min opfattelse være ulovligt, uanset om modtageren er en person eller et parti. Pointen er jo netop, at Kohl blev beskyldt for at ændre indholdet af Tysklands politik som følge af den partistøtte, CDU administrerede og modtog i det skjulte. Skjult, fordi den var forbudt. Så længe den nuværende retstilstand fortsætter, kan man forestille sig hvad som helst: Er midlerne store nok, vil partiet for eksempel kunne forsyne partimedlemmer med hjemme-pc og internet til partiarbejdet som kvittering for en bestemt form for deltagelse i en politisk beslutnings-proces alene forsynet med midler, der kommer fra en bestemt organisation. Med andre ord bliver partiet så kun en hvidvaskende mellemstation til opnåelse af personlig vinding. Det er altså ikke alene umoralsk, det bør også være ulovligt. Det er relativt let at se forskel: Det handler om at bruge penge som middel til politisk overtalelse. Sådan som SiD i Høje Taastrup forsøgte det. Bestikkelse er noget andet end lovlig støtte. Bestikkelsen er den ulovlige kobling mellem to handlinger, for eksempel dels at vælge en bestemt entreprenør til at opføre en offentlig bygning og samtidig tage imod en privat renovering af badeværelset i villaen som modydelse. Den lovlige støtte bliver efter min opfattelse også til bestikkelse, når der knyttes en betingelse til den om ændret adfærd inden for den i øvrigt lovlige politiske sfære, som for eksempel ved udvælgelsen af en borgmester. Hvis man i det skjulte kan købe sig til vitalt ændret adfærd, bør det være tordnende underordnet, om pengene går til en person eller til et parti. Forsøg på at købe en politiker til at ændre adfærd i det offentlige rum vedrører noget helligt: tilliden og repræsentativiteten. I det repræsentative demokrati er der to grundpiller: retten til information og protest og beskyttelsen af relationerne mellem de valgte og deres vælgere. Relationerne kan selvfølgelig blive flossede af den ene eller den anden grund. Men der bliver altså, selv når det forhåbentlig bliver forbudt at købe sig til for eksempel stemmeafgivningen ved en borgmesterkonstitution, masser af spillerum for politiske studehandler. Og husk, når sagen kommer frem, skyldes det den undtagelse, at vi her var for hellige til at ville modtage pengene. Normalt tåler den slags (u)gerninger alligevel ikke dagens lys. I tilfældet fra Høje Taastrup er det formentlig snævre samspil mellem SF- udbryderlisten og SiD allerede omkring dens etablering i sig selv helt o.k., men efter min mening dog væmmelig. Eventuelt mandatsvig udøvet af den tidligere SF-bestyrelse, der reelt set arbejdede destruktivt i forhold til SF's interesser, vil ingen i deres vildeste fantasi tage sig af. Det hører til i den afdeling for politisk sandkasse, der desværre må forventes at kunne opstå i ethvert politisk miljø. Man kunne naturligvis spørge, om det fremover skal være forbudt FDM at udlodde støttemidler til partier, der ønsker flere motorveje? Tilfældet er opfundet og måske også fortænkt og bør formentlig udelukkes. Men sagen er, at der er forskel på støtte til partier, der af egen drift formulerer en bestemt trafikpolitik, og som derfor får midler til at fremme den, og så partier, der modtager massiv støtte for at forlade en offentlige trafiksatsning til fordel for bilismen. Der er forskel på almindelig politisk prostitution og politisk bestikkelse. Jeg ville intet have at indvende mod, at den sidste form for støtte blev gjort strafbar. Danmarks riges grundlov har hidtil været gældende, også for de fattige. Hvis man forestiller sig, at pengestærke organisationer benyttede deres muligheder mere systematisk end hidtil, ville taberen blive demokratiet og ikke mindst de pengesvages muligheder i det politiske system. Men hvad der ud fra helt almindelige begreber opfattes som bestikkelse af et politisk parti, burde være strafbart for såvel bestikker som bestukket. Kort sagt: Trænger vore spilleregler til revision?