Kunsthistorikeren, professor Christian Elling var i sin tid en af Politikens flittigste kronikører. Han blev født i dag for hundrede år siden. Vi mindes Ellings billedskabende sprogtalent med at genoptrykke en af hans Kroniker om vinduet som motiv. Den stod i avisen 16. april 1961. Engang for mange Aar siden gjorde jeg en Aftenpromenade langs den kongelige Park i Bruxelles. Overfor Gitterhegnet, bag hvilket Træer kuplede sig i majestætisk Ro, ligger en Rad af elegante og kølige Facader fra den Periode, som Anatole France kaldte »den gode Tid«. Vor egen Kronprinsessegade har en lignende Stil, men ringere Dimensioner. Og der var ganske stille paa det svale Strøg ved Parc Royal. Facaderne var mestendels udslukte, med et Mørke bag de lukkede Skodder. Men eet Sted, i en Stueetage, var Jalousier halvt trukket op og tillod Indblik i et svagt belyst Rum. Interiøret var anseligt, højt til Loftet, og - saavidt man kunde skønne - kun sparsomt møbleret. Væggene dækkedes af Bøger, ogsaa de fra en ædlere Epoke, lutter Rygge i Kalv, Maroquin og Pergament. Nær Vinduet sad en ældre Herre ved et bord af Mahogni. Han læste i Lyset fra en Lampe med grøn Skærm, og dette Lys formede et mildt Paulun omkring den urørlige Figur. Udenom fortonede Værelset sig i Tusmørke. Resten af Verden eksisterede ikke for ham, den ensomme Læser sad som i en Grotte af dæmpet Lys paa Havets Bund. Synet var uforglemmeligt. Hvis ikke den gamle Aristokrat - thi han var et saadant Relikt - ved sin blotte Tilsynekomst havde røbet en fuldkommen Ligegyldighed for Omverdenen, kunde man blues ved at kigge ind i hans stængede Verden. Takket være de løftede Jalousier fik man nu et nonchalant Forlov til at nyde et Billede, der siden - og i stigende Grad - har kundet sysselsætte Fantasien. Saa stærkt var Indtrykket, at det skyder sig frem i Erindringen bag utalte andre Oplevelser, af den halvt dulgte Skikkelse i et Vindues Ramme. Overalt paa min Færden hjemme og ude, overfor Kunstværker og under Læsning, træffer jeg Fæller af Herren i Bruxelles. Malerier og Tegninger viser deres Omrids, mange gamle Bygninger frembringer dem af sig selv. Alle disse Gestalter er meget forskellige, kun eet er fælles for dem: deres Tilværelse, oplevet som flygtige Momenter i min, er betinget af den firkantede Aabning i en Mur. Set forfra eller bagfra er Motivet dragende, sælsomt lovende, det indebærer foruroligende og poetiske Muligheder. Man begynder med at tilegne sig det indefra. For barnet aabenbares en Verden udenfor Hjemmet tidligst over Vindueskarmen. Under Leg med Byggeklodser og Tinsoldater søger Blikket nu og da ud gennem Ruden, det ransager Gaden, gaar paa Besøg hos Genboen, gransker Himlen. Mange af Livets dyrebareste Eventyr er sejlet ind i meget klare Øjne og vejret af en ganske lille Næse gennem de mærkelige Glas. Man maatte arbejde sig op til dem med Møje, bestige Skammel, Stol eller Trappe. I Skumringstimen, naar de voksne 'holdt Mørkning' ved det røde Lys fra Kakkelovnens nederste Luge, stod et gustent Skær udenfor Vinduet, den mystiske Glorie omkring Gadelygten, og koglede. Var der helt anderledes hinsides Stuens Væg? En Tegning af Kongstad Petersen, med Inspiration fra H.C. Andersen og vel især fra fjerne Minder, har længe paa min Væg holdt samme Erindring i Live. Og den Gamle ender ved Vinduet hvor Puslingen begyndte. Saa mange Perspektiver er skrumpet ind, omsider indskrænkes Udsynet af Sprosser. Den passive Tilskuer har ikke Legetøj i Vindueskarmen, maaske et par Urtepotter, og et Gadespejl derude. To nyere danske Erindringsbøger, begge af fin Kvalitet, spøger i deres Titler med begge Stadier - det er Poul Bergsøe's 'De tre Vinduer' (som egentlig er Barndomshjemmets) og Leo Swane's 'Ved mit Vinduesspejl'. Vel nok det smukkeste danske Billede af Gamlingen paa sin sidste Post, Lænestolen ved Vinduet, er Lundbye's Portrætradering af Morfaderen, Justitsraad Bonnevie i Kalundborg. Jeg var fortrolig med Bladet før jeg kunde knappe mine Bukser og skottede gerne op til de bekendte Ruder i Skibbrogade, naar jeg løb forbi. Sad han derinde? Barnets og Oldingens Glug ud til det ydre - tillige den Stængedes Aabning til Friheden. Den Syges, den Ensommes. Og her udaander Byboen som Længsel naar han er ved at kvæles mellem kvalmfulde Mure: »Det er i Dag et deiligt Væ'r. Vinden vifter i Voldens Træer. Der er ei en Skye paa Himlen at see. I Vinduet mine Blomster lee. Der er dog saa tungt med en Urtegaard som indsluttes kun af et Potteskaar«. Manden ved Vinduet, som Oehlenschläger skildrer ham, er en Portrætsituation skabt af den følsomme Tid efter Rousseau. Før saa man gerne Herrer og Damer fremstillet paa Baggrund af en Park (for Admiralers Vedkommende et Hav), men de vendte Ryggen til og bød os Fronten. I sidste Del af det 18. Aarhundrede lod Malere gerne deres Modeller, fortrinsvis af Hunkøn, skue til Siden gennem et aabent Vindue mod Naturen. Det var sværmerisk, Haven ventede, Riven var parat og Vandkanden stod rede. Jens Juel har i et kendt Dameportræt ladet den Skønne indtage en saadan elegisk Positur ved det aabne Havevindue. Forbilleder kan paavises i fransk Malerkunst. Det vrimler ved denne Tid, paa Tryk og paa Lærred, af Personer hængende i Vinduer, set inde fra Stuer. Det er allesammen oprigtige Mennesker, saasom Kunstnere, Skønaander, belæste Fruer og elskovsfulde Mamseller, der iler til den befriende Aabning, nogle af dem kunde frygtes at ville lette og gaa til Æters, hvis ikke Gardinernes Snarer lagde dem Hindringer i Vejen. Naturligvis blomstrer det mondæne Pjat rigeligt i denne Genre. Men nogle Billeder af stor Alvor og Skønhed vil ikke slippe os. Werther og Lotte ved Vinduet i Jægerhuset: »Det tordnede endnu langt borte, den herlige Regn suste ned over Landet, og gennem den varme Luft steg vederkvægende Vellugt. Hun stod støttet paa sine Albuer, Hendes Blik overskuede Egnen, hun saa mod Himlen og paa mig, jeg saa Taarer i hendes Øjne, hun lagde sin Haand paa min og sagde: Klopstock!« Disse to slanke Rygge set op mod en Ramme om sløret, dampende Grønt med heftige Strejflys og ulmende Dunster i Graat. Goethe selv staar ved sit Vindue højt over Corsoen i Rom, higende med Sjælen og alle Sanser mod at erobre Byen dernede. Tischbein har tegnet den smækre Skikkelse bagfra og spændt den ind mellem de aabnede Skodder. Et selskab hos Bellmann spiller Kort en Vinternat paa 'Klubben', der er kvalmt af Tælleos, Piberøg og Punckeskyer under Taget. Da lyder en Røst: Men mitt Herskab titta ut, Öpna fönstret en minut ... Naa, Mor Wingmark, se hur täeht Stjernan tindrar i sin fläkt! Si hur Maan paa himlen lyser Vatnet fryser vildt och fräckt ... Vi ser en eller flere Personer rejse sig fra Spillebordet, vende Kortene og os andre Ryggen, for i et Øjeblik at svales af den frostklare Luft og Vinterlandskabets Skønhed derude. Eckersberg tegnede engang sine to Døtre staaende ved Malerstuens Vindue paa Charlottenborg. De ser ud over Torvet og dets Liv, vi ser deres smækre Rygge. Empire-Teater, saa smukt og køligt en klassisk Gruppering opfattet fra Scenerummet ud mod Prosceniet. Nede paa Kongens Nytorv kunde det hænde sig, at en forbipasserende opdagede de to Pigebørns Hoveder og saaledes blev Tilskuere til Fronten. Vinduet er som Aabningen mellem Teatrets to Halvdele, diametralt modstillede: det Rum, i hvilket Aktørerne spiller, og det Rum, i hvilket Publikum agerer. De to Interiører er hver for sig paa eengang Scene og Tilskuerplads - og lever som Helhed kun i de gensidige Aspekters simultane Spil. Men naturligvis - der spilles bedst og stærkest og kun helt bevidst paa den ene Side. Lad os da forlade Stuen, gaa ned paa Gaden og kigge ind ad nogle Vinnever, især de andres. Da kan vi opleve alskens Dramatik, fra Farcen og Grand-Guignol-Teatret til den monumentale Tragedie. Baade i Livet og i Kunsten erobres Vinduet som Ramme af de utallige Figurer, der søger Kontakt udadtil for at blive iagttaget. Det er et vidtløftigt og broget Kompagni: Skøgen, der udstiller sig i Montre, den italienske Fange med Armene strakt frem gennem Gitterets Tremmer (De husker Marstrands Billede, Fængslet ses endnu i Ariccia), den mondæne Dame paraderende bag Vinduets Brystning som i en Loge. Berømte Hoveder bag Glas: Kejser Wilhelm I i Berliner-Slottet, Henrik Ibsen paa Grand. Suveræner lader sig hylde i Vinduers Portaler, Paven lyser Velsignelse fra et fag i Vatikanet, Nationens aandelige Stormænd kommer til Syne over Vindueskarme naar de modtager Fakkeltog (glemmer man nogensinde Troels-Lunds hvide Hoved i Kvæsthusgade?). Et huldsaligt »Tak, Børn. Tak!« daler ned. Raadne Æbler flyver op. Naar Ruder slaas ind, sigtes altid figurlig talt efter et Hoved, der unddrager sig Beskuelse. »Kan alle se mig?« er det gængse Løsen, blot ikke nu. Men foruden at tjene Udstillinger paa Forfængelighedens marked kan Vinduet ogsaa bistaa Figurer, som af andre Aarsager begærer at falde i Øjnene. Fra Litteraturen mindes vi, at Kadaveret og Dukken kan demonstrere en tvivlsom Eksistens hinsides Rudeglas. Ved en bestemt Lejlighed anbragte Sherlock Holmes en Buste af sig selv i Profil bag et Rullegardin for at godtgøre sin Nærværelse i Baker Street, han var nu ogsaa altid udspekuleret. Som dreng havde jeg en gammel Dame i Munkesøstræde mistænkt for at have placeret et Skabilkenhoved med Natkappe mellem Vindueskarmens Fuchsiaer med den Hensigt at fiksere sine Medsøstre og vinde Ry som Tænker. Spillet ved Vinduet er mest interessant, naar Figuren ikke ønsker at blive set. Det helt lukkede Hus, med tilskoddede Vinduer, synes gerne fatalt. Der staar Kulde omkring det, Bygningen udfordrer fordi den afviser. Nysgerrigheden pirres. Man overses, formelig haanes? Intet irriterer som den Figur, der ikke er tilgængelig. Maaske er Personen virkelig død. Saa gaar de hvide Liglagener ned for tomme Aabninger - man husker Billedet fra Oehlenschlägers dejlige Romance 'Eventyret i den fremmede Stad'. En Bygning kan true som et Mausoleum naar den beboes af et Menneske udenfor Tiden og med Ryggen til Verden. Mens Schack Staffeldt var Amtmand i Slesvig og residerede paa Gottorp Slot, kunde Folk dernede se den tragiske Digter passere som en hvileløs Skygge forbi Vinduerne i de øde, oplyste Sale. Da General de Meza havde faaet sin Afsked, lukkede han sig inde i sin Lejlighed og modtog derefter ingen. Saa man ogsaa hans Omrids bag Rullegardinet? Den saaredes Kastel - Side om Side med den elskedes Gemme. Hun bor deroppe! Om man i det mindste kunde skotte ind, fange et Glimt af hende, der dølger sig. Unge Poul Løvenørn spadserer paa Volden: 'Hinsides Gaden i et Vindue der sad en Pige favr og fin, halvt skjult af store Gyldenlakker og et misundeligt Gardin'. Skal man tro Carl Ploug's Digt 'Et Kys' - men det bør man ikke - blev Konsekvensen det lykkelige Ægteskab med Ingeborg Vinding. Hos Aarestrup, i 'Fjerboldtspillet', er Situationen helt luftig. Pigen oppe i Salen svigter Bolden med sit Blik og skotter ud til Siden gennem det Aabne Vindue: »Jeg stod paa Torvet - Himmel! Hvor Øieblik kan nyttes! Dit Blik og mit - hvor kærligt. Hvor lykkeligt de mødtes! Saadanne lyriske Impromptu'er er utallige. Muligheden for den helt bandsatte Komedie under Vinduet indtræffer, naar Ynglingen hæver ikke blot sit blik, ogsaa sin Røst op mod Jomfruen i Løn. Siden Arild's Tid har Serenaden været et højt anset Nummer i Tilværelsen og især paa Teatret, fra Renaissancen at regne blev samtlige Former af denne musikalske Adfærd gennemprøvede i Operaen og Lystspillet. Ganske særlig den forgæves Serenade har vundet Anklang hos Publikum - naturligvis, Tilskuere morer sig villigt over Næstens Vanheld. Og det kan jo ikke nægtes, at den smægtende Sanger med Guitar og Kappe altid indtager en udsat Post. Maaske nøjes han med at høre Fnis og drillende Latter i Mørket. Baade det ømme og det gækkende pibler i Brahm's 'Vergebliches Ständchen'. Værre Ting beskæres den Standhaftige under Vinduet naar han optræder i Burlesker og blandt Sydens Børn. Da belønnes han gerne med Indholdet af en Kammerpotte. Eller han nedstyrtes fra sin Stige. Sagen er jo den: kun hinsides Alperne udbygges Vinduet til en helt effektiv Scene. Balkonen er et Podium for Rosina og Donna Elvira og talløse andre Donna'er. De kan lege fordækt i Kurven med Bagdør og saaledes udvide Spillets Muligheder. Paa lignende Vis legede Damerne i deres Loger. Det er ogsaa lettere at fæstne en Rebstige til et Balkongitter end til et Vindues Solbænk. Og det rigtig fine Spil alla finestra betinges af Tremmeskodder, Persienner og Jalousier. De baade afslører og dækker. Gardiner er gode nok til Husbehov hos os i Norden, de flagrer saa yndigt - som under Gluntens mislykkede Serenade: »Tys, gardinen rörs, var still, börja serenaden en gång till -« I en Novelle af Barbey d'Aurevilly er det rosenrøde gardin et Hovedmotiv. Dog - Tremmeværket med dets Striber af Lys, der giver brudte Silhouetter set nedefra, er jo mageløst romantisk. Tillige saa praktisk for de kære latinske Damer, der vil sondere Terrainet med kløgt. F.eks. i Musset's Noveller og i Gautier's 'Mademoiselle de Maupin' kan man finde udsøgte Prøver paa Jalousiers Brug i diskrete Affærer. Stendhal, det forfarne gamle Barn, vidste alt herom, troede han. Ak, man husker ham ogsaa med Øjet mod et Nøglehul. Vi begyndte med at føle en stumpet Næse blive kold mod Ruden til gaden. Julesneen falder her for allerførste Gang i Verden. En Graaspurv putter sig i Visken af Straa bundet til Stormkrogen, »der er saa koldt derude«. Isblomsterne glemmes ikke, disse Alger og Palmer glitrende i et Eventyr om tropiske Skove, om Skove vuggende paa Oceanets Bund. Køkkenvinduet - det var noget ganske andet. Det skuede man op til, i et svimlende Perspektiv fra Stenbroen under Hylden i Gaarden. Her skete ogsaa Aabenbaringer, rigtignok af mere verdslig Natur. Og Paakaldelser skingrede tilvejrs mod den fortrolige trygge Firkant under Borten af blaa og hvide Tern. Det vanartede barn kaldte sin Mor frem for at kunde overtyde Kammeraten om at hun var skeløjet - det fortæller Storm Petersen, men er ellers utroligt, særlig i mine Øjne, da jeg vitterlig led af nævnte Skavank indtil jeg kom i Pogeskolen. Sikkert er det, og skæbnesvangert kunde det blive, at 'Mama' stundom aabnede sit Vindue paa Klem og kaldte paa vore 'Navne'. Maden er paa Bordet! Engang lød et Alvorsbud deroppe fra: »Kongen er død!« Det var i 1906. Havde Christian IX ikke nylig klappet Ens Hoved, da han nede ved Havnen slet ikke gik paa den røde Løber, men saa venligt passerede ud til Siden langs Geleddet af de vandkæmmede Børn? »Kongen er død!« - saaledes lød ogsaa Raabet fra Kongens høje Slot. Under Køkkenvinduet begyndte Historien.