Ideologen Anders Fogh Rasmussen er engageret i den gammeldaws forstand. Men vil statsministeren Fogh Rasmussen holde den politiske lethed fra døren og påtage sig etikerens opgaver i praksis? En lektor i samfundsfag ser nærmere på den verden og det maskeradespil, statsministeren har en rolle i. Er dansk politik endt som et rent maskespil, hvor politikerne går mere op i at positionere sig i forhold til medierne end i at engagere sig i landets virkelige problemer? Den tanke kan synes nærliggende, når man iagttager valget i november, men ikke når man ser på den nyvalgte statsministers ideologiske baggrund. I sin meget citerede bog 'Fra socialstat til minimalstat' tager Anders Fogh Rasmussen udgangspunkt i naturretstanken om individets umistelige rettigheder. Mennesket er efter naturretstanken født med retten til liv, frihed og ejendom. Det giver mennesket frihed og et ansvar for at vælge sit eget liv. Hvordan mennesket skal gøre det, begrundes hos Fogh ud fra Aristoteles' etik og Kierkegaards eksistentialisme. De naturlige rettigheder til liv, frihed og ejendom gælder for ethvert menneske alene i kraft af, at det er et menneske. De eksisterer »uafhængigt af konventioner og aftaler, der er absolutte og ukrænkelige«. Kierkegaard bruges bl.a. til at sige, at etikken skal være funderet i mennesket. Den må ikke være påtvunget udefra. Kierkegaards æstetiker sammenlignes med værdirelativismen, som fører til et moralsk forfald, tomhed og etik påtvunget udefra. I modsætning hertil formulerer Anders Fogh en etik, der er funderet i det enkelte menneskes søgen efter - via sin fornuft - at realisere det gode liv i frihed. Er Anders Foghs hamskifte i sluthalvfemserne og op til folketings-valget en ægte skiften stil? Eller er det udtryk for den kierkegaardske æstetikers maskerade og det, der kan blive denne mennesketypes egentlige mareridt: »Kan du tænke dig noget forfærdeligere end at det endte med, at dit Væsen opløste sig i en Mangfoldighed, at du virkelig blev flere, og Du saaledes havde tabt det Inderste, Helligste i et Menneske, Personlighedens bindende Magt?« (Kierkegaard: 'Enten - Eller'). Når man har læst 'Fra socialstat til minimalstat', er man ikke i tvivl om, at det ikke er dette tomhedens ikkevalg, der præger den oprindelige 'hulemand'. Han er tværtimod etiker og tøver end ikke med at tage det transcendentale spring ind i den religiøse fase. At tage ansvaret indebærer jo efter den kierkegaardske faseteori risikoen for at fejle. Det kan føre til skyld. Og der er kun én vej ud af denne, og det er den tilgivelse, Gud kan give. Den Anders Fogh Rasmussen, man møder i 'Fra socialstat til minimal-stat, er en mand, der vil et politisk engagement. Han vælger endda i kierkegaardsk forstand. Vi er langt fra 90'ernes postmoderne tomhed. Måske modsat den foregående Venstreleder, der kunne ses som Kierkegaards æstetiker, når han lod sig fotografere til Ekstra Bladet drikkende whisky i køkkenet i den villa, der ville blive mange flere penge værd med kapitalisering af den foreslåede nedsatte lejeværdi. Det var politik som maskerade. Derfor udeblev den ventede sejr da også. Man kunne nok også genkende etikeren i det forbløffede ansigtsudtryk, Anders Fogh satte op, da æstetikeren Poul Nyrup Rasmussen underholdt befolkningen ved at rive sider ud af Foghs bog. Det var også politik som maskerade. Med engagementet som udgangspunkt tager Anders Fogh i sin bog nogle opgør med den politiske lethed, der ligger bag debatten om den nuværende velfærdsstat. Den utilitaristiske tænkning afvises. Den går ud på at øge den samfundsmæssige lykke eller nytte (utility) ved at forbedre vilkårene mere for nogle, end man forringer dem for andre. Man hjælper de fattige for at løse et samfundsproblem, f.eks. det øgede konfliktpotentiale, der opstår, fordi store grupper holdes udenfor eller holdes nede i fattigdom. Ulandsbistanden udformes eksempelvis sådan, at vi gør den til alternativ sikkerhedspolitik: Vi hjælper altså egentlig ulandene for at hjælpe os selv. Der bliver færre Osama bin Ladener, hvis uligheder og modsætninger i verden formindskes. Det er en besnærende tanke at forsøge at gøre samfundet bedre igennem indviklede cost-benefit -analyser af nytte. Det er en slags genvej til at ville det 'gode samfund' gennem videnskabelige metoder, men det ender galt. Fogh har ret i, at indsatsen for det 'gode samfund' ikke lader sig videnskabeliggøre i nyttekalkuler. Den er og bliver etisk. Den traditionelle velfærdsstat kan ud fra Foghs tankegang i 'Fra socialstat til minimalstat' ses som en blanding af pligtetik, banket på plads af socialstatens store stok og skatteinddrivningsevne og baseret på 'socialistisk' objektivering af kollektiv etik. Ofte konkret begrundet i utilitaristisk nytteetik. Det er medvirkende til, at al ægte moral forsvinder ud af samfundet. Socialklienten giver sagsbehandleren fingeren, fordi han eller hun ikke vil finde sig i at blive umyndiggjort. Sagsbehandleren tænker mere på sine pensionsforhold end på at handle ud fra en ægte humanitær indstilling. Heroverfor kan man sætte den aristoteliske tradition i politisk teori, hvor man sætter sig for at ville realisere det gode samfund. Det skal forstås som en etisk fordring hinsides al nyttekalkule. Det er inden for denne tradition, 'Fra socialstat til minimalstat' er skrevet. Det var ikke særlig 'moderne' i halvfemsernes postmodernisme at skrive den slags engagerede bøger. Etikken bør ud fra Foghs tankegang funderes i det enkelte menneskes valg. Det er imidlertid klart, at retten til liv, frihed og ejendom ikke kan være ubegrænset. De forskellige friheder vil hurtigt støde ind i hinanden. Derfor begrænses den enkeltes frihed af hensynet til andre. Der er behov for, at man beskytter sig imod andres udøvelse af friheden. Det er begrundelsen for staten. De store ideologier er kommet til os udefra. De liberale idéer kommer fra John Locke og andre oplysningsfilosoffer og fra de franske og amerikanske revolutioner, de socialistiske idéer fra de utopiske socialister og Marx-Engels, konservatismen fra Edmund Burke og de økologiske idéer fra Rom-klubben, André Gorz m.fl. Foghs nyliberalisme er hentet fra især amerikaneren Robert Nozicks 'Anarchy, State and Utopia' fra 1974. Her argumenteres for en stat, der begrænser sine opgaver til en beskyttelse af friheden. Fogh skelner mellem konsekvensliberalisme og rettigheds-liberalisme . Den første påviser, hvordan udliciteringer, markedsmæssiggørelse etc. har positive konsekvenser. Den anden tager udgangspunkt i de naturlige rettigheder, vi har som mennesker. Den søger altså et etisk fundament i menneskerettigheder. Den kan trække sine rødder til- bage til John Locke. Nozick er rettighedsliberalist. Anders Fogh tilslutter sig Nozicks ræsonnementer, men siger, at staten også har en forpligtelse til at tage sig af dem, der uforskyldt er bragt i en situation, hvor de ikke kan forsørge sig selv, og den skal sørge for, at alle får muligheder for at udøve friheden ved at stille grunduddannelse til rådighed. Anders Fogh har overtaget et af Nozicks centrale argumenter for, hvorfor resultatet af et udført arbejde ubetinget må tilfalde den, der har udført det, således, at det vil være en krænkelse af menneskerettigheder at tage det fra vedkommende. Nozick forestiller sig, at der ligger 10 Robinson Crusoe-øer uafhængigt af hinanden og uden kontakt med hinanden. De har alle sammen opnået forskellige niveauer i udvikling som følge af forskellige indsatser, men også som følge af forskelligt held, idet nogle øer er mere frugtbare end andre. På et tidspunkt får Robinsonerne kendskab til hinanden, og de ser, at de lever under meget ulige forhold. Ud fra almindelige retfærdighedsforestillinger ville man synes, at der skulle foretages en vis udligning imellem dem. Nozick (og Anders Fogh) mener imidlertid, at en udligning ikke kan være et retfærdighedskrav, fordi de rige Robinsoner er berettiget til deres rigdom. Hvis de giver, er det i form af en gave, der uforpligtende er givet af et godt hjerte. Den enkeltes naturlige rettigheder som menneske giver et berettigelseskrav, som gør det til røveri, hvis man tvangsmæssigt vil udligne. En fjernelse af uligheder, der er opstået som følge af arv, vil også krænke basale menneskerettigheder: »Når det er umuligt at fjerne forskelle i den arvede menneskelige kapital, er det ulogisk at fjerne forskelle i den arvede fysiske kapital« ('Fra socialstat til minimalstat', s. 129). Ifølge 'Fra socialstat til minimalstat' er de naturlige rettigheder »absolutte, ukrænkelige og uafhængige af tid og sted«. Derfor, siges det, bør grundloven ændres, så den ikke længere kan forandres med hensyn til sikringen af disse rettigheder. De er evigt gældende og absolutte. Hvis vi fortsætter med at tage Foghs gennemløb af de kierkegaardske faser for pålydende, og vi har set, hvordan han er blevet statsminister ved - i modsætning til sin forgænger som partiformand og til sin modkandidat i den 'præsidentielle' valgkamp - at tage vælgerne alvorligt og ikke lege med dem i statsmandsattitudens medie-manipulerende maskespil, så melder spørgsmålet sig, hvad han vil vælge at gøre med sit politikerliv fremover? Julemandsmærkatet kan vel højst være en dårlig mediespøg? Det vil ikke på langt sigt være bæredygtigt at overbyde socialdemokraterne i udformning af velfærdspolitik. Den seriøse liberale politik må gå ud på at udvikle liberale grundværdier og holdninger, der kan stå i længere tid og heller ikke er plagiater af amerikansk minimalstats-ideologi. Her er en udfordring til en politiker, der har givet udtryk for at ville tage afsked med den politiske lethed. Noget af det, der først falder i øjnene, er absoluteringen af den private ejendomsret. At privatejendommen skulle være funderet i naturretten er en af de mere iøjnefaldende af de fundamentalistiske neoliberale påstande. I det traditionelle samfund var det almindeligt at hævde en fælles ejendomsret eller en fælles brugsret til alle ting. Man kan stadig finde en sådan ejendomsretsopfattelse, f.eks. hos indianerne i Mellemamerika, hvor der mange steder har været fælles ejendomsret til jorden, i Mexico under betegnelsen Ejidosystemet. John Lockes teori om menneskets ret til frugten af sin arbejdsindsats hang sammen med en opfattelse af, at det arbejdende menneske så at sige »forlænger sig genstandsmæssigt ud i« de af ham eller hende producerede ting. Det, der er produceret, tilhører da i overens-stemmelse med naturretten den, der har produceret det. Som sådan kommer Locke til at danne grundlag, ikke alene for teorien om privatejendommen, men også for arbejds-værdilæren, der senere blev anvendt af den politiske økonomi. Locke drog dog ikke de konsekvenser, som ses i dag i liberale retssamfunds opbygning af ejerskabsrettigheder. Man skulle ikke have lov til at inddrage mere under privat-ejendommen, end man selv meningsfuldt kunne anvende. Privat-ejendom var en forlængelse af den personlige sfære. Den skulle ikke gøres til en samfundsmæssig magt over og imod menneskene, som det i dag ses i den globale finans-kapitalisme. Ud fra senhalvfemsernes samfundsteori er denne diskussion lettere absurd. 'Fra socialstat til minimalstat' vil fremstå som et diskursivt produkt, der forsøger at absolutere menneskelige fænomener, der ikke kan eller bør absoluteres. Skriftet vil komme galt af sted i en derridask dekonstruktion. De kategorier, Fogh absoluterer, vil fremstå som diskurser, der skal legitimere en given form for magtudøvelse. Hvor Fogh nok kan føle sig autentisk i kierkegaardsk forstand som en etiker, der tør sige, at verden er til, og man skal forholde sig etisk og engageret til den, vil man se postmoderne filosoffer forfægte det standpunkt, at det selv- og omverdenskonstruerende subjekt er en social konstruktion. Det gør det irrelevant at forholde sig målrettet til omverdenen, da den dårligt nok eksisterer som andet end en kimære. At hoppe med på den kan være identisk med, at man har opgivet tanken om, at mennesket kan skabe en bedre verden. At dømme efter Foghs bog fra 1993 er Fogh bestemt heller ikke med på den vogn. Men hvad er det så, man vil med verden? Det bliver det interessante spørgsmål. Her skylder Venstre os svar efter den nys overståede valgkamp. Michel Foucault har sagt: »Hvordan kan historien have en sandhed, når 'sandheden' har en historie?«. Den historie, vi kender, er socialt konstrueret. På samme måde er menneske-rettighederne socialt konstrueret. Det relevante i denne betragtningsmåde ses af, at definitionen af menneske-rettighederne for øjeblikket er underlagt en global politisk kamp, hvor et land som Kina forsøger at fortolke begrebet på en lidt anderledes måde, end USA og Europa gør, idet man gerne vil indtænke nogle sociale og økonomiske rettigheder. Diskussionen er vigtig, fordi løsningen af den løbske verdens problemer kan hænge sammen med, at man ikke har absoluteret privatejendommen som en evig og urørlig størrelse. Man afskærer sig mulige politiske handlinger. Verden er blevet globaliseret, men ejendomsret og politik defineres og udspilles inden for nationale arenaer. På nogle områder er der givet næsten fuldstændig frit spil, f.eks. for kapitalbevægelser. På andre er der ikke. Følgen er en ulige verden uden for kontrol. Da Alan Greenspan i starten af januar 2001 tog hul på bølgen af rente-nedsættelser, der skulle kickstarte den amerikanske økonomi, steg Nasdaq-indekset 14 procent i løbet af en enkelt børsdag. Ralph Ellison (ejer af Oracle) så med et slag sin personlige formue stige med et beløb, der oversteg Ghanas eller Zimbabwes bruttonationalprodukt i et helt år. Der er ingen grund til at gentage alle de tal og statistikker, der viser, hvordan den galopperende vidensøkonomi og aktieboblerne skaber ulighed og ustabilitet i verden og truer den med finansielt sammenbrud. Nu er denne verden ved at udvikle en alvorlig recession. Verden trues af et nyt økonomisk spøgelse, der hedder deflation. I modsætning til recessionen i 1991 er det denne gang alle tre økonomiske hovedcentre, der har konjunkturpile, der peger nedad. Japan har allerede lidt under deflationsspøgelset nogle år. Rentenedsættelse kan ikke længere bruges til at sætte gang i økonomien. Med budgetunderskud på op til seks-syv procent af BNP har det i Japan vist sig, at finanspolitikken heller ikke virker. Deflation får forbrugerne til at udskyde køb, fordi man venter på, at prisen bliver endnu lavere. Måske er der behov for en mere 'globaliseret Keynes' end ham, der leverede det intellektuelle krudt til bekæmpelse af krisen i 1930'erne. Den nyliberale opskrift kommer til kort her. Det er ikke overregulering, der har skabt problemerne, men snarere fraværet af regulering. Derfor er det ikke nok med maskeradepolitik. Nu venter vi spændt på at se Anders Fogh Rasmussen træde i karakter som statsmand og politiker og gå i gang med den etiske fordring at tage medansvar for verden, som hans bog fra 1993 lægger op til. Det er der måske ingen, der har særlig mange forventninger om. Danmark er da også kun en lille brik i en stor verden. Den betragning skal man dog ikke lade sig nøje med. For »Den, der lever æsthetisk, seer nemlig overalt kun Muligheder; disse udgjøre for ham den tilkommende Tids Indhold, hvorimod Den, der lever ethisk, overalt seer Opgaver« (Kierkegaard: 'Enten - Eller').