I et overblik over den internationale situation efter 11. september understreger kronikøren nødvendigheden af, at USA's succes i krigen mod bin Laden ikke overskygger det forhold, at bekæmpelsen af fundamentalismen ikke løser problemet med vort forhold til resten af islam. I vor kristne tidsregnings tredje årtusinds første århundrede har mange af vore problemer ikke skiftet karakter, blot fået et større omfang. Der er gode og onde. Mennesker af god vilje og af det modsatte. Der er stadig gode og onde, og vi slås fortsat med det paulinske paradoks. »Det Gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det Onde, som jeg ikke vil, det gør jeg«. I den forstand er nytåret ikke nyt. Vore problemer har ikke skiftet karakter, men omfanget er blevet større. Dimensionerne er blevet globale. Det var bebudet af bl.a. Samuel P. Huntington i 'The Clash of Civilizations and the Remaking of World Order'. Ret forstået som frontstillinger mellem folkeslagene på grund af forskelle i livsholdninger og med meningsmæssig uforligelighed til følge. Misforstået som krigeriske opgør mellem de meningsmæssigt uforligelige dele af jordens befolkning. Misforståelserne om de globale perspektiver i Huntingtons hypotese har fået ham til at dyrke mere frugtbare vækster i debatten, se f.eks. indlæg i 'Culture Matters. How Values Shape Human Progress'. Ulighed i velstand og velfærd har gjort den handelsmæssige og økonomiske globalisering til en veritabel slagmark for ideologisk krigsførelse. En højtråbende, men marginal part i striden kalder sig betegnende nok Attack. Væsentligt er det, at GATT's afløser, WTO, med optagelsen af Kina har fået en rolle som mægler. Hvorom alting er, så er det internationale handelssamkvem i dag endegyldigt globaliseret. Der er ingen fortrydelsesret at gøre gældende. Terror er ikke noget nyt fænomen. Til alle tider har personer søgt at få deres politiske vilje ved at indgyde omgivelserne frygt. Men kalenderåret 2001 går over i verdenshistorien med 11. september som skæringsdato dagen for angrebene på det, der var symboler på USA's magt og vælde, World Trade Centers tvillingetårne på Lower Manhattan i verdens hovedby New York. Selvmordspiloterne signalerede en ny fase i terrorismen som internationalt fænomen. Ganske vist havde der været Japans kamikazeangreb på USA's Stillehavsbase Pearl Harbor 7. december 1941 uden forudgående krigserklæring. Men det var trods alt soldater mod soldater og ikke som i tilfældet World Trade Center religiøst motiverede mordere imod civile ofre. USA riposterede med interventionen i Afghanistan 7. oktober. Krigen imod Allahs galninge var i gang. Det væsentligste træk ved Osama bin Ladens terror har netop været dens udvikling fra traditionel politisk afpresning til en blind vilje til at dræbe for drabets skyld, en forskydning fra 'skyldige' som genstand for en målrettet terror til vilkårlige myrderier på uskyldige ofre. Forskellen er ikke kun kvantitativ, en voldsom udvidelse af omfanget af terroren, men kvalitativ. Terroren har med islamismen eller fundamentalismen, hvad man nu vælger at kalde fænomenet - begreberne bruges i flæng - helt ændret karakter. Til grund for islamismen respektivt fundamentalismen ligger en radikal tolkning af Koranen, der gør shariaen til religiøs lov og ret og samtidig ophøjer hadith, læren om profetens ord og gerninger, til moralsk norm for de rettroendes adfærd. I praksis fører fundamentalismen til intolerance over for de vantro i resten af verden, en intolerance, der kun alt for let slår over i diverse former for forfølgelse, alt efter hvad de ydre omstændigheder tillader med hensyn til fanatismens udfoldelse. Islam er ikke nødvendigvis ensbetydende med islamisme. Den franske forsker Alexandre del Valle har med rette konstateret, at muslimer ofte er islamismens første ofre. Omvendt er islamister ikke tænkelige uden påberåbelse af islamisternes variant af islam, så islam er også fanatismens alibi. Problematikken er glimrende analyseret af Alexandre del Valle, for eksempel i Le Figaro 25.9., ligesom Jacques Rollet har taget den op i en ny bog, 'Religion et politique. Le Christianisme, l'Islam, la Démocratie'. Jacques Rollet underviser i samfundsvidenskab ved universitetet i Rouen og ved Institut catholique i Paris. Hans bog burde være et must for bekendende kristne af alle trosretninger såvel som ikketroende, for hvem kristendommen og demokratiet er værdier. Problemstillingen er relevant. Over en milliard af jordens folk bekender sig i dag til islam, og muslimers forholdsvise andel af menneskeheden er tilmed hastigt stigende. Økonomiske forhold som fattigdommen i Afrika og Asien og sæder og skikke i den muslimske civilisation befordrer en udvikling, der også sætter sig spor i flygtninge- og immigrationsproblematikken. Muslimerne er et kraftigt ekspanderende folkefærd, hvad der ikke altid udløser den allerstørste velvilje i modtagerlandenes befolkninger. Terroren globaliseres - både i den forstand, at den berører flere og flere mennesker, og at den dækker større og større områder - og den ændrer i stigende grad karakter, i og med at visse terrorhandlinger i dag er knyttet til islam ved nogle, men ingenlunde alle muslimers aktiviteter. Det aktualiserer vore egne reaktionsmønstre i to henseender: Hvordan bør vi forholde os til terror af den nye type, som Osama bin Laden personificerer? Og hvordan skal vi forholde os til de mange gange flere muslimer, som ikke identificerer sig med Osama bin Laden-terroren? Bogladerne vrimler allerede med bin Laden-litteratur. Af de bøger, jeg selv har haft lejlighed til at stifte bekendtskab med, er der to ud over Jacques Rollets allerede nævnte værk, jeg anser for seriøse i research og væsentlige i meninger. Den ene er Roland Jacquards 'I Osama bin Ladens navn'. Takket være forlægger Per Kofods sans for aktualitet og kvalitet findes dette hovedværk om terrorismen oversat til dansk og ajourført i efterskrift af Karsten Fledelius om tiden efter 11. september. Den anden bog er Yossef Bodanskys 'Bin Laden: the man who declared war on America'. Den israelskfødte Bodansky holder angiveligt amerikanerne vågne om natten med dokumentation af terrorscenarier, profetiske forudsigelser og afsløringer af det officielle USA's fejlgreb i omgangen med terrorens internationale bagmænd. Så Bodansky er kontroversiel og jeg er af temperament Bodansky-mand. Det kontroversielle skræmmer mig ikke, og da medierne er fulde af analyser og forklaringer så sympatiske over for Osama bin Laden, at det er bortforklaringer, undskyldninger for hans adfærd, skal vi hjælpe med at bekæmpe Osama og hans ligesindede i al-Qaeda med samtlige de midler, demokratiet kan tillade sig at bruge. Bernard-Henri Lévy har i sine 'Bloc Notes' i Le Point no. 1525 draget det nødvendige skel mellem terror og terror. »Der findes ingen symmetri mellem politisk kamp og dødens ekstase«. Han tog udgangspunkt i Palæstina, eftersom al-Qaeda og Hamas for ham er samme sag. Han bevarede ved denne jævnføring det globale perspektiv: »Man kan ikke acceptere tanken om at føre krig mod terrorisme i Afghanistan og nægte at gøre det i Palæstina«. Paralleldragningen mellem Palæstina og Afghanistan holder. Allerede nu aftegner der sig et efterkrigstidsmønster, som minder stærkt om før- og mellemkrigstiderne i Afghanistan, før, under og efter den sovjetiske tilbagetrækning i 1989 og Talebans tilraning sig magten. Vi har lært rækken af brutale, korrupte krigsherrer at kende, som - bl.a. baseret på etniske mindretal - i vekslende kombinationer har hersket over de områder, hvor de har været i stand til at sikre sig kontrollen. Folk som usbekeren Abdul Rashid Dostom i Mazar-i Shariff, shiitten Ismail Khan i Herat, hazara'en Karim Khalili i det centrale Afghanistan, og den tidligere præsident, tadsjikeren Burhanuddin Rabbani i hovedstaden Kabul. Parallelmønstret begynder at vise sig i selvstyrets Palæstina, mens Mohammed Abu Raouf, alias Abu Amar, kaldet Yassir Arafat og Hamaslederne opretholder deres tvetydige balanceforhold. Observatører af den mellemøstlige scene holder i stigende grad øje med to mænd, som har foretrukket at bevæge sig i magtens kulisser, ukendte af offentligheden i vor verden, men som kan vise sig at blive fremtidens nøglepersoner, når tiden er til at opgive sløringstaktikken og træde ud af anonymitetens skygge. Den ene er Mohammed Dahlan, chef for sikkerheden i Gazastriben. Den anden er Jibril Rajoub, chef for præventiv sikkerhed på Vestbredden. Begge har primær kamperfaring fra den første intifada i 1987. Begge har i modsætning til Arafats selvstyremyndighed, men ikke Hamas, rigtige militære styrker under sig. Shlomo Avineri hævder i en vanlig skarpsindig analyse i International Herald Tribune 14.12., at sådanne palæstinensiske ledere måske er for kloge til at gøre fælles sag med terroristerne i Hamas, Islamisk Jihad og al-Qaeda. En røst, der for en tid har været forstummet, har på ny ladet sig høre, da Benjamin Netanyahu konstaterede i Le Figaro (13.12.): »Arafat er på én gang en bin Laden og en talebaner, fordi han er ansvarlig for terrorhandlinger begået af organisationer under hans kontrol som Fatahs Tanzim og Styrke 17 og beskytter terrororganisationer som Hamas og Islamisk Jihad«. Netanyahu er ikke nogen begynder i faget. 'Combattre le terrorisme international' er på vej i en nyredigeret udgave. Netanyahu er enig i, at USA før eller siden må sætte atomtruslen fra Saddam Hussein ud af kraft, men USA bør koordinere en aktion imod Irak med Israel, »så vi kan bringe os i ly for Saddam Husseins missiler med bakteriologiske eller nukleare sprænghoveder«, siger Israels tidligere premierminister. Ingen behøver at være i tvivl om, at George W. Bush er Årets Mand 2001. Han afvejer med myndighed de råd, ofte indbyrdes modstridende, der tilflyder ham. Fra viceforsvarsminister Paul Wolfowitz et råd om at undgå den klassiske strategiske fejl at tro, kampen er vundet, fordi fjenden har lidt nederlag. Sovjetunionen begik netop den fejl ved at forlade den slagne fjende i utide. Ti års Talebanstyre blev resultatet. USA bør efter Wolfowitz' mening ikke forlade halvgjort arbejde i Afghanistan, men blive, selv om det kan indebære en længere tilstedeværelse, end man måske havde tænkt sig. USA's uomtvistelige succes i krigen mod Osama bin Laden bør imidlertid ikke overskygge det forhold, at bekæmpelsen af fundamentalismen ikke løser problemet med vort forhold til resten af islam, forholdet til de mange muslimer, som ikke identificerer sig med Osama bin Laden eller solidariserer sig med ham ved at demonstrere sympati for eller søge direkte tilknytning til hans al-Qaeda-netværk. Heller ikke i overført betydning bør vi forlade slagmarken med halvgjort arbejde, og det ville vi gøre, hvis vi unddrog os en stillingtagen til det netop formulerede spørgsmål om vort forhold til resten af islam. Allerede formuleringen varsler et stilskift i disse betragtninger om tro og håb på tærskelen til næste århundrede. Det bliver herefter mit eget vidnesbyrd om forholdet til resten af islam. Jeg håber, det følgende retfærdiggør 'privatiseringen'. I sammenhængen må jeg kunne tillade mig et citat af mig selv. Jeg skrev i en artikel i Berlingske Tidende (21.9.): »Jeg har en bekendt, jeg er stolt af at kende, og som ikke står tilbage for nogen, jeg ellers kender, i menneskelighed og civiliseret adfærd og tankegang, og som i tilgift kan betegne sig som direkte efterkommer af profeten Muhamed. Det er Hans Kongelige Højhed Prins Hassan ibn Talal af det hashemitiske kongedømme Jordan. Ikke uden grund er Prins Hassan også Moderator of the World Conference on Religion and Peace«. Under ændrede omstændigheder kunne prins Hassan have fået et helt andet liv som en af arvingerne til Jordans trone. Nu gik det anderledes, og jeg traf prins Hassan i hans nuværende kapacitet ved et årsmøde i Rockefellers tænketank The Trilateral Commission og ved et efterfølgende møde i tænketankens europæiske del. Heldet eller skæbnen ville, at det også var i The Trilateral Commission, jeg mødte den anden personlighed, jeg vil føre som vidne, den marokkansk- fødte, fransk-marokkansk-bosatte jødiske redaktør, finansrådgiver og fredsven André Azoulay. Under alle omstændigheder var min første samtale med André Azoulay en meningsudveksling med en relativt positiv bedømmelse af Benjamin Netanyahus mulige rolle som mellemmand i den palæstinensisk-israelske konflikt. Det skulle vise sig, at vi havde et andet berøringspunkt. André Azoulay mødtes over en periode på otte år med den moderate PLO-leder Issam Sartawi og formidlede møder mellem denne og israelske og jødiske personligheder. Det var på et tidspunkt, hvor møder mellem israelske statsborgere og PLO- folk var strengt forbudt. Min afdøde ven og freelancemedarbejder ved Radioavisen i den tid, hvor jeg var dens chef. Werner David Melchior, brød også forbuddet mod israelske PLO-kontakter og holdt møder med Sartawi, hvad jeg vidste og billigede. Issam Sartawi blev myrdet på Den Socialistiske Internationales møde i Portugal i april 1983, angiveligt af ekstremister fra Abu Nidals gruppe af terrorister. André Azoulays baggrund for at yde et bidrag til forsoning af jøder, arabere og kristne var givet i hans egen barndom. Han fortalte engang, at i det hus i Marokko, hvor han voksede op, levede hans egen familie på 1. sal. I stueetagen boede der en muslimsk familie og på 2. sal en kristen familie. Hans kongstanke i livet har været at formidle det marokkanske eksempel, som han er overbevist om har relevans ikke blot for de stridende parter i Mellemøsten, men for verden som helhed som vidnesbyrd om en aktiv og fredelig sameksistens. André Azoulays stilling i samfundet har i årevis været unik. Han har i årevis været den eneste jøde i regeringstjeneste i et muslimsk land, som finansiel og økonomisk rådgiver først for kong Mohammed VI af Marokko og siden for hans søn kong Hassan II. Selv har Azoulay sagt, at han tjente kongen »som jøde helt og fuldt, stolt af, hvad jeg er. Jeg gemmer ikke min jødiskhed i lommen«. Han gjorde opmærksom på, at kong Hassans udnævnelse af ham »ikke var overfladisk, for den var i god overensstemmelse med Marokkos historie«. André Azoulay er født i byen Essaouira syd for Casablanca på den marokkanske Atlanterhavskyst. Han var blandt de tusinder af marokkanske jøder, der udvandrede til Nordamerika, Europa og Israel i 60'erne. I efteråret 1976 dannede han sammen med jødisk-marokkanske venner gruppen Identitet og Dialog baseret på den sefardisk-jødiske historie og kultur, som blomstrede i Marokko i de 500 år, der gik, efter uddrivelsen af muslimer og jøder fra det katolske Spanien. Sefardisk kultur har længe været negligeret. Den var ukendt eller miskendt. Ofte også stedmoderligt behandlet i den jødiske verden og i selve Israel, hvor den længe blev betragtet som en slags andenrangskultur. »De marokkanske jøders erindring går mange århundreder tilbage«, forklarer Azoulay og kommer med en indrømmelse. »Vi véd, at det ikke har været rosenrødt alt sammen. Der har været sorte sider. Men de marokkanske jøders fortid har intet at gøre med jødernes historie i den samme periode i Vesten. I Marokko har vi ikke set nogen deportationer, ingen nazisme, ingen kz-lejre og slet ikke nogen inkvisition«. De marokkanske jøders sag kan illustreres med forbavsende tal. Flere end 700.000 israelere eller en ud af hver seks er f.eks. af marokkansk oprindelse. Tusinder af marokkanske israelere besøger hvert år det land, hvor de oprindelig kommer fra, og blandt jøderne fra arabiske lande er de marokkanske jøder de eneste, der har et forbund af alle marokkanskjødiske foreninger overalt i verden. Marokko har været stedet, hvor en anden erfaring end den gængse er givet verden. Fredelig sameksistens mellem et mindretal af sefardiske jøder og et flertal af muslimske arabere. Inspirerer det ikke til et svar på vort ubesvarede spørgsmål: Hvordan kan vi og hvordan bør vi forholde os til resten af muslimerne, til resten af islam? Er det naivt og urealistisk at tro, at det positive, der lader sig gøre et sted, også kan lade sig praktisere et andet? Kan tro ikke være andet end blind fanatisme? Kan håb ikke være andet end blåøjet naivitet? Marokko giver os positive svar. Brug dem!