Før valget var fødevareministeren socialdemokrat og økologisk æbleavler. Nu er hun godsejer og Venstrekvinde. Hvad betyder det for landbruget? To studerende fra RUC frygter, at landmændene pakkes ind i vat, og dialogen med forbrugeren går i fisk. Når fødevareministeren, i modsætning til sin forgænger, vælger at dække landbrugets udgifter til bekæmpelse af kogalskab, fritager hun samtidig landbruget for ansvar og forhindrer landmændene i at forholde sig realistisk til det øvrige samfunds værdier og forventninger. Med novembervalgets regeringsskifte kom fødevareministeren til at hedde Mariann Fischer Boel. Fødevareområdet er kun overfladisk nævnt i regeringens 100-dages program, men fødevareministeren var hurtigt ude med et løfte om en check til landbruget (omtalt i Politiken 5.12.01). Pengene skal kompensere for erhvervets udgifter i forbindelse med BSE-bekæmpelsen - en udgift, som forgængeren Ritt Bjerregaard holdt hårdt på, at landbruget selv skulle betale. Når Mariann Fischer Boel sætter sin signatur på checken, skriver hun samtidig under på, at landbruget fortsat skal have erhvervsmæssig særstatus med særlige privilegier og økonomisk støtte. Dermed slipper de danske bønder atter for at skulle opfylde de krav, der stilles til en produktion på almindelige markedsvilkår. I stedet bidrager ministerens handling til at bevare skellet mellem landbruget og forbrugerne. Umiddelbart virker det som en logisk følge af regeringsskiftet. Før var ministeren socialdemokrat og økologisk æbleavler, nu er hun Venstrekvinde og godsejer. Den forandring vil naturligt nok mærkes i landbruget. Men helt så enkelt kan sagen ikke stilles op. Da Ritt Bjerregaard afviste landmændenes krav om kompensation, var det ikke blot en økologiglad ministers afstraffelse af landbrugsindustrien, som nogen hævdede. Beslutningen havde derimod principiel karakter og vedrørte en langt mere generel problemstilling om landbrugets placering i samfundet i dag. Ritt Bjerregaards handling afspejlede en global tendens, der blandt andet indebærer mere magt til forbrugerne og dermed nye markedsvilkår for landbruget. Den tendens ændres ikke, ved at Danmark får ny regering. At overhøre de globale signaler er ikke frugtbart for hverken landbrug eller forbrugere. På den baggrund må Mariann Fischer Boels løfte om penge til dækning af landbrugets BSE-udgifter opfattes som en bjørnetjeneste for landbruget, fordi hun fastholder de danske bønder i en utidssvarende særstatus, der forstærker modsætningerne mellem dem og forbrugerne. Den første danske ko smittet med kogalskab blev opdaget i februar 2000. Siden er antallet af smittede køer i Danmark nået op på seks. Et tal, der er væsentligt lavere, end myndighederne forudså. Selvom de danske forbrugere nu i to år har, haft bevidstheden om de gale køer med på indkøb, har frygten for BSE ikke kunnet måles på oksekødssalget i Danmark. Måske en afspejling af de få tilfælde af kogalskab, der er fundet, og et resultat af myndighedernes håndtering af sagen. I forbindelse med at sygdommen har bredt sig fra England til resten af Europa, er der i de enkelte lande og via EU indført en række foranstaltninger, der skal forhindre BSE-inficeret kød i at havne på middagsbordet. Som led i bekæmpelsen indførte EU for præcis et år siden, at samtlige slagtedyr over 30 måneder skal testes for BSE. Her er tale om en omfattende undersøgelse, og det er dyrt. Daværende fødevareminister Ritt Bjerregaard placerede millionregningen for testene hos landbruget, hvilket udløste en kæmpe konflikt mellem hende og landmændene. Landbruget krævede økonomisk kompensation for regeringen, men Ritt Bjerregard sagde nej og stod fast. Bag afvisningen lå nemlig et andet og større formål, der ikke bare handlede om, hvem der her og nu skulle betale regningen Ritt Bjerregaards begrundelse for afvisningen kunne man læse citeret i medierne dagen efter: »Det er en konsekvens af den måde, man har valgt at producere på. Det gælder for landbruget, som det gælder for andre erhverv, at de byrder, der knytter sig til at vælge en sådan produktionsform, må man selv dække« (Ritzaus Bureau 17.1.01). Begrundelsen blev uddybet i artikler og interview ugerne efter. Men det var den samme argumentation fra Ritt Bjerregaard, man kunne læse igen og igen, nemlig at landmændene, ligesom andre erhvervsdrivende, må tage ansvar for deres handlinger. Her er vi netop ved sagens kerne. Det handler ikke om kroner og øre, men er et principielt spørgsmål. Når Ritt Bjerregaard trækker spørgsmålet om landbrugets ansvar frem, lander diskussionen i en mere generel debat om, hvilken grad af ansvar samfundet egentlig kan forvente fra en producent og dermed også landbruget. Diskussionen trækker også tråde til en debat om, hvilken rolle dansk landbrug fremover skal spille i det danske samfund, og hvordan rollen skal udfyldes. Med Ritt Bjerregaards beslutning var der lagt op til en ændring af landbrugets status som erhverv. Fra den traditionelle særstatus til at være et erhverv, der producerer på lige vilkår og med samme pligter og rettigheder som andre erhverv. Spørgsmålet om producenters ansvar er ikke nyt. Men præcis hvad begrebet ansvar dækker, ligger ikke fast. Det ændrer sig over tid, i takt med at vores holdninger og værdier i samfundet generelt ændrer sig. I begyndelsen af industrialiseringen var den almindelige opfattelse, at en virksomhed kun havde ét ansvar, nemlig at tjene penge til aktionærerne. Altså et økonomisk ansvar. Siden er spørgsmålet om ansvar blevet væsentligt mere nuanceret. Vi taler i dag om producenters etiske sociale og miljømæssige ansvar. Det ses eksempelvis i sager om miljøforurening, hvor det nu er en udbredt praksis, at forureneren betaler omkostningerne. Med disse tanker i baghovedet giver Ritt Bjerregaards beslutning og begrundelse for afslaget på kompensation bedre mening. Ser man BSE-sagen parallelt med 'forurenerenbetaler-princippets, er der en vis logik i, at landbruget selv tager det økonomiske ansvar for BSE, der er en konsekvens af landbrugets måde at producere på. På den baggrund virker Mariann Fischer Boels beslutning om alligevel at give landbruget kompensation for BSE-regningen uforståelig. Den indikerer en tilbagevenden til tidligere tiders praksis, hvor regeringen fungerer som sikkerhedsnet for landbruget. Sagen handler altså ikke bare om kompensation eller ej, men om hvilket ansvar producenter, herunder landbruget, har. Landbruget kan muligvis ikke klandres for at have gjort noget forkert i lovmæssig forstand, men det er i denne sammenhæng underordnet. Kernespørgsmålet er, om man har levet op til samfundets uskrevne regler om ansvar - et ansvar, der går ud over loven. De uskrevne regler på fødevareområdet defineres i dag først og fremmest af forbrugerne. 'Den politiske forbruger', der interesserer sig for bløde emner som etik og dyrevelfærd, suppleres nu af 'den bekymrede forbruger', som også sætter spørgsmålstegn ved sikkerheden - bliver vi syge af at spise maden? Konflikten mellem Ritt Bjerregaard og landbruget var udtryk for, at linjerne på området ikke er klare. Og at landbrugets opfattelse af ansvar måske ikke stemmer helt overens med det øvrige samfunds. Ritt Bjerregaards beslutning lægger sig i kølvandet på den globale tendens, at det er forbrugeren, der dikterer retningen for udviklingen. Det ses ved, at det er forbrugerne, som sætter dagsordenen både på den politiske scene og i medierne. Det er en ny situation for landmændene. Hidtil har de haft en beskyttet status, som bedst kan illustreres gennem den enorme økonomiske støtte, de har modtaget gennem årene, både fra danske regeringer og EU. Når fokus nu er flyttet til forbrugerne, har det en direkte konsekvens for landbruget: Den erhvervsbeskyttelse, som støtteordningerne er udtryk for, kan ikke fortsætte fremover, men må vige til fordel for forbrugerhensyn. Et skridt i den retning blev allerede taget i 1997, da ministeren for området hed Henrik Dam Kristensen. Dengang blev Landbrugsministeriet lagt ind under det nyoprettede fødevareministerium. De spørgsmål, forbrugerne stiller om varerne i indkøbskurven, fremføres nu med større magt og indflydelse end nogensinde. Kendetegnende for 'den bekymrede forbruger' er, at ikke alle spørgsmål har rod i en rationel og videnskabelig tankegang. Ofte er det netop en irrationel og diffus frygt, der ligger bag vores holdninger til fødevarer og deres produktionsmetoder. Netop i den kendsgerning findes en af årsagerne til modsætningerne mellem landbruget og forbrugerne. Landbruget tager ikke forbrugernes bekymringer alvorligt, fordi de tit fremsættes på et videnskabeligt spinkelt grundlag og med et ringe kendskab til de faktiske betingelser og produktionsforhold i landbruget. Omvendt pikeres forbrugerne af, hvad de opfatter som landbrugets manglende vilje til at tage bekymringerne alvorligt. Der er brug for ændrede holdninger og handlinger, hvis afstanden mellem parterne skal gøres mindre. Og med forbrugerne som den stærke part må forandringen finde sted i landbruget. Landbrugets status som erhverv er det andet væsentlige aspekt i BSE-sagen. Ritt Bjerregaards afvisning af kompensation vakte stor vrede og frustration i landbruget og dets organisationer. Årsagen er, at afvisningen opfattes som et brud på den sædvanlige praksis. Der er en lang tradition for, at staten stiller økonomiske garantier og fører en særlig erhvervsbeskyttelsespolitik over for landbruget. Baggrunden for den landbrugspolitik skal findes i historien. Tidligere var landbruget det primære erhverv og spillede en vigtig rolle i kampen for at brødføde befolkningen. Af den grund har erhvervet haft en særlig status og har derfor nydt godt af tilskud og støtteordninger, ikke mindst fra EU. Med historien i ryggen er der en vis selvfølgelighed over landbrugets krav om kompensation. Derfor opfatter landmændene afslaget på kompensation som en kovending i forholdet mellem staten og landbruget. Når Ritt Bjerregaard afviste at dække bøndernes BSE-udgifter, er der tale om et brud på den normale praksis fra statens side. Men et forudsigeligt brud, fordi Ritt Bjerregaard i sin håndtering af BSE-sagen har forstået at læse forbrugernes signaler. Det har kunnet ses af myndighedernes åbenhed om fund af smittede køer og af indførelsen af tiltag, der først og fremmest har haft til hensigt at sikre og berolige forbrugerne. Tiltag, som landbruget i første omgang protesterede imod, men som landmændene efterfølgende har accepteret, måske fordi salgstallene for oksekød har overbevist dem om, at Ritt Bjerregaards strategi var rigtig. Hendes afslag er et skridt væk fra den erhvervsbeskyttelse, landbruget har været vant til. Og beslutningen medfører en ny erhvervsstatus for landbruget. En status, der indebærer, at et statsligt sikkerhedsnet ikke længere er en selvfølge. Dermed bliver spørgsmålet om ansvar centralt for landbruget, fordi det nu bliver anderledes vigtigt for landbruget at tage forbrugerne alvorligt og handle efter deres krav og forventninger til varerne i supermarkedet, hvis landbruget skal overleve økonomisk. Netop den problematik har den tyske sociolog Ulrich Beck beskæftiget sig med i sin teori om risikosamfundet. Hans teori gør det muligt at forstå baggrunden for samfundets udvikling og forskydningen af magten til forbrugerne. Med Beck sættes Ritt Bjerregaards afslag til landbruget i et større perspektiv. Becks teori er, at industrisamfundet er på vej til at blive afløst af, hvad han kalder et risikosamfund. Hvor industrisamfundet var fokuseret på produktion og fordeling af goder, er risikosamfundet derimod kendetegnet ved at fokusere på produktion og fordeling af risici. Tidligere stammede risiciene overvejende fra naturen. I risikosamfundet stammer risiciene først og fremmest fra os selv. De naturskabte risici findes naturligvis stadig. Men i dag overskygges de i højere grad af de risici, der er opstået som følge af produktionsmetoderne i industrisamfundet. De følger er efterhånden begyndt at vise sig, blandt andet som skadelige stoffer i vores fødevarer, og det har skabt grundlaget for risikosamfundet. Udviklingen mod risikosamfundet har konsekvenser for blandt andet økonomien og politikken. Tidligere var kampen for at dække befolkningens basale behov samfundets største og højest prioriterede opgave. Prioriteringen betød, at samfundet var villigt til at acceptere eventuelle uheldige konsekvenser af produktionen, fordi det var vigtigere at afhjælpe sult og nød end at bekymre sig om langsigtede følger. I det vestlige velfærdssamfund er sult ikke længere hovedproblemet. Opmærksomheden er i stedet flyttet til de konsekvenser af produktionen, som har vist sig med tiden. Det drejer sig for landbrugets vedkommende om forurening med sprøjtemidler, rester af vækstfremmere og stråforkortere i fødevarer, som er eksempler fra den række af sager, der har været de seneste år. Sager som har medvirket til at skabe en risikobevidsthed, der viser sig gennem 'den bekymrede forbruger's øgede krav om politisk indgriben over for uansvarlige producenter. Forbrugerne vil ikke længere acceptere skadelige produktionsmetoder. Beck beskriver, hvordan staten ved fortsat at beskytte producenterne og acceptere skjulte følgevirkninger i fremskridtets navn risikerer at ende i en situation, hvor staten står som ansvarlig for de utilsigtede følgevirkninger, som egentlig er frembragt af producenterne. Dermed kommer staten til at stå i et modsætningsforhold til de forbrugere, der kræver etiske, bæredygtige og sikre produktionsmetoder. Sker det, ender staten med at miste sin autoritet og befolkningens tillid. Det var netop tilfældet i den engelske BSE-sag. Ritt Bjerregaard søgte at afværge den situation i Danmark ved at lade landbruget selv tage konsekvenserne af sine produktionsmetoder - og dermed bære det økonomiske ansvar i form af regningen for BSE-testene. Ses BSE-sagen i lyset af teorien om risikosamfundet, er sagen nærmest et skoleeksempel på, hvilke sager risikosamfundet har frembragt. BSE er netop en uforudset konsekvens af, at man har presset produktionen. Men modsat tidligere er det ikke længere en acceptabel adfærd i vores velfærdssamfund. Derfor afviste Ritt Bjerregaard at dække landbrugets omkostninger til at bekæmpe BSE. Og derfor må landmændene forandre holdning og adfærd. De må ændre deres opfattelse af, hvad det vil sige at være et ansvarligt erhverv. Og de må ændre deres adfærd for at matche forbrugernes forventninger og genskabe tilliden til landbrugserhvervet. Når Mariann Fischer Boel udskriver en check til landbruget, sender hun samtidig et signal om en tilbagevenden til den praksis, som kendetegnede industrisamfundet, hvor regeringen beskyttede landbruget. Dermed er landbruget tilbage i en kuvøsetilstand, der fritager bønderne for at tage ansvar, og hvor forbrugernes og det øvrige samfunds krav til fødevarerne bliver overhørt. Fødevareministeren er stadig ny, og hendes fremtidige handlinger og beslutninger må vise, om udlægningen her bliver karakteristisk for hendes politik, eller om den vil udgøre en parentes i det samlede billede. De næste fire år vil vise, om hun vil formå at samle interesserne og skabe fælles mål for forbrugere og landbrug, eller om vi fortsat skal opleve et landbrug, der er i opposition til resten af samfundet. Kroniken bygger på specialet 'Konflikten om køerne - en diskursiv kamp om ansvar', der netop er afleveret som afslutning på public relations-uddannelsen på RUC.