Forfatteren står ved ruinerne af New Yorks World Trade Center og bevæger sig rundt i byen, hvis symbolik vækker så stor jalousi, at det for ham bliver en årsag til det, der ikke er et clash mellem civilisationer, men en voksende afstand mellem dem.

New York i november. Eddie er vedat blive skør af damen fra 34. (etage). Eddie er seniordoorman, og hver gang den pæne ældre lady går ud, afleverer hun sit inderlige: God bless you! Det har hun gjort siden 11. september, og nu må det snart være nok. Eddie har travlt. Der er folk, der skal flytte, og så skal elevatoren igen beklædes med rullemadrasser fra loft til gulv for ikke at blive skrammet af stole og borde og kasser.

Nogen hævder, at 17 procent af Manhattans befolkning overvejer at forlade byen, men den slags tal bliver hurtigt gamle, hvad enten de har noget på sig eller ej.

Leighton House her oppe på Upper East Side ligner en blyant, og det er lidt ængstende midt i alt mulig andet ængstende, for i dag stormer det, og bygningen knager, ikke mindst om natten. »Yeah, it's built for it«, beroliger Eddie distræt og leder videre efter noget under disken. Jeg skal ikke have noget tilføjet. Eddie er ikke til smalltalk i øjeblikket.

I går, da det var blikstille, var det nemmere at være alert, årvågen, som Bush siger, man skal være. Storm og anden halløj er distraherende. Så kan der ske hvad som helst, før man når at opfatte det. Han siger også, vi skal bare være normale og nyde livet. Men det er lidt svært samtidigt. Sådan er der så meget i dagens New York, der er mere anderledes end nogensinde før.

Der er ingen turister f.eks. ud over nogle amerikanske, og dem er der heller ikke alverden af. Fly er sjældnere i luften, borset fra politihelikopterne, og lige nu er der slet ingen: I morges kl. 9.15 faldt en Airbus ned i Queens kort efter take-off, og tunneler og broer er lukket: det kunne jo være et nyt terroranslag. New York holder vejret.

Newyorkerneflager, så man tror, de venter en stor gæst. Men det er til hinanden og for hinanden og for Amerika, de flager. Damen på 34te har hængt et stars and stripes ud over gelænderet på sin altan, spændt fast af hensyn til stormen. Den syner ikke af meget, når man står nede i dybet foran Deli'en på First Avenue, men den er der. Mange taxier har flag på, og de største vajer fra vogne med chauffører af tydelig mellemøstlig baggrund.

Man kan tage metroens nr. 4 eller 5 downtown til Wall Street og komme op lige ved en af afpærringerne til Ground Zero-området, op i den sødlige stank fra den uoverskuelige tomt derinde. Resterne af World Trade Center fik hurtigt betegnelsen Ground Zero - som området lige under en atombombeeksplosion kaldes. Det er ikke blot en ruin, det er en rygende ruin, endnu i dag.

Vi er en blandet flok, der vil se det mærkeligt kniplingeagtige stykke facade, der står tilbage af det ene tårn, og de sodede og sumpede bjerge af metal og aske, skrald og kød. Alt sammen forårsaget af en bande determinerede med lommeknive og barberblade og et eneste budskab: