Kan man forestille sig en situation, hvor beskyttelse af ytringsfriheden er overladt til private firmaer, der afgør, hvad vi må tale om i det offentlige? Europæisk internetregulering bevæger sig i den retning med et slogan om selvregulering, mener formanden for Digital Rights. Internet hyldes som det nye medie for ytringsfrihed og fri debat, men samtidig er der fra flere sider kræfter, der arbejder for at lægge låg på debatten. På europæisk plan har man længe diskuteret, hvorledes man kan gøre internet til et mere sikkert sted at færdes - særligt for at beskytte børn. Den politiske diskussion har senest udmøntet sig i en flerårig EU-internethandlingsplan, der støtter udvikling af filtersystemer samt opfordrer IT-industrien til selvregulering. I Danmark har diskussionen bl.a. omhandlet brug af filtre på offentlige biblioteker, samt hvorvidt internetudbydere har pligt og/eller ret til at fjerne hjemmesider, som de finder umoralske eller uetiske. Det seneste eksempel er, at internetudbyderne efter terrorangrebet 11. september har bedt forskningsministeren om retningslinier for netetik. I USA forsøgte man sig allerede i 1996 med lovgivning, der regulerede kommunikation på internet strengere end kommunikation i den fysiske verden. Der var således ting, man måtte sige på gadehjørnet, men ikke på internet. Og da forslaget blev afvist af højesteret har man i stedet gennemført lovgivning, der i praksis pålægger alle offentlige skoler og biblioteker at sætte filtre på deres computere. En lov, som ifølge menneskerettigheds-organisationer og amerikanske biblioteker er i strid med ytringsfriheden og nu skal prøves ved domstolene. Men hvad er det egentlig for et problem, man søger at løse, når man via lovgivning eller selvregulering vil gøre internet til et mere 'sikkert' sted at færdes, og hvad er det for en demokratisk pris, man betaler? Mange taler om internet, som om det er et lovløst område eller et helt særligt univers, hvor der skal gælde andre regler end i samfundet i øvrigt. Det er det ikke. Internet ligner på mange måder den fysiske verden, vi allerede kender. Et sted med butikker, virksomheder, foreninger, underholdning, reklamer, handel, mødesteder og offentlige institutioner. Et offentligt rum, som alle med internetadgang kan benytte. Et offentligt rum, hvor vi kan udtrykke vores holdninger, finde information, møde interessefæller og diskutere på global skala. Men hvor adgangen til at søge information og få budskaber ud er langt nemmere end i den fysiske verden. På internet er man ikke underlagt restriktioner i form af et redaktionelt nåleøje, begrænset sendetid eller en informationsmonopolistisk stat. Derfor har menneskerettigheds-forkæmpere over hele verden da også hyldet de nye muligheder, som internet giver for at få budskaber ud - ikke mindst muligheden for at bekæmpe stater, der undertrykker mennesker ved at undertrykke deres adgang til information. Den lette informationsadgang betyder imidlertid også, at samfundets meningspluralisme bliver mere synlig. I og med at informationssøgning er radikalt nemmere, kommer vi lettere i kontakt med provokerende eller kontroversielle holdninger. Disse eksisterer også i det fysiske rum, men her kan vi lettere undgå kontakten, dels pga. fysiske begrænsninger, dels fordi den fysiske verden har en lang række kulturelle koder, som vi bruger til at undgå kvarterer eller mennesker, vi ikke ønsker at blive konfronteret med. På internet er muligheden for at søge information vidtrækkende, hvorfor mødet med ytringsfriheden bliver mere påtrængende. Moralske, politiske og seksuelle grænser udfordres i højere grad end det fysiske rum, vi er vant til at manøvrere i. Det har skabt et politisk pres for at lægge låg på nettets pluralisme - særligt for at beskytte børn. Og da EU-kommissionen ikke som USA har ønsket at lovgive, har man i stedet valgt at spille bolden videre til IT-industrien og bedt dem, om at selvregulere. En term, der i sig selv er misvisende, fordi den normalt anvendes, når en branche forsøger at regulere egen adfærd, f.eks. gennem etiske regelsæt. I dette tilfælde er der imidlertid ikke tale om, at internetudbyderne skal regulere egen adfærd, men derimod at de skal regulere kundernes adfærd. Opfordringen til IT-industrien går dels på udvikling af mærknings- og filtreringssystemer, dels på udvikling af et moralkodeks, der kan ligge til grund for selvreguleringen. I forhold til mærknings- og filtreringssystemer har EU-kommissionen med støtte fra Danmark afsat 140 mio. kr. til at udvikle og fremme brug af disse. Systemerne er baseret på, at alle hjemmesider skal deklarere deres information inden for nogle på forhånd fastlagte kategorier, og bakkes op af kommercielle aktører som IBM, Microsoft og Bertelsmann. Skal mærknings- og filtersystemerne virke efter hensigten, kræver det imidlertid, at al information på internet deklareres. Det betyder, at alle skal varedeklarere deres information som en forudsætning for at ytre sig. Det er ikke nødvendigvis et problem for store kommercielle hjemmesider, som er vant til at skulle markedsføre sig og agere på et kommercielt marked. Men for mindre organisationer og privatpersoner betyder det, at mulighederne for at ytre sig i det offentlige rum underlægges kommercielle krav om varedeklaration. At kræve varedeklaration af al information på internet svarer til, at også privatpersoner og interesseorganisationer kun kan kommunikere, hvis de først angiver, hvad de vil tale om. Dette vil ikke bare give en række praktiske problemer for mindre organisationer og privatpersoner, der ikke har de store ressourcer. Det vil samtidig underminere den beskyttelse, som ytringsfriheden skal give den enkelte. Retten til frit at udtrykke holdninger uden først at skulle varedeklarere sin kommunikation. Da den amerikanske højesteret i sin tid behandlede lovforslaget om internetytringer, fastslog domstolen da også, at et krav om mærkning af al information på internet som en forudsætning for at ytre sig vil være et indgreb i ytringsfriheden, der er ude af proportioner i forhold til det problem (beskyttelse af børn), man søger at løse. Mærkningsordninger er ikke den eneste form for selvregulering, der truer ytringsfriheden. I lyset af debatten om anstødeligt indhold på nettet sætter internetudbydere via kunderetningslinier og moralske kodeks i stigende grad standarder for den kommunikation, deres kunder må foretage. To store danske internetudbydere, CyberCity og Get2Net, forbeholder sig således ret til at fjerne hjemmesider, hvis indhold de finder umoralsk eller i strid med den til enhver tid gældende netetik. En net-etik, der, uanset hvordan man vender det, begrænser menneskers kommunikation ud fra moralske kriterier. Betragter man internetadgang og -kommunikation som kommercielle produkter, er udbyderne formentlig i deres gode ret til at regulere indholdet af deres tjenester. Men tager vi visionen om internet som et offentligt rum med meningspluralisme og debat alvorligt, så er det mere problematisk. For hvad sker der, hvis alle internet-udbyderne tager EU's opfordring til selvregulering alvorligt og følger de danske udbyderes eksempel med forbud mod 'uetisk' men lovlig information? Problemet er, at vi bliver nødt til at vælge, om vi vil opfatte internet som et offentligt rum, hvor vi frit kan mødes og udveksle synspunkter, eller som en række kommercielle tjenesteydelser, som borgere køber hos private udbydere. Og fastholder vi, at internet er en del af det offentlige rum, så kan vi ikke overlade det til private virksomheder at selvregulere ud fra privatdefinerede moralkodeks. Det er uacceptabelt, at den beskyttelse, der er indeholdt i ytringsfriheden, underlægges spilleregler defineret af private virksomheder, ud fra normer som den brede gruppe af kunder eller virksomheder kan blive enige om. Ytringsfriheden skal jo netop beskytte det, som vi ikke alle sammen er enige om - det, der provokerer og forarger. Den minoritetsbeskyttelse, der er indeholdt i ytrings-friheden, kan ikke reguleres ud fra privatdefinerede moralkodeks eller netetiske retningsliner. Den baserer sig på demokratiske principper, hvis bærende element er, at alle har ret til at ytre sig, uanset politisk, religiøst eller seksuelt tilhørsforhold. Principper om, at begrænsninger i retten til at kommunikere i det offentlige rum skal være underlagt en demokratisk proces - og udmøntet i lovgivning. Når frygten for det anstødelige indhold på internet skal afvejes over for ytringsfriheden, er staterne derfor nødt til at komme på banen. I henhold til menneskeretskonventioner er det statens ansvar at beskytte ytringsfriheden, og den opgave kan ikke overlades til private virksomheder eller løses gennem netetiske retningslinier. En anden form for indgreb i ytringsfriheden sker, når der opsættes filtre på fællescomputere - f.eks. på biblioteker - hvorved vi afskæres fra frit at søge information. At afgrænse voksnes adgang til internet ved brug af filtre er problematisk, fordi et grundlæggende element i ytringsfriheden er, at vi inden for lovens rammer selv har lov at vælge, hvilken information vi søger. Så længe information er lovlig, har vi ret til at søge adgang til den. Som samfundsborgere har vi ret til at vælge selv. Ikke alene hvilke holdninger vi udtrykker, men også hvilken information vi søger. Og netop fordi internet udgør et vigtigt offentligt kommunikationsrum, som ikke alle har adgang til via hjem eller arbejdsplads, har vi i Danmark valgt at give fri adgang til internet via folkebibliotekerne. Det er en fornuftig og offensiv politisk beslutning, som undermineres af, at enkelte folkebiblioteker efterfølgende har valgt at installere filtre, der afgrænser den informationssøgning, der var en del af formålet med at stille internet til rådighed for alle. Brug af filtre på bibliotekscomputere har været prøvet ved en domstol i USA. Her slog man fast, at bibliotekers aktive fravalg af information via filtre er i strid med ytringsfriheden. Har biblioteket først valgt at anskaffe den informationsressource, som internet udgør (svarende til hvis biblioteket havde hjemtaget et leksikon), så kan biblioteket ikke efterfølgende 'klippe sider ud' for at hindre brugerne i at få adgang til dele af leksikonet. At bruge ressourcer på filterprodukter for at afskære brugerne fra bestemte hjemmesider bygger på en misforståelse af internets natur - og af bibliotekets opgave. Det er ikke bibliotekets opgave aktivt at afskære brugerne fra information, men at hjælpe dem med at få adgang til information. Indgreb i ytringsfriheden via internetudbyderes selvregulering, mærkningssystemer eller filtre er en farlig vej, fordi den betyder, at ytringsfriheden underlægges kommercielle og/eller moralske normsæt defineret af private virksomheder. Beskyttelsen af menneskers ret til at ytre sig og frit søge information er et statsligt ansvar, som ikke kan løses med selvregulering. Derfor er det vigtigt, at stater i stigende grad tager deres ansvar på sig og sikrer, at retten til at ytre sig og søge information på internet er beskyttet. Alternativet er et Disneysamfund, hvor det er kommercielle interesser, der definerer rammerne for ytringsfrihed. Et samfund, hvor alt, hvad der kan virke skræmmende eller provokerende, bliver bortcensureret. Det vil være et alvorligt demokratisk tilbageskridt.