Tal dansk, lyder det hjemlige integrationsmantra. Men vejen til integration kan gå via et 'fremmed' sprog, mener dagens ekspert i modersmålsundervisning. I den seneste måned har modersmålsundervisningen til tosprogede elever været et brandaktuelt emne i den offentlige debat. Debatten startede, da medierne fik læst regeringsgrundlaget og konstaterede, at regeringen ville afskaffe kommunernes forpligtelse til at tilbyde tosprogede elever undervisning i deres modersmål. Hvad gør medierne i den anledning? Naturligt nok udbeder de sig kommentarer til forslaget fra praktikere, tosprogede og fra 'eksperter' - og det fortryllende sker: Næsten alle disse folk siger samstemmende, at det vil være en rigtig dårlig ide. Straks er der så lagt op til en større mediestorm på en nyudnævnt undervisningsminister, som jo i denne sammenhæng er regeringens udøvende aktør. Og fluks udspinder der sig (mindst) to parallelle debatter: En debat mellem politikere, vælgere og lægfolk af typen: »jeg synes ...«, »jeg mener« og »det kan da ikke passe«. Og så en debat mellem fagfolk: »vi mener - fordi vi ved ...«, »vi kan dokumentere«. Man får det indtryk, at der rundt omkring i landet sidder en masse mennesker, der ganske vist ikke fagligt ved noget om tosprogethed og undervisning, men som går ind for integration og mener at have svaret på, hvordan den bedst foregår. Argumenter af typen »det kan enhver da sige sig selv «, »i Danmark er modersmålet dansk«, »hvis man skal blive god til dansk, skal man selvfølgelig ikke undervises i et andet sprog« og så videre, fylder avisernes spalter - ikke mindst læserbrevssiderne. Og på den anden side sidder så 'eksperterne', som påstår, at de ved noget, og som når til nogle helt andre konklusioner. Set udefra - fra lægfolk - må det jo se ud, som om at disse 'eksperter' overhovedet ikke mener, at tosprogede skal lære dansk, ikke mener, at de skal klare sig godt i skolen og ikke mener, at de skal være integrerede medborgere i det danske samfund. Der tales oven i købet om »skjulte politiske dagsordener» - skulle det mon være et ønske om at forhindre de stakkels tosprogede børn i at blive helt etsprogede ligesom os andre? At ville forhindre integration? Er eksperterne i virkeligheden forklædte racister? Nej, naturligvis ikke! Faktisk må man gå ud fra, at folk, der har studeret, forsket i og koncentreret sig om at samle viden på området tosprogede elever har en faglig interesse i, at denne viden anvendes professionelt på en sådan måde, at den kommer lige præcis de tosprogede elever til nytte. At være tosproget er et livsvilkår, som millioner af mennesker i verden lever under. I mange samfund er familiens sprog - og dermed børnenes modersmål - et andet end det sprog, der tales og anvendes i skole og samfund. I mange lande har man derudover flere officielle sprog, så også stat, skole og samfund som sådan er tosproget. Der er altså mange lande og mange mennesker, der mener, at det at være tosproget er en god ting - at det at mestre flere sprog er en fordel for den enkelte og dermed for samfundet. Der er heller ingen forskning, der viser, at mennesker, der er tosprogede, mestrer sprogene dårligere end mennesker, der 'kun' er etsprogede. Det er ikke sådan, at jo mindre man lærer, jo bedre bliver man til det - faktisk tværtimod. Et barns modersmål - eller førstesprog, om man vil - er det sprog, som barnet møder lige fra fødslen - i familien. Det er det sprog, moderen pludrer med barnet på, det er det sprog, hvis lyde og melodi, det lille barn ubevidst tilegner sig, og som det hele livet vil opfatte på en ganske særlig måde. Det er på dette førstesprog, at barnet påbegynder sin livslange rejse ind i at forstå den verden, der omgiver det. Gennem opdragelsen tilegner barnet sig ikke bare ord til at betegne og beskrive omgivelserne med. De fleste forældre tænker selvfølgelig ikke over det i hverdagen, men i den sproglige omgang med børn, tilegner de sig meget mere end bare sprog. Man videregiver sine normer og sine følelser, sine holdninger og overbevisninger til sit barn gennem det sproglige samvær. Barnet tilegner sig også moralske og etiske værdier, som er indlejret i det sprog, det tilegner sig. Meget tidligt i sprogtilegnelsen lærer barnet de ubevidste forskelle mellem grimt og smukt, mellem rigtigt og forkert. Gennem ordvalget videregiver de voksne alt dette. Når man vælger at kalde sit barn »lille skat« og bruger ordene i en kærlig tone i et kærligt fællesskab, videregiver man også til barnet begrebet om, at »lille skat« er et kærligt udtryk. Selv ordet »møgunge« kan betyde noget kærligt, hvis det anvendes på den måde i den enkelte familie. Uanset hvilket modersmål, barnet får sin første opdragelse på, er det gennem disse processer, at der for hele resten af barnets liv skabes social og sproglig forbindelse mellem barnet og dets omverden. Al senere opdragelse bygger videre på disse forhold. Når man diskuterer med sine teenagebørn bygger man - bevidst eller ubevidst - videre på de forståelser af sproget, som man i den enkelte familie har grundlagt og er fælles med barnet om. Når små børns sprogtilegnelse i familien suppleres med sprogtilegnelse uden for familien, oplever barnet, at det samme ord kan betyde forskellige ting i forskellige sammenhænge. De ord, som barnet kender som kærligt mente, betyder måske i børnehaven noget helt andet. I den dialog, barnet hele tiden indgår i, får det afprøvet og tilegnet sig flere og flere nuancer i det sproglige udtryk. Barnet vil opdage, at ord, man ikke kan bruge derhjemme, fordi de støder mod min families moral, godt kan bruges af andre og andre steder. At ord, der fungerer rigtigt på legepladsen sammen med de andre børn, ikke nødvendigvis er gangbare på stuen sammen med pædagogerne eller hjemme hos far og mor. Når barnet kommer i børnehave og senere i skole, får det hele tiden brug for nye ord for at kunne benævne og tale om alle de nye ting, det lærer. Vi har alle sammen lært langt de fleste ord, vi kan som voksne, uden for familien. Gennem undervisningen i skolen - nye fag, nye problemstillinger - lærer vi det sprog, vi skal bruge til at forstå stadig mere komplicerede forhold. Der er ingen af os, der som voksne kan beskrive og forstå vores stadig mere komplicerede omverden ved hjælp af det sprog, vi har lært i familien. Omvendt kan det være en hjælp for et barn, at det nye, det lærer, til stadighed kan diskuteres med netop familien hjemme ved middagsbordet. Det sprog, barnet lærer i skolen, bruger det altså også mere og mere i dialog i familien. Man får diskuteret, hvad man tror på og ikke tror på af alt det nye, man hører. Man får løbende sine forældres kommentarer til alt det, lærerne siger, og lærebøgerne skriver. På den måde går videreudviklingen af modersmålet og den daglige opdragelse, den familiemæssige holdningspåvirkning og tilegnelsen af ny og stadig mere kompliceret viden op i en højere enhed. Når altså det modersmål, man har, også er det sprog, skolen bruger og videreudvikler. Hvordan er det så, når man er tosproget? Hvordan støtter man bedst, at de samme processer foregår, når det undervisningssprog, man møder i skolen, er et andet sprog, end det modersmål, man har fået i familien? Ofte er det tosprogede barn et andet sted i udviklingen af det danske sprog end sine kammerater. De har ofte færre danske ord, og måske kan man høre både på deres sætninger og på deres udtale, at de har lært dansk på en anden måde end deres kammerater - at det ikke er deres modersmål/første sprog. Men det er vigtigt at huske, at et tosproget barn også har (ubevidst) sproglig viden. Denne viden er blot på et andet sprog end dansk. Det tosprogede barn har således andre sproglige forudsætninger for at møde skolens undervisning. Men ikke nødvendigvis færre. Meget af den ubevidste sproglige viden, et barn møder skolen med, har almen karakter, og den viden har barnet, uafhængigt af hvilket modersmål det er opdraget med. Man ved for eksempel, at sprog kan bruges til at stille spørgsmål og få svar, at det kan bruges til at skændes og til at forhandle, at det kan bruges til at trøste og skælde ud, og at det kan bruges til at tale med andre mennesker. Måske ved børnene også, at sprog kan fortælle historier - måske endda, at sprog også kan skrives og læses. Al denne sproglige viden skal skolen under alle omstændigheder bruge i sin undervisning af alle børn. Den vigtigste forskel på et etsproget dansk barn og et tosproget barn i forbindelse med skolestarten er, at når dansk er modersmålet, kan man umiddelbart i skolen bygge videre på den - i hovedsagen ubevidste - sproglige viden, barnet har fået gennem opdragelsen. Det er i sagens natur enkelt for en lærer, da undervisningssproget altså er det samme som det sprog, barnet har denne sproglige viden på. For de tosprogede børn skal der en særlig indsats til for at bevidstgøre deres ubevidste sproglige viden. De skal undervises med udgangspunkt i netop deres forudsætninger. Nemlig at dansk ikke er deres første, men deres andet sprog, dvs. det sprog barnet lærer som nummer to. For alle elever i skolen gælder det, at den bedste hjælp til at videreudvikle sig sprogligt får man, hvis der tages udgangspunkt i det, man kan i forvejen. For det tosprogede barn betyder det, at det også har brug for, at der bygges videre på dets medbragte første sprog. Jo flere forståelige forklaringer, man får i skolen, jo mere får man faktisk ud af undervisningen. En tosproget lærer, der kan hjælpe eleverne med sproglige forklaringer og sammenligninger mellem det, de kan og det nye, de er ved at tilegne sig, er en stor hjælp. Derudover er forældrene naturligvis - som for alle børn - helt nødvendige medspillere. Jo mere forældre taler med deres børn om det nye, de lærer, jo oftere barnet kan stille spørgsmål og få svar eller sammen med deres forældre undre sig og undersøge, jo bedre går det i skolen. For tosprogede forældre, som måske behersker dansk på et begrænset område og i et begrænset omfang - og for nogles vedkommende slet ikke har lært de samme fag, som deres børn er i gang med i en dansk skole - er det selvfølgelig svært at være sproglige medspillere for skolens undervisning. Her vil samtalen mellem forældre og børn ofte skulle foregå på det modersmål, som fra starten har været det fælles sprog mellem børn og forældre. Og rent faktisk er det sådan, at jo mere komplicerede emner, man skal drøfte med sine børn, jo mere har man brug for, at det foregår på et sprog, man som voksen mestrer på et voksent niveau. Og her er det selvfølgelig vigtigt, at tosprogede børn fortsætter med at udvikle deres modersmål, så de kan føre sådanne samtaler med deres forældre. At de kan fortælle om, spørge til og diskutere de emner, de møder i skolen. At de kan måle kammeraters og læreres meninger og holdninger med deres egne og med deres forældres. At de, når de bliver teenagere, kan diskutere seksualitet, moral og etik med deres forældre på det sprog, som de i sin tid tilegnede grundlæggende aspekter af disse emner med. Denne videreudvikling af modersmålet kan ikke alene overlades til forældrene. Det kunne heller ikke falde os ind at overlade etsprogede børns dansktilegnelse alene til deres forældre. Ligesom for etsprogede danske børn er det for tosprogede børn nødvendigt, at deres ordforråd udvikles til et voksent niveau gennem ordentlig undervisning. En undervisning, som er i overensstemmelse med det moderne samfunds krav, som bearbejder de samme emner og kritisk analyserer de samme samfundsmæssige forhold, som skolens øvrige undervisning. Og en undervisning, som lever op til folkeskolens formålsparagraf. Derfor er alle - de tosprogede elever og deres forældre, folkeskolens lærere i andre fag og samfundet som sådan - bedst tjent med, at videreudviklingen af tosprogede elevers modersmål foregår i folkeskolens modersmålsundervisning. Et veludviklet modersmål er en styrkelse af de tosprogede elevers mulighed for at få et ordentligt udbytte af skolens undervisning. Det er det, som forskningen og mange erfaringer fra praksis viser både i Danmark og på verdensplan. Det ved de tosprogede selv, de såkaldte 'eksperter' og langt de fleste praktikere i undervisningssektoren. Det er ikke et anerkendt faktum, at jo færre sprog, man lærer, jo bedre bliver man til sprog. Når det i det moderne verdenssamfund er anerkendt, at flere mennesker skal mestre flere sprog, når man drøfter, om danske børn ikke bør starte på at lære fremmedsprog tidligere end i dag - formentlig i erkendelse af, at de allerede via elektroniske medier er godt i gang allerede inden 4. klasse - ja så er det, fordi der er overvejende enighed om, at børn i en tidlig alder sagtens kan lære flere sprog. De elever, der bedst og hurtigst tilegner sig nye sprog, er de elever, som behersker deres første sprog nuanceret, som kommunikerer meget på alle de sprog, de kan, og som har stor sproglig bevidsthed samt bevidsthed om ligheder og forskelle mellem sprogene. Den skjulte dagsorden for de såkaldte 'eksperter' er altså ikke at forhindre, at tosprogede elever bliver gode til dansk. Tværtimod. Flere sprog giver ikke dårligere sprog - flere sprog kræver blot mere undervisning.