0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Se til Sverige

Sammenligner man DR som public service-station med Sveriges tv, får den nye danske tv-direktør noget at leve op til.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Sammenligner man DR som public service-station med Sveriges tv, får den nye danske tv-direktør noget at leve op til. Dækningen af valget var lav og ligegyldig nyhedsdækning, og på kultursiden er der grund til misundelse, mener kronikøren, der er cand.mag. i moderne kulturformidling.

Danmarks Radio har fået ny tv-direktør i skikkelse af Jørgen Ramskov, hvis opgave bl.a. bliver at videreføre DR's seermæssige fremgang, der er et resultat af, at stationens sendeflade, takket være en bevidst omstrukturering af programudbuddet, er blevet bredere siden midten af 1990'erne. Men ligesom med radioen, hvor det bliver tiltagende vanskeligt at skelne mellem de kommercielle radiostationer som eksempelvis Uptown, Voice og DR's P3, er det efterhånden svært at se, at DR er landets eneste rene public service-station. Selve begrebet er umiddelbart en mærkværdig størrelse: På den ene side er en public service-kanal forpligtet til at beskæftige sig med smalle emner, som de kommercielle stationer af økonomiske årsager ikke vil røre med en ildtang. På den anden side skal DR kunne argumentere for deres licenspenge - er der ingen seere, kan der argumenteres for, at DR ikke lever op til deres forpligtelser som licensfinansieret medie.

I Politikens Media-sektion søndag 2. december kommer den nyudnævnte Ramskov ind på public services tveæggede karakter: Public service er, at vi har en tv-station, som sørger for, at alle har en chance for at følge med i, hvor samfundet bevæger sig hen, og hvordan det er indrettet. En af public services vigtigste opgaver er at sørge for, at de, der i forvejen ikke har så let ved at følge med, får et tilbud om ordentlig orientering og nyheder. Det er kernen. Men livet er andet end information. Derfor går public service også ud på at tilbyde kvalitetsfilm, underholdning og tv-oplevelser.

Lad os stoppe op og se på, hvordan DR i den seneste tid har varetaget den opgave, som den nye tv-direktør betegner som en af deres primære kerneopgaver. Dækning af de netop overståede tre i en-valg er allerede blevet kritiseret fra adskillige sider, og et af de vægtigste kritikpunkter har været de små partiers manglende mulighed for at komme til orde, samt hvorledes medierne - i forening med partiernes spindoctors - har været med til at gøre indvandrerdebatten til valgets primære omdrejningspunkt. DR gik videre og brugte de to spidskandidaters skonummer som metafor for, hvor lidt forskel der reelt set var på deres respektive partiers politiske synspunkter - meget vittig ide, der burde være blevet en sjov anekdote til redaktionens kommende julefrokost frem for at være indledning til et valgindslag. Og uanset hvad man mener om Mogens Glistrup og Fremskridtspartiets holdninger, var der ikke nogen grund til at gøre så meget grin med manden, som det var tilfældet i en foromtale af partiets valgpræsentation, hvor vi fulgte en DR-journalists besværligheder med at få transporteret partilederen til tv-studiet. Et sådant latterliggørende indslag fandt ikke sted i forbindelse med nogle af de andre partiers valgudsendelser.

27. november kom regeringspuslespillet som bekendt endeligt på plads, og ikke overraskende var præsentationen af de nye ministre den pågældende aftens hovedhistorie. Vi er inde i en periode, hvor den menige mands ord kommer til udtryk: Inden for kunstfotografiet tager de hotteste navne billeder af beboerne i deres trappeopgang, deres venner eller familie og udstiller resultater på diverse gallerier. Reality-tv giver det menige individ mulighed for at få de berømte femten minutters berømmelse, men denne nærheds-fokusering kan under ingen omstændigheder forsvare de ringe baggrundsindslag, som blev anvendt til at præsentere de enkelte ministre med: I tråd med tidens forkærlighed for det nære blev den nye kulturminister, Brian Mikkelsen, hovedsageligt præsenteret af sin lillebror, der bl.a. kunne oplyse de informationshungrende seere om, at Brian såmænd læste B.T. i en alder af fire år, og at han altid har været meget målrettet. Under præsentationen af Lene Espersen, den nye justitsminister, så vi hendes mor stå og græde over synet af sin datter i ministerbilen, mens Espersens søskende kunne oplyse befolkningen om, at Lene minsandten ringer til dem, når hun er ked af det - og at de selv ringer til Lene, når livet bliver for tungt at bære.

DR's dækning af valget bliver endnu mere uforståelig, når man læser DR's nye formålserklæring, hvori stationens informationsgruppe pointerer, at »... public service-forpligtelsen (også) betyder (...), at DR skal være garant for en saglig, seriøs og dybdegående nyhedsdækning«. Således må man internt i DR have en enestående forståelse for, hvad der ligger i en ordentlig nyhedsdækning, for det kan da ikke være mere end fuldstændig ligegyldigt, hvad Espersens mor føler, når hun ser sin datter køre forbi. Måske ligger forklaringen på den useriøse dækning af valget delvist i Ramskovs udtalelse om, at DR's primære opgave er at give ordentlig information til de personer, der har svært ved at forstå sammenhænge. Men DR har også en forpligtelse til at lave sobre indslag, som de folk, der kan følge med, også kan få glæde af. Desuden er det svært at forestille sig, hvem der skulle have glæde af en så lav og ligegyldig nyhedsdækning.

Resten af denne Kronik vil koncentrere sig om, hvordan svensk tv lader deres public service-forpligtelse komme til udtryk i dækningen af kulturområdet, og stille den svenske model over for DR's. SV-T har daglige kulturnyheder, som giver indsigt i, hvad der foregår inden for kulturlivet, og derudover sender SV-T det ugentlige 'Kobra', som er et kulturprogram i ordets bredeste betydning. Endvidere er der 'Bildjournalen', 'K-special', 'Mediemagasinet' og et utal af andre programmer, der på et sagligt og velresearchet niveau informerer om, hvad der foregår inden for kulturområdet, hvis vi vel at mærke anvender ordet kultur i dets brede sociologiske betydning. På DR er det eneste faste kulturprogram 'VIVA', der i øvrigt gemmes på den hemmelige kanal DR 2. I den enkelte udsendelse blandes et overordnet tema med en række kortere indslag, og problemet er, at hele programmet kommer til at fremstå ufrivilligt fragmenteret: Hovedtemaet introduceres, der klippes til et kort indslag, hvorefter vi vender tilbage til hovedtemaet, som atter forlades for at give plads til et nyt indslag, og dette fortsætter gennem hele programmet.

Bøgerne har oplevet en renæssance inden for den sidste årrække, og SV-T's 'Det Röda Rummet' er et litteratur-program, der tør tage litteraturen alvorligt. Programmet beskæftiger sig både med den seriøse og smalle litteratur og ledes af en kompetent studieværtinde, der formår at trænge bag om det indlysende. I modsætning hertil har DR 'Bestseller', og alene navnet siger det hele: Programmet beskæftiger sig i bedste relativistiske ånd udelukkende med den brede litteratur. Fint nok, programmet har sin målgruppe, som det rammer fint, men det burde vække nogle tanker i programchefernes hoveder, at det kun er bestsellerlitteraturen, der bliver taget under behandling på landets eneste rene public service-kanal.

Tv- og filmmedierne har en ufattelig stor indflydelse på vores egen selvforståelse og danner en stor del af vores erfaringsgrundlag, som vi benytter os af, når vi skal forstå vores omverden. Denne kendsgerning er højst sandsynligt en af årsagerne til, at 'Filmkrönikan', SV-T's ugentlige filmprogram, ud over at være et traditionelt filmprogram, hvori ugens premierefilm anmeldes, og filmskuespillere samt instruktører interviewes, også har en mediekritisk og - ikke mindst - medieoplysende dimension, idet der i hver, eneste afsnit forekommer indslag, der går bag filmmediets og -industriens mekanismer.

Typiske indslag af denne karakter er at undersøge, hvem der udvælger de videofilm, som kommer ud på de svenske benzinstationers hylder, og hvilke kriterier de udvælges på baggrund af; hvad der kendetegner en god biograf; hvilke konsekvenser en centralisering af den svenske filmindustri vil få o.lign. Programmet lader ligeledes seerne komme til orde, idet et af dets faste indslag er en professor i filmvidenskab, der med et glimt i øjet løser et af seernes filmvidenskabelige problemer. Derudover har svensk tv 'IKON', der er et program om og med dokumentarfilm, hvor der typisk vises to nyere og en klassisk dokumentarfilm. DR har 'Bogart', der er et godt og sobert filmprogram, men som i modsætning til det fremadskuende 'Filmkrönikan' bliver hængende i det traditionelle filmprogramindhold.

Den danske rockbranche er grædefærdig over, at Sveriges rock- og popartister har gjort branchen til et af landets største eksporterhverv. Årsagerne hertil er naturligvis ikke entydige, men en del af forklaringen hænger sammen med et stærkt og veludviklet netværk af musikskoler. I denne henseende er Danmark heller ikke helt skudt forbi, så der må ligge noget andet under den store forskel, og en meget væsentlig faktor for den svenske populærmusiks internationale succes er uden tvivl, at SV-T i adskillige årtier har taget pop- og rockmusikken alvorligt: I dette efterår kører hele tre suveræne musikprogrammer fast på vort nabolands public service-stationer! 'Musikbyrån' indeholder typisk en eller to længerevarende indslag om grupper, der på den ene eller anden måde er nyskabende og nyfortolkende.

Sidste uge bragtes således et indslag om Infinite Mass, der er blandt pionererne inden for den svenske hiphopscene, britiske Pulp og de storladne Spiritualized. 'Musikbyrån's redaktion er ikke bange for at hellige et helt program til en enkelt genre, og et af de bedste programmer fortalte reggaemusikkens historie, mens andre specialprogrammer bl.a. har vist en livekoncert med et af den britiske musikscenes mest indflydelsesrige bands, The Smiths, inden de havde fået en pladekontrakt. 'Pop i fokus' er oftest helliget en enkelt kunster, hvis karriere typisk gennemgås.

Endelig er der 'Voxpop', der, som det fremgår af navnet, beskæftiger sig med den mere poppede del af musikbranchen.
Det eneste faste program på DR, der beskæftiger sig med rock og pop, er 'Musikbutikken', der hver lørdag aften bestyres af Keld Heick. Det er yderst begrænset, hvor dyb indsigt Heick har i nyere musik, og det mærkes da også på de spørgsmål, der bliver stillet til gæsterne, samt de kunstnere, der inviteres til at optræde i programmet. Hvis unge håbefulde talenter i vækstlaget bliver proppet med Anne Dorthe Michelsen, burde det ikke undre nogen i branchen, at det er undtagelsen frem for reglen, at et dansk band for alvor bryder igennem internationalt, og foreløbig er det da også udelukkende Aquas succes, der har givet udslag på betalingsbalancen.

'Musikbutikken' rammer en målgruppe, og ankermanden er en yderst erfaren herre, men det er intet mindre end tragisk, at 'Musikbutikken' er det eneste faste musikprogram på DR's sendeflade. Hvor bliver seriøsiteten dog af? Fortjener den rytmiske musik ikke en bredere og bedre eksponering? For år tilbage nedlagde DR's programchefer 'Supergejl', DR's eneste hæderlige forsøg på at tage den rytmiske musikscene alvorligt, og denne afgørelse burde være et eviggyldigt eksempel på, at man ikke altid skal give seerne, hvad (de selv tror) de vil have - man kan også blot forsøge på, at give dem et tilbud om ordentlig orientering, og dermed kan man håbe på at flere personer får øjnene op for noget kultur, som de umiddelbart ikke troede, at de ville interessere sig for. Det er jo ikke, fordi 'Musikbyrån' eller 'Supergejl' udelukkende beskæftiger sig med mærkværdige og fuldstændigt ukendte undergrundsbands, men først og fremmest er det et spørgsmål om at tage det kunstneriske udtryk alvorligt - gør man det, bliver det musikalske, filmiske og litterære udtryk spændende, interessant og vedkommende.

Så sent som i 'Søndagsmagasinet' 2. december fik vi atter et typisk eksempel på DR's dækning af musiklivet: I forbindelse med udgivelsen af Mick Jaggers seneste solo-cd sendte DR en reporter til London for at lave et 12 minutter langt interview med den gamle rullesten. Jaggers seneste video er klippet ind i selve reportagen, hvori journalisten stillede geniale og musikkyndige spørgsmål, som omtrent lød a la »Føles det anderledes at udgive en plade nu end før i tiden?«. På intet tidspunkt blev musikken kommenteret, men derimod fik vi at vide, hvor godt Jagger holder sig, blev gjort opmærksomme på hans bagdel og så videre.

For at det ikke skal være løgn, blev indslaget afrundet i studiet hjemme i København, hvor 'Søndagsmagasinet's ankermand kunne oplyse os om, at Jagger har stiftet bekendtskab med ca. 7.000 kvinder i løbet af sin snart 40-årige karriere. Hvorfor er det i øvrigt så sjældent, at nogen taler om pladeselskabets spindoctors, der højst sandsynligt har haft en finger med i spillet i det omtalte indslag. (Pladeselskabets PR-medarbejder ledsagede DR-medarbejderen til London). Et oplagt emne til et indslag i et seriøst musikprogram!

I det indledende citat kommer Ramskov ligeledes ind på, at public service også betyder underholdning, gode film og tv-oplevelser, hvilket er en definition af public service, der ligeledes burde gøre tv-direktøren grøn af misundelse, når han vender blikket over mod vort naboland Sverige. Hvordan står det til med hensyn til filmudbuddet, som Ramskov selv nævner er en vigtig del af public service-forpligtelsen? Inden for den seneste årrække har svensk tv bl.a. kørt en kavalkade med franske nybølgefilm; en filmbølge, der har fungeret som en mere eller mindre eksplicit skabelon for 1990'ernes succesfulde danske dogmebevægelse.

DR kører derimod en kavalkade med Steven Seagal 'blowthemup-actionfilm', og i primetime lørdag 8. december stod filmhungrende danskere, der kunne modtage svensk tv, over for, det svære valg mellem Jarlens 'Op på 'Fars hat', der vel er et udtryk for at dansk kultur skal repræsenteres på DR, og 'True Stories' med Talking Heads på svensk tv.
Selvfølgelig skal der også være plads til mainstreamfilm, men de kan vælges med omtanke, og for en måneds tid siden kørte SV-T f.eks. en kavalkade med nyere seriemorderfilm, hvor de bl.a. viste David Finchers stilskabende thriller 'Seven'. Det er desuden tankevækkende, hvor mange såkaldte tv-film (klichéfyldte lavbudgetfilm produceret direkte til tv-mediet) DR sender, når den nye direktør så eksplicit nævner film som en del af DR's forpligtelser.

Det gode ved svensk tv er, at der ud over de omtalte programmer ligeledes bliver plads til de lettere underholdningsprogrammer, for ligesom DR har SV-T en forpligtelse til at levere et mangfoldigt programudbud. Så på SV-T kan man også synge med de kendte, se brede quizprogrammer, og man kan endog følge de svenske 'Robinson'-deltageres genvordigheder på landets public service-kanal, hvilket har afstedkommet en diskussion i Sverige. Men man må igen huske på, at public service betyder en varieret programflade, der tilgodeser de smalle interesser, men også respekterer det brede publikums behov.

Sveriges public se