200-året for H.C. Andersens fødsel i 2005 skal være anledning til en regulær genfødsel af forfatteren og mennesket, mener chefen for koordineringen af festivitasen nationalt og internationalt. Han fortæller om bestræbelserne. Forud for H.C. Andersens 70-års dag i 1875 samlede hele Danmark ind til en statue af digterkoryfæet til opstilling i Kongens Have. Det brød han sig ikke rigtig om, og tonen var tilmed ualmindelig skarp, da han forkastede billedhuggeren August Saabyes udkast til statuen. Skitsen viste eventyrforfatteren i færd med at læse højt for en flok børn. Andersen kunne navnlig ikke holde ud at se på »den lange dreng, der ligger mig helt oppe i skrævet« og gjorde voldsomt indsigelse mod den måde at fremstille ham på. Selve det skildrede øjeblik var urealistisk, for han ville »aldrig kunne læse op, når nogen sad bag ved mig eller tæt op til mig, mindre når jeg havde børn på skødet eller på ryggen«. Han brød sig slet ikke om at blive opfattet som »børnenes digter«. Hans egen intention var, at »være digteren for alle aldre, og at børn ikke kunne repræsentere mig; det naive var kun en enkelt del af eventyret, humoren derimod var saltet i dem«. Enhver, der færdes i Kongens Have, vil vide, at Andersens protest gjorde sin virkning. I statuens endelige version sidder han alene med bogen i skødet og læser højt for en usynlig tilhørerskare. Situationen er et af de tidlige eksempler på den myte, der siden skulle komme til at klæbe ved Andersen. I det 20. århundrede har mange sentimentaliserede beretninger om hans liv - ikke mindst Hollywoodversionen fra 1952, hvor Danny Kaye skildrer Andersen som en sød, patetisk entertainer - reduceret billedet af eventyrdigteren til en karikatur: en guddommeligt inspireret landsbytosse. Intet er mere uretfærdigt. I 2005 skal Danmarks vel nok mest berømte søn og digterværk hyldes. Vi fejrer 200-året for Andersens fødsel. Et jubilæum af en sådan karakter giver anledning til for alvor at kaste et kritisk blik på den skikkelse, der er centrum for festlighederne. Og i tilfældet H.C. Andersen er der al mulig grund til at overveje, om ikke det billede, der med årene er tegnet af eventyrforfatteren, er for snævert, når det handler om det bud, forfatterskabet bør have i forhold til vor tid. At Andersens eventyr er så væsentlig en del af dansk kultur, at vi ikke kan lade ham gå i glemmebogen uden samtidig at miste en del af vores kulturelle rygrad, kan alle hurtigt blive enige om. En del af vores selvforståelse er at kende H.C. Andersen. Men skal det for alvor give mening at fejre en for længst afdød guldalderdigter med brask og bram, må indsatsen først og fremmest handle om at gøre ham forståelig for vore dage. Han skal ikke støves af af museale grunde eller for nostalgisk at holde en elsket hyggeonkel i erindring. Men fordi han kan bidrage med en forståelse af menneskelivet i det hele taget - på tværs af tiden. En ting er at udvide kendskabet til mere ukendte kapitler af Andersens værk. Gået på klingen kan udlændinge velsagtens nævne tre til fem af Andersens mest berømte eventyr, mens de fleste herhjemme sikkert kan svinge sig op på en otte-ti stykker. Faktisk skrev Andersen mere end 150 eventyr og historier. Her er der nok at tage fat på. Men i virkeligheden er der brug for en regulær genfødsel af Andersen. To århundreder efter sin fødsel er han stadig ikke bredt påskønnet som den forfatter i verdensklasse, han uden tvivl var - en lige så væsentlig repræsentant for overgangen mellem romantikken og den tidlige realisme som sine samtidige - og i øvrigt gode bekendte - Honoré de Balzac og Victor Hugo. Sat på spidsen kan man tale om, at H.C. Andersens egen berømmelse er blevet en begrænsning for kendskabet til digteren. Alle, der hører navnet H.C. Andersen - i Kina, i USA, ja, overalt i verden - får naturligt nok et smil på læberne. Men smilet er et nostalgisk smil, der knytter sig til barnekammeret og erindringer om godnathistorier. H.C. Andersen er i virkeligheden en figur, man lader bag sig i de helt tidlige år og ikke rigtig beskæftiger sig med som voksen. Men selv de eventyr, der er kendt og elsket af børn, rummer meget, de overhovedet ikke kan forstå, og som først og fremmest er rettet mod voksne læsere. Det gælder for eksempel hans forhold til naturen og samfundet, hans religiøse ideer, hans syn på kærligheden og kunsten, hans satiriske beskrivelse af menneskers adfærd, hans ironi og skarpe verbale vid. Alt det, som i virkeligheden gør Andersen enestående og original. I en tid, hvor historier for børn udelukkende var moraliserende og didaktiske, revolutionerede han genren ved at indgyde den humor, anarki og den store litteraturs sorgfuldhed. Andersens historier er fyldt med de mest smertefulde og rå følelser. Når han er bedst, fortæller han os - på sin egen, ligefremme og uprætentiøse måde - lige så meget om menneskelivet som en hvilken som helst af verdens største forfattere eller filosoffer. Nogle af eventyrene, rettet udelukkende mod den voksne læser, forudsiger surrealismen og den freudianske ide om underbevidstheden. Han eksperimenterede og pegede frem mod modernismen. Tænk bare på et eventyr som 'Skyggen'. Størstedelen af hele hans øvrige produktion er heller ikke børnelitteratur: romaner, skuespil, digte, rejseskildringer, breve og dagbøger. Da man skulle fejre Andersens 150-års dag i 1955, indstillede Samvirkerådet for Dansk Kulturarbejde i Udlandet så tidligt som i begyndelsen af 1954 til Statsministeriet, at dagen markeredes bl.a. ved højtideligheder, først og fremmest foranstaltet af de danske repræsentationer i udlandet. Der bevilgedes henholdsvis 100.000 kroner til afholdelse af mindehøjtideligheder og 72.225 kroner til oplysningsmateriale i forbindelse med H.C. Andersen-dagen. Eller for nu at citere Udenrigsministeriets Pressetjenestes samlede oversigt over arrangementerne: »Foruden forskelligt materiale i forbindelse med planlagte mindehøjtideligheder (som noder, gipsafstøbninger af Bissens buste af H.C. Andersen etc.) fremsendtes til brug for presse og radio en standardartikel, skrevet af Sven Møller Kristensen, og en børneartikel, forfattet af Christian Winther, hver i 2.000 eksemplarer, fordelt på 70 lande«. I dag kan man smile ad de lavtflyvende visioner, der prægede danske fremstød i 1950'erne, og som først og fremmest tjente til formål at konservere digteren - i hvert fald slet ikke at kaste nyt lys over forfatterskabet, hvis man ser på, hvad der rent faktisk skete rundt omkring på de kongelige danske ambassader. Strategien bag H.C. Andersen 2005, som den koordinerede indsats i forbindelse med fødselsdagen kaldes, er selvsagt en anden. Det klare mål for jubilæumsåret er, at der - i Danmark og langt ud over landets grænser - opnås en større og mere nuanceret viden om H.C. Andersens mangfoldige forfatterskab og sammensatte person. H.C. Andersen var et levende menneske. Glansbilledet af den gamle, naive eventyrdigter med børnene på knæet skal vige for det fulde menneskelige portræt, der rummer de facetter, han også havde: lidenskaben, skammen over opvæksten, ensomheden som følge af at føle sig uelsket og uelskelig, den umættelige sult efter ros, hadet til kritikken, fremskridtsbegejstringen, angsten, hypokondrien, forfængeligheden, den umættelige ambition, seksualiteten. At det fulde billede af Andersen er større, end de fleste ved, kan man forvisse sig om ved at stifte bekendtskab med den seneste biografi. Den engelske kulturskribent Jackie Wullschlager fortsætter, hvor Elias Bredsdorff slap for 25 år siden. Hendes højt kvalificerede tolkning af Andersens forfatterskab - set i relation til et moderne psykologisk portræt - er en underholdende, bevægende og overlegent kompetent biografi, der udkom sidste år, og som udgives på dansk 2. april 2002. Den kan danske læsere have stor glæde af, mens vi venter på Andersen- forskeren Jens Andersens store forfatterbiografi, der også er på vej. Wullschlagers biografi, der ryddede forsiden på New York Times' litterære tillæg i maj, er blot en af indikationerne af, at der er en interesse for Andersen ude i den store verden. Japan har for eksempel haft en national komité til fejring af Andersens 200 år siden 1997. Der er ingen tvivl om, at nysgerrigheden vil stige frem mod jubilæet, hvis ellers vi kender vores besøgelsestid herhjemme. Og hvis vi vel at mærke vil påvirke billedet af digteren og restaurere nogle af fortællingernes betydninger. Ikke et ondt ord om simplificerede billedbøger og Disneys tegnefilmsudgave af 'Den lille havfrue'. De har bare ikke nødvendigvis så meget med Andersen at gøre. Der må ydes respekt om Andersen som en forfatter for et voksent publikum og for et publikum, der fuldt og helt lever i nutiden. Han skal vises som en digter i fuld figur. H.C. Andersen 2005's fysiske placering er Det Adelige Jomfrukloster i Odense - med udsyn direkte til vaskepladsen, hvor Andersens mor havde sin daglige gang. Sekretariatet åbnede 1. september i år. Op til jubilæet vil en del aktiviteter finde sted i Andersens fødeby, men selve jubilæet fejres nationalt og internationalt med landsdækkende projekter og internationale begivenheder med verdensomspændende lancering. Et kunstnerisk råd med danske og udenlandske medlemmer fra alle de områder, der arbejdes med, vil være rådgivende for sekretariatet, der koordinerer, samler, inspirerer og yder tilskud til de mange projekter og begivenheder. Med H.C. Andersen 2005 vil vi markere hans betydning med en lang række begivenheder inden for både klassiske kunstarter og nye medier, inklusive teater, musik, dans, litteratur (eksempelvis bedre nyoversættelser, hvor det skønnes nødvendigt, samt nye tolkninger, gerne skrevet af navne, der kan bryde den traditionelt meget biografiske tilgang til værket, og som normalt ikke beskæftiger sig med Andersen), spillefilm, tv, animation samt uddannelsesformer (børnene skal ikke snydes), konferencer og internettet. Nulevende kunstnere i alle genrer lader sig begejstre og beånde af Andersens verden, inspireres direkte eller indirekte af digteren. H.C. Andersen 2005 skal være en bredt favnende begivenhed, som både indeholder de helt store produktioner og initiativer, der har afgørende gennemslagskraft og måske også sætter sig varige spor - samt en række mindre begivenheder. Der vil være arrangementer med bred folkelig appel samt mere marginale produktioner, der henvender sig til bestemte målgrupper. Naturligvis vil en lang række større teatre, museer, orkestre, tv-stationer og andre institutioner herhjemme beskæftige sig koncentreret med Andersen i jubilæumsåret. Dem har H.C. Andersen 2005 selvfølgelig også kontakt til og et nært samarbejde med. Men derudover vil også andre kunstnere uden for de store institutioner arbejde med Andersen. En del vil blive til som internationale koproduktioner, med bidrag fra samarbejdspartnere i forskellige lande. Der planlægges en lang række projekter med de mest interessante internationale teaterinstruktører, komponister, koreografer, nycirkusfolk etc. En teaterforestilling vil for eksempel blive produceret og vist i sit hjemland Kina, hvorefter den turnerer rundt til en række storbyer i resten af verden, inden den - i løbet af 2005 - gæster Danmark. Ud over at der sikres et lokalt engagement fra de udenlandske festivaler, teaterhuse og udstillingssteder, der er med til at finansiere projekterne, er der naturligvis en økonomisk fordel ved at benytte sig af internationale koproduktioner. Vi får simpelthen mere Andersen for pengene. En investering på 5 mio. kr. i et projekt repræsenterer en værdi på 25 mio., hvis der for eksempel er fire udenlandske samarbejdspartnere, som er med til at producere. Desuden er udgangspunktet, at hele verden skal inddrages i fejringen. Ikke blot som passive modtagere af et officielt vedtaget dansk syn på digteren - som i 1955 - men som aktivt meddigtende deltagere, der kaster et mangfoldigt blik på digteren udefra. Andersen tilhører hele verden. Det betyder naturligvis ikke, at nogle af de danske projekter, der sættes i værk, ikke også skal sendes ud i den store verden. Dette vil ske i samarbejde med det nyligt etablerede Internationale Kultursekretariat. Mange projekter er allerede i støbeskeen. Det er nødvendigt at gå i gang med den indholdsmæssige side af sagen allerede nu, hvis forventningerne skal indfris. En oplagt sideeffekt af den indholdsmæssige revitalisering af et litterært verdensnavn som H.C. Andersen er, ikke at forglemme, en revision af Danmarks turisme. I den virkelige verden er billedet af eventyrlandet med bindingsværk og stokroseidyl under hastig ombrydning i disse år. Målet er, at stadig mere sofistikerede rejsende vil interessere sig for landet som et kompetent, levende og moderne samfund - også ud over 2005. Både gennem de begivenheder et publikum kan involvere sig i og gøre brug af herhjemme i jubilæumsåret, og som en effekt af de oplevelser, som sendes ud i verden. Også for turister, som ikke primært rejser til Danmark på grund af H.C. Andersen, skal der ske en markant udvidelse af mulighederne for en forøget indsigt i hans liv og kunst. Aksen for turismedelen af H.C. Andersen 2005 bliver fødebyen Odense og det København, hvor Andersen tilbragte sit voksne liv. Ambitionsniveauet er nødt til at være højt, hvis initiativet skal have den fornødne gennemslagskraft, så fejringen giver national og international genlyd. Det økonomiske mål for H.C. Andersen 2005 er et budget, der sikrer, at intentionerne kan realiseres. Odense Kommune har allerede afsat midler til at sikre sekretariatets driftsomkostninger. Kulturministeriet har taget hul på en bevilling, ligesom staten har anerkendt H.C. Andersen 2005 som den institution, der officielt skal forestå koordineringen af begivenhederne i forbindelse med Andersens 200-års dag. Med et yderligere statsligt økonomisk engagement og med midler fra fonde og sponsorer er det ikke urealistisk at nå op på en økonomisk prioritering, der gør det muligt at skabe et H.C. Andersen-år, som trænger igennem. Helt på linie med de prioriteringer, man andre steder har foretaget, når andre af Europas kulturgiganter har skullet hyldes markant - for eksempel da Goethes hjemby Weimar var europæisk kulturby i 1999. En ikke urealistisk prioritering, når man betænker, at budgettet både skal omfatte kulturelle nyproduktioner, udgivelser, forskning, undervisningsprojekter i skolerne, internationale manifestationer og turistfremstød. Andersen led livet igennem af skrækvisioner. Han var for eksempel panisk angst for hunde og ildebrande. En af hans værste rædselsforestillinger var at blive levende begravet. Derfor lagde han en seddel med ordene »Jeg er kun skindød« ved sengen, når han skulle sove. Forhåbentlig vil H.C. Andersen 2005 være medvirkende til at genoplive Andersen fra den mumificerende dvale, der alt for længe har omsluttet mennesket og digteren. Han skal kendes og værdsættes som en digter i fuld figur. Af kød og blod.