Det er en udbredt misforståelse, at islam ikke, som alle andre religioner, udgør en verden i bevægelse, blot fordi mange muslimer vender sig mod sekularisering og vestlig materialisme, skriver kronikøren, der er cand.mag. og højskolelærer. Det bliver mere og mere klart, at vi i Danmark har en alt for enøjet og unuanceret opfattelse af islam. Islam er ikke synonym med fundamentalisme og er derfor ikke en direkte trussel mod den vestlige verden. Der er røster i medierne, ledet af biskop Jan Lindhardt, der nu taler om religions-krig, et uhyggelig farligt ord, hvor det dog er indlysende snarere at tale om kulturforskelle og forskellige normsæt. Spørgsmålet for mig lyder nu: Kan vi rumme disse forskelle og måske lære af de andre, eller er vi synonyme med mørk middelalder? I den vestlige verden gør vi os til af at have ført det vidt inden for kunst og videnskab og folkelig oplysning. Siden oplysningstiden i 1700-tallet har de vestlige lande haft som fornemste opgave at gøre borgerne i samfundet klogere og bedre til at indgå i opbyggelige dialoger med hinanden og magthaverne. Som Hal Koch i nyere tid har formuleret det: Demokrati er samtale. Derfor skulle det også nødigt stå så grelt til med befolkningens viden om islam og den arabiske verden, som det gjorde med vores nationalkoryfæ og fortaler for oplyst enevælde Ludvig Holberg, da han udtalte sig om Muhamed i sine 'Helte-Historier' i 1739. Muhamed omtales som »den falske prophet« med »de urimelige jærtegn«, han, hvis ungdomstid forløb »udi ryggesløshed« idet han plyndrede og røvede, og hvis »løsagtighed tog til med alderen, og han berømmes af at have havt 40 mænds kræfter udi veneriske sager, så at han i en time kunde fornøje 11 hustruer, som han på engang havde«. Og så var han i øvrigt »den største falske prophet, som nogen tid har ladet sig see iblandt det menneskelige kjøn« (fra Jes P. Asmussens bog 'Islam', Politikens Forlag). Den vestlige civilisation sejrer i disse årtier på det merkantile område, der jo er forudsætningen for fremgang på det område, der til alle tider må være det egentlige, nemlig det åndelige. Den største fare for vores kultur-tradition i fremtiden er, at vi bliver så selvforherligende og selvgode, at vi ikke har øje for de mangfoldige, livssmittende og befriende anderledes kulturer og værdier, de forskellige regioner af verden har at byde på, trods deres ofte kummerlige sociale tilstande. Vi lader også til ofte at glemme, at vi i Nordeuropa ikke altid har været regnet for et civiliseret folk og sikkert heller ikke har været det i enhver henseende. Se bare, hvilket skudsmål den, ganske vist temmelig hovne, romerske politiker Plinius den Yngre giver os: »De fletter fiskenet af tang og siv og med hænderne samler de mudder op som de tørrer mere ved vind end sol. Med dette varmer de deres mad og deres af nordenvinden stivnede indvolde. De drikker udelukkende regnvand, som opbevares i gruber foran hytterne. Og disse folk påstår at hvis det romerske folk besejrede dem ville de dermed blive slaver. Sandelig, der er folk som skæbnen skåner, men til deres egen ulykke!«. Vi bør også være vidende om, at f.eks. den arabiske kultur, som jo også er islamisk, var en stormagt i middelalderen, hvor Skandinavien og resten af Europa var at sammenligne med et stammesamfund. Efter Muhameds udvandring til Medina i 622 og frem til 1600-tallet, hvor det islamiske og arabiske rige fik tilbagegang, voksede stormagten med en hast og fremgang, som er enestående i historien, og som muslimerne selv siger skyldes religiøs ildhu, og som de vestlige historikere, med noget mindre ildhu, mener skyldes en række sociologiske og historiske forhold. Fakta er, at hvor end muslimerne vandt frem, berettes der om en tolerance for de erobrede folk, der på intet tidspunkt kunne sammenlignes med det særlige had, der inden for kristendommen i middelalderen blev rettet mod jøderne. I næsten alle islamiske riger havde kristne og jøder en fremtrædende plads i samfundet som ministre og rådgivere. Jøderne måtte ganske vist ikke bygge højere huse end muslimerne og ikke ride på andet end æsler, ligesom de skulle svare skat. Men de blev tålt og endda i visse sammenhænge respekteret. (Muhamed anså jo jødedom og kristendom for civiliserede og beslægtede religioner, fordi de var monoteistiske og havde hellige skrifter). De marokkanske berbere, som vi kalder maurere, erobrede hele Spanien og grundlagde en højkultur i byen Cordoba. Cordoba var en by på 300.000 indbyggere omkring år 800, og det mens der i Europa ikke fandtes en by med mere end få tusinde indbyggere. Herfra fik Europa kendskab til den nyere matematik og astronomi, hvor muslimerne var førende, ligesom vi fra Sicilien fik kendskab til nyere lægekunst, der kom fra det muslimske Nordafrika. I en periode, som senere er betegnet som mørk middelalder, skrev og oversatte arabiske mænd vigtige værker, bl.a. var de skyld i, at en så central skikkelse som Aristoteles bevarede sin plads i vores tradition. De havde nemlig bevaret hans skrifter, hvor præstemændene havde opgivet dem, og de blev først genopdaget i skolastikken. Tænk på Umberto Ecos bog 'Rosens navn', hvori Aristoteles' 'Poetik' bliver fjernet fra munkenes biblioteker, fordi den regnes for blasfemisk! Man opfører prægtige mauriske bygninger med vidunderlige haveanlæg og har brolagte og oplyste gader efter solnedgang, hvor man i London og andre »storbyer« går rundt i »mudrede, ildelugtende og skumle gyder« (Asmussen). Desuden har man 37 biblioteker, boghandler i hobetal og 800 skoler samt i Cordoba et universitet med matematik, filosofi, astronomi og medicin. At vi har været og stadig er under arabisk indflydelse ses af følgende ufuldstændige låneordsrække: admiral, alkohol, algebra, almanak, atlas, balkon, banan, bluse, kamel, kaffe, guitar, kalium, lut, magasin, madras, monsun, muskat, natron, razzia, ris, safari, sofa, spinat, tarif, zenit ... Lige så vigtigt det er at pointere, at shiamuslimerne kun udgør 5 procent af de samlede muslimer, er det, at der er forskel på islam i den arabiske verden, Afrika og Asien. Alene antallet i de forskellige verdensdele bør udslette den fordom, at islam er lig den arabiske del. Indonesien: 150 millioner, Bangladesh og Indien: 90 millioner, Pakistan: over 100 millioner, Nigeria: 60 millioner. Først på en sjette- og syvendeplads kommer Egypten og Iran med hver 50 millioner muslimer. Det er et kapitel for sig at komme ind på afrikansk og asiatisk islam, jeg vil bare nævne nogle enkelte forskelle. Man kalder også islam for den farveblinde religion, fordi den meget nemmere lader sig assimilere med andre kulturer. Den kristne mission forbyder alle de traditionelle skikke i missionærlandet, og måske er det lidt svært for en afrikaner at bekende sig til en hvid Gud og en hvid frelser! Desuden er kristen mission mange steder i verden blevet synonym med kolonitid og imperialisme. Muhamed var ganske vist ikke rigtig mørk i huden, men en af hans koner var afrikaner, og en af hans døtre blev gift med en afrikaner. Muslimerne sender heller ikke missionærer ud for at overvåge deres moral. Der er en lang række fællesnævnere mellem islamisk livsførelse og traditionel afrikansk, som jeg ikke skal komme ind på her, men selvfølgelig også store forskelle. F.eks. har afrikanerne ikke de kyskheds-bestemmelser, som præger islamisk dagligdag. I Afrika ser man halvnøgne kvinder tæt op ad den lokale moske i gang med dagens dont, ligesom kvinder, der lader sig skille, fordomsfrit kan lade sig holde af skiftende partnere. Moderskab er stadig langt vigtigere for en afrikansk kvinde end ægteskabsbrud. (Desuden er ægteskab i islam ikke en religiøs indstiftelse). I Indonesien ville det være en dødelig fornærmelse for mændene, hvis kvinderne dækkede sig til. Her opdrages drengebørnene til ikke at vise følelser og lidenskab, og en mand, der ikke behersker sit driftsliv, taber sin ære. Det er en udbredt misforståelse, at islam ikke, som alle andre religioner, udgør en verden i bevægelse. Blot fordi mange muslimer vender sig mod sekularisering og vestlig materialisme, betyder det absolut ikke, at de fornægter materiel fremgang og historisk dynamik. Det skal bare ikke være på bekostning af den åndelige og religiøse livsfølelse, som de opfatter, mange mennesker i vores verden har smidt ud med badevandet. I det hele taget synes det, som om danskerne alene kender til islamisk traditionalisme og fundamentalisme. Her skal staten være islamisk og hvile på Koranen og hadith (traditionen med Muhamed og de efterfølgende fire kaliffer). Det skal dog ikke forstås efter gammel målestok som i middelalderen, selvom det af og til kan forekomme os at være tilfældet. Men de sunnitiske retsskoler, som de udformedes for hundreder af år siden, er autoriteten. Det betyder forbud mod banker, fordi det er i strid med riba, som er et forbud mod ågerrente, og det betyder forbud mod forsikringsselskaber, der betragtes som hasardspil. Lige-stilling er uislamisk, og samarbejde på tværs af religioner ligeledes. Retningen bekæmper udelukkende andre partier og shiismen. Så er der kulturislam , hvor man forsøger at modvirke nationalisme ved at skabe historisk og kulturel samhørighed mellem lande og verdensdele. I stedet for modsætningspar som rig/fattig, besluttende/adlydende, sort/hvid taler man om, at noget er muslimsk eller ikkemuslimsk. I mange lande bliver det også brugt i kampen om økonomisk og politisk frigørelse fra en fremmed nations herredømme. Det gælder f.eks. i Pakistan og Algeriet. I Algeriet bliver muslim brugt i betydningen ikkefranskmand eller ikkeeuropæer. Der er her mere tale om en politisk end en religiøs bevægelse. Det er i øvrigt mit indtryk, at fanatiske bevægelser ofte udspringer af et direkte tryk fra omverdenen, det være sig af politisk eller social art. Store dele af den islamiske verden er således stadig præget af ulighed og fattigdom. Heraf kommer også kvindeundertrykkelse, der ellers langtfra er en praksis, der bare sådan pifpafpuf kan udledes af Koranen og hadith. Der findes også en udbredt islamisk modernisme . Her foretager man nytolkninger, der kan tilpasses moderne problemstillinger. Her taler man om, at sand islam er progressiv og socialt orienteret med Skandinavien som forbillede. Man finder belæg i Koranen for mænds og kvinders ligestilling, og man forsøger at skabe en moderne velfærdsstat på egne præmisser. Også vestlige religions-historikere peger på, at kvinderne med islam har fået nogle rettigheder vedrørende skilsmisse og medgift, som de ikke havde tidligere. Jeg kan virkelig ikke se noget undertrykkende i den arabiske norm vedrørende tildækning af kvindens former og hår, selvom jeg personligt foretrækker at se så meget af hende som muligt. Hvis hun altså selv ønsker sløret. De arabiske kvinder må desværre forsvare sig, og det gør de ved at henvise til mandens svage karakter, når det gælder sanselige tilbøjeligheder. De ikke alene beskytter ham mod hans eget begær, men også sig selv mod at blive opfattet alene som et seksualobjekt. De opfatter det ganske enkelt som æreskrænkende. Som Koranen siger: »Og sig til de troende mænd, at de skal holde øjnene for sig selv og tøjle deres begær. Sådan holder de sig rene. Gud ved godt, hvad de er ude på« (Gud og Allah er synonymer). Den islamiske religion er grundlagt på dogmet om, at mennesket er svagt og må beskyttes mod fristelser. Og selvfølgelig passer arrangerede ægteskaber dårligt til en moderne og individualistisk kultur, men vi skal ikke fortælle de arabiske lande, hvordan man 'arrangerer' ægteskaber, her tror jeg, de kunne lære os en god del. »I forelsker jer først og bliver gift bagefter. Vi bliver gift først, og siden forelsker vi os«, som en har udtalt. Vi har i Vesten i den grad glemt eller fortrængt, at normer er relative størrelser, der bygger på et bestemt menneskesyn - humanismen, og at dette menneskesyn aldrig har været eller kan blive noget naturgivent. Den naturalistiske fejlslutning består i at sige, at noget med nødvendighed er , og at noget andet herefter bør være på en bestemt følgerigtig måde. For eksempel: Det menneskelige legeme er smukt og naturligt. Kvinder og mænd bør derfor vise det halv- eller helnøgent frem på offentlige badestrande. Credo i vores kulturkreds er, at individet er et uafhængigt, selvberoende væsen med ukrænkelige rettigheder. Disse rettigheder er demokratiske og kan læses i menneske-rettighederne, og de fleste af os er langt hen enige i dem. Men de er ikke og har aldrig været naturgivne. De bygger på tro og tro og ikke andet. Naturen selv synes at modsige synspunktet overbevisende. Her har individet ikke den mindste rettighed, men må pænt rette sig efter arten og slægtens overlevelse. Utallige æg må gå til grunde, før et enkelt eksemplar af en race kan overleve. Naturen tænker aldeles ikke i individer og opfører sig indimellem så hårdhjertet, at vi ikke tåler at se på. Men vi har altså antaget den irrationelle og bizarre tro, at vi er de højeste væsener på kloden og det enkelte individ udstyret med rettigheder, der langt overgår andre levende dyrs. Vi har hverken fornuften, livet eller naturen selv med os i en sådan tro, og en tro som den islamiske, der bygger på underkastelse (islam betyder underkastelse) og besindelse på det religiøse liv over for det materielle, har akkurat lige så stor en berettigelse som den humanistiske, hvor mennesket er altings mål. Og jeg tænker netop ikke på den del af islam, der læser Koranen rigoristisk, fundamentalt og uden sans for moderne liv og tankesæt. De, der stadig kan leve med kristendommen i en tidsvarende udlægning af trosbekendelsen, står her i en atter tredje position, som jeg ikke her kommer ind på, fordi jeg tror, humanismen har et bredere tag i befolkningen. Der ligger en meget stor opgave i at indføre de fremmede folk i Danmark i vores demokratibegreb, vores friheds-rettigheder og vores krav til den enkelte. Det er bare ikke os alle, der kender og praktiserer dem endnu. Som indvandrerlærer mødte jeg mange, der inderligt ønskede at tale med deres nabo eller medpassager, men som blev mødt med uvilje, og på rejser i ikkeeuropæiske lande har jeg mødt en civilisation og gæstfrihed blandt såkaldt almindelige mennesker, som ligger langt over gennemsnittet af danskerens. Som én morsomt har formuleret det: Af danskere er der tre kategorier: Dem, der er for udlændinge. Dem, der er imod . Og dem, der har mødt en.