Glæden ved fart må tænkes ind i buddet om øget lovlydighed og sikkerhed i trafikken. Vi er begejstrede for farten, men lede ved de mange trafikdrab og kolossale skadesbeløb, skriver motorjournalisten. Man må gå ud fra, at unge Mohamed Atta vidste, hvad han gjorde, den meget omtalte dag i september, da han med cirka 600 km/t lod et næsten fuldtanket Boeing passagerfly baldre ind i og tilintetgøre det ene af World Trade Centers tvillingetårne. Havde det været en personbil, som en bilist umotiveret havde styret over i en modkørende med dræbte til følge, var hændelsen med en vis sandsynlighed blevet afskrevet i den almindelige ulykkesstatistik. Svenske trafikforskere fra Vägverket, der svarer til Vejdirektoratet, er i en nylig undersøgelse kommet frem til, at omkring 11 procent af trafikdrabene formentlig skyldes selvmord! I Mohamed Attas tilfælde må man sige, at tusinder af uskyldige ofre og erstatningskrav i størrelsesordenen 500 milliarder dollar har medført, at denne trafikhændelse ikke har forputtet sig i den forkerte statistik Skønt mit ærinde er trafiksikkerhed og ikke motiverne for 11. september, så er denne skelsættende udåd alligevel vigtig at få med som pejlemærke for den følelse af 'usårlighed', som navnlig overvælder unge mandlige trafikanter. Den kloge doktor Freud antog i den tidlige del af sin karriere, at mennesker er underlagt den såkaldte dødsdrift. Senere gik han lidt bort fra denne teori. Min påstand skal i tråd hermed være, at de (unge) mænd, hvis risikoadfærd undertiden gør offentlig gade og vej til en 'krigsskueplads' (trods seneste svenske forskning), ikke så meget er drevet af dødsdrift, men af den følelse af usårlighed, som melder sig, når man har sat sig og sit køretøj i drift og ellers føler glæden ved at kontrollere sidstnævnte på kanten af sin eksistens. Ud fra Mohamed Attas egen islamiske overbevisning, som den kendes fra efterladte notater, kan man ikke engang karakterisere ham som selvmorder. Som 'martyr' ventede der ham et (efter)liv i Paradis opvartet af tresindstyve jomfruer. Problemet med de fornuftsbetonede forslag, som løbende implementeres for at øge vores overlevelsesmuligheder i trafikken, er, at den menneskelige irrationalitet, eller allestedsnærværende følelse af usårlighed kunne man også kalde det, arbejder imod disse tiltag. Det er jo en dejlig fornemmelse at have et godt køretøj mellem hænderne. Som samfund accepterer vi til en vis grad faren, fordi vi elsker vores biler og motorcykler. De giver os mobilitet, frihed og magt. De afspejler, hvem vi tror vi er, som den amerikanske ulykkesforsker Fran Bentz har udtrykt det. Den danske nobelpristager Johannes V. Jensen, der var motorcyklist om en hals og derfor yndede at posere i motorcykeldragt og kraftige motorcykelstøvler, skrev allerede i begyndelsen af det 20. århundrede to uhyre vigtige sentenser: »Fart for fartens egen Skyld har altid været det naturlige Menneskes fornemste Forlystelse«, og »Maskinerne er skabt af et Forlig, Menneskets Akkord med det, der er. Mennesket har i dem udtalt sin Objektivitet, han har i dem frigjort sig gennem Beherskelsen«. Som motorjournalist vil jeg hævde, at de omsiggribende overtrædelser af hastighedsbegrænsningerne ikke sker, fordi mennesker søger døden, men fordi mennesker måske i urimelig høj grad kommer i berøring med deres eget udødelige selv. Usårlighed og udødelighed er gennemgående tema hos flere af de unge trafikofre, der drager landets skoler og gymnasier rundt for at informere om døden på landevejene. Den britiske forfatter Bruce Chatwin skriver i essayet 'Himmelske heste': »Alle religioner har en tro på en udødelig sjæl som flyver af sted efter døden, mens nogle har ment at det var muligt at komme dødens ubehag i forkøbet ved at sørge for at flyve af sted mens kroppen stadig ånder. Men sjælen har brug for et 'befordringsmiddel' ...«. Spørgsmålet er imidlertid, hvor megen ulykke, der uvilkårligt følger fartglæden, vi er parat til at tolerere? I mange år accepterede vi, at rygerne udsatte alle for dårligt indeklima, indtil et demokratisk flertal med afsæt i videnskabeligt dokumenteret overdødelighed blandt rygere pludselig indså det uholdbare - og ellers vellystigt gik i krig mod rygningen. Tilsvarende med privat våbenbesiddelse. Så sent som i 1800-tallet accepterede danskerne, at der med mellemrum døde en del Jenser i aktiv krigstjeneste. Det accepteres heller ikke længere. I forlængelse af en ny Vilstrupundersøgelse for Politiken har det vist sig, at danskerne mest af alt er angste for at blive ramt af sygdom og trafikulykker. Derfor kan man let fore- stille sig en fremtid, hvor man ser tilbage på vore dages trafikdrab som et totalt uforståeligt slagteri. Spørgsmålet er indtil da, hvordan vi rammer et bedre kompromis mellem at beherske og mestre maskinen og samtidig overleve. Fartdjævlen er jo ikke blot et fænomen, som kan tværes af på samfundets fattigste. Skønt unge mænd mellem 18 og 24 år tegner sig for 19,7 procent af alle uheld, så er motorvejenes fartglade himmelhunde, som jeg møder dem, oftest 'ansvarlige' familiefædre i færd med at sætte den møjsommeligt tilkæmpede tryghed - Volvo, villa, vovse, pensionsordninger og gyldne håndtryk - på spil med hasarderede hastighedsoverskridelser og vognbaneskift. Bedre bliver det ikke af at orientere sig efter samfundets spidser. Jeg tænker ikke på 'Hans Højhastighed' kronprinsen eller diverse konservative eksledere, men førnævnte nobelpristager, der selv som gammel mand kunne skrive: »Lykkeligere forening end en Motorcykle af stort Kubikindhold, en Mand som kender sin Maskine, og en Pige bagpaa, dertil Danmark, gives ikke. Der var Aar, hvor jeg selv red saadan en Tyr; de kommer ikke igen«. Når selv de lærdeste blandt os er så begejstrede for farten, men vi samtidig er lede ved de høje tabstal og astronomiske skadesbeløb, er der ikke andet at gøre end at tænke køreglæden ind i det bud om øget lovlydighed, som med konfiskationer af køretøjer, klip i kørekortet og satellitovervågning kan være nødvendigt. Da de nyeste tal fra Danmarks Statistik og Vejdirektoratet viser, at uheldsfrekvensen på motorvejene er fire gange lavere end på landevejene, var det måske en idé at øge hastigheden til 130 km/t på motorvejene for til gengæld at opnå accept fra bilister og motorcyklister af fotofartfælder og automatisk afstandsregulering og i det hele taget strammere og mere konsekvent justits, navnlig i de kritiske byområder, hvor ulykkerne hovedsageligt sker. Vi har set, hvilken formidabel trussel et passagerfly er, når det anvendes forkert. Det samme gælder den tungere ende af landtrafikken. Og i den henseende kan det virke beskæmmende, at det er EU, som nu foreslår den undertiden stærkt generende og farlige lastvognstrafik omlagt til jernbane (og skibe) og ikke danske politikere. Sandheden om dansk trafikpolitik er, at vi er håbløst bag efter de toneangivende vestlige lande. Her er ikke megen selvstændig stillingtagen eller systemtankegang. Hvor Paris åbnede sin metro i 1900, mangler København stadig sin. Hvor mange storlufthavne i årtier har været tilknyttet togsystemer, er Københavns først kommet med på det seneste. Det store afgiftsniveau på motorcyklisterne, der fylder så lidt, vidner om, at politikerne ikke engang gider belønne de køretøjer, som indebærer fordele i miljøbelastning og sikkerhed for andre. Flytrafikkens store udbredelse kan tolkes derhen, at folk ikke har noget mod kollektiv transport. Desværre er de fleste former for kollektiv landtransport så kiksede, at folk i meget stor udstrækning foretrækker bil eller motorcykel. Den dumdristige amerikanske stuntman Evel Knievel, der på sin Harley- Davidson kunne slynge sig over 17 parkerede lastbiler, erkendte engang, at han søgte spændingen, fordi livet ellers kedede ham. Det er en kendt sag, at livet pludselig kan blive frygtelig spændende, når man hengiver sig til bjergbestigning, gambling eller almindelig højhastighedskørsel. Det er på kanten af ikkeeksistens, at vi pludselig mærker blodets velgørende brusen i årerne. At vi er til. Soldater kan fortælle om noget lignende. Jævnfør den nye Vilstrupundersøgelse er det naturligvis totalt forkasteligt, at uskyldige menneskers liv ofres, fordi enkeltindivider skal kunne mærke, at de lever (eller i sjældnere tilfælde, fordi enkeltindivider vitterligt ønsker at dø). Derfor er initiativet omkring Borgernes Havarikommission utroligt vigtigt, på den måde at det øger bevidstheden om, hvor stor risiko den enkelte udsætter sig selv og navnlig uskyldige andre for. Som det kører nu, er der blandt 'pæne mennesker' lige så stor fortielse omkring det kick, som farten giver, som der blandt alkoholikere er omkring drikkeriet. Spørgsmålet er, om det stærke nærvær af usårlighed på kanten af det kontrollable, som lidt for mange af os jager, ikke ultimativt er beslægtet med en - måske reel, måske illusorisk - religiøs erkendelse af vor egen udødelige natur? Med fem års forberedelser bag sig var der for Mohamed Atta ingen tvivl i sindet. Man må gå ud fra, at staklens sidste tur bag rorpinden på en jumbo gennem Manhattans skyline ud i den eftertragtede anden dimension, må have været så fedt. For os, der en rum tid endnu ønsker at indrette os i denne dimension, er det vigtigt at udbrede forståelsen for maskinernes muligheder og begrænsninger og det ansvar, man pådrager sig ved at tordne med et tonstungt køretøj gennem landskabet. Derfor er DR og Politikens initiativ så utrolig vigtigt. Jeg tror på ansvarlighed gennem bevidstgørelse, men også på køreglæden. »Byg racerbaner til folket!«, udtalte racerkøreren Michael Bagge-Lauridsen i sommer til undertegnede og LørdagsLiv. »Hvis vi havde haft et par racerbaner på Sjælland, ville folk få racet ud. Vi ville så ikke have alle de der halvpsykopater på vejene«. Skal jeg afsluttende give mit bidrag til, hvordan man øger bevidstheden hos 'de unge vilde' trafikanter, kunne det være med et forslag om, at de trafikanter, der uagtsomt dræber andre, som samfundstjeneste bliver dømt til efterfølgende at gå redderne til hånde på ulykkesstederne. Noget redderne sikkert vil have sig frabedt. Den pædagogiske effekt er dog formentlig til at tage og føle på. Dette element kunne være vigtigt at have med i en omsiggribende bevidstgørelsesproces om, hvad det er for kræfter, vi slipper løs, når vi bevæger os fra punkt A til punkt B.