En journalist og medieunderviser anmelder den netop overståede valgkamp og stiller spørgsmålet: Hvem sætter dagsordenen i debatten - medierne eller politikerne? Der blev byttet godt og grundigt om på rollefordelingen mellem partier og politikere på den ene side og medierne på den anden i den overståede valgkamp. For hvor mediernes traditionelle rolle har været at afspejle og afdække den politiske virkelighed, så oplevede vi, at medierne reelt skabte den, eller, mere præcist, iscenesatte den. Valgkampen har været et sandt studie i denne omfordeling af rollerne. På den ene side inviterede medierne til møder og dueller, men bestemte suverænt, hvad temaerne for den næste halve times diskussion skulle være. Og på den anden side dækkede medierne 'alle sider' af valgkampen - stort, og ikke mindst småt. Lad os begynde med det sidste. Politikerne blev sat så meget uden for den politiske dagsorden, at vi oplevede politikere, der udstillede deres egen nøgenhed - altså deres nøgne hud for at komme i medierne. I Nordjylland fik en kvindelig kandidat lavet et foto af sig selv med et par hænder, der bagfra dækkede hendes bryster. En komplet ukendt ung mandlig kandidat stillede op i Sønderjylland, og helt bevidst om at det ville blive svært at komme ud med sine budskaber, valgte han at servere nøgen i en bar. Succesen var hjemme, da den regionale tv-station hoppede med på vognen og stillede op - med en nøgen reporter. Jeg kommer til at tænke på historien om musikeren og entertaineren Frank Zappa, der fra scenen råbte ud til publikum: »10.000 dollar til den, der kan lave noget, som er værre, end hvad jeg kan«. En publikummer hopper op på scenen og lægger en lort. Den stikker Frank Zappa ved at tage en bid Med andre ord, medierne presser politikerne til at finde på vildere og vildere events for at komme igennem, og dermed bliver udsagnet om at: 'Du er selv budskabet' en reel medieskabt sandhed. Spørgsmålet er: - Hvor bliver politikken af eller den politiske debat? Jo, den tager medierne sig af gennem de såkaldte eksperter - oftere og oftere hentet fra egne rækker. Politikere er nærmest et nødvendigt onde eller måske et alibi for, at medierne kan diskutere politik. Situationen er nu dagligt den, at journalister - som det mest naturlige i verden - interviewer journalister eller, som de hedder, korrespondenter, politiske kommentatorer etc. Rekorden er sat af DR 1 dagen efter Socialdemokratiets kongres, hvor Poul Nyrup 'lagde låg' på de interne uenigheder omkring flygtningepolitikken. På Radioavisen læste speakeren en overskrift op, der citeret efter hukommelsen lød nogenlunde sådan: »Vores politiske kommentator afviser, at det vil lykkes Nyrup at lægge låg på de interne uenigheder i Socialdemokratiet«. Jamen, er det mediets opgave at indtage en partsrolle med sit eget 'brand' som garanti for, at det er sandheden, folket nu får? Eller burde DR 1 have brugt LO's Hans Jensen, der sagde præcis det samme inde i indslaget som den anden part? Vi skal ikke mere end fem-ti år tilbage for at finde en noget anderledes journalistisk etik på dette område. Med andre ord, det går rigtig stærkt nu med at lade medierne iscenesætte politikken og afgøre, hvem der har ret. De store dueller i København og Århus har ligeledes båret præg af mediernes måde at tænke på. Det startede ved sidste folketingsvalg med, at TV 2 inviterede Uffe Ellemann og Poul Nyrup til duel for åben skærm og dermed gjorde valget til en kamp mellem to personer, to holdninger eller i bedste fald to blokke. Ved at nedskære antallet af optrædende kandidater, holdninger og partier til netop to, er medierne sikre på at få, hvad de kom efter - nemlig opfyldelsen af mindst det ene nyhedskriterium, som hedder konflikt (sensation). Og netop dette kriterium hænger sammen med, at vores sprog og medfølgende begrebsapparat bygger på dualisme: nat/dag, stor/lille, klog/dum. Netop ved at presse virkeligheden ind i denne kulisse med kun to parter, to holdninger eller sort/hvidt gør medierne valgkampen til en 'sportsbegivenhed', hvor partierne er hold, valgkampen en turnering og kandidaterne spillerne på holdet. Og som valgdatoen nærmer sig, bliver det afgørende at kunne sætte friske spillere ind, eller, når det ikke er muligt, at hive en kanin op af hatten! Men partierne kommer hurtigt ud for, at det er medierne, der er den reelle modspiller, og som allerede har erobret den ene bane-halvdel, før kampen overhovedet er gået i gang. Her er problemet nemlig, at journalisterne på den ene side og politikerne på den anden side ikke spiller efter de samme regler. Politikerne er på forhånd handikappet, fordi medierne (via den redaktionelle frihed) suverænt vælger, hvilke spørgsmål der er relevante. Det andet forhold er, at journalister og medier ikke vælges og dermed reelt ikke skal stå til regnskab for deres rolle. Jamen, vil medierne hævde, vi er underlagt medieansvarslov og Pressenævnet samt en god portion etik. Men her vil læsning af journalisternes eget fagblad, Journalisten, give et godt indtryk af, at det ikke altid lykkes at bevare det kølige overblik. Bagsiden af dette blad er fast afsat til en kommentar, der alene handler om manglende etik i egne rækker. Hertil kommer i gennemsnit en artikel pr. nummer plus de mere uigennemskuelige læserindlæg om etiske brud på god journalistik. For et par numre siden handlede det om et stort regionalt dagblad, som havde tilbudt de forskellige partier at »lave deres valgkampagne for dem«. En farlig drejning, der må få partier og politikere til at tænke deres. For hvad sker der, hvis et parti siger nej tak til 'hjælpen'. Kan partiet så være sikker på at få samme dækning som de partier, der sagde ja tak, og kan de forvente en fair behandling i mediet? At der er grund til bekymring, viser sidste nummer af Mandag Morgen Monitor, som via nogle nye undersøgelser (foretaget sammen med Syddansk Universitet og Observa) når frem til en klar ubalance mellem medier og journalister på den ene side og vælgere og politikere på den anden side. Konklusionen lyder i overskriften 'Forskere: Journalister løber politikerne over ende'. Undersøgelsen viser, at syv ud af ti journalister mener, at de skal sætte dagsordenen for den politiske debat. Mens det forholder sig stik modsat, når det gælder vælgerne og politikerne. Næsten fire ud af ti journalister mener også, at det er vigtigt, at journalister beskæftiger sig med politikernes privatliv. Her er hovedparten af vælgere og politikere også af en anden opfattelse. Seks ud af ti journalister er imod, at politikere tager beslutninger bag lukkede døre, selvom det er svært at forestille sig reelle forhandlinger for åbne mikrofoner. 75 procent af journalisterne er også imod, at politikerne får professionel hjælp af rådgivere (selvom mediernes nye rolle kræver det, hvis politikerne skal have en chance for at komme igennem med deres budskaber). Vælgere og politikere er omvendt mere venligt stemte over for politikernes brug af rådgivere. Der er altså en klart voksende kløft mellem journalister på den ene side og politikere og vælgere på den anden. Medier og journalister tiltager sig stigende magt og indflydelse på det offentlige rum og dermed også på den politiske scene og mener i øvrigt, at de har krav på det. Med de 'hurtige fix mellem meningsmålinger og eksperter' koster medierne politikerne rundt i det offentlige rum. Her udstilles politikernes 'klovnenumre', og efterfølgende får de karakterer. Hvem er mest vellidt? Hvem er mest troværdig? Hvem klarer sig bedst? Situationen er egentlig grotesk, fordi vi står i en valgkamp, hvor vi på den ene side aldrig tidligere har set større konsensus mellem partierne omkring de store politiske spørgsmål, velfærd, ældreomsorg, sygehuse og ventelister, og på den anden side ser en flok desperate politikere, der ved hjælp af professionelle spindoktorer prøver at vinde opmærksomhed i medierne på de forskelle, der er mest medieomtale i. Medierne synes også bedst om det visuelle - og det er sjældent sagens substans. I realiteten præmieres vilde slagnumre og optræden. Resultatet er forudsigeligt. Ingen virkelige debatter om forskellene mellem politikerne. Det ender snarere i en konkurrence mellem politikerne om at komme først med de højeste bud. Eller som vi i stigende grad har set det i denne valgkamp - iscenesatte events, som når Nyrup river sider ud af Foghs bog om minimalstaten, eller når Foghs underskrift findes i en annonce, hvor der vises et stort tosiders billede af unge muslimer, der forlader en domstol i forbindelse med en sag om massevoldtægt. Det dækker medierne nemlig, og så er politikeren pludselig på og får eksponeret sig selv - også i de næste udsendelser og dagen derpå. Panikken er blevet så stor, at der også er vendt op og ned på valget af medier, når partier og politikere skal profilere sig. I ugen op til valget kunne vi opleve, at den kulørte presse er blevet en 'væsentlig' del af den politiske scene. Dels indrykkede Venstre sin føromtalte annonce i både Kig Ind og Se og Hør - men ingen andre steder. For at nå nogle vælgergrupper, som ikke benytter de mere 'seriøse' medier. I Se og Hør talte jeg hele 18 siders omtale og annoncer for partier og politikere. Ja, selv en fodboldstjerne som Stig Tøfting havde en politisk mærkesag! På selve forsiden bragte Se og Hør en nyforelsket Poul Nyrup og Lone Dybkjær. På side 2 og 3 var det en sønderjysk kandidat med sin etiopiske kone, som prydede de glittede sider. Og så havde Lene Espersen fra de konservative én side - ligesom Anders Fogh Rasmussen fra Venstre. Flotte billeder og store overskrifter - men intet om politiske holdninger. Naturligvis ikke, fristes man til at sige - men problemet er, at politikerne nu ikke længere tør sige nej tak til at stille op til sessions uden politisk indhold. De er pinedød nødt til det, hvis de vil ses. Og det sker på mediernes præmisser. Hvorfor siger politikerne ikke bare fra? Nogle af politikerne har det sikkert fint med at stille op til VIP-arrangementer, receptioner og som kok på morgen-tv. Andre bøjer hovedet, fordi de kan se, at andre politikere gør det med succes. Men svaret er, at det koster omtale, som er lig med stemmer og indflydelse. Og omtale i nyhedsudsendelser er i dag nede på sekunder - mens det ofte er lig med flere minutter i andre typer af udsendelser og medier (også selv om den politiske debat ryger sig en tur). Kravet til fremgang og magt er at blive eksponeret uafbrudt i medierne. Vi har netop set, hvordan Socialdemokratiet og Poul Nyrup Rasmussen i forbindelse med 11. september har fået vendt meningsmålingerne til det bedre på en kolossal mediedækning af Danmarks rolle i den nye verdensorden. Mekanismen sætter sig også igennem i medierne - med omvendt fortegn. Seertallene er kommet ind som det afgørende parameter. Det betyder, at medierne laver deres egne meningsmålinger og jagter solohistorierne, uanset væsentligheden. Og kan et medie blive citeret i andre medier, er det en kæmpesejr. Medierne vil selv ses og opnå omtale. De er selv blevet budskabet! Den omvendte verden. Medierne er blevet de nye partier, der sætter dagsordenen og kører deres egne eksperter og journalister ind på banen som dem, der både stiller (op)spørgsmålene og oftere og oftere besvarer dem (de valgte) - indirekte og sågar direkte. Som medieunderviser møder jeg ofte spørgsmålet: Hvem sætter dagsordenen - medierne eller politikerne? Indtil for nylig kunne jeg svare: »Det gør de begge«. I dag er jeg mindre sikker. Meget tyder på, at politikerne konstant søger medierne, men samtidig må leve op til mediernes krav. 'Forskere: Journalister løber politikerne over ende' er faktisk det, jeg konstant får fortalt af de kursister, der har erfaring i mødet med medierne. »Vi kan ikke komme igennem - medmindre vi er gode venner med en journalist på det pågældende medie«. »Tæppet går ned en måned før valget, og de vil ikke optage vores læserbreve«, og »de forkorter vores indlæg urimeligt«. Flere og flere medier vælger nu at fjerne deres leder, men spørgsmålet er, om det er et reelt udtryk for, at de er blevet mindre politiske , eller om det blot er endnu et forsøg på at imødekomme deres faldende oplagstal. Det er medierne, der i stigende grad bestemmer - i takt med koncentrationen på færre og færre aktier. Og her er medierne gået langt for at overtage politikernes indflydelse og sætte dagsordenen. Jeg er fortsat af den opfattelse, at kun dialog flytter noget, også i mødet med medierne. Men det kræver sin mand at sige dem imod, og kun få overlever. Det er på tide, at medierne for alvor gennemtænker deres rolle omkring redaktionsbordene, her efter valget. Hvilken rolle har vi påtaget os, og er vi gået hen og blevet de nye partier, eller kan vi igen medvirke til, at partier og politikere får en reel rolle? Det er ikke mindst interessant i en tid, hvor vi optræder på den internationale scene, med afsæt i et mønsterdemokrati. Der er vel flere fremtidsscenarier, men fortsætter udviklingen som nu, er der faktisk kun én vej: flere spindoktorer til politikerne og endnu bedre mediestrategiske kommunikationsstrategier. Dermed bliver der endnu kortere vej mellem de medieevents, vi oplever dagligt, og længere mellem egentlig åben debat. Og der bliver endnu længere mellem politikere og medier - mellem politikere og vælgere (læs politikerlede). Kort sagt, de rige politikere og partier vinder over de fattige, og vi ender med amerikanske tilstande, hvor farve, pragt og iscenesættelse er eneste parameter. Men jeg kunne også se et andet scenario for mig - nemlig at danske medier, der som hovedregel er både kritiske og med begge ben plantet på jorden, udvider deres etiske diskussion fra eget fagblad til at omfatte en reel, åben og offentlig debat, der flytter debatten ud i det offentlige rum. Tilbage til journalistiske dyder, der ikke er vanvittigt optaget af seertal, personlig karriere og magt - men snarere af fagets substans (den findes da heldigvis over dele af det danske medielandskab). Jeg håber meget, at åbningen, der nu betyder, at journalister uddannes på tre steder (mod tidligere ét sted), kan være med til en mere selvkritisk indfaldsvinkel og reel åbenhed over for den væsentlige politiske debat om idéer, holdninger, visioner og forslag. Vi skal bevare både ytringsfriheden og den redaktionelle frihed - men under stor selvkritik.