Juleambivalens er en udbredt lidelse, som forfatteren fik tæt ind på livet, da hun påtog sig at redigere en bog, hvor 12 præster giver deres personlige bud på, hvad julen har at sige moderne mennesker. I hele mit voksenliv har jeg lidt af 'juleambivalens'; på den ene side hader jeg julen af hele mit hjerte og ville ønske, jeg kunne blive fri for den - på den anden side har jeg masser af forventninger og længsel knyttet til julen og vil den så gerne. Når jeg har spurgt andre om, hvordan de har det med julen, har svaret ofte været, at de har det på præcis samme måde. Gennem årene er det gået op for mig, at min ambivalens i forhold til julen er en tilstand, jeg deler med mange - de samme, som jævnligt stiller sig selv spørgsmålet: hvorfor hænge ved julen - hvorfor ikke bare lade den passe sig selv? Men vi ved godt, at der ikke er noget at gøre. Julen er der, om man vil eller ej. Om vi flygter til Mallorca, lukker os inde på vores kammer eller dropper familiefesten, så følger julen med. Dette tag, som julen har i os, uanset om vi er julefreaks eller ej, har ofte undret mig. Derfor slog jeg begejstret til, da jeg blev bedt om at være redaktør på en antologi, hvor en række præster ud fra juleevangeliet skulle give et personligt bud på, hvad julen har at sige mennesker i dag. Til min store forbløffelse viste det sig, at jeg her mødte mine overmænd i 'juleambivalens'. For flere af antologiens bidragydere gjaldt, at de var søgende, famlende og usikre i deres personlige forhold til at skabe en god jul. De stillede sig med andre ord til rådighed som ligestillede samtalepartnere om glade jul, elendige jul. »Jeg kan kun lide julen, hvis jeg må have lov til at være ked af det«, skriver natkirkepræst Signe M. Berg. »Faktisk er jeg altid ked af det i julen«, fortsætter hun, »og faktisk er det meget svært at få lov til at være det. Absolut ikke i orden. Julen er nemlig et af de der billeder med vaseline på linsen. Vores drømmeland. Ingen grimhed, ingen rynker, skønhedspletter og appelsinhud. Ren harmoni. Overfladen er uden den mindste sprække. Her går det godt«. En anden bidragyder, Flemming Pless, skriver: »Julen er for det meste noget af en skuffelse. Jeg har tænkt over, at det er sørgeligt, at jeg, der har så mange gode billeder af en perfekt jul, ikke selv er i stand til at skabe den hyggelige ramme for en velsignet jul. For jeg vil så gerne, jul er den rene lykke, med nisser, stjerner, køer overalt og så and, sul og risalamande!«. Glade jul, elendige jul. Sådan beskriver Kathrine Lilleør så malende julen, som den ser ud for hende selv og for mange andre. Præsterne kommer ind på den omsiggribende julekommercialisme som en væsentlig årsag til, at mange ikke ved, hvilket ben de skal stå på i forhold til julen. Konsekvensen er, som Morten Kvist er inde på, at julen starter tidligere og tidligere og mere og mere støjende. Mængden af udenværker er steget betragteligt, mens højtiden forsvinder mere og mere. Men herudover peger de på en anden årsag til ambivalensen. For julen er erindringens fest, som Kathrine Lilleør skriver. »Alle de tidligere jule kommer løbende og indtager tanken«, forklarer hun og siger dermed samstemmende med flere af de andre bidragydere, at barndommens jule ofte bestemmer den voksnes følelsesmæssige forhold til julen. »For jeg kender ikke det menneske«, skriver Claus Oldenburg, »der ikke bliver personligt-følelsesmæssigt berørt af julen - éns egen historie bliver meget tydelig, og billederne fra ens egen barndom og opvækst kommer myldrende, de, som er døde for os, vender uvægerligt tilbage til bevidstheden, og det, som er sket, dukker op i spændingsfeltet mellem lykke og ulykke, glæde og sorg - altså den følelsesmæssige erindring«. For mig begyndte det hvert år, da den første pakke dukkede op. Pakkerne fra mine onkler og tanter og kusiner, der allerede fra midt i november og helt frem til jul ankom med post fra hele landet, blev lagt på øverste hylde i klædeskabet i mine forældres soveværelse. Det var forbudt at kikke. »Hvis I kikker, bliver der ingen jul i år!«, lød det. Det perspektiv - ingen jul! - forekom min bror og mig så frygteligt, at det eneste, vi dristede os til, var i smug at åbne klædeskabsdøren og kaste et hurtigt blik på øverste hylde. Sådan tog vi dagligt temperatur på den jul, som alt for langsomt nærmede sig. Med et sug i maven af juleforventning og af angst for at blive opdaget, fulgte vi med i, hvordan hylden langsomt blev fyldt op - som sidste år og året før igen. Det var en tradition i vores familie, både på min mors og fars side, at man gav alle børnene i familien julegaver. Min bror og jeg blev nødt til at sikre os, at gaverne var der, før vi turde tro på, at traditionen også gjaldt i år. 1. december gik min mor i gang med at julebage. Hvert år, ud fra forestillingen om at julen dermed hurtigere ville indfinde sig, plagede jeg hende om at begynde før; men hun var ubøjelig. Sirupssnipper, klejner, vaniljekranse og krumkager. Uhm hvor det duftede, og vi måtte smage en af hver. Resten blev gemt til jul i røde og grønne kagedåser med guldmønster på. Hvert år glædede jeg mig så meget til jul, at jeg næsten ikke kunne vente. Forventningen om dette fantastiske, der nærmede sig, blev bragt til sit højeste, når min far kom med juletræet. Fremvisningen af det nyfældede træ og dets transport gennem lejligheden ud på altanen, hvor det skulle ligge køligt frem til lillejuleaften, efterlod en herlig duft af frisk gran. Men når julemaden sendte de lifligste dufte af ribbenssteg, medisterpølse og surkål, som er den traditionelle julemad der, hvor jeg kommer fra i Norge, ud i hver en krog af lejligheden, og min bror og jeg havde skiftet til vores pæneste tøj, skete der noget i mig, en slags formørkelse, og jeg ønskede bare - at det aldrig blev jul. Når mine forældre spurgte, hvorfor jeg var sur, svarede jeg: Jeg er ikke sur! Nej, jeg var ikke sur, men jeg havde en klump i maven, som voksede sig større, som eftermiddagen og aftenen skred frem: en klump af julesorg. En betegnelse, jeg først kan sætte på den tilstand, som af mine forældre blev opfattet som utidig surhed, efter at have genkendt den i antologiens essays - som en såre almindelig tilstand hos mange både børn og voksne ved juletid. Jeg fik aldrig grædt min julesorg ud. Sorgen over, at julen aldrig skete. Vi spiste den dejligste julemiddag, som min mor havde brugt det meste af dagen på at tilberede. Vi tændte julelysene på træet, som min far egenhændigt havde udvalgt og hentet i skoven. Vi gik omkring juletræet med hinanden i hænderne og sang 'Glade jul, dejlige jul' , 'På loftet sidder nissen' og 'Dejlig er jorden' Efter sangene blev pakkerne delt ud, hver anden til min bror, hver anden til mig. Bagefter faldt min mor sammen på sofaen. Hun var træt efter at have stået i køkkenet hele dagen, forklarede hun. Min far underholdt min bror og mig med historier fra sin barndoms festlige juleaftener i en stor søskendeflok på landet med klokkeklang og nisseleben, mens han skulede til min mor. »Se, dengang vidste man, hvad jul var«, fortalte han med længsel bagerst i stemmen. Min mor så træt ud i øjnene og sagde, at nu gik hun i seng. Den jul, som jeg år efter år gennem hele min barndom så frem til - fandt aldrig sted. Hvad det var, jeg med så stor længsel så frem til, ville jeg ikke kunne have svaret på, men havde nogen spurgt, hvad jeg glædede mig mest til, ville jeg måske have svaret: gaverne. De var så fine, de gaver, min bror og jeg fik, ønskegaver, de fleste af dem: dukker, man kunne tale med, for mit vedkommende - biler og tog, man kunne køre langt væk med, for min brors vedkommende. Men trods gaverne vidste jeg langt inde i mig selv, at det, jeg glædede mig til, ikke var sket. Jeg vidste, at det heller ikke ville ske denne jul, da jeg stod der i festtøjet, maden var ved at blive rettet an på det fine porcelæn, pakkerne lå under juletræet - og alt skulle til at begynde. Som voksen har nogle af mine bedste juleaftener været dem, jeg tilbragte alene med en god flaske rødvin, en god økologisk pølse fra en ordentlig slagter, lidt surkål, hvide og brune kartofler - og stilhed. Gerne tilsat julemusik i radioen. Sådan arrangerede jeg mig i mange år bedst med min julesorg. Men den bedste jul var den, jeg for en del år siden tilbragte sammen med en god veninde. Vi havde besluttet os for at give den hele armen - på vores egen måde. Vi lavede mad hele dagen. Det gjorde ikke spor, at risengrøden, kogt på brune ris, kunne stå af sig selv. Eller at juleanden svandt ind til en spurv. Sådan som jeg husker det, smagte det herligt. Vi havde tusind små pakker til hinanden, som det tog os tusind timer at pakke op. Vi gik til midnatsgudstjeneste i Den Katolske Kirke i Bredgade. Vi forstod ikke mange ord af, hvad der blev sagt, men vi havde sanserne vidtåbne: præstens messen, musikken, røgelsen, de mennesker, der var til stede; koncentrationen og de store alvor, der udgik fra dem. Da pludselig kom jeg i tanker om, mens jeg sad der i kirken, at der var noget med et barn, der var født. Det sneede, da vi kom ud fra kirken. Vi vandrede med hinanden under armen gennem de hvidpudrede gader i denne frostklare, helt fantastisk smukke julenat, hvor stjernerne blinkede til os fra himlen; begge tavse - og opfyldte. Af det, der var sket. Det fandtes ... Det, der aldrig fik lov til at begynde, da jeg var barn. Da vi skiltes, efter at have ønsket hinanden fortsat god jul, og jeg kom hjem til mig selv; til resterne af vores julemad og gavepapir, som flød over det hele - kom gråden. For første gang kunne jeg græde ud. Men ikke af sorg. I dag forstår jeg, at det var af juleglæde. Jeg føler mig stadig på Herrens mark hvert år, når julen nærmer sig - og jeg arbejder fortsat på at finde de rigtige rammer for en god jul. Jeg har ikke turdet gentage opskriften på den juleaften, som jeg oplevede sammen med min veninde; har vel været bange for at forvente for meget og dermed risikere, at oplevelsen blev taget fra mig igen. Men jeg er kommet så langt, at jeg hver jul langt inde i mig selv er i kontakt med en følelse af stilhed - en stilhed, der med Mikkel Wolds ord åbner for sansningen af noget væsentligt - og glimtvis er jeg i kontakt med en følelse af dyb glæde. Jeg er overbevist om, at disse følelser har noget at gøre med de religiøse åbninger mod det, som jeg erfarede den julenat for nogle år siden. Det er de samme åbninger, tror jeg, som Niels H. Brønnum taler om i sit essay, når han foreslår, at der bag de mange juleforventninger gemmer sig skrøbelige forhåbninger om mulige åbninger - åbninger, som vi alle længst nede længes efter. Måske var det de samme åbninger, jeg længtes efter allerede som barn - en længsel, der allerede dengang lå neden under julens mange andre forventninger om magi, gaver, harmoni, idel lykke og familiefest. Længsler, som voksede sig alt for store i mig ved juletid - længsler, som min barndoms jule ikke kunne bære. Det er den bagage, jeg og mange andre slæber med os og pakker ud hvert år til jul. Bogens bidragydere kan ikke, i deres bud på hvad julen har at sige mennesker i dag, fortælle os, hvordan vi skaber en god jul. Det er noget, de knap nok selv kan finde ud af. Men de kan pege på mulige steder, hvor vi kan placere os med bagagen af gode som dårlige barndomserindringer, mere eller mindre håbløse forventninger, som i det skjulte bliver ved med at leve i os, og diffuse længsler, der retter sig mod noget, vi ikke har ord for. Det gælder om at placere sig der, hvor vi ikke behøver at være på forkant med noget af dette - eller på forkant med noget overhovedet - at være til stede i det mest nærværende, som tænkes kan, netop dette NU. Det var der, jeg var den juleaften for nogle år siden. Dér findes de åbninger, vi dybest inde længes efter. Og det sker i disse dage. 'Og det skete i de dage ... 12 juleessays af danske præster', redigeret af kronikøren, Aschehougs Forlag.