0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Tro og helse

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

I USA viser epidemiologisk forskning, at der er store og ret simple sammenhænge mellem religiøst liv og helbred. Kronikøren, der er cand.psych. og præsteuddannet adjunkt ved Institut for Folkesundhed ved Københavns Universitet, anbefaler at meditere lidt over temaet.

Der er overdødelighed blandt ægtefæller, hvor den ene part er gået bort ca. et halvt år i forvejen. Det er alment kendt, det kan vises statistisk, og det hedder i det almindelige sprogbrug, at man 'dør af sorg'.

Hvis man nu kan dø af sorg, kan man så også leve af glæde? Eller formuleret på anden måde: Hvis man dør af, at livet ingen mening har, lever man så længere, hvis livet har god mening?

Det vil de fleste sikkert mene, og svaret kan videnskabeligt set også blive et klart ja, hvis man definerer 'mening' på en særdeles konkret måde, nemlig som kirkegang og bønsliv. Sådanne aktiviteter kan nemlig tælles og sættes i statistisk relation til andre dele af menneskelivet, såsom sygdom og livslængde. I USA har man gennem det sidste hundrede års epidemiologiske forskning fundet, at der er store og ret simple sammenhænge mellem religiøst liv og helbred: De religiøse viser sig at have et væsentligt bedre helbred og at leve længere. Man har den første lange tid dog tøvet med at skrive disse sammenhænge med ind i de videnskabelige artikler, fordi »religion ikke er virkelig«, og fordi »det bare ville opmuntre præsterne«. (1)

Men gennem de sidste 10-20 år er resultaterne i stigende grad blevet publiceret, og i øjeblikket strømmer det frem med publikationer, der beskriver det religiøse livs positive effekt på stort set alle de helbredsmål, der kan angives.

Det er til en begyndelse vigtigt at skelne mellem i hvert fald to former for religiøsitet. Den ene kaldes intrinsic religion , det er fagudtrykket for den religionstype, der kommer 'indefra', hvor det er personens egne valg og overbevisninger, der medfører de religiøse aktiviteter. Modsætningen hertil er extrinsic religion , der kendetegnes ved, at det er de 'ydre' omstændigheder, såsom socialt pres, ønske om status m.v., der er styrende for religiøsiteten. Det er intrinsic religion, der følges med sundhedsmålene, hvorimod extrinsic religion i hvert fald i nogle studier snarere virker modsat.

Mange af resultaterne fra de forskellige undersøgelser er tankevækkende og til tider ret underholdende. Det er ikke små variationer i sundhed, der er tale om, det drejer sig om temmelig store tal og sammenhænge. Nogle eksempler:
* Hvis en 20-årig mand går i kirke en gang om ugen eller mere og fortsætter med det livet ud, vil hans forventede livslængde være syv år længere end for ham, der ikke går i kirke. (2)

* På tværs af religionstype og på tværs af nationalitet findes det, at jo større religiøsitet, jo lavere blodtryk. Opdeles den religiøse aktivitet herefter i kirkegang og hjemlig bøn/bibellæsning, viser det sig, at hjemlig bøn/bibellæsning er den vigtigste faktor. Det laveste blodtryk findes dog hos dem, der har begge aktiviteter. Analysen tog højde for forskelle i alder, køn, race, rygning, uddannelse, fysisk funktion og body-mass- indeks. (3)

* Jo højere på den religiøse rangstige præsterne er placeret, jo mindre er risikoen for cancer. (1)

* De mest livsindgribende og strenge trosretninger har den største sundhed - i den kristne verden er syvendedags adventisterne og mormonerne klare forposter. Sundheden er her målt ved bl.a. hjerte-kar-lidelser, forhøjet blodtryk, en række cancerformer, forskellige mave/tarm-sygdomme og samlet dødelighed. Det er dog ikke medlemskabet af trosretningen i sig selv, der gør forskellen, men aktiviteten. Sandsynligheden for lungekræft er meget større hos religiøst inaktive mormoner end hos aktive mormoner. (1)

* Hyppigheden af kirkegang i al almindelighed har vist sig at hænge nøje sammen med bl.a. blodtryk, forskellige cancerformer, tuberkulose, hjerte-kar-sygdom og subjektivt oplevet helbred. (1)

* Antallet af indlæggelsesdage på et hospital følger nøje, i hvor høj grad patienterne angiver at være intrinsic religiøse. Jo højere på religionsskalaen, des færre indlæggelsesdage. (3)

* Målt med simple immuntal i blodprøver har personer, der måles før og efter kirkegang, forbedret immunsystem efter kirkebesøget.

* Troende kommer langt hurtigere over en depression end mennesker uden bevidst trosliv. Blandt de mennesker, der udvikler depression, er ateister højere repræsenteret.

* Religiøsitet er især i alderdommen stærkt korreleret med mål for lykke og med mangel på frygt for døden. (2)

Dette er blot et lille udpluk blandt de tusindvis af undersøgelser, der er gjort gennem lang tid og med flere religioner. Hovedpointen er, at det ikke længere kan betvivles, at der er en utvetydig sammenhæng mellem religion og helbred.

Det umiddelbare spørgsmål er nu, hvordan disse sammenhænge kan forstås og eventuelt forklares. En lang række mellemregninger kan komme på tale, og de diskuteres livligt i litteraturen.

Det er indlysende, at religiøse grupperinger meget ofte opfordrer til sundhedsadfærd og livsvaner af samme slags, som Sundhedsstyrelsen også opfordrer os til: mindre alkohol, ingen cigaretter, ingen stoffer, sund kost m.v. Dette kan sandsynligvis forklare nogle af sammenhængene, men langtfra alle.

Det samme kan siges om de forklaringsmuligheder, der fokuserer på det sociale fællesskab , som findes i de fleste kirkesamfund. Medlemmerne har en naturlig følelse af at høre til, de befinder sig i et tryghedsgivende fællesskab, hvilket i sig selv kan forhindre stress, ensomhed og depression. (I parentes kan dog lige nævnes, at nogle amerikanske forskere for nylig satte sig for at undersøge, om det var selve kirkegangen, der var det sundhedsfremmende. De fandt derfor en stor gruppe ældre, der af forskellige grunde (handikap m.v.) ikke var i stand til at komme i kirke, og i denne gruppe sammenlignede man dem, der stadig var religiøst aktive med f.eks. bøn og bibellæsning, med dem uden religiøs aktivitet. De religiøst aktive levede længere).

Andre forklaringsmodeller handler om de psykologiske fordele , som et aktivt trosliv kan medføre: oplevelse af fredfyldthed, følelse af formål i tilværelsen. Selv under en sygdom vil fornemmelsen af en elskende guddom kunne give forløbet mål og mening og måske i sig selv være helsebringende. Deltager man i ritualer, kan de medvirke til at løsne angst og sætte personer i en sammenhæng, der mindsker ensomheds- og afmagtsfølelser.

Det diskuteres også i fuld alvor i USA, hvorvidt der kan tænkes at spille en arvelig faktor ind. Religiøs aktivitet er ofte forbundet med familieliv og partnervalg, og de meget længelevende medlemmer i trosretninger som f.eks. syvendedagsadventisterne er i vid udstrækning indgift med hinanden. Kan det tænkes, at gener for sundhed på en eller anden måde også koder for religiøsitet? Det er den slags hypoteser, det er fuldstændig gratis at stille op med, men hvor svaret blæser i vinden.

Sandsynligheden for, at alle forklaringerne for en vis del er rigtige og hver for sig kan forklare nogle sammenhænge, er stor. Muligheden for, at faktorerne virker sammen og i samspil kan forklare rigtig meget - måske alle fundene - er meget stor. Betyder det så, at det slet ikke er det religiøse liv, der fremmer sundhed, men derimod alt muligt andet? Den forklaring ville være bekvem for den ellers noget religionsfremmede sundhedsvidenskabelige verden, der normalt skal tolke de mange tal om vores sundhed.
Men det hænger ikke sådan sammen. Det er faktisk religionen, der fører til det bedre helbred. Et eksempel kan belyse hvorfor: Hvis man vil undersøge
sammenhængen mellem en havorkans voldsomhed og de ødelæggelser, der sker på land, kan man, for at nå ind til essensen, fjerne de ødelæggelser, der skyldes bølgehøjden, for bølgerne er jo ikke selve orkanen. Ligeledes kan man tage højde for og fraregne vindhastigheden, vindretningen og temperaturen. Det er jo ikke noget af dette, der er den 'egentlige' orkan, som man ville undersøge. Problemet er så bare, at den 'egentlige' orkan er blevet væk, og sammenhængen mellem orkanen og ødelæggelserne kan ikke længere findes. I fagsproget kaldes dette forskellen på confoundere og forklarende variable . Man må ikke bytte om på rækkefølgen af forklaringers årsag og virkning.
Det samme gælder religion og helbred. Det er jo ikke, fordi nogle mennesker f.eks. har gode sundhedsvaner, større socialt netværk og mere psykologisk ro, at de vælger at være religiøst aktive. Det er den anden vej rundt: Det er det religiøse liv og grundindstillingen, der medfører sundhedsvaner, netværk og mindre tynget psyke, der så igen kan fungere som forklaringer på den bedre sundhed hos de religiøst aktive. Ikke som årsager til sammenhænge mellem religion og helbred. De forklarer med andre ord sammenhænge, men bort forklarer ikke sammenhænge mellem religion og helbred.

Set med danske øjne er der imidlertid en meget væsentlig indvending: Undersøgelserne kommer i vid udstrækning fra USA og er mest foretaget på amerikanere. Det religiøse liv ser meget forskelligt ud i USA og i Danmark. Nogle tal til belysning: I 1990 gik 43 procent af amerikanerne i kirke mindst en gang om ugen, herhjemme gik 10 procent i kirke mindst en gang om måneden. I USA tror man i langt højere grad på et liv efter døden (78 procent mod vores 29 procent), og man tror på djævelen (47 procent mod 10 procent herhjemme). (2)

Man ser ofte danskere fremstillet som et meget sekulært eller decideret areligiøst folkefærd, hvilket utvivlsomt også er rigtigt, når det drejer sig om ydre udtryk for religion. Blandt de lande, vi kan sammenligne os med i den vestlige verden, er vi blandt de ti mindst rituelt gudsdyrkende.

Andre tal giver dog et andet billede af troslivet her i Danmark. Spørges der til, om man er 'et troende menneske', svarer hele 68 procent af danskerne faktisk ja, og spørges der, om man 'beder eller mediterer', svarer 43 procent af danskerne ja. Antallet af overbeviste ateister er kun på 4 procent. Det fandt man frem til i en undersøgelse over danskernes værdier i 1990. (4) De tal vil sikkert umiddelbart undre de fleste - nye tal vil blive udgivet ved årsskiftet, og mit gæt er, at den religiøse interesse er i stigning.

Det er faktisk ikke spor nemt at dokumentere, at danskerne er et ugudeligt eller areligiøst folkefærd. Tænker man efter, er der vel heller ingen grund til at antage, at livets store spørgsmål skulle være hverken mindre påtrængende eller lettere at besvare for danskere, end de er for f.eks. amerikanere. Der er ingen grund til at mene, at der tænkes mindre over dødens mysterium i Danmark end i USA. Man må til gengæld konstatere, at troslivet udfolder sig ad vidt forskellige baner og ser meget forskelligartet ud. Mange fagfolk taler om, at religiøsiteten i Danmark er blevet et privatanliggende; at det er fællesskabet omkring det religiøse, der er forsvundet - ikke selve religiøsiteten. Filosoffen William James udtrykte i 1902, at religiøsitet og gudstro er en basal følelse, der hører til vores menneskelige grundudrustning, og som sådan betragtet er der slet ingen mening i at hævde, at vi skulle føle mindre i Danmark end andre steder. Følelsen har bare svært ved at finde fælles kanaler og udtryk i disse senmoderne tider.

Det afgørende spørgsmål er nu, hvorvidt man kan overføre de mange positive sammenhænge mellem religion og helbred til danske forhold; om det netop er de religiøse udtryk og ikke de religiøse følelser, der spiller den altafgørende rolle for sundheden. Hvis det er kirkegang og religiøst fællesskab alene, der skaber sundheden, så vil man ikke kunne genfinde sammenhængene i Danmark. Er andre faktorer som f.eks. forskelle i indre ro, eksistentiel sikkerhed, spirituelt velbefindende og følelse af meningsfylde medspillere, vil vi med stor sandsynlighed kunne finde sundhedssammenhænge også i Danmark. Det synes umagen værd at få undersøgt. Vi ved faktisk intet om, hvorledes eksistentielle, religiøse og spirituelle tanker og mønstre tager sig ud i det trosprivatiserede og måske noget kirkeforskrækkede Danmark, hvor det næsten virker mindre anmassende og grænsebrydende at tale om seksuelle udfoldelser end om forholdet til eksistensen og Vorherre. Der er opstået en moderne og besynderlig blufærdighed over for tilværelsens store spørgsmål og troslivet, en blufærdighed, der udefra set sikkert ikke ser spor sund ud.
Det er muligt, at det er et provokerende emne at bringe på bane i Danmark. Måske er specielt sundhedssystemet præget af en stor uvilje mod at tage de religiøse og eksistentielle sider af menneskelivet op. En overlæge på Rigshospitalet skrev f.eks. i 1998 således i et læserbrev om religion: »Tro gør de troende bedrevidende, enøjede og intolerante, øger utilbøjeligheden til samarbejde med anderledes tænkende, dæmper nysgerrighed, indskrænker frihed, tvinger bestemte tankegange igennem og hæmmer fantasi og udvikling«. Man forstår her, at skribenten er højt hævet over 'tro' - han 'ved' åbenbart. Selvom man måske nemt kan følge tankegangen i citatet, må man dog i lyset af forskningen sige, at manden ganske enkelt tager fejl. Hvad han i citatet beskriver, kan måske gælde extrinsic religion - men netop den findes der næsten intet af i vores del af verden. Hvis man skulle finde et skoleeksempel på et udokumenteret trosudsagn, der dæmper nysgerrighed og virker bedrevidende m.v., kan man vist ikke finde bedre udsagn end citatet ovenfor, hvor en sand, naturvidenskabelig fundamentalisme er på spil. Hvis udsagnet derimod kan siges at afspejle en generel holdning i sundhedssystemet, er der vist lang vej igen, inden vi nysgerrigt kan undersøge emnet herhjemme.
De danske præster er givetvis også provokerede af emnet. I den stadigt fremherskende tidehvervske teologi har Gud ikke meget med denne jord at gøre; den skal klare sig på sine egne præmisser nu, hvor Han én gang har skabt den. At beskæftige sig med troslivets sundhedsskabende virkninger vil være at misforstå kristendommen, ifølge denne dominerende (folke)kirkelige tankegang. »Kirkens stifter blev kun 30 år«, sagde den toneangivende Johannes Møllehave f.eks. ved et offentligt møde om eksistens og psykiatri sidste år som en slags bevisførelse for, at det religiøse og helbredet absolut skulle anskues hver for sig - det ene himmelsk, det andet jordisk. Så heller ikke fra teologisk side kan man muligvis vente sig den store nysgerrighed om emnet.

Det ændrer imidlertid intet ved den slagfaste sammenhæng, der nu engang er fundet mellem religion og helbred. Tallene er så store og undersøgelserne så mange, at man måske her afslutningsvis kunne gøre sig morsom med ideer om, hvordan fremtidens forebyggelseseksperter med undersøgelserne i baghånden vil kunne skabe kampagner, hvor myndighederne kraftigt opfordrer folk til at gå i kirke, til at bede og meditere. Når man tænker på de mange millioner, der årligt går til stort set uvirksomme ryge- og alkoholkampagner, ville det sikkert være et lovende nyt indsatsområde.
Eller man kunne endda forestille sig sundhedsmoralister, der startede diskussionen om, hvorvidt samfundet skulle blive ved med at betale penge for ydelser til alle disse belastende mennesker, der ikke var religiøst aktive, og som derfor havde forhøjet sygelighed af enhver slags. Det er jo livsstilsrelateret sygelighed, og den slags folk må vel bagerst i køen til sundhedsydelserne? Ligesom storrygere, alkoholikere og dem med overvægt ...

Man kunne også vende situationen om og med undersøgelserne konstatere, at ligesom det på alle måder er fornuftigt at holde sit fysiske jeg og ydre liv ved lige ved at motionere ugentligt, spise sundt og være interesseret i forebyggelse, på fuldstændig samme måde ser der ud til at være store fordele ved at tage sit psykiske jeg og indre liv tilsvarende alvorligt. En ugentlig gang mentalhygiejne må vel være et meget lille mål i forhold til de anstrengelser, der gøres for den kropslige sundhed?

Mediter lige over det. Eventuelt henne i kirken.