Forfatteren står ved ruinerne af New Yorks World Trade Center og bevæger sig rundt i byen, hvis symbolik vækker så stor jalousi, at det for ham bliver en årsag til det, der ikke er et clash mellem civilisationer, men en voksende afstand mellem dem. New York i november. Eddie er vedat blive skør af damen fra 34. (etage). Eddie er seniordoorman, og hver gang den pæne ældre lady går ud, afleverer hun sit inderlige: God bless you! Det har hun gjort siden 11. september, og nu må det snart være nok. Eddie har travlt. Der er folk, der skal flytte, og så skal elevatoren igen beklædes med rullemadrasser fra loft til gulv for ikke at blive skrammet af stole og borde og kasser. Nogen hævder, at 17 procent af Manhattans befolkning overvejer at forlade byen, men den slags tal bliver hurtigt gamle, hvad enten de har noget på sig eller ej. Leighton House her oppe på Upper East Side ligner en blyant, og det er lidt ængstende midt i alt mulig andet ængstende, for i dag stormer det, og bygningen knager, ikke mindst om natten. »Yeah, it's built for it«, beroliger Eddie distræt og leder videre efter noget under disken. Jeg skal ikke have noget tilføjet. Eddie er ikke til smalltalk i øjeblikket. I går, da det var blikstille, var det nemmere at være alert, årvågen, som Bush siger, man skal være. Storm og anden halløj er distraherende. Så kan der ske hvad som helst, før man når at opfatte det. Han siger også, vi skal bare være normale og nyde livet. Men det er lidt svært samtidigt. Sådan er der så meget i dagens New York, der er mere anderledes end nogensinde før. Der er ingen turister f.eks. ud over nogle amerikanske, og dem er der heller ikke alverden af. Fly er sjældnere i luften, borset fra politihelikopterne, og lige nu er der slet ingen: I morges kl. 9.15 faldt en Airbus ned i Queens kort efter take-off, og tunneler og broer er lukket: det kunne jo være et nyt terroranslag. New York holder vejret. Newyorkerneflager, så man tror, de venter en stor gæst. Men det er til hinanden og for hinanden og for Amerika, de flager. Damen på 34te har hængt et stars and stripes ud over gelænderet på sin altan, spændt fast af hensyn til stormen. Den syner ikke af meget, når man står nede i dybet foran Deli'en på First Avenue, men den er der. Mange taxier har flag på, og de største vajer fra vogne med chauffører af tydelig mellemøstlig baggrund. Man kan tage metroens nr. 4 eller 5 downtown til Wall Street og komme op lige ved en af afpærringerne til Ground Zero-området, op i den sødlige stank fra den uoverskuelige tomt derinde. Resterne af World Trade Center fik hurtigt betegnelsen Ground Zero - som området lige under en atombombeeksplosion kaldes. Det er ikke blot en ruin, det er en rygende ruin, endnu i dag. Vi er en blandet flok, der vil se det mærkeligt kniplingeagtige stykke facade, der står tilbage af det ene tårn, og de sodede og sumpede bjerge af metal og aske, skrald og kød. Alt sammen forårsaget af en bande determinerede med lommeknive og barberblade og et eneste budskab: Vi hader jer! Og kunne vi udslette jer helt, gjorde vi det. 'Vi vil aldrig glemme', står der på en fjern transparent. Den hænger hen over en skoldet facade på en bygning, der var for tæt på Ground Zero. Et meget selvbevidst par i lange dyre frakker har medbragt fine masker af gaze, som de bærer over mund og næse med stor betydningsfuldhed. Hun har en teaterkikkert i den ene hånd. Om hjørnet kommer en belærende familiefader, der har taget de halvvoksne børn med, for at de skal se med deres egne øjne. Men de kan alligevel ikke rigtig forstå, hvad det hele drejer sig om, og går kejtet rundt. De kan ikke få øjnene fra en 'officer' fra New York Police Department. Han bærer respirator og splinternye ordensbånd for tapperhed på brystet. Nope! Han ryster på hovedet og kommer derfor til at ligne et dyr endnu mere: Sorry, sir, lyder det nasalt fra tragtens dyb: Der er ingen adgang, heller ikke for udenlandske journalister. En ung mand, efter vindjakken at dømme fra et omegnsuniversitet, lader sit kamera synke og står bare hovedrystende og stirrer vantro og med røde øjne på det hele. Der er et eller andet hudløst over ham som over så mange andre, der traver rundt hernede. Det er ikke svært at læse hans blik, hvor ikke blot sorg afspejles. Det er også ydmygelse, sårethed, krænkelse, et: Hvad-fanden-skal-sådan-noget-svineri-til-for, feje røvhuller! Som når der overgår nogen en blodig, uoprettelig uretfærdighed. Han orker ikke at løfte kameraet igen, men vender resigneret om på hælen, i samme øjeblik som en familie stiger ud af et par taxier længere nede ad gaden og nærmer sig afspærringen. Den unge mand standser og kigger efter dem. De er i stadstøjet og bliver vinket ind på området med deres medbragte blomsteropsats på en slags staffeli. Måske er familiefaderen en af de brandmænd, der blev identificeret i dyngerne forleden. Så sent som i går var der fem nye begravelser fra St. Patrick-katedralen af folk, der havde gjort deres job den morgen i WTC.Min studentsidder inde i Giovannis Atrium, der blev raseret som så meget andet hernede af ild- og støvstormen 11. september. Den er lige genåbnet på Rector Street. Gad vidst, hvad han tænker, mens han rører i koppen. Om han skal melde sig til en eller anden hjælpeorganisation, som så mange andre? Der er ingen skarpsindige danskere i nærheden til at vejlede ham og forklare, at det der skete 11. september blot var løn som forskyldt: det logiske svar på den amerikanske undertrykkelse af den tredje verden. Det var Samson, der rev templets søjler ned! Var han ikke klar over det?Forleden aftenvar der en ung 16-årig fyr i Bronx, der blev mishandlet af nogle skolekammerater. Han så stærkt arabisk ud. Senere oplevede man ham hos lægen og med bind for det ene øje sammen med hans rystede familie. De var indvandret fra Egypten for 20 år siden. Med en stemme, der hele tiden var ved at slå over i gråd, fortalte den unge fyr til New York Channel 1, hvad der var sket. Nogle skolekammerater havde rottet sig sammen mod ham på hjemvejen. Politiet blev også interviewet i indslaget. Det måtte stå til regnskab for, hvorfor det ikke havde taget sig mere effektivt af opklaringen. Det var en familie, det var gået godt, kunne man se: en vellykket middelklassefamilie. Muslimer selvfølgelig, i al fald hvad deres baggrund angår, men der var ikke nogen 'hellig krig' i dem. Nu betalte de prisen for andres hellige krig. Man kunne se, de havde haft et godt liv indtil i dag, hvor de har deres udseende imod sig. På den anden side er der en - årvågen - presse til at minde om deres rettigheder og om deres værdighed, og som forsvarer det multikulturelle samfund, som New York er. I disse tider kommer racismen ikke fra gennemsnitsnewyorkerne. Den kommer snarere nede fra Islamic Cul-tural Center på East 96th Street, hvor den største moské i USA ligger. Der er stille og øde omkring den, ikke en betjent at se. Hen over indgangen kører meddelelser på en 'lysavis' om kommende bønner og møder. I et hjørne af den store grund er en koranskole under opførelse, også den for kuwaitiske penge. Bestyrelsen består bl.a. af FN-ambassadører fra en række islamiske lande. Men imamen er lige skiftet ud. Kort efter 11. september drog han til Egypten og udbredte (ifølge New York Post) det budskab, at det var »jøder, der havde planlagt 11. september«. Han kunne også fortælle, at »syge muslimske børn bliver myrdet af jødiske læger i USA«, og at »denne krig bliver Amerikas endeligt«. Den nye imam, Omar Saleem Abu-Namous, er forsigtigere, men føler sig ikke overbevist om, at angrebet på World Trade Center er »udført af muslimske elementer«. Han savner beviser ... Men ellers holder det muslimske miljø lav profil i New York. Der er ingen Nørrebrohal som i København, hvor Amerikas synderegister forleden hang på væggene ved fundamentalistmødet.Jeg huskerfra midt i 1990'erne - da jeg var i Egypten nogle gange for International PEN - hvordan det store halvofficielle dagblad Al Ahram kaldte Milosevic' hærgen i Bosnien-Herzegovina for et nyt korstog, hvad der ikke var rigtigt, men heller ikke helt ved siden af. Jeg husker imidlertid også, hvordan bladet fik et større forklaringsproblem, da det internationale samfund efter Srebrenica omsider fik nok og satte NATO til at standse den serbiske udrensning af muslimerne. For ikke at tale om da NATO senere tog affære til forsvar for Serbiens muslimer i Kosovo. Da var det virkelig svært på Al Ahrams redaktion at finde en mine, der passede til kendsgerningerne. Det problem havde Nørrebro-fundamentalisterne som bekendt ikke. På deres liste stod amerikanernes krigsforbrydelser i Eksjugoslavien. Al Ahrams chefredaktør, indsat af Mubarak, har også gang i manipulationerne i denne tid. Ifølge Herald Tribune har han for få dage siden skrevet, at »den humanitære hjælp, amerikanerne kaster ned over Afghanistan, er genetisk manipuleret for at nedbryde befolkningens sundhedstilstand ...«.Jeg skal ogsåhave mig en kop kaffe i Giovanni's Atrium, selvom det ikke gør det nemmere, at New York har fået kaffe på hjernen, så der altid står mindst tolv kander fremme at vælge mellem. Hvaffor én er den normale, tror du?, er det spørgsmål, der hyppigst falder mand og mand imellem ved skranken. Et meget symbolsk spørgsmål lige nu, hvor enhver normalitet er svær at genopdage. Rick, der viser sig at være fra Syracuse University, er bange for et nyt Vietnam i Afghanistan: Nordalliancens seneste landvindinger er så nye, at de ikke har nået os endnu. Han er bange for, at med tiden vil Osama bin Ladens popularitet øges i den arabiske verden og stemningen svinge yderligere til den antiamerikanske side - » ... what do you think?«. Ja, hvad jeg tænker på? Godt spørgsmål. Alt muligt på én gang. Jeg tænker på de muslimske friskoler derhjemme, fryden over World Trade Centerangrebet, latteren over de værdier, der bl.a. har skabt friskolerne ikke blot for Loke og Thor, men også for Allah. Jeg tænker på den canadiske forfatter Ignatieff, der skrev den bedste bog, jeg kender, om Kosovo-krigen, og som i går i amerikansk tv talte om den 'apokalyptiske terrorisme', der havde ramt New York, og om »fanatikere, der spiller gud« - unge emanciperede mænd, der med alle moderne hjælpemidler har sat sig for at bringe selve det moderne projekt, dvs. det, New York står for, til fald. »... der spiller gud« - det syntes jeg var meget rammende. Hvad der bliver holdt dommedag over, er det multietniske, velorganiserede, foretagsomme, sekulariserede, foranderlige, rastløse, platte, uoverskuelige og uforudsigelige, åbne, uhellige samfund. Hvad der skal rystes i sin grundvold er pluralisme, frihed og demokrati. Først og fremmest. Det er utroligt, så meget fællesskab og naboskab - naturligvis ved siden af minding-one's-own-business - der kommer ud af det sammensurium. Det er fantastisk, at denne by med sine masser, sin trængsel og sin aktivitet ikke for længst er sunket ned i et morads af uoverskuelig larm, anarki og svineri, men tværtimod lever på det mest udfordrende (og derfor skulle den straffes). Den er ikke produktet af en gudsstat, men af et dynamisk samarbejde mellem mennesker, der ikke vil det hele og det finale, men noget meget nærværende, foreløbigt og ladsiggørligt. Jeg forstår godt, at New York og dens symbolik vækker jalousi. Og der tror jeg, hunden ligger begravet. Der er ikke nogen anden millionby i verden - Berlin kunne være en anden undtagelse - hvor så mange siger, at det bliver bedre og bedre at bo. Lige nu, to måneder efter 11. september, er dét måske ikke lige dagens melodi i New York. Terroren fik det, som den ønskede det, for en tid. Den allerede stigende arbejdsløshed fik en ordentlig tak til i oktober. Og for nu at trække ens egen lille Hassan frem så bliver International PEN og mange andre internationale organisationer sat tilbage i deres mellemfolkelige arbejde. Alle de store fonde er rystet af den finansielle usikkerhed, der skulle følge og fulgte i tvillingetårnenes fald. Tak, Samson!Afgrunden mellemMellemøsten og New York (altså det newyorkske) bliver større og større. Engang lærte araberne os algebra og astronomi. I dag har de ingen videnskab at bidrage med. Dens læreanstalter er højere koranskoler, underkastet mullahernes interesser. Og på billederne sidder Osama med det dyreste Rolexur, der kan købes for penge. Det er ikke et clash mellem civilisationer, vi oplever, men tværtimod en tiltagende afstand mellem civilisationerne, som medierne til gengæld forbinder, så afstanden bestandig holdes for øje og bliver stadig tydeligere. Især sørger de for at give billeder af os til dem. De ser os hele tiden. Vi ser kun dem, når der krig. De har os og vores forspring på nethinden hele tiden. Og hvad gør mennesker, når de ser os, tit glamouriseret eller på anden måde forvrænget, tilsyneladende svælge i muligheder, de ikke selv ejer skyggen af adgang til? Og hvad gør de ved dem, der har det? Man kan enten resignere eller ty til noget, der er helt ens eget, noget oprindeligt, autentisk og uberørt og gøre en kult af dét. Man kan kalde det rødder. Om det så skal bringe stagnation og totalitarisme og nedgang med sig. Dét er offerets mønster. Eller der kan komme ekstremisme ud af det. Men den, der er forude, ser til gengæld ikke dem, der er bagved, dem der er overhalet. Det er upstairs og downstairs om igen. Amerikanerne, der nu selv har fået kærligheden at føle, er selv på vej til rødderne. Fortiden. Hver anden tv-udsendelse handler om Amerikas krige, Amerikas kriser, Amerikas overlevelser. Den værste side ved USA er ikke, som det nu hedder overalt: 'God bless America' og 'United we stand', men det evindelige: 'God's own country'. Det er den selvretfærdige arrogance, der deler menneskene i vi gode og de onde. Det er den amerikanske drøms fundamentalisme. Og det er den, den arabiske verden bliver præsenteret for, og den bliver vel at mærke ikke længere opvejet af en lødig kultureksport, som det var tilfældet under den kolde krig. Der er ingen amerikanske udvekslingsprogrammer med den arabiske verden mere. De er inddraget eller forbeholdt den postkommunistiske verden. Med Murens fald mente man, der ikke var mere, man skulle ud og vise. Nu var ærterne jo klaret. Det er en misere. Den interesserede arabiske ungdom har i dag ingen steder at gå hen og få bedre besked om Amerika end den, Osama bin Laden tilbyder. De amerikanske ambassader ligner mere og mere fæstninger - jo mindre deres kulturudbud er. Amerikanerne kommer selvfølgelig ikke uden om at spørge sig, om de selv har været med til at skabe en grobund for terrorisme med deres disrespekt, med deres vi-ejer-verden-mentalitet, og den-der-ikke-er-for-os-er-imod-os-attitude. Men det dybestliggende problem er, at afstanden bliver større og større og dermed også den stadig mere frustrerende misundelse. Det er nemlig så uretfærdigt i den reelt eksisterende verden, at Vesten hverken skal eller kan skrue tiden tilbage. Den kan kun prøve på at agere på en mere hensigtsmæssig måde og virkelig prøve at få øje på de overhalede og ydmygede og deres menneskeværd, der jo burde tælle i de universelle vestlige værdier - og ikke kun, når det passer i krammet. Det er en udvikling af den politiske kultur i Mellemøsten, der skal til, så den omsider får bragt individet og dets rettigheder i centrum og ikke mere den troendes gud og hans lov. Altså en sekularisering. Nævn en anden vej?