Vi har vænnet os til at forstå os selv som vindere, fordi vi er de våbenteknisk overlegne, men det er de andre, der har fat i den lange ende, fordi vores overlegenhed er arrogancens synsbedrag, skriver forfatteren om krigen i Afghanistan. Den nye krig er anderledes. Den er ikke erklæret, og den kan derfor heller ikke bringes til ophør ved en freds-slutning. Selv talebanernes eventuelle overgivelse eller sammenbrud, for ikke at tale om bin Ladens død, vil snarest stampe nye hævntørstige terrorister op af jorden, og selv nok så rædselsfulde nye aktioner fra deres side mod USA vil ikke kunne tvinge stormagten i knæ. Mens krigen endnu er i sin indledende fase, er der grund til at overveje dens karakter. Sjældent har vel en krig været ført med så ulige midler af to så ulige parter! De er fælles om at volde død og ødelæggelse blandt sagesløse mennesker hos modparten, men det er vist også den eneste lighed. På den ene side et hemmeligt netværk med et ukendt antal centre, beundret af millioner af muslimer i andre fattige lande. På den anden side klodens eneste stormagt bakket op af regeringerne i en lang række større og mindre stater. Den ene part får sit spektakulære gennembrud, da 19 mænd ofrer livet i en uhyrlig handling. Det er dens styrke, at den er ukendt, som også dens planer og dens medlemstal er ukendte. En enkelt mand er trådt frem som dens leder, hvem ved med hvor megen ret? Det er denne parts svaghed, at den har måttet søge ly hos et reaktionært præstestyre i et af verdens fattigste lande. Den anden part råder over et knusende overlegent militært apparat, velegnet til mekaniseret massemord. Den har to handikap: Dens virkelige fjende har skjult sig, og den har derfor måttet gå i krig mod et helt folk, i håb om blandt de mange uskyldige også at få ram på de skyldige. Desuden undgår den den nødvendige nærkamp, da den ikke vil risikere egne liv, og er derfor henvist til hjælp fra egenrådige lokale folk. Når det afghanske styre ikke skaffer sig fred ved at udlevere bin Laden, er det angiveligt i lydighed mod arkaiske æresbegreber - »Man udleverer ikke en gæst«, forklarede en værdig afghaner til Die Zeit (en tankegang, der er fremmed i dansk flygtningedebat). Føj hertil, at dele af talebanernes tropper er beredne. Hestfolk mod helikoptere, Kalasjnikover mod klyngebomber, turbaner mod uniformer, krigere mod soldater. Det er virkelig to verdener, to kulturer, to tidsaldre mod hinanden (også to religioner? Om Muhamed ville have accepteret 11. september, ved jeg ikke. Men ikke engang Lindhardt kan mene, at Jesus kan tages til indtægt for tæppe-bombardementer. Eller kan han? Bisper har kunnet meget i den retning. - Naturligvis er især kristendommen glad for pludselig at få tilskrevet betydning i en verden, der ellers har været optaget af helt andre ting. Men det er ikke helt fortjent: Skønt flittig CNN-seer har jeg i hvert fald endnu ikke set nogen feltpræst, der på dækket af et hangarskib velsignede et af disse altid startende bombefly). I deres naive tillid til egen effektiv mordevne er amerikanerne ejendommeligt blinde for de mange potentielle fjender, de har, og som deres krigsførelse uundgåeligt vil provokere frem i de dele af verden, der i forvejen forarges over amerikansk dominans og amerikansk støtte til korrupte diktaturer - hvad enten det vil ske som udvidelse af krigen, som omvæltninger i muslimske lande med USA-venlige regeringer eller som rekruttering til nye terrorgrupper. Hvad hjælper det amerikanerne at få ram på de få i dag, hvis de derved kalder de mange frem i morgen? Klyngebomber er dragesæd. I en verden med befolkningsoverskud vil det ikke skorte på nye selvmordskandidater. Selvmorderisk terrorisme er en gammel sag, bin Ladens netværk har rødder tilbage i det 11. århundredes assassinersekt, hvis 'fedai', selvmordsaktioner, har givet navn til de palæstinensiske fedayeen, der længe har demonstreret den selvvalgte heltedøds fascination. I terrorismens historie er 11. september alligevel et omdrejningspunkt: Den urørlige overmagt viste sig at kunne rammes dybt. Det må have givet et ukendt antal unge mænd i den håbløst fattige verden et helt uventet perspektiv, primært muslimer ubærligt sårede i deres stolthed, fordi de er tabere, skønt taberens rolle ikke findes i deres livsrepertoire: Her åbner der sig en måske dødbringende, i hvert fald meningsfuld vej ud af et ydmyget liv. Pludselig er muligheden blevet synlig for at genvinde den værdighed, det har været så smerteligt at miste. Den dag, de beslutter sig for at sætte deres liv på spil, får det pludselig samling, får en overvældende mening, glødet op af hadet til overmagten. Terroristerne har to klare fordele. For det første er de skjulte og anonyme (bortset fra lederen, der kun er skjult), hvorved de reelt tvinger deres fjende til så modbydelig en krigsførelse, som vi har set. Men for det andet: Initiativet er deres, og de røber naturligvis ikke deres næste skridt. Det er dem, der definerer deres fjende, og vi ved ikke engang, om andre end amerikanere har grund til frygt. Frygter vi, har vi defineret os selv som fjende, kan man sige, men kun de selv ved, om de er enige. I hvert fald er alle vi i den rige verden, hvad enten vi er reelle eller kun potentielle fjender, reduceret til rollen som dem, der reagerer, eller som søger at regne ud, hvad de finder på næste gang. Alene nødvendigheden af til stadighed at være på vagt over for nye anslag, uden at vide hvordan, hvor og hvornår de vil komme, vil være ødelæggende for et samfund, hvis den varer ved. Det er en udmattelseskrig, der er begyndt, hvad Bush jo også har erkendt. Vore mediers dækning af krigen styres diskret, hårdhændet og effektivt fra Pentagon, men hvad hjælper det, når disse medier reelt fungerer som djævelens værktøj ved at sprede angst og hysterisere befolkningen ved den mindste anledning (TV-Avisen har allerede givet instruktive eksempler på, hvad lidt hvidt pulver tabt i en bus kan bruges til i den daglige kamp om seertallet). Frygten for den destruktive terror vil sive ind i vor nervøse, panikberedte verden som vand i en svamp, og prøver vi at beskytte os, at pakke svampen ind i plastik, bliver vi kvalt. Med den planlagte antiterrorlovgivning synes vi på vej mod selv at ødelægge det, vi vil beskytte, for at beskytte det godt nok. På vej mod en overvågningsstat, der inden for sine rammer vil slå lige så blindt til som USA's militær gør det på sin særlige måde i disse uger. Spredehagl mod usynlige fjender. Fortsætter krigen, og breder den sig, vil de helt nødvendige, yderst omkostningskrævende og formentlig aldeles utilstrækkelige forsvarsforanstaltninger ruinere de berørte lande: Alle atomkraftværker og alle større dæmningsanlæg skal beskyttes med dyrt raketforsvar mod selvmordsfly eller raketter (der er allerede opstillet antiluftskyts ved det franske oparbejdningsanlæg La Hague), også større broer, tunneler og tusindvis af kilometer rørledninger er sårbare og må bevogtes, foruden parlamenter, kongehuse og andre tænkelige mål. Der skal udvikles serum mod et stort antal sygdomme (i 1986, da Saddam Hussein endnu var den gode ven, leverede amerikanerne elleve forskellige bakteriestammer til Irak, herunder tre forskellige former for miltbrand. For femten år siden!). Føj hertil genmodificerede virusformer, som ikke engang kendes, før smitten er der. Vi skal desuden beskytte os mod raffinerede former for it-virus, mod spredning af radioaktive stoffer (atombomber er ikke nødvendige for at få en by til at gå i panik), mod plutonium eller anden rædsel anbragt i byernes vandforsyning, mod bomber i kloaksystemet, mod giftgas i metroen. Og når der er taget nogenlunde højde for alt dette, hvad der vil slå bunden ud af ethvert nationalt budget til glæde for ingen andre end våbenindustrien, sælgerne af gasmasker og overvågningsudstyr samt politietaten, vil terroristerne uden tvivl have fundet på noget helt andet. Regulære atombomber (i kufferter) synes heller ikke udelukket. 11. september har sat fantasien i gang, næppe kun i vore egne medier (hvorfra ovenstående eksempler alle er hentet). Men vi, der må lære at leve i en stadig frygt for alt dette, uden at ane om vore foranstaltninger vil være 100 eller kun 99 procent overflødige, vil få stadig sværere ved at omgås sydlandsk udseende medborgere uden at mistænke dem for et eller andet, og deres frygt for en sådan mistanke vil få dem til at rykke sammen og søge tryghed hos hinanden - og i hvert fald ikke søge sig den ægtefælle blandt danske, som vi så varmt anbefaler dem for tiden. Krigen er med andre ord selvforstærkende og omtrent lige ødelæggende for begge parter. I første omgang vil den nok koste en del flere menneskeliv for den teknologisk svage part, antallet af sagesløst dræbte på Manhattan skal nok i vinterens løb blive opvejet af antallet af sagesløst dræbte kvinder og børn i Afghanistan. Men i næste omgang?! I mine øjne er begge parter forbryderiske. Terroristernes skændselsgerninger er af den synlige og dømmelige art. Den demokratiske verdens forbrydelser krænker ingen juridiske love og er kun til at få øje på for statistik og moral: magtens misbrug af sin overmagt, magtens arrogance og dens blindhed for følgerne. Vi er racister, når vi ser på andre kulturer som tilbagestående i forhold til vor egen, blot fordi deres levefod og frihedsgrad er lavere end vor egen vi er afstumpede, når vi ikke vil vide, hvor vores luksus kommer fra, og ikke deler af vor overflod med dem, der har produceret den til os, eller kun gør det symbolsk og for et syns skyld vi er selvretfærdige farisæere, når vi fortæller taberne, at de bare skal gøre som os vindere for at vinde. Den slags falder ganske rigtigt ikke ind under nogen straffelov, sådan som terroristernes anderledes bastante forbrydelser gør det. I det lange løb er udligning af velstanden, globalt broderskab, uomgængeligt. Ikke nødvendigvis fordi de fattige ikke under os rige vores rigdom, de afmægtige ikke under os vor magt. Det er hos os selv, problemet opstår 11. september var foregrebet af utallige katastrofefilm, vi kan ikke give os hen i al vor overflod uden at føle den truet, den kræver magtudøvelse for at opretholdes, der skal enorme tæppebombardementer til for at demonstrere, at den er intakt. - Tænk, hvor det dog ville være nemmere, hvis vi kunne opleve 'dem' som medmennesker! Vil måske nogensinde det bomberamte Talebanbarns død kunne komme på linje med den miltbranddræbte amerikanske postarbejders, vil der nogensinde blive sunget så smukt for de druknede afghanske flygtninge som for dem, der blev til støv og aske, da tvillingtårnene sank i grus? Racismen sidder i os alle, og det har den gjort siden Columbus' dage, eller korstogenes ... Men kan elementær medmenneskelighed ikke motivere, hvad så med det gustne overlæg og den kolde fornuft? Desværre er fornuften og det gustne overlæg ikke enige. Træk USA ud af Mellemøsten, tving Sharon til fornuft, og giv de alt for fattige en luns af det, vi godt kan undvære, siger den ene, så falder de nok til ro. Man må ikke bøje sig for terroristerne, siger den anden: Netop nu vil enhver imødekommenhed være et farligt svaghedstegn. Begge argumenter går ud fra, at det er os, der er de stærke. I den grad har vi vænnet os til at forstå os selv som vindere, eftersom vi er de våbenteknisk overlegne. Men det er de andre, der har fat i den lange ende. Vor overlegenhed er arrogancens syns- og selvbedrag. Hvor både medmenneskelighed og kold fornuft kommer til kort hver for sig, kan de måske forenes i utopien som det eneste realistiske. I en verden delt op i halvandet hundrede suveræne stater, men fælles om grænseoverskridende terrorisme, om grænseoverskridende kapitalisme, der spiller staterne ud mod hinanden, om grænseoverskridende narkokriminalitet, om udfordrende rigdom side om side med den forfærdeligste fattigdom, fælles om voksende flygtningestrømme over alle grænser - og fælles om afmagten over for alt dette - dér er det utopiske scenarie det eneste håb. Den drøm om én verden, der levede en overgang efter sidste krig, men som for længst synes glemt igen: Et FN som de facto-verdensregering med magt til overordnet styring af de økonomiske spilleregler med henblik på en vis udjævning og med magt til international bekæmpelse af international kriminalitet. Et FN med mulighed for at opbygge en global solidaritet på tværs af kulturer og religioner. Håbet om rettens sejr over magten. En international domstol anerkendt af alle. Et WTO, der som direkte underlagt FN ikke snyder de fattige. En international konvention om terrorisme. Amerikanerne vil ikke være med til noget i den retning. De har modsat sig oprettelse af den internationale krigsforbryderdomstol, deres model hedder gengældelse (eller rent ud sagt hævn) og missilskjold, og de har kunnet overtale både europæiske og andre lande til at acceptere deres linje. Denne amerikanske politik betyder ragnarok for alle andre end våbenindustrien. Europa må lære at sætte sig imod med hænder og fødder. Europa må finde sammen med den øvrige verden om at styrke FN og fæstne og udbygge den internationale domstol. Helst med, ellers uden USA. I dagens situation er det vort bedste håb, i hvert fald en god og klar mærkesag for enhver politiker, der ikke har solgt sin dømmekraft til USA. Alternativet aftegner sig allerede alt for klart: den store globale borgerkrig ført med alle tænkelige infame midler i indbyrdes eskalation, med begge parter som tabere. Før 11. september var europæiske politikere så småt i gang med at lægge luft til et USA, der så provokerende selvtilstrækkeligt gik sin enegang med missilskjold, nej til fælles regler for miljøbeskyttelse, nej til international krigsforbryderdomstol, ironisk nok endda også nej til effektiv kontrol af forsøg med biologiske våben. Det er forståeligt, at denne europæiske kritik af USA forstummede efter katastrofen, i elementær solidaritet. Men det vil være selvmorderisk af Europa at glemme den for at blive USA's følgesvend ad den vej, supermagten nu er slået ind på. Det er det internationale retssamfund, der er brug for, ikke stormagtens hævntogt.